søndag den 12. november 2017

Bibelmaraton i Vejle (1992)

Det er lørdag formiddag, og det øsregner. Alligevel vover du dig ud for at tømme postkassen.

Her finder du en nydelig bog i paperbackudgave. Ved nærmere eftersyn finder du ud af, at det er Det nye Testamente. Brevet, der er vedlagt fortæller, at det er den nyautoriserede udgave, og at det er en foræring!

Du er overrasket! Sådan var det at bo i Vejle for et par uger siden. Nyoversættelsen af Bibelen var ikke bare noget, man kunne læse om i avisen; den lå i postkassen - lige til at undersøge.

Mange var allerede forberedt, man havde kunnet læse om det i avisen. Foreningen “Bibelen til alle” havde stillet et beløb til rådighed, så Nye Testamenter kunne bliv trykt og delt gratis ud til alle husstande i byen.

Som uddeler kan jeg bare sige: Jeg følte mig SÅ rig! Det varede heller ikke længe, før reaktionerne kom. De uheldige, som af en eller anden grund ikke havde fået, ringede og ville have en. En anden kunne tirsdag fortælle, at han var nået til Galaterbrevet!

Et rigtigt herligt budskab kom, da en fortalte, at hendes klassekammerat ikke havde fået et testamente. Klassekammeraten mente nok, at der var andre i klassen, som bestemt ikke ville være interesseret i den, de havde fået. Men om de ville af med den...! Der var heldigvis andre at give af.

Men dette var kun indledningen til en stor begivenhed, der skulle indtræffe ugen efter. Man havde sat sig for at læse Bibelen fra ende til anden for at markere, at den nu påny var blevet oversat.

Med det føromtalte Testamente og en avis var Vejles borgere blevet informeret ugen i forvejen. Bag arrangementet, som også indbefattede en døgncafe og videoforevisning for børn, stod 14 folke- og frikirker.

Jeg spurgte Keld Munk (også kendt som Metodistpræst i Vejle), der var det ledende samlingspunkt, hvordan ideen opstod.
“En folkekirkepræst foreslog det på et lokalt evangelisk alliancerådsmøde. Allerede i 1990 besluttede rådet at gennemføre en bibelmaraton, men kredsen af deltagende kirker udvidedes undervejs. Dette er den første bibelmaraton i Danmark.”

Torsdag morgen 12. november begyndte man på læsningen. Det skete på rådhuset, og byens borgmester, Karl Johan Mortensen, var den første oplæser. Herefter læste amtsborgmester, alle præsterne, nogle byrådsmedlemmer og redaktøren fra den lokale avis.

Oplæsningen varede i døgndrift til søndag aften, hvor de to sidste kapitler i Johannes Åbenbaringen læstes i kor ved den afsluttende gudstjeneste.

I alt var 350 vejlensere med til at læse deres del af den nye oversættelse, og kunne man ikke lytte med på byens aktivitetshus, så kunne man åbne for en lokal station, som transmitterede hele begivenheden.

Hvad var det vildeste ved at holde bibelmaraton?
Keld: “Jeg syntes, det var vanskeligt at læse nogle dele af Det Gamle Testamente op, især slægtsregistre og forskrifter. Jeg var også spændt på, hvordan borgmester og andre kendte folk ville reagere på opfordringen til atvære med. Jeg havde i det hele tage slet ikke forventet så meget opmærksomhed, f.eks. når der var pauser i radiotransmissionen, så ringede folk for at spørge, hvad der var i vejen!”
Hvad var jeres hensigt?
Keld: “Vi ville gøre Bibelen kendt og få den enkelte vejlenser til at læse i den.”
Søndag aften sluttede man begivenheden af med en festgudstjeneste i Vor Frelsers kirke. Der var ca. 700 mennesker til denne begivenhed, hvor man sammen læste slutningen på Bibelen....
“Han, der vidner om dette siger: ‘Ja, jeg kommer snart’. Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!”
Biskop Henrik Christiansen holdt aftenens prædiken, hvor han bl.a. sagde, at demonstrationer var andet end noget med brosten. Bibelmaraton i Vejle blev en demonstration af, at Bibelen har et budskab til verden, der stadig kan bruges.

Et af vores medlemmer fortalte, at en medbo, der desværre lige havde fået konstateret kræft, var blevet meget opmuntret over at finde Det nye Testamente i posten, efter at være kommet hjem fra sygehuset.

Hvad glædede du dig mest over?
Keld: “Afslutningsgudstjensten - den var fantastisk!”

Det var en lykkelig Keld Munk, som til kaffen efter gudstjenesten takkede alle implicerede. De to bibler, der var blevet brugt til oplæsningen, og som var signeret med alle deltageres navne, blev givet til rådhus og byhistorisk arkiv.

Den nye udgivelse af Bibelen blev mere end en kort omtalt begivenhed - det var den anledning, hvor mange mennesker fik deres første Nye Testamente, og hvor Bibelen var almindeligt samtaleemne og noget, man reklamerede for på busser.

Vejlenserne fik set, at Bibelen ikke kun er en bog af kulturhistorisk interesse, som oversættes af sprogkyndige - det er en bog, som mange mennesker læser i og som har betydning i deres liv.

Tine Jørgensen

Bragt i Metodistkirken, december 1992

søndag den 5. november 2017

Allehelgen (1970)

Vi er ved Allehelgen. I Norden falder den i mørketid med nøgne marker og ribbede træer og i storm og slud. Det er de dødes dag med naturens store prædiken om alle tings forgængelighed.

Vi tænker vel alle ofte på vore kære, der gik bort. Nu og da kan de være os så nær, så vi ser deres ansigt og kan høre deres stemmer, det kendte tonefald, og mærke den hånd, der kunne trykke så varmt. Men vi er ikke i illusionen ret længe. De er her ikke, de er for bestandigt borte for os på denne jord. Kun mindet lever. Og længslen.

Men Allehelgensdag taler om døden og vore døde på en helt anden måde end minder og længsler. Den taler med største ret om, at vi er Guds børn, og om håbet, Guds børns kostelige klenodie, det, som er lagt ind i vort hjerte sammen med troen og kærligheden. Det gudfødte i os. Den henter sin fortrøstning fra Guds eget ord.

Hør, hvad der lyder ved vore åbne grave:
»Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde«. 
Den synger om den store hvide flok, der for Johannes synes som tusinde bjerge, der er dækket med sne. Og lægger vi øret til det samme kapitel i Åbenbaringen, hvorfra Brorson også fik sit store syn og nedfældede det i bunden stil, hører vi om den store skare, som ingen kunne tælle, de mange, der bar de hvide klæder, og på spørgsmålet om, hvem de er, får vi at vide, at det er dem, som kommer fra den store trængsel og nu er foran Guds trone og tjener ham, de skal ikke mere lide eller savne, og Gud vil aftørre hver tåre af deres øjne.

Det er et af disse udødelige ord, der har fået vore fædre til at forme Allehelgensdag. Men Ny Testamente har så mange ord, der fortæller os, hvad der venter dem, der tror på Kristus.

Må vi bede for vore døde? Vi skal i hvert tilfælde ikke gøre det for at få dem ud af skærsilden. Vi tror ikke på den. Men der er protestantiske kristne, der beder for deres hengangne kære. Vi skal ikke tage stilling til dette spørgsmål her. Men vi forstår måske den fromme mand, der i sin an-
dagt nævnte navnene på sine nærmeste, der var gået bort. Han delte med Gud sit savn og længsel.

Vi metodister lærer sammen med andre trossamfund, at der eksisterer en synlig og usynlig kirke, og det er samme kirke. Vore døde er nok borte, men de danner den del af kirken, der er skjult for os. Charles Wesley har givet så stærkt udtryk for denne sandhed i sin kendte salme — i Grundtvigs gendigtning:
Helgen her og helgen hisset 
er i samme menighed, 
derom haver os forvisset 
han, som alle dybder ved.
Sammen bo vi i Guds-haven 
skilt kun ved et lille bælt. . .
Der er noget meget smukt i det gamle billede af nadverbordet, hvis øverste ende er i Himlen, og den er tæt besat, og den nederste ende hernede, hvor vi, der endnu er i den stridende kirke, bænker os.

Jeg færdedes i Jerusalemskirkens menighed i mange år, og jeg kendte så mange, mange af denne menighed, der nu er bag ved skyen. De var med i højtidsskaren til Guds hus. Jeg kan endnu se så mange af dem på deres bestemte pladser i kirken. Men jeg holder af at tænke på den usynlige kirke og dens medlemsliste, som Gud fører. Nu tælles de med i den. De er blot overførte. De står i samme menighed som du og jeg.

Det gælder også de elskede, som du mistede. Hvilken dejlig tanke!

Allehelgensdag skal også minde os om, at vi endnu lever i den stridende kirke modsat dem, der er gået forud og nu er i den triumferende.

Paulus taler om troens strid. Han taler om den fulde rustning. Han tillod aldrig sig selv at lægge den. Han kendte noget til den modstander, troen måtte stå på vagt overfor.

Vi er også, om vi vil høre Gud til, i troens strid. Fristelserne og anfægtelserne er så tit over os, tidsåndens isnende vinde blæser om os. Kampen for vor tro skal være standende: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god, til den med sejrskrans for tronen stod.
Og med Gud skal vi sejre. Han giver kraften og velsignelsen til hver, der stoler på ham.

Men det at leve i troen på Kristus og i håbet om et evigt liv, er ikke ensbetydende med at leve med en uvirkelig og en hel eller halv sygelig himmellængsel. Klostertanken er en misforståelse. Vi skal leve midt i vor hverdag med vor tro, og Gud har kaldet os til at være vidner.
»I er jordens salt ... I er verdens lys!« 
Og det er et lige så stærkt udtryk for Allehelgensdagens evangelium som noget andet. Vi er lige så fuldt kaldet til at være, hvor mennesker lider, trodser og bander Gud, som vi er kaldet til at være med i Guds hus.

Så mange af dem, der gik forud, skal mane os til at følge Kristus efter, »for at vi må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser . . .«

Lad denne Allehelgen mane os til alvor og til at besinde os på vort kald: at tjene Kristus med vort liv.

N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 30. oktober 1970

søndag den 17. september 2017

Pastor A. Rogert bliver 70 (1947)

Den 17. September fylder en af Kirkens mest veltjente Mænd, Pastor A. Rogert, Holbæk, 70 Aar.

Det er ikke rigtig til at forstaa, at dette er Tilfældet. Men saaledes er det.

Pastor Rogert er kendt ud over vort Land og behøver saaledes ikke nogen Præsentation.

Jeg skal da heller ikke komme med nogen Opremsning af Data o. lign., men nævne, at Pastor Rogert har betjent en Række Menigheder ud over Landet, har været Distriktsforstander i en længere Aarrække og været Forstander for vor teologiske Skole.

Dertil kan nævnes, at han var vor »Biskop« i den bispeløse Tid.

Pastor Rogert har haft en Mængde Tillidsposter, siddet i mange Udvalg og Bestyrelser, og det vilde føre alt for vidt at begynde paa at nævne alle disse. Det skal dog lige siges, at Pastor Rogert i adskillige Aar sad i Ungdomsforbundets Bestyrelse og i en Del Aar var dens Formand.

Rogert er en betydelig Prædikant og en meget dygtig Administrator. Ved Aarskonferencer og lignende Møder har hans Intelligens og Indsigt i Tingene klaret adskillige Situationer og Problemer.

Da Pastor Rogert gav sit Arbejde fra sig i Vejle, vilde han egentlig have gaaet paa Pension. Men paa Grund af Prædikantmanglen opfordrede Ledelsen ham til at fortsætte en Tid i Gerningen, og han tog da vor lille Menighed i Holbæk, hvor han og hans Hustru har faaet rigtig mange Venner. Menigheden er meget glad for sine Præstefolk.

Mange kærlige Tanker og Hilsener vil gaa til Holbæk den 17., og vi er mange, der vil ønske Pastor Rogert mange lyse og lykkelige Aar.

Niels Mann

Bragt i Kristelig Talsmand, 5. september 1947

onsdag den 13. september 2017

Hilsen fra flygtningemissionen, Zaire (1977)

Methe Rasmussen
Evakueringen fra Kapanga den 28/5 efter en uge, hvor stilheden, efter at oprørerne var flygtet og havde drevet resten af befolkningen med sig mod Angola den 21/5, virkede trykkende.

Folkeoptællingen viste 11 elever, som havde skjult sig ganske nær hospitalet og kom tilbage, så snart det igen var roligt, 6 gamle mennesker, der ikke kunne gå, 1 patient som sakkede agterud og bestemte sig for ikke at krydse floden og endelig 8 katolske og 9 protestantiske missionærer og dr. Mbuya Katenge, vor indfødte læge, som vi betragter mere som missionær end som afrikansk medarbejder.

Vi tilbragte de første 4 dage med at prøve at kontakte rekognosceringsflyene, der næsten konstant kom ind over området, og dels med at søge dækning for bombeflyene i de bedst beskyttede dele af husene, men det lykkedes os ikke at få fortalt omverdenen, at oprørerne var flygtet og med dem også resten af befolkningen, og at vi stadigt var der.

Onsdag aften lød eksplosioner fra tungt skyts så nær, at vi bestemt troede at regeringstropperne var lige på trapperne, og vi indstillede os på, at natten til torsdag nemt kunne blive vor sidste, — fra erfaringerne i tresserne vidste man, at muligheden for at FAZ (Force armée du Zaire) ville meje alt levende ned, når de trængte ind i området, var tilstede.

Vi var igen samlet under eet tag og var i vildrede med, hvad vi kunne gøre. Vi følte os meget små, og vor aftenbøn var længere og mere inderlig, end den før havde været.

Vi tænkte på alle de ulykkelige ude i junglen, — oprørerne, som ikke vidste, hvad de i grunden var gået ind til, landsbyernes beboere, som var dels truet dels skræmt til at flygte, — vi tænkte på alle dem derhjemme, der kun hørte dele af sandheden og løse rygter, og naturligvis tænkte vi på Glen Eschtruth, overlægen, der den 19/4, hans fødselsdag (49 år), var ført bort, efter sigende til forhør i Angola, og hvis skæbne stadig var ukendt for os.

Det blev hen på de små timer, før vi lagde os for at prøve at sove lidt, og ingen kan vel undre sig over, at det ikke blev til ret meget. Kl. 5 torsdag morgen sad de første af os og snakkede om vore muligheder, men vi følte os som hjernevaskede, og ikke en fornuftig ide til løsning af vort øjeblikkelige problem viste sig. I stedet for den løse snak holdt vi så morgenandagt sammen, såsnart vi alle var oppe.

Der var så stille omkring os, — eksplosionerne var ophørt, og vi havde endnu ikke set en regeringssoldat. Det var underligt, men forklaringen kom. Vor indfødte læge foreslog en katolsk fader, at de to skulle prøve at få kontakt med hæren. Fader Joseph fik dog overtalt dr. Mbuya til at forholde sig indendørs på grund af hans hudfarve.

Han selv ville så sætte sig på sin knallert, en Mobylette, der for lang tid siden var blevet tjenlig til udskiftning, og med så megen støj som muligt (og det var ikke så lidt, for den manglede udstødningsrøret) og med en lang stang med et hvidt pudebetræk skulle han prøve at kontakte de angribendes leder. Det skete kl 8 torsdag morgen lige udenfor Musumba, hvor soldaterne var ved at gøre klar til angreb.

Så snart de hørte, at oprørerne var flygtet, blev der sendt radiobesked til Kolwezi, at luftangrebet kunne aflyses. Og mindre end en halv time senere stillede Fader Joseph og en major udenfor med besked om, at alt var roligt og under kontrol, og at Musumba, Kapanga mission og den katolske mission lidt nærmere floden var reddet.

Vi havde været meget tæt på total udslettelse. Bombeflyene skulle være kommet ind over området kl. 9 for at bombe alt, inklusive missionerne og hospitalet, og såsnart luftangrebet var ovre, skulle FAZ være rykket ind for at brænde, hvad der var tilbage, og sikre sig, at intet levende blev efterladt. I stedet for død og ødelæggelse kunne de nu drage igennem en uskadt landsby og modtage landets præsident, Mobuto Sese Seko som sejrherre kl. 15 samme dag.

Fredag var naturligvis en festdag, men alligevel begyndte vi at finde ud af, hvor meget materiel og medicin der var tilbage på hospitalet. Det var ikke store sager, men vi kunne da fortsætte arbejdet. Området var stadigt øde. Vi havde fået sendt radiobesked til Kolwezi, at vi gerne ville have kontakt med et par andre missionærer så hurtigt som muligt, så vi kunne høre, hvordan forholdene var andre steder, og finde ud af, hvilke muligheder der var for fortsat arbejde. Så hver gang vi hørte et fly, løb vi ud for at se, om det var et af vore.

— Der var dog endnu en dårlig nyhed i posen til os. Dr. Mbuya var om natten taget ud for at hente sin familie små 50 km. fra missionen, og der hørte han, at Glen vist nok var begravet lidt udenfor landsbyen. Han vendte tilbage for at hente en af de andre missionærer, og sammen tog de ud for at undersøge graven. Fredag eftermiddag kom de tilbage med bekræftelsen. Glen var blevet dræbt samme dag, han var blevet ført væk, og var blevet begravet sammen med en tilfangetagen regeringssoldat. Det var, som om gnisten var taget fra os, og det blev endnu sværere at tænke på missionens fremtid.

Det var en stor lettelse, da vi endelig lørdag formiddag hørte et par af vore missionsfly. Det var naturligvis vor egen pilot Rich. Radford, som ikke havde kunnet komme hjem til sin gravide kone i al den tid, og vor seniormissionær, Ken Enright.

På vejen havde Ken fået besked over radioen fra Kinshasa, at Glens kone, Lena, i hvert tilfælde skulle bringes ud af området, men desuden havde han opfanget en ordre fra oprørernes hovedkvarter i Angola, at de skulle genindtage Kapanga.

Vi fik ikke megen tid til at pakke, kun de mest nødvendige ting. 2 andre missionsfly blev tilkaldt fra Central Zaire, og militæret lovede at tage resten med i deres transportfly, så lørdag eftermiddag lidt over middag var området ryddet for civile borgere.

Ankommet til Kolwezi begyndte de andre missionærer straks at arrangere deres hjemrejse, men jeg syntes ikke, det var rigtigt af mig bare at lade vore sygeplejeelever i stikken, og da jeg lod en bemærkning falde om det, lovede Ken mig al den støtte, han kunne give.

I løbet af de næste par uger fik vi fat i yderligere en del elever. De blev indlogeret i et gæstehus, og alt imens dr. Mbuya snakkede med myndighederne om at udsætte eksamen til et senere tidspunkt, begyndte jeg at undervise eleverne i en af vore kirker. Undervisningen blev kun afbrudt af vor årskonference og vore ture ind i det tidligere besatte område, bl. a. til Kapanga, og lidt mere end 5 uger senere end det oprindelige skema havde angivet, afsluttede 19 andenårs- og 15 førsteårselever deres skoleår.

Jeg nævnte lige vore ture tilbage til Kapanga; — ja vi har virkelig været der adskillige gange, første gang i ugen efter vi var blevet evakueret. Ken fløj mig derop, men vi blev der kun et par timer og i løbet af den tid fik Ken arrangeret med vor distriktsforstander og militæret, at Glens og soldatens lig skulle bringes ind til missionsstationen, hvor de så kunne blive rigtigt begravet lige overfor hospitalet; desuden fik han arrangeret en vagtordning, så vore huse ikke blev ødelagt, mens vi ikke var der.

Alt imens gik jeg mine egne veje, fik kontakt med en af vore sygeplejere, der var vendt tilbage, udleverede medicin, så han kunne begynde at behandle folk i polyklinikken, og fik fat på noget af vort undervisningsmateriale, der ikke var forsvundet, så vi havde noget at arbejde med i Kolwezi.

Dr. Mbuya og jeg fløj tilbage flere gange siden, og det lykkedes at få gang i hospitalet igen. Det skete ikke helt uden »kamp«. Regeringen var meget ivrig efter at overtage hospitalet, men hver gang det er sket andre steder, har det kun været for en kortere periode og så har hospitalet fået lov til at forfalde. Efter mange forhandlinger har vi nu fået lov til at beholde både hospitalet og sygeplejeskolen.

Nu ligger mulighederne for næsen af os. Vore fly og biler er de eneste, der hele tiden har haft tilladelse til at færdes frit i det tidligere besatte område. Det giver os et stort ansvar, for al hjælp både medicinsk og humanitært må arrangeres gennem metodistkirken. De katolske stationer begynder
også så småt at komme igang igen, men de må stadigvæk bede om tilladelse til at færdes i nye områder, hvilket gør arbejdet meget besværligt.

Vore muligheder ligger klar, det er op til os at udnytte dem. Gør vi det på den rigtige måde, kan det betyde en vækst for missionens arbejde, men lader vi dem ligge nu, bare lader dem vente, vil arbejdet smuldre hen og kirken blive endnu mere sårbar, når eller hvis de kommunistiske oprørere kommer tilbage.

Vi er indstillede på, at arbejdet skal fortsætte, og vi satser endog på at udvide det. For mit vedkommende er det naturligvis det medicinske arbejde, det gælder, d.v.s. sammen med dr. Mbuya vil jeg have opsynet med alle poliklinikker under vor konference fra den sydlige grænse mod Zambia, vestlige mod Angola til Kasaiprovinsen mod nord, Kamina mod nordøst og Kolwezi mod sydøst.

Det er et kæmpeområde, og da visse vejstrækninger stadigt er lukkede p.g.a. miner, vil transport af personer og materiel være afhængig af flyverne.

Sygeplejeskolen må vi have i gang med en udvidelse. Pigerne har indtil nu haft ret dårlige værelser, men så snart vi kan få penge nok og dermed mulighed for at opkøbe byggemateriale, vil vi gå i gang med den nye elevfløj. Den skulle også give plads til flere elever, og det er tiltrængt, da man presser os til at indføre den treårige uddannelse.

Det kan se ud, som om vi gaber over for meget, men vi må udnytte den tid, vi har, og de muligheder, der ligger foran os. Dr. Mbuya fører forhandlinger med sundhedsvæsenet, mens jeg er på ferie, for at vi kan kende betingelserne for den længere uddannelse. Hvis det er muligt, bliver den treårige uddannelse indført i det kommende skoleår.

Vi vil behøve økonomisk støtte både til genopbygning af arbejdet og til udvidelse, men også til vore elever, så vi kan tilbyde friplads til de elever, hvis hjem er blevet opløst under urolighederne. Der er flere af vore elever, der ikke kender til deres families skæbne, og jeg synes ikke, jeg med god samvittighed kan udelukke dem fra undervisningen, blot fordi de ikke kan betale de 135 Z, det koster i skolepenge.

Jeg tror på jeres hjælp og siger på forhånd TAK

Methe Rasmussen



Bragt i Kristelig Talsmand, 23. september 1977

fredag den 8. september 2017

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast:
„Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..."
Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel.

Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange måder bemærket i den fynske hovedstad. Emmauskirken blev bygget i hans tid, så der blev to metodistkirker i byen. En kort periode sad han i byrådet.

I 1906 kom han til Jerusalemskirken i København, og her var stedet for den rigt begavede og initiativrige præst, og her var der brug for hans rige evner og arbejdskraft.

Han havde kun været i København ca. 3 år, da det arbejde begyndte under primitive former, der senere blev kendt under navnet Centralmissionen, og hvorved han blev kendt langt uden for landets grænser. Han blev den populære „fattigpræst", og hans arbejde voksede meget stærkt i de følgende år.

En overgang samlede han store skarer om sin prædikestol, hvad enten han var hjemme eller ude på en af sine talrige rejser. Hans arbejdsevne og arbejdskraft var ufattelig stor. Tidlig og silde var han på færde. Noget urolig af karakter var han. Der skulle ske noget om ham. Men det skal også siges, at kærlighed til Gud og kirken og sine medmennesker var det drivende motiv bag hans virke.

Jerusalemskirken havde en stor tid i de år, og Centralmissionen blev kendt viden om.

I 1920 valgtes han til biskop over Skandinavien og fik dermed yderligere store arbejdsbyrder at tumle med. Selvfølgelig måtte han nu overlade meget af arbejdet i Centralmissionen til sine medarbejdere. Men han var dog fremdeles den ledende faktor i det store arbejde.

Han blev endnu mere kendt og populær. Fiskerdrengen fra det fattige hjem i Løkken, „Fattigpræsten" var blevet biskop, og mere end een brugte de to små linier om Hans Tausen:
Hver purk kan blive bisp, når Vorherre det vil.
Det var i de år, Bast nåede de højder, som ikke mange præster i dette land nåede. Men det var også her, han led sine store nederlag og skuffelser. Han måtte sande, at folkeyndest er en såre skrøbelig ting. Den, der kan være med til at løfte een op i den højere sfære den ene dag, kan være behjælpelig med at få ham trukket i dybet den næste.

Biskop Bast fratrådte sit arbejde i Metodistkirken i 1928. Derefter levede han stærkt tilbagetrukket, men havde dog en del år et arbejde inden for en mindre kreds, der samledes i en sal på Sct. Knudsvej på Frederiksberg. Han døde den 23. april 1937, knap 70 år gl.

Biskop Bast var ikke alene en stor prædikant og en betydelig organisator, men var et stort og varmtfølende menneske, der har hjulpet mange, mange mennesker både åndeligt og timeligt. Han blev ikke filantrop med organiseringen af et socialt arbejde, men var det af hjerte. Det lå i hans væsen som en naturlig ting.

Derfor satte Anton Basts liv dybe spor, for intet går så langt og dybt som det varme hjertes arbejde. Der lever endnu mange mennesker, der mindes Anton Bast med glæde og tak. Det gør vi også.

Niels Mann

Kristelig Talsmand, 87. årgang. Nummer 45. Fredag 11. november 1960

fredag den 1. september 2017

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig

Bliv du hos mig, naar Natten stunder til,
og Mørket om mig snart sig sænke vil,
naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig,
du store Hjælper, bliv da nær hos mig.

Snart kan min korte Livsdag ebbe ud,
og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud,
alt om mig skifter og forandrer sig,
o, du, som ej forandres, bliv hos mig.

Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig,
kun du kan lede mig paa Livets Vej,
kun for dit Blod vil Satan vige bort,
bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort.

Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt,
i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt,
Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej,
naar du, o, Herre, bliver nær hos mig.

Naar Øjet brister, vis mig da dig selv,
lys mig og led mig over Dødens Elv,
Jorden forsvinder, Himlen aabner sig:
I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig.

H. F. Lyte / Anton Bast

Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar.

Salmen, der er en af de mest brugte i den engelsktalende Verden, blev skrevet af Pastor H. F. Lyte kort før dennes Død i 1847.

Pastor H. F. Lyte fødtes 1. Juni 1793. Allerede som Dreng oplevede han, hvorledes Livets Storme kom ind over Barndomshjemmet, idet Faderen forlod Hjemmet og overlod de to Sønner til Moderens Omsorg.

Dybt skuffet og fortvivlet døde Moderen kort Tid efter, men gode Mennesker traadte hjælpende til overfor Drengene, og i 1895, 22 Aar gammel, blev H. F. Lyte ordineret til Præst i den anglikanske Kirke.

Senere giftede han sig med en ung Kvinde, der tilhørte Metodistkirken.

Et Dødsfald i Vennekredsen gjorde et dybt Indtryk paa ham.

I Dødskampen laa Vennen, der var fortvivlet over, at han ikke havde givet Gud mere Raaderum i sit Liv, og gentog Gang paa Gang Ordene:

»O, bliv hos mig! O, bliv hos mig!«

Ved den Anledning blev Spiren lagt i Pastor Lyte til senere hen at skrive Salmen: »Abide with me!« — Bliv du hos mig, naar Natten stunder til.

Hans Helbred var ikke stærkt, og selv om han havde en god Tid i Fiskerlejet Brixham, maatte han flere Gange rejse til Sydfrankrig for at komme under et mildere Klima.

Den 4. September 1847 prædikede han forud for en saadan Tur ved en Nadvergudstjeneste, og Teksten var Apostlenes Bøn til Jesus:
»Bliv hos os, det er mod Aften, og Dagen hælder.« Luk. 24, 29. 
Samme Nat skrev han den Salme, som nu hele Verden synger: »Abide with me.«

Som Ordene formede sig, idet Pastor Lyte skrev Salmen, var det Spiren, der blev lagt ved Vennens Dødsleje, der nu foldede sig ud. Men Salmen var mere, den var ogsaa hans egen personlige Bøn, det var Forberedelsen til Døden, der indhentede ham et Par Maaneder senere d. 20. November 1847.

Pastor H. F. Lyte var ypperlig til at skrive Vers. Men hans stadige Bøn var, at Gud vilde give ham Naade og Visdom til at skrive en Salme, der maatte være til Velsignelse selv efter hans Død. Og det kan i Sandhed siges om denne.

Den var Kong Georg d. V’s Yndlingssalme, den retlinede Sygeplejerske, Edith Cavell, der af Tyskerne i forrige Verdenskrig blev dømt til Døden, sang paa Vej til Retterstedet Strofen:
»Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt!«
Soldaterne sang den under den frygtelige Evakuering fra Dunkirk, og i japanske Fængsler blev Teksten under sidste Verdenskrig spredt i al Hemmelighed.

I Westminster Abbey blev der ved Formiddagsgudstjenesten Søndag d. 16. November afsløret en Mindetavle som Nationens Tak til Pastor H. F. Lyte for den Velsignelse, Salmen har bragt utallige Mennesker indenfor alle Samfundslag.

Tavlen har faaet sin Plads under Mindetavlen for John og Charles Wesley.

Samme Søndag blev der afholdt særlige Takkegudstjenester, der blev transmitteret, og ved dem alle blev Salmen »Abide with me« sunget.

Fire Dage efter, altsaa Torsdag d. 20. November, blev Prinsesse Elisabeth gift i Westminster Abbey, og Bryllupshøjtideligheden blev efter Prinsessens personlige Ønske indledet med en anden af Lytes Salmer:
»Praise, my soul, the King of Heaven!«
Dette Valg var netop blevet truffet af Prinsessen for at markere, at Bryllupsdagen faldt paa 100 Aars Dagen for Pastor H. F. Lytes Død.

I sidste Verdenskrig fik en engelsk Undervandsbaad Maskinskade, da den befandt sig under Vandet i Nærheden af Helgoland. En grundig Undersøgelse blev iværksat, men det var umuligt at finde, hvad Aarsagen var. Hele Mandskabet samledes i Maskinrummet, man saa Faren lige ind i Øjnene, Døden vilde snart indhente dem alle.

For at lindre de sidste Øjeblikke uddeltes der Tabletter, for at man saa let som muligt kunde glide ind i Døden. Før det skete, var der en af Mandskabet, der spurgte, om man ikke maatte synge Salmen »Abide with me«.

Selvfølgelig blev Tilladelsen givet. Men da sker det mærkelige, at medens Salmen blev sunget, er der en Marinesoldat, der paa Grund af den tiltagende daarlige Luft falder besvimet om, men i Faldet kommer han til at ramme en Vægtstang paa Maskinen, og paa Grund af dette Tryk udløses en Mekanisme, der bevirker, at Maskinen saa smaat begynder at arbejde.

Længe varede det ikke, før alle Mand var paa hver sin Plads, Undervandsbaaden kom snart oven Vande igen, og alle blev frelst. Tilfældigt, siger en og anden, men for den, der tror paa Gud, er det et Bevis paa Guds underfulde Indgriben. Hvor Mennesker siger umuligt, der aabenbarer Gud sit muligt.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. november 1947

Lyt til salmen nedenfor: 

fredag den 25. august 2017

Interview med Rektor Odd Hagen, Överås (1947)

Paa vor skandinaviske Skole, Överås, Gøteborg, tiltræder den norske Lærer, Pastor Odd Hagen, som Rektor ved det ny Skoleaars Begyndelse.

Paa Gennemrejse fra England prædikede Rektor Hagen i vor Kirke i Esbjerg Mandag d. 25. August inspirerende over Teksten: Alle Ting er jo eders. 1. Kor. 3,21.

Efter Gudstjenesten havde vi Anledning til i vort Hjem at veksle nogle Ord med Rektor Hagen. Idet vi lykønsker Pastor Hagen med Ledelsen af Arbejdet paa Overås, og beder ham fortælle »Kristelig Talsmand« lidt derfra, svarer han:
»Det skal jeg gerne, men først maa jeg mindes min Forgænger, Rektor J. E. Ruthér. Det var et stort Tab for vort Skolearbejde, da han døde i Sommeren 1946. — Pastor Ruthér var vel kvalificeret til Rektorstillingen paa Overås. Ikke blot sad han inde med megen Kundskab, men han var ogsaa en stærk aandelig Kraft, idet han ikke mindst tog Sigte paa at uddanne de unge Mænd til gode, evangeliske Arbejdere i Kirken. Dertil kom hans friske og bramfri Maade at omgaas Lærere og Elever, saa han var elsket og afholdt af alle. Det var et smerteligt Tab, da han døde kun 56 Aar gammel efter at have været knvttet til vor Skole siden 1922, først i Upsala og senere i Gøteborg.«
»Sig os, Rektor Hagen, hvordan kom De egentlig i Forbindelse med vor Kirke?«

Med et stort Smil lyder Svaret:
 »Ja, det maa mine Forældre tage Ansvaret for. De var ikke selv Metodister, men som gode kristne Mennesker sendte de mig i Søndagsskole, og den holdtes i Metodistkirken i Trondheim, og gennem Søndagsskolearbejdet blev jeg saaledes vundet for Gud og Kirken.« 
 (Atter et Bevis paa, at Velsignelsen hviler over dette Arbejde.)

»Hvornaar begynder Skoleaaret paa Overås?«
»Fredag den 29. August, og vi har i Aar 35 Elever, der repræsenterer hele Skandinavien. 3 af Eleverne er fra Danmark. Det er Tove Jensen, Poul Poulsen og Harry Christensen. Tove Jensen skal læse 1 Aars Missionærkursus sammen med 5 andre kvindelige studerende. Dette Missionærkursus er noget nyt, men vi venter os meget af det. Studieplanen er lagt i Samraad med og godkendt af Missionsselskabet i Amerika.«
 »Hvormange Lærere underviser paa Överås?«
»Ja, foruden mig underviser Præsterne Lager og Kallstadt, og desuden har vi fire Lærere, der har visse Timer.«
»Bor en Del af Eleverne stadig paa Betaniahjemmet, Hanneberg?«
»Nej, ved at inddrage en Lejlighed, hvor der før boede en Lærer, er der nu gjort Plads til, at alle Eleverne kan bo paa Overås, hvad vi finder, er den bedste Ordning.«
»Har De noget særligt Ønske for Skolen, Rektor Hagen?«
»Ja, det kan ikke nægtes. Det vilde være underligt, om det ikke var saadan. — Mit specielle Ønske er, at vi, der skal undervise, maa faa Naade, Visdom og Kraft til at opdrage de unge, der bliver betroet os, til trofaste, evangeliske Forkyndere i Kirkens Arbejde i Skandinavien saavel som paa de forskellige Missionsmarker, med andre Ord, jeg ønsker at fortsætte hen imod de Maal, der var Rektor Ruthérs. — Derfor bed »Kristelig Talsmands« Læsere om at tage Arbejdet paa Overås med ind i Menighedens Forbøn.«
Om sig selv ønsker Rektor Hagen ikke at sige meget. Men vi ved, at han er vel skikket til Tjenesten som Rektor. Han er enstemmigt indstillet dertil af Skandinaviens forskellige Aarskonferencer, og har desuden en god og grundig Uddannelse.

Efter Studentereksamen gennemgik han Skolen paa Overås, tog senere mag. art. ved Oslo Universitet, fil. lic. ved Universitetsfakultetet i Gøteborg og er desuden hædret med flere udenlandske akademiske Grader.

Men, det vigtigste af alt er, at vor ny Rektor er stærk evangelisk og ikke mindst præget af Metodismens Budskab om Omvendelse og Helliggørelse.

Bragt i Kristelig Talsmand, 5. september 1947