Social forståelse

En grå, trist og regnfuld formiddag var jeg på vej til en 75 års fødselsdag i menigheden. Jeg var lidt sent på den.

En person, der lige havde passeret mig, kom løbende tilbage med et papir i hånden. Det var et fotokopieret bykort, hvor nogen havde forsøgt at indtegne en rute, men personen kunne alligevel ikke finde frem.

Personen var en kvindelig flygtning fra Iran. Jeg forstod på hendes dårlige engelsk, at hun skulle til tandlægen. Jeg forsøgte, ved hjælp af kortet at vise hende vej, blot nogle få gader fra det sted, hvor vi stod. Men jeg kunne godt se, at hun ikke forstod noget som helst. Så jeg gjorde opmærksom på, at jeg i stedet for ville følge hende hen til tandlægen.

Hun blev meget forundret og samtidig meget glad. Hun ville vide, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Jeg forsøgte at forklare det; men heller ikke det forstod hun. Da vi nåede frem til tandlægen, ville hun have mit navn og adresse. Det fik hun.

Første gang Kristin Lavransdatter kommer til Hamar, møder hun en munk. En kone, som også er der, klager over, at hun får for dårlig service og siger:

»Det synes mig, som om denne by er mere fyldt med helligdomme end af hellighed!«
(Sigrid Undset.)

Praktisk hellighed, det var metodismens særpræg. Det omtalte John Wesley mindre end et halvt år, før han døde, som »det store depositum, som Gud har givet og oprejst det folk, som kaldes metodister, til at forkynde!« (Letters, 15.9. 1970).

Metodismens særpræg var at være en kristen livsstilsbevægelse. Overalt og øjeblikkeligt tog de sig af sociale tjenesteopgaver, medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød (Tore Meistad).

Den sociale forståelse - en naturlig følge af tro og livsstil
Metodistkirken har gennem sin historie været stærkt engageret i socialt arbejde. Kirkens konferencer og de enkelte medlemmer har ofte udtalt sig og taget klare standpunkter til omstridte spørgsmål.

Dette sociale ansvar og denne sociale forståelse havde sin grund i dannelsen af de første grupper (klassemøder), og de regler, der var for medlemsskab af dem.

I gruppernes opbygning og funktion kom enheden mellem tro og liv til udtryk, ved at medlemmerne i fællesskab ønskede at hjælpe hinanden til at lave et godt kristent liv, åndeligt, materiellt og socialt. Deres omvendelse og tro førte dem således ikke bort fra »verdens« og livets forpligtelser; men ind i dem som udtryk for et helt og fuldt kristenliv.

Et meget vigtigt point for John Wesley var, at frelsen ikke skulle være en privat forberedelse til det himmelske liv, men et liv i moralsk renhed og social omsorg (Beach & Niebuhr).

Kristendommen er ingen religion for eremitter, siger John Wesley, men en social religion.

»Derfor bliver det at være en kristen en ny og karakteristisk livsstil, præget af barmhjertighed, kærlighed til fjenderne, den tålmodige udholdenhed af det onde, selvfornægtelse og ydmyghed«
(Long, 1967). 

John Wesleys frelses-teologi blev således grundlaget for en dynamisk etik med et stærkt socialt præg. Liv og lære blev en ubrydelig helhed. Alle andre sider af John Wesleys teologi blev underordnet dette hovedtema.

Denne forståelse af det nye liv og det fællesskab, som opstod i grupperne/i menighederne, kom klart til udtryk — troen fik konsekvenser — i metodisternes livsform. Først i den enkelte familie og derefter i de små arbejdssamfund, hvor de boede.

Metodismen var ikke ret gammel før dens tro og liv kom til udtryk i større sociale sammenhæng. Det blev således til en aktiv indsats mod mishandling af fangerne i fængslerne, smugling, slavehandel osv.

Fra at arbejderne havde boet under usle forhold, blev der opbygget små, nye byer omkring industriområderne, og metodistkirken gjorde en stor indsats for at organisere arbejderne i fagforeninger, og der blev arbejdet målrettet for at forbedre deres arbejdsforhold. I de små, nye byer var metodistkirken også med til at oprette skoler og børnehjem.

Denne sociale forståelse var som før nævnt ikke en politisk ideologi; men en troens frugt. Tro og liv hørte sammen i en ubrydelig enhed. Ansvaret for etikken var individuelt, men udfordringerne var sociale (T. Meistad).

Den aktuelle situation
Metodismens særpræg har også været kendt i vort eget land. Det enkelte menneskes behov for den personlige tro og fællesskab med Gud, og de menneskelige, materielle og sociale behov, blev forstået som to sider af samme sag.

Den enkelte menighedsmedlem var engageret i gudstjenestelivet og i menighedens sociale ansvar. Det var således først og fremmest de aktive menighedsmedlemmer, som dannede grundlag for oprettelsen af børneinstitutioner, diakonissernes/sygepleje/hjemmehjælp og de senere oprettede plejehjem. Centralmissionens arbejde for de fattigste,' arbejdsløse og hjemløse, hvilede også på de aktive menighedsmedlemmer.

Metodistkirkens identitet og berettigelse lå i denne virksomme tro, mere end i at komme til ret i rendyrkede teologiske og dogmatiske diskussioner.

Men — eftersom samfundet udviklede sig også på det sociale område — heldigvis da - blev kirkens institutioner mere og mere affolkede, når det drejede sig om menighedsmedlemmers aktive deltagelse. Dette faldt på en måde også sammen med, at den enkeltes tro blev mindre og mindre udadrettet, den blev mere privat.

Denne udvikling er fortsat. Flere institutioner er blevet nedlagt og sblgt. Både fordi det pågældende arbejde nu varetages af det offentlige; men også fordi det blev umuligt, enten at finde kvalificerede medlemmer eller i det hele taget at få nogen medlemmer til at påtage sig opgaverne.

Vort sociale arbejde består således i dag af Centralmissionen, Betaniaforeningen og Afholdsforbundet. Men med et minimum af engagerede metodister.

Problemet
Vi lever i et samfund, der er kendt for sit sociale sikkerhedsnet. Det bliver endda eksporteret til andre lande. Gennem vores høje trækprocent betaler vi for mange sociale goder. På den måde skulle alle kunne få den hjælp, de har behov for, og ikke være begrænset af deres egen økonomiske ydeevne. Det er en del af vort samfunds sociale retfærdighed, som vi må bevare. I særdeleshed i denne tid, hvor brugerbetalingen forsøges indført ad bagdøren.

På den anden side har det offentlige sociale sikkerhedsnet også været med til, at udøvelsen af næstekærlighed og solidaritet er blevet et professionelt arbejde. Det har været med til at fjerne den enkeltes oplevelse af ansvar for sin egen og menneskets tilværelse. Ansvaret er blevet lagt på det offentlige system.

Den store fordel og mulighed, som det offentlige sociale system er, har således også nogle meget kedelige bagsider.

Det er desværre også blevet en kedelig sovepude for kirken.

Samfundsudviklingen faldt sammen med en resignation og privatisering i troslivet inden for vores kirke. Det har medført, at troen og den kristne livsstil har mistet sit sociale præg. Troen er på en måde blevet isoleret fra det daglige liv.

Selv kirkens højeste myndighed i Danmark, årskonferencen, har været og er stadig tilbageholdende overfor at udtale sig om det, som er aktuelt i det daglige liv, både når det drejer sig om den enkeltes livsforhold, samfundsforhold og større nationale og internationale forhold.

»Metodismens præg af at være en kristen livsstilsbevægelse var mere meningsfyldt, dengang metodisternes liv virkelig blev forvandlet og omvendt i mødet med Gud. Det var et særpræg for metodismen, at den overalt og øjeblikkelig påtog sig sociale opgaver. Medmenneskets nød blev vækkelsesbevægelsens nød«
(Tore Meistad).

»Det er et problem i vor tid, at teologiens dynamiske og frigørende funktion er blevet omdannet til at være et mere og mere lukket kirkeligt tankesystem, hvis formål hovedsageligt er at bevare det bestående. Og på tjenestesiden har kirkens institutioner virket som et alibi for vor sociale samvittighed over for vor næstes nød. Men eftersom de også forsvinder, mister vi også dette alibi, og vores virkelige situation gennem de sidste ti år bliver mere åbenbar for både os selv og verden: Vi er blevet tomme for frelsens indhold«
(Tore Meistad).

Mine egne ord for dette er, at Metodistkirken i Danmark har mistet en meget vigtig del af sin identitet og eksistensberettigelse! Udviklingen har gået hen imod mangel på både »indre og ydre liv«.

1990’erne: »Vi vil være virksomme i kærlighed!«
Artiklens opgave var at omtale vores sociale forståelse. Og opgaven lød også på, at den skulle være inspirerende og motiverende. Jeg indrømmer, at ovenstående ikke er særligt inspirerende, og måske heller ikke motiverende. Men det falder mig svært at skrive om Metodistkirkens sociale forståelse ud fra min snart 10-årige erfaring af menighedsarbejde i kirken.

Når jeg har brugt så megen plads til at se tilbage i historien, er det fordi, vi der finder en baggrund for en social forståelse i vor kirkes teologi og tradition. Der finder vi en grundlæggende kærlighed, omsorg og solidaritet over for medmennesket.

Endvidere forsøgte John Wesley og de første metodister ikke kun at lindre den øjeblikkelige nød; men de prøvede også at afdække og fjerne årsagen til nøden, personligt som samfundsmæssigt. De hjalp heller ikke alene på grund af den aktuelle situation; men de så og hjalp ud fra forholdet til Gud, som skaber og forløser.

Vores opgave er — vores sociale forståelse går ud på at være Guds redskaber og formidlere af hans forsonende kærlighed i vor egen tid.

Vores opgave er at forsøge at afdække den nød, der reelt er til stede i vort eget samfund. Hvem har brug for kirkens omsorg og hjælp i sin udvikling mod en menneskeværdig tilværelse i dag?

Vores opgave og udfordringerne bliver større i takt med nedskæringer og stagnation i det offentlige omsorgsapparat. Desuden er de nye sociale problemer ikke først og fremmest af økonomisk karakter; men de handler mere om de mellem-menneskelige problemer, ensomhed og isolation, som det moderne konkurrencesamfund udvikler.

Der ligger mange opgaver og venter på os. Indtil nu har vi haft svært ved at finde ud af, hvor vi skal sætte ind. Vi har haft alt for mange forbehold, og vi har koncentreret os alt for meget på det traditionelle menighedsarbejde.

Vi har kigget for meget indad, og spekuleret i vore egne behov for at overleve som menighed, og vi har set for lidt udad, for at afdække og hjælpe andres behov for at overleve, som mennesker. Derfor er troen blevet for privat og har været svær at omsætte i praksis.

Omvendelsen i dag vil komme, når vor tids moderne og oplyste mennesker erfarer, at vores tro har betydning for os og kommer til udtryk i vores liv og handling over for hinanden og medmennesket.

Vores tro må være virksom i kærlighed!

Hans Munk

Kristelig Talsmand, Uge 6, 1990