Prædiken ved de unges efterårsstævne på Lægården søndag den 18. oktober.
Vi har planlagt at samtale om retten, magten og ansvaret. Det er rimeligt, at vi i kirken besinder os på det, fordi der har været for meget magtmisbrug ud over verden så ofte. Kirken er i de senere år blevet mere og mere optaget af den sociale retfærdighed — og det med rette.
Selv stod kirken ofte med skyldbesmittede hænder, og vi ser, hvor urimeligt det er, at store dele af verden skal lide sult, medens vi — ofte på direkte bekostning af de andre — frådser.
Derfor blev kirken så optaget af at skaffe brød, som det f. eks. giver sig udslag i nødhjælpen. Og naturligvis må nøden afhjælpes, så langt det er muligt, selv om den ser ud til at være uendelig.
Kirken skal altså være med til at skaffe verden brød. Ikke så sært. Det var netop Jesus selv med til. Efter vort Ny Testamentes beretninger mættede han tusinder sultne munde. Han drog også disciplene ind i denne gerning, og han sagde til dem i ørkenen: Skaf I dem noget at spise.
Teksten her fortæller os, at disciplene netop var gået til byen for at skaffe mad (v. 8). Men Jesus synes ikke at være særligt interesseret i denne mad. Der er noget helt andet, der er vigtigt for ham. Det skal vi standse ved, medens vi fastholder, at Jesus mere end nogen anden er den, der giver verden brød.
Han er imidlertid ikke alene den, der skaffer verden brød, men også den, der på djævelens opfordring om at gøre stenene til brød, så det med et kan godtgøres for verden, at han har guddommelig magt, svarer med et tordnende: Vig bag mig, Satan! Og da de, der så ham mætte mange munde i ørkenen, ville gøre ham til konge for det, trak han sig tilbage og gik alene op i bjergene.
Udfra nytestamentlig forståelse af Jesus får vi da at se, at Jesus kom for noget større end at give verden brø,d, hvor vigtigt det end er. Det kneb selv for disciplene den dag at forstå det. Da de er kommet tilbage fra byen med mad og glade siger til Jesus: »Rabbi, spis«, svarer Jesus dem: »Jeg har mad at spise, som I ikke kender«. Disciplene siger: »Skulle nogen have bragt ham noget at spise?« Da siger Jesus: »Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig og fuldbyrde hans gerning«.
Mens disciplene har været i byen på indkøb, har Jesus nemlig været optaget af en anden gerning, som han betragter som den vigtigste. Tilsyneladende ubetydeligt: at samtale med en kvinde, oven i købet en samaritansk kvinde, der ikke regnedes for meget af jøderne.
Men for hende er det sket, at hun, der ikke før tog så tungt på tingene, pludselig har fået øjnene op for, at der er noget galt i hendes liv. Hun opdager sin skyld, og da hun vil prøve at smøge uden om, da talen falder på hendes mand, ved at benægte, at hun har nogen mand, ser Jesus gennem alt det forlorne og siger hende rent ud, at hun jo egentlig taler sandt, for hun har haft fem mænd, og ham, hun nu har, er ikke hendes mand.
Dette bliver til, at hun ser, at Jesus er den, der er sendt hende til frelse, og hun går til sine egne bysbørn, der i forvejen er godt kendt med hendes synder og fortæller dem, at de skal komme og se en mand, der har sagt hende alt, hvad hun har gjort. Hun blev en Kristi efterfølger.
Er vi ikke alt for villige til at se andres fejl? Vi ved så vældig godt, hvordan magtmisbrug kan rettes, tror vi. Men den dag, vi virkelig ser os selv i lyset af Jesus, kommer vi ind i en ganske anden virkelighed, der ikke kan slås i stykker af aldrig så brutale mennesker. De kan ikke skade den, der har fundet vor Herre Jesus som Frelser.
Denne kvindes vidnesbyrd får en mærkelig virkning, fordi hun fortæller så ægte og selvoplevet, at det må betage alle. Hendes bysbørn kommer ud af byen og hen til Jesus.
Her er Jesus i den gerning, der er hans mad, at fuldbyrde sin himmelske Faders gerning. Og han kan vise disciplene hen til noget mere betydningsfuldt end alt andet: at høsten bringes hjem til Guds rige.
Det kan til tider gøre en modløs, at man forsøger at gøre tjeneste som prædikant i en lille, kæmpende kirke med svag økonomisk formåen, og der er nok, der kan fortælle en, hvor betydningsløst, det er. Men til tider kunne man få lov helt ufortjent at være med i Vorherres gerning og se, at man fik lov at gå ind i hans arbejde. Man fik lov at gå ind i andres arbejde og glæde sig over Guds egen gerning. Den gerning er det eneste fornødne: Guds gerning på forskelligt plan.
For disciplene blev det en festdag. For en gangs skyld kunne Jesus som sædemanden glæde sig sammen med høstfolkene. Han mindede disciplene om, hvad man plejede at sige: Der er endnu fire måneder til høsten kommer?
Se, jeg siger jer: opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt: En sår og en anden høster. Jeg har sendt jer forud for at høste det, som I ikke har arbejdet med: andre har arbejdet, og I er gået ind i deres arbejde.
Så fik Jesus da denne dag lov at glæde sig sammen med de disciple, der senere skulle sendes ud i den store høst i sædemandens spor. Det blev aldrig glemt. Samaritanerne kom til tro, ikke alene på grund af kvindens vidnesbyrd, men på grund af Jesu egne ord. De måtte høre ham, og han blev to dage for at tale med dem. Så blev det da deres vidnesbyrd:
»Nu er det ikke længere på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser«.Det er vældig godt at kunne tale sammen om alle de problemer, der plager verden og kirken i dag. Det kan vi få voldsomme diskussioner om, og måske vil det blive der, skillelinierne kommer til at ligge i kirken fremtidigt.
Men det væsentlige er, om vi til sidst stilles over for den Jesus, der viser sig som verdens frelser, og om vi ser vort absolutte behov for ham, ser, at vi ikke kan undvære ham. Forstår vi, at han er vor og verdens frelser, og at der ingen anden frelse er at finde, så er der sket noget endnu større end det, at den sultne verden får brød, selv om dette sandelig er stort og vigtigt nok.
Men Jesus havde råd til at sige: Der bliver mere glæde i Himmerig over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har omvendelse behov. Så vil han nemlig vise sig, ikke alene som vor, men som verdens frelser, og det understreges jo netop nu som noget vigtigt.
Så er det værd at søge ham, så også vi af ham lærer at øve hans himmelske Faders vilje og at lade det være vor mad. Gud hjælpe os at gøre det til vor egen og verdens frelse. Så skal glæden vokse helt ind i Guds rige i dets fuldendelse. Vi skal få lov af Kristi nåde at glæde os sammen med ham over det, som høstens herre bringer hjem. Amen!
Erik Kyst.
Bragt i Kristelig Talsmand, 13. november 1970
Ingen kommentarer:
Send en kommentar