Udenfor porten

Af pastor Kaare Lunde, Oslo

Ved centralkonferencen i København

Hebr. 13,11-16.

For nogle måneder siden gik jeg sammen med nogle kristne fra forskellige dele af verden den vej, Jesus gik til Golgata. Ved hver af de såkaldte »stationer« på lidelsens vej standsede vi, og der blev læst visse dele af skriften.

Til sidst kom vi til Golgata, som nu er skjult af Den Hellige Gravs Kirke. Idet vi passerede det, som engang havde været bygrænsen, blev dette ord så levende:

»Derfor led Jesus også udenfor byporten ... Så lad os da gå ud til ham udenfor lejren og bære hans forsmædelse. Thi her har vi ikke en blivende stad, men søger den kommende«.

Med disse ord står vi midt i den jødiske offerpraksis. Som en del af forsoningen blev en buk slagtet foran alteret. Efter offerhandlingen blev den båret udenfor byporten og ødelagt. Hebræerbrevets forfatter så her en parallel til Jesu død. Ligesom en forbryder — eller i lighed med syndebukken — blev han bragt udenfor byen for at lide døden.

Billedet af Jesus, som måtte lide udenfor byen, har givet os en dybere forståelse af den gerning, han fuldførte. Her går linien fra den jødiske kultur til den moderne tid, og den har et budskab til os.

Udenfor samfundets grænser
Jesus døde udenfor bygrænsen, fordi hans tanke og hele færd udfordrede det etablerede samfund. Han krydsede sit samfunds klasse- og kasteadskillelser. Midt i et stammebevidst folk viste- han disse mennesker ideen om Gud som alles fader.

Folk tåler ikke noget, der adskiller sig fra noget andet, særligt ikke, hvis forskellen taler til deres urolige samvittighed og moralske overlegenhed.

Shakespeare giver en mærkelig forklaring på Othellos tragedie. Morderen bruger den i sit forsvar:

»Han havde en daglig skønhed i sit liv, som gjorde mig styg«. 

Derfor måtte han dø.

Ofte tror vi, at dersom vi er uskyldige og har høje moralske motiver, vil godheden være vor beskyttelse. Vi vil blive respekteret og »accepteret«. Det modsatte er tilfældet. Kristne, som skiller sig ud fra det sædvanlige, bliver ikke respekteret, men taget afstand fra.

H. Sloane Coffin peger på, at der var tre kors på Golgata. På to af dem hang mænd, som var faldet under samfundets moralske standard. På korset i midten hang Jesus, som stod over sin tids moralske standard. Men samfundets løn var den samme for dem alle tre: et kors.

Vort eget folk går længere og længere bort fra dets bestemmelse og lever i sin nydelsessyge og selvoptagethed, fordi så mange kristne ikke går udenfor lejren for at være med Jesus.

Kirken har f. eks. alt for ofte tiet stille med hensyn til nationers krigseventyr. Men der var dog nogle kristne, som rejste sig mod Hitler. Blandt dem var Dietrich Bonhoeffer. Den tjenestgørende læge i fængslet i Flossenburg skrev om ham iflg. »Aftenposten«:

»Mellem kl. 5 og 6 om morgenen blev fangerne, blandt dem admiral Canaris, general Oster, dr. Sack og pastor Bonhoeffer kaldt ud af deres celler, og dommen blev læst for dem. Gennem den halvåbne dør til cellen havde jeg set præsten knæle i bøn. Aldrig nogensinde er jeg blevet så bevæget som da.

Hans hengivenhed til Gud syntes fuldkommen, han så næsten munter ud. Senere, da han stod foran galgen, gentog han en kort bøn, og så klatrede han helt fattet op til rebet. Få sekunder efter var han død. I mine halvtreds år som mediciner har jeg aldrig set en mand dø så rolig og fortrøstningsfuld«.

Jesus kalder os til at gå med sig udenfor porten.

Udenfor det helliges grænser
Ved at Jesus måtte dø udenfor byens grænser, døde han udenfor det helliges grænser.

Hele Jesu liv var en udfordring til alle normale synspunkter på det religiøse område. Hans venner var ikke præster, men jævne folk. Han prædikede ikke i synagogen, men han mødte mennesker der. I sin yderste konsekvens kom det ekstraordinære til udtryk på Golgata, som een har sagt det:

»Jesu legeme blev ikke anbragt mellem to lysestager, men mellem to syndere på et par kors«.

Også vi anbringer Gud på særlige steder, til specielle tider og i en særlig ramme. Af og til griber Gud ind for at bryde disse rammer, sådan som han gjorde det med Martin Luther, John Wesley og Hans Nielsen Hauge.

Ikke for retfærdige, men for syndere
Profeten Esaias pegede allerede på, at den kommende Messias 600 år senere ville blive identificeret med det syndige menneske og regnet blandt overtrædere. Det var det, der skete. Han blev kaldt »synderes ven«.

Den første kristne kirke arbejdede blandt folk, som vi i vor tid ville kalde seksuelle afvigere, bedragere, skattesnydere. Men den moderne kirke er så respektabel. Kun sjældent har vi kontakt med dem, som er udenfor lejren, og de er dog mennesker, for hvem Jesus døde.

I Arthur Millers »En handelsrejsendes død« finder vi historien om Willy Loman. Han mistede sit job og blev deprimeret. Hans søn tog en dag sin far og mor med ud på en tur. Idet de går, siger moderen til sønnen:

»Vær god mod din far. Han er blot som en lille båd, der søger efter en havn«.

— Jeg tror, dette er en rigtig beskrivelse af mange af dem, som vi ikke regner med. Men Jesus ser efter dem.

Byen, der ligger udenfor
Jesus beder os om at gå udenfor byen, for den er ikke og kan ikke blive vort åndelige hjem. Noget varigt samfund har vi ikke her på jorden. Allan Walker fortæller om den dag, hans mor og broderen skulle læse faderens testamente.

Vi samlede os omkring hans ejendele: en bankbog med en lille saldo og en pakke, der indeholdt en melodibog og en bibel. Broderen, som var organist, fik melodibogen, og Allan fik Bibelen. Indeni denne lå et lille digt på et stykke papir:

Gud, jeg be’r ej om rigdom,
ej om sølv eller guld,
men om plads i din himmel,
som af skønhed er fuld.
I dit riges register
dit folk tegnet er.
Sig mig, Jesus, min Frelser,
er mit navn skrevet der?

- - -
Bragt i Kristelig Talsmand, 6. november 1970