søndag den 14. december 2014

Tre Juleaftener


Af Anton Bast

Jeg har oplevet mange glædelige og mange vemodige Juleaftener i de Aar, jeg mindes fra min tidligste Barndom og til nu; men de vemodigste har jeg dog oplevet i København. Jeg tænker paa forskellige, da jeg stod overfor en saadan Sum af Nød, Last og Nedværdigelse, saa Hjertet bløder ved at tænke paa det.

Jeg har endnu i friskt Minde Juleaften 1906. Jeg skulde holde Juleaftens-Andagt for de hjemløse. I den tarvelige, men rene Spisesal var der dækket til ca. 150 fattige Mænd. Der var hvid Dug paa Bordet, Skaale med Salt og Fade med Brød. I den ene Ende af Lokalet var der opstillet og pyntet et lille Juletræ, som blev tændt, mens vi sang den første Salme.

Saa talte jeg til de stakkels, fattige Mænd, der havde søgt ind i Herberget den hellige Aften, fordi de ikke havde hverken Hjem eller Slægtninge. Der sad de med ludende Hoveder, iførte deres fattige Pjalter, og en stram Lugt udgik fra dem og blandede sig med Duften af Gran fra Juletræet og Madduft fra Køkkenet.

Mens jeg talte, var der flere, der græd stille, men en af Mændene blev under Talen saa grebet, at han brast i voldsom Graad, og inden jeg blev færdig, græd han saa stærkt, at hans Hulken næsten overdøvede min Stemme. Nogle Herrer, som var med til denne vemodige Festlighed, kunde ikke holde deres Taarer tilbage. Ingen af os kunde vel lade være med at tænke paa, hvilken Verden af Synd, Last og Ulykke denne Forsamling repræsenterede — og da særlig den arme, grædende Mand.

II

Den anden Aften, jeg tænker paa, var en Juleaften i Centralmissionens Slumlokale i Prinsensgade. Jeg gik derned, mens Klokkerne i Skumringen ringede Julen ind, og Folk ilede til Kirkerne. Nede i den fattige Del af Byen listede der en Del uhyggeligt udseende Individer omkring; det var de arme hjemløse, der endnu ikke havde sikret sig Adgang til lidt Juleaftens-Nadvere.

Da vi aabnede Dørene og tændte Lysene, listede den ene efter den anden af de elendigste Væsener, jeg har set, sig ned i den dybe, fattige Kælder, der tidligere var et berygtet Værtshus, men nu er en Haabets Dør til et nyt Liv for mange elendige.

Da der var samlet ca. 20 af disse Elendighedens Sønner tændte vi Juletræet, og jeg begyndte at tale jævnt og venligt til dem om Juleglæder og Juleminder. Jeg vil aldrig, aldrig kunne glemme den Smertens Følelse, der greb mig ved at se disse arme, mishandlede Mænd. En havde Hovedet bundet sammen med snavsede Klude, en havde ingen Skjorte paa, men det bare, snavsede Bryst kom tilsyne gennem Pjalterne af en elendig Jakke. En havde i Stedet for Støvler eller Træsko et Par pjaltede Galoscher bundet omkring Fødderne med knudret Reb osv.

Og da jeg begyndte at tale om Juleminderne fra Barndommen hjemme hos Mor i det gamle Hjem, græd de højt. Mange vil maaske tænke, at det kun var Brændevinstaarer, men den, som tror det, kender ikke meget til Menneskenaturen. Der er en, der har skrevet:
»Dybt paa hver Hjertebund findes der Strenge slappet ved Synden, dog stemmes de kan.« 
Det var disse Strenge, der bævede ved Evangeliets milde Røst. Det var det syge, mishandlede Barn i den arme Drankers Bryst, der atter en Gang græd efter Hjem og Mor, — ja, maaske efter Gud. —

Og da jeg havde fuldendt min lille Julegudstjeneste for Staklerne, og Julelysene var brændt ned, fulgte denne Elendighedens Forsamling i Procession med mig hen til Centralmissionen, hvor jeg hjalp dem til Jule-Nadvere, lidt Tøj og et Leje for Natten; og da var de straks sorgløse som Barnet, der er uden Bekymringer, naar det er mæt.

III

Den tredie Juleaften, jeg mindes i dette Øjeblik, var sidste Jul. Jeg kom fra det store Julemaaltid i Koncertpalæet, hvor Hundreder af fattige Mænd, Kvinder og Børn til Tonerne af festlig Musik havde taget Sæde ved festligt dækkede Borde, som kærlige Hænder uegennyttigt havde beredt for dem. —  

Derfra vandrede jeg hen i Centralmissionens Spisehus i Borgergade, hvor vi havde dækket festligt Julebord for dem, der ikke kunde faa Adgang til »Palæet« — eller som var saa elendige og langt nede, saa de ikke kunde faa Adgang noget Sted. Den Aften gik Bespisningen for sig i tre Lokaler i 4 samfulde Timer i Hoidvis.

Det faldt i min Lod at byde Gæsterne velkommen og indlede med at holde en lille Juleandagt. Vi sang efter et lille omdelt Sanghefte Luthers gamle, højtidelige Julesalme: »Det kimer nu til Julefest.« Ak! Om jeg nu vilde give mig hen, saa kunde jeg skrive længe, længe om den enkelte af de arme Stakler, der stod eller sad i de festligt pyntede Stuer den Aften, men dertil vil Pladsen fattes.

Jeg vil kun skrive om én — en gammel hjemløs Mand, 75 Aar gammel. Tænk, 75 Aar gammel, og — hjemløs, venneløs, forpint og ulykkelig en hellig Juleaften. Sproget nægter at gøre Tjeneste ved Beskrivelsen af den Jammer. — Jeg har hørt mange Mennesker græde, men jeg mindes ikke at have hørt en mere hjerteskærende Klage end den, de gamle Salmetoner afpressede hans Bryst. Jeg synes, jeg kunde se paa hans Ansigt, mens vi sang, at et Panorama drog forbi hans Bevidsthed, mens hans Barndoms Julesalme kaldte Minderne frem.
»Der er Minder saa kære, at angst man dem møder.«
Og han saa ud, som én, der fyldes med Mindernes Angst og Selvbebrejdelsens Gru, fortabt, forpint, som han var paa Gravens Rand. Stakkels Broder, hold op med at græde, der er endnu Haab, det er Juleaften, thi os er i Dag en Frelser født. — Saadan forsøgte jeg at trøste ham, mens de andre som glubende Ulve kastede sig over Flæskestegen og Rødkaalen.

— Og efter at have læst denne enkle Skildring af disse tre uforglemmelige, vemodige Juleaftener forener enhver Læser sig med mig i Spørgsmaalet:
Hvem har bragt Ulykken over alle disse Mænd? 
Hvem har ødelagt deres Barndoms lyse Minder? 
Hvem har ødelagt deres Barndomsjul? 
Hvem har dræbt det bedste i dem, forvandlet alle deres Livs bedste Muligheder til Forbandelser, ødelagt deres Evner og Kraft, som de skyldte at anvende i Samfundets Tjeneste? 
Hvem har klædt dem af, traadt dem ned, vansiret dem — plyndret dem?
— Svaret er givet. Uden at tage den mindste Smule af Ansvaret fra de elendige Mænd, vi her har mødt, vil vi alligevel frimodigt udraabe:
Det har de forbandede, berusende Drikke. 
Og alle, der var med til at tillade, at tilberede eller at tilbyde den forbandede Drik skal faa Lov at bære Ansvaret sammen med dem, der kunde have hindret alle denne Elendighed, om de havde villet. Om vi dog snart maatte fejre Jul og Nytaar i Danmark uden Drikkeriets Forbandelse.

Fyrtaarnet, nr. 51, 1916, Julenummer

lørdag den 6. december 2014

Centralmissionens Aarsfest 1914


 Det lykkedes altsaa trods alle Hindringer at faa Kryptsalen i Jerusalemskirken saa vidt istand, at den kunde tages i Brug Søndag d. 6. ds. ved Biskoppens Besøg der.

Og vi kan let tænke os, at det maa have været en stor Glæde for vore Venner der ligesom at sætte Fod under eget Bord igen. Dette fremgaar da ogsaa tydelig nok af Frk. Eltzholtz' Sang for Anledningen:
Ved Indvielsen af Jerusalemskirkens Krypt, 6te December
Mel: Lovsynger Herren o. s. v.
Herre, vi priser Dit Navn,
at vi atter er hjemme!
Nu kan de mange
Udlændighedsdage vi glemme!
  Derfor med Sang
  baaret af jublende Klang,
  løfter til Dig vi vor Stemme.

Du var os god, da af Ilden
vor Kirke blev hærget,
du har dens herlige Mure
mod Ildsluen værget;
  i deres Læ
  bøjer vi atter vort Knæ
  med Tak for det, der blev bjerget.

Du var os god
da vi hjemløse græd i vor Smerte:
broderlig Kærlighed
rakte os Hænder og Hjerte,
  saa til i Dag
  vi under gæstmilde Tag
  dobbelt Taknemmelighed lærte.

Men om - der ude er godt,
er der lifligst dog hjemme,
derfor med jublende Salmer
vi løfter vor Stemme:
  Tak Herre Gud!
  Tak, at du med os drog ud!
  Tak, at vi atter er hjemme!

Og vi Dig bede, o Gud:
Lad din Kærligheds Skygge
hvile paa dette dit Hus
naar vi fremad skal bygge:
  Byg du med os,
  Tidernes Ugunst til Trods,
  saa er vi glade og trygge.

Fri os fra Ulykke
medens vi bygge paa Kirken!
Hold din beskærmende Haand
over hele vor Virken,
  saa i din Glans
  snart vi kan rejse vor Krans
  over Jerusalemskirken!
 Alberta Eltzholtz

Samtidig med Festen udkom Virksomhedens 4. Aarsberetning. Og det kan jo ikke nægtes, at denne lyder noget anderledes end de foregaaende, hvad der er ret naturligt. Vi gengiver et Par Afsnit, som taler for sig selv.

Pastor Bast antyder til Indledning, hvorledes han ved Affattelsen af Beretningen i Fjor havde udmalet sig forskellige Fremtidssyner, af hvilke en Del ogsaa er bleven til Virkeligheder, og fortsætter:
Men lidet anede jeg dog, hvilke der skulde blive Aarets Hovedbegivenheder. Jeg drømte ikke om, at den Kirke, der var Virksomhedernes Hjemsted, omtrent 3 Maaneder efter skulde være lagt i Aske af en Brand, der blev antændt fra den Ild, ved hvilken vi i den kolde Vinternat forsøgte at varme »de elendige og omvankende«, som vi havde givet Nattely i Guds Hus; men endnu mindre anede, jeg, at der, inden jeg skrev næste Aarsberetning, — skulde blive tændt en Krigens Lue, der fra at være en Ild, der omspændte Europa — skulde brede sig til en Verdensbrand, der opfylder alle, der bor paa Jorden, med Rædsel.
Og nu! — Begge disse Begivenheder har bevirket, at Centralmissionen har haft et Trængselsaar, og endnu virker den under Trængselens Tegn. Virksomhederne, der tager sig af de Hjemløse og Brødløse, blev selv hjemløse. 
Haardt har det været Uge efter Uge, Maaned efter Maaned i den lange Tid siden Branden at skaffe Plads til de mange Virksomheder og trods Spredtheden at lede dem — og samtidig at lægge Planer for, skaffe Penge til og lede Arbejdet i Forbindelse med Kirkens Genrejsning og Opførelsen af en Bygning ved Siden af den i Rigensgade til Centralmissionens Barmhjertighedsarbejde — og mange Penge har det kostet; men ved Guds Naade og ved varmtfølende Menneskers venlige Hjælp er det lykkedes, saa at jeg i Dag kan skrive om Aarets Arbejde ud af et Hjerte, der fyldt af Tak til Gud kan udbryde med den gamle Salmist: »Sket af Herren er det, underligt er det for vore Øjne.« — 
Naar De, kære Læser, medens Julestemningen trods Verdensuvejret lægger sig mildnende og varmende hen over Menneskeslægten og aander vel modsblandet Glæde ind i mange forpinte Bryst, læser dette, er de fattiges Krypt i Rigensgade færdig til at modtage sine ulykkelige Gæster, og vi er i Færd med at pynte Julestuer med Lys (og Varme for dem, der intet Hjem har. — 
Og hvor stor min Glæde er ved at kunne meddele dette til alle de venlige Mennesker, der ved Kærlighed og milde Gaver Aar ud og Aar ind — ikke mindst ind under Jul — støtter Centralmissionen og dens Barmhjertighedsarbejde, kan jeg ikke sige. — Mit Hjerte er bævende fyldt med Tak til Gud for det — og mange vil dele de Følelser med mig. 
Men — hvorfra skal Midlerne komme til at hjælpe i al denne Nød og til at holde alle de mange Virksomheder gaaende? Paa dette Spørgsmaal kan de mange Tusinde Mennesker, der læser dette, bedst svare, og jeg ved, at Svaret vil komme. Da jeg for nogle Aar siden grundlagde Centralmissionen, var det i Haab om, at varmtfølende Mennesker Tid efter anden vilde sende os, hvad vi skulde bruge, for at afhjælpe den Nød, der henvender sig her om Hjælp, og selv om Nøden altid var større end Hjælpen, saa var denne dog altid saa rigelig, saa vort Haab ikke blev beskæmmet.
* * *

Efter en Omtale af den store Centralkomitees Virksomhed fortsætter Pastor Bast:
Jeg under af ganske Hjerte alle andre Komiteer og Velgørenhedsvirksomheder saa store Midler, som man kan faa betroet; men for Øjeblikket trænger Centralmissionen haardest; thi her kommer den yderste Nød.
Her har vi de elendigste Børn fra de usleste Proletarhjem, her har vi de forslidte Mænd og Kvinder, der sidst i Halvtredserne kæmper en forblødt Kamp for at holde sig fra Fattigvæsenet — indtil de har fyldt 60 Aar og kan faa Alderdomsforsørgelse. Her har vi de forladte Hustruer og Enkerne med de mange sultne Børn, hvis Fattighjælp ikke forslaar til Udkommet. 
Her har vi i Aar mange, mange, som paa Grund af de tunge Tider er uden Beskæftigelse og som hen under Jul i sviende Nød spejder efter Huslejen og lidt Føde og Brændsel. Her har vi mangen en omvankende og hjemløs Stakkel, som alle Døre har lukket sig for (maaske den sidste Dør, der lukkede sig bag ham kort før Jul, var Tugtshusets); de kommer til os, de har Tillid til os — og i Moders Sted — i Kristi Sted — hjælper vi dem, som det er sandt og rigtigt for os.
Kristelig Talsmand, Nr. 51, 18. December 1914, 41. Aarg.

fredag den 5. december 2014

Indtryk og Minder

Pastor P. M. S. Jensen - del 13


Af L. C. Larsen

Mit første Barndomshjem paa Langeland var i et lille Hus, der tilhørte Præstegaarden i Longelse.

Huset var i alle Maader beskedent.

Der var smaa Stuer, Moders Væv fyldte det meste af Opholdsstuen, Gulvet var af Ler, og jeg er ikke vis paa, om ikke ogsaa Muren var opført af ubrændte Sten.

Men der var rent og pænt, og naar om Søndagen Væven var sat ud af Brug, Gulvet bestrøet med hvidt Sand og der var sat Blomster ind i Stuen, da syntes jeg, at Stedet var saare festligt.

I dette lille Hjem havde de første Metodistprædikanter deres Gang, og det var altid en Fest, naar de kom. Den første var H. Hansen, som dengang var Kolportør; men den, jeg særlig mindes fra denne Tid, var P. M. S. Jensen, „lille Jensen“, som han gerne kaldtes.

Lille af Vækst var han. Jeg ser ham, som han en Aften stod og saa paa sin forstørrede Skygge paa Væggen og sagde: „Saa stor skulde man have været." Men „modde var han“, som der staar om den lille Løjtnant i „E Bindstouw“.
Hans Smidth: E bindstouw. Fra Steen Steensen Blichers roman (1898)
Der var næppe et af Langelands femten Kirkesogne, hvor han ikke havde været, havde besøgt Folk i deres Hjem og havde faaet Adgang til at holde Møde. Blandt Mødepladserne var ogsaa mit lille Hjem.

En Aften skulde der saaledes være „Forsamling“. Vejret var meget ugunstigt. Det stormede, og Regnen skyllede ned. Alligevel var der samlet saa mange Folk, som den lille Stue kunde rumme. De sad paa Væven, paa Sengekanten og paa smalle Bræder lagt over Stole og Tønder.

En Del havde deres Tællelys med, disse Lys blev tændt under Sangen og omhyggelig slukket igen, naar Sangen sluttede. Det vakte stor Opmærksomhed, at der denne Aften var en yngre Mand med, som aldrig før havde deltaget. Han hørte, syntes man, til en lidt højere Klasse.

Ganske vist var han kun Bagersvend, men han ledede Bageriet i Nørre-Longelse, og han var en meget belæst Mand. Han talte ikke det langelandske Bondesprog, og han bar Købstadklæder. Det var en Begivenhed, at Harding var kommen til Metodistforsamling.

Præsten, der boede i Skebjerg, var endnu ikke kommen til Stede, og da han havde mindst en halv Mil at gaa, ad daarlige Veje, ytrede Harding sin Tvivl om, hvorvidt Præsten vilde komme. Men Moder svarede tillidsfuldt:
„Jensen kommer, hvordan end Vejret er.“ 
Og hun blev ikke skuffet. Jensen kom, han prædikede med al Ungdommens Begejstring, og den Aften blev Harding omvendt. Han har vel nok været søgende, eftersom han havde fundet Vej til vort fattige Hjem.

Han blev Metodist, men kun en kort Tid. Han og Jensen var saa forskellige, at de ikke rigtig kunde forstaa hinanden, saa han udtraadte af Menigheden, men blev ved at være en kær Gæst i mit Hjem og et oprigtigt Guds Barn.

Skolevæsenet paa Landet var dengang tarveligt, og det var ikke altid let for Metodistbørn at begaa sig i Almueskolerne. Baade Lærere og Kammerater var ude efter dem. Derfor blev der nu oprettet Metodistskoler i næsten alle Menigheder. Paa Langeland blev en saadan Skole oprettet af Gaardejer Hans Bruun i Skebjerg, og den holdtes først paa hans Gaard og senere i det Kapel, han byggede derude.

Bruun rejste til København og tog et Kursus i Dansk, Regning og Skrivning, og nu samledes der hveranden Dag en Flok smaa Metodistbørn og fik Undervisning. Der var vel et Par smaa Mils Afstand mellem dem, der kom fra Syd, og dem fra Nord; men vi mødte trofast op, og vi fik god Undervisning.

Men medens Bruun var i København, var Pastor Jensen vor Lærer. Jeg husker ikke meget fra disse Maaneder. Størst Indtryk gjorde det paa mig, at Jensen spillede paa et lille Harmonium. Dette syntes jeg var vidunderligt, og jeg udmalede mig den Tid, da ogsaa jeg skulde kunne spille paa et saadant Instrument.

Men det var der liden Udsigt til, skønt baade Jensen og Bruun fortalte Mor, at jeg skulde være Metodistprædikant, naar jeg blev stor. Jeg kan i Forbigaaende meddele, at Bruun døde, førend min Skoletid var ophørt, og at Thaarup da overtog Skolen, indtil han i 1881 blev forflyttet til Vejle. Saaledes blev i min Skoletid Jensen min første Lærer og Thaarup den sidste.

Jensen var ikke ordineret paa den Tid. Nu og da kom derfor Præsten fra Svendborg, Markus Nielsen, til Langeland. Nielsen var Nordmand, en stor Spøgefugl, men ogsaa let bevæget. Han holdt af at fortælle rørende Historier i sine Prædikener, og da græd han selv. Mange mente, at han græd for meget, og at hans Fantasi var vel levende; men i mit Hjem var han meget beundret.

De fleste kirkelige Handlinger blev dog ikke udført af de lokale Præster, da ingen af dem havde opnaaet ministeriel Anerkendelse. Saa vidt muligt blev derfor ikke blot Bryllupper, men ogsaa Daabshandlinger og Nadvertjeneste henlagt til Superintendenten, Karl Schous Besøg. Disse Besøg var derfor store Højtider, hvortil Folk samledes fra alle Egne.

Men i det daglige var det altsaa den lokale Prædikant, der udførte Arbejdet, her saaledes Jensen. Og han laa ikke paa den lade Side. Han gik fra Syd til Nord, fra Hjem til Hjem, og han skaffede sig som sagt Prædikepladser overalt. Det var i hans Tid, Bruun byggede Kapellet, og det hed sig, at det var Jensen, der havde givet Tegningen. Hvorvidt det forholder sig saaledes, tør jeg ikke sige.

Der var paa den Tid godt Besøg i det noget afsides liggende Kapel og en god Søndagsskole. Søndagsskolen blev af Jensen delt i Klasser, og jeg kom tillige med 4 andre Drenge i Bruuns Klasse. I denne Søndagsskole saa jeg for første Gang et Juletræ, og dette var for Landsbybarnet et Eventyr, der aldrig kan glemmes.

Den metodistiske Disciplin var i hine Dage meget streng. Særlig blev der vaaget over Helligholdelsen af Søndagen. En Mand udenfor Menigheden udtalte, at han, hvis Hus laa ud til Landevejen, var meget omhyggelig med aldrig at lade Jensen se, naar han arbejdede om Søndagen.
„Vorherre er jeg ikke bange for, men den lille Jensen tør jeg ikke lade se, at jeg arbejder.“ —
Kvindernes Paaklædning var under skarp Censur. Smykker af Sølv eller Guld maatte ikke bæres, og der maatte ikke findes kunstige Blomster paa Hattene. Mærkeligt nok var det tilladt at bære Fjer paa Hatten. — Spiritusnydelse var ikke velset; men dette blev ikke taget altfor strengt.

Det var først efter Eltzholtz’ Tid, at Nydelsen af Spiritus blev betragtet som absolut Overtrædelse af Kirkens Regler. Forsømmelse af Naademidlerne var Udelukkelsesgrund, og dette blev overholdt ret strengt.

Gudstjenesterne foregik nogenlunde som i Nutiden. Dog knælede alle Metodister under Bønnen og stod op under al Salmesang. Vækkelsesmøder med Fremkaldelse og Eftermøder kendtes ikke, og da de indførtes, især ved Eltzholtz og Thomsen, var de ikke særlig velsete blandt de gamle Metodister.

Der virkedes ved Prædiken, Sang og personlig Samtale, og Resultatet var ikke ringe. Mindes jeg ret, talte Langelands Menighed ved Jensens Bortrejse ca. 70 Mennesker. Dette Tal er jo desværre blevet betydelig reduceret.

Siden har jeg saa paa forskellig Maade staaet i Forbindelse med Pastor Jensen. I Aarene 1884—86 boede jeg i Præsteboligen i Stokhusgade 2, København. Jensen var da Præst for Københavns Menighed. Han skulde være Lærer for tre unge Mænd, nuværende Pastor N. P. Nielsen, den senere Stabssergent Bertelsen og undertegnede. Det blev dog ikke til ret meget.

Samtidig var vi Jensens ulønnede Hjælpere og holdt Møder og Søndagsskole paa Christianshavn, paa Nørrebro, Frederikssundsvej og Husum, ligesom vi medvirkede ved de mindre Møder i Kirken. Der var stadig noget aandeligt Røre, og mange Mennesker blev optagne i Menigheden. Men for en hel Dels Vedkommende var Omvendelsen for overfladisk, saa de forsvandt igen. Det var dog ikke Prædikantens Skyld. Han virkede med stor Nidkærhed.

Og tilsidst føjede Tingene sig saaledes, at jeg blev Jensens Distriktsforstander. Det var ikke svært. Jensens Elskværdighed og Loyalitet fornægtede sig aldrig. Han var jo Metodistprædikant, og dette betød for ham fuldstændig Underordnen under Kirkens Love.

Pastor Jensen var „liden af Vækst“, og i andre Henseender hørte han vel heller ikke til de store. Men med Hensyn til Iver, Arbejdsmod og Gudsfrygt var han iblandt de store.

Ved Gennemsyn af nogle gamle Breve fandt jeg forleden et Brevkort fra Pastor Jensen, dateret Randers 20. Aug. 1890, saalydende:
„Kjære Br. Nielsen!
I Morgen Torsdag aabner jeg vor Kirkes Virksomhed her og holder Møde Fredag Aften ogsaa. Har De Bønnemøde i Menigheden, bær da alvorlig Sagen frem for Herren. Bed selv i Lønkammeret for os.
Deres i Kristus forb.
P. M. S. Jensen.“
Antagelig har alle de andre Prædikanter faaet en lignende Anmodning. Jeg blev grebet af dette simple Vidnesbyrd om Troen paa Bønnens Betydning og om Trangen efter Brødrenes Medarbejderskab. Og saa af én Ting, som „Kr. Talsmd.“ 1890 S. 292 beretter om angaaende disse Møder:
„Den 21. og 22. Aug. holdt jeg de første Møder dér (i Randers) for gode Forsamlinger. Jeg havde lejet Hotel Randers’ Festsal til mine Møder. Til Aabningsmødet havde jeg indbudt Byraadsmedlemmerne og Byens Redaktører. Af de første mødte der to tilligemed deres Fruer og af de sidste begge. Ved Mødet Aftenen efter var alle Siddepladser optagne, og en Del maatte staa op.“
En halv Snes Dage efter talte Superintendent J. J. Christensen for en meget opmærksom Forsamling. Hele Venneflokken i Randers bestod den Gang af — tre Søstre, bemærker „Kr. Talsmand“.

Dette er et nyt Vidnesbyrd til de mange andre om den Frimodighed, med hvilken P. M. S. Jensen kastede sig ud i Arbejdet. Det maatte lykkes — og det lykkedes! Som en Prøve paa Pastor P. M. S. Jensens Prædiken gengives her et Udtog af én i Samlingen: „Draaber fra Salighedens Kilde“.
 „Men vi alle, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede efter det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed og det af Herren, som er Aanden. 2. Kor. 3, 18.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere oprigtige og ærlige Kristne, som aldrig gaa under nogen Maske, men stadig vise sig som de virkelig ere. Deres Bønner, Vidnesbyrd og hele Liv vidne om Oprigtighed og Ærlighed. Hvad er vel ogsaa den Kristendom, der mangler Ærlighed og Oprigtighed? Den er noget, der ikke er værd at eje; thi før eller senere vil Masken blive borttaget, og den uærlige Bekender vil blive beskæmmet. Hellere ingen Kristen end en Hykler.
Kristne med ubedækkede Ansigter have Aand og Frihed. Apostelen siger: „Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed“.
Herrens Aand er det en Nødvendighed for Kristne at eje, og Dækket bliver heller ikke løftet fra deres Hjerter, førend de blive døbte med den Hellig Aand.
Den Hellig Aand giver Vidnesbyrd i de Kristnes Hjerter, den vidner med deres Aand, at de ere Guds Børn. Hvor Dækket ikke er borttaget, fra et Menneskes Hjerte, der mangler Aandens Vidnesbyrd og med dette Forvisningen om Antagelse hos Gud. Mange Mennesker gaa med en pinlig Uro og Frygt i deres Hjerter; de mangle Forvisningen om, at de høre Gud til, og frygte derfor for Døden, Dommen og Evigheden.
Hvor Herrens Aand er, der er Frihed. Guds Folk er det frieste Folk i Verden; thi Menneskenes Søn har gjort dem frie, og den, som han har gjort fri, er virkelig fri.
Mange Mennesker mene, at sand Frihed bestaar i at leve frit efter sine kødelige Lyster og Tilbøjelighed der, men netop i et saadant Liv er Sjælen i Trældom; thi Jesus siger: „Hver den, som gør Synd, er Syndens Træl“.
Det frieste Liv, et Menneske kan leve paa Jorden, er det, den lever, der af den Hellig Aand vejledes i al Sandhed, og Kristne med ubedækkede Ansigter har Guds Aand til deres Vejleder hernede, hvorfor de i herlig Frihed kunne træde alle onde Begæringer under Fødder og forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gerninger og leve i denne Verden saaledes, som Jesus levede, idet de stedse vandre i hans Fodspor.
Kære Læser, har Kristus borttaget Dækket fra din Sjæls Øje, eller er du endnu et Menneske med bedækket Ansigt uden Forvisning om din Salighed og uden Nydelsen af den velsignede Frihed, hvormed Menneskenes Søn gør fri, o, saa gaa til Kristus din Forbarmer og bed ham borttage Dækket; thi „kun“ ved Kristus hæves det.
Kristne med ubedækkede Ansigter have et frit Blik. De se frit opad til Gud som til deres Fader; thi de vide, at han elsker dem med en endnu større Kærlighed end den, hvormed den bedste, jordiske Fader elsker sine Børn.
De vide, at dersom Gud ikke sparede det bedste, han ejede, sin egen enbaarne Søn, men gav ham hen i Døden for alle, saa er der i Virkeligheden intet, han holder for godt for sine Børn, uden han er villig til at give dem det, naar det tjener til deres sande Vel.
Jesus siger: „Dersom I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede“.
Kristne med ubedækkede Ansigter se frit op imod Himmelen som deres Hjem. De vide, at naar deres Rejse er endt her paa Jorden, have de et Hjem hos Gud, et Hus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himmelen, og efter dette Hjem se de ofte med længselsfulde Blikke under deres Kampliv her nede.
Kristne med ubedækkede Ansigter se frit paa Livet. De vide, at det bør dem gennem mange Trængsler at indgaa i Himmeriges Rige, og de se frit paa Trængslerne, naar de komme, thi de vide jo, at alt, hvad der møder dem, skal tjene dem til gode; de ere derfor taalmodige i Trængsler og varagtige i Bønnen og føle ofte, at Herren i Trængslers Tider er dem nærmere end ellers.
Mange af de bedste Kristne, der har levet paa Jorden, have for en stor Del faaet deres aandelige Dannelse i Trængslers Skole. De Trængsler, Luther maatte gennemgaa, grundet paa den katholske Kirkes Ondskab, der rasede imod ham, bragte sikkert hans Tro og Tillid til Gud til at forøges, hvorfor han ogsaa kunde se med et frit Blik paa alt, hvad der mødte ham i Livet, og rolig lægge sin Sag i Guds Haand.
Kristne med ubedækkede Ansigter have et frit Blik for Guds sande Børn, hvor de finde dem, og de elske Guds Børn uanset forskellig Bekendelse.
Der er nogle Kristne, der ikke ville anerkende andre for sande Kristne end dem, der have samme Opfattelse som dem selv i alle religiøse Spørgsmaal, og som bedomme Kristendommen mere efter Lærdommene end efter Livet i Guds Søns Tro; men det er et meget stort Spørgsmaal, om saadanne nogen Sinde have faaet Dækket rigtig borttaget, eller de kun have et Kighul i Dækket, hvorigennem de vel kunne se Ting, der høre Guds Rige til, men som alligevel, fordi Dækket ligger over deres Ansigter, i høj Grad ere snæverhjertede og ufrie i deres Syn for Guds Børn.
Den Slags Kristne mangle i Reglen en Ting, og det er at faa Dækket helt borttaget; thi da faa de Syn for, at Guds Børn i Virkeligheden findes alle Vegne, hvor Herren tilbedes i Aand og Sandhed.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere som et aabent Brev, der kendes og læses af alle Mennesker. Det er ikke vanskeligt at blive klog paa, hvilken Herre de tjene; thi hele deres Liv bærer Vidnesbyrd derom, idet de have Herrens Ære for Øje i alt, hvad de foretage sig; thi deres Liv er skjult med Kristus i Gud.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere beskuende Kristne. Dækket er jo borte, og de se Herrens Herlighed som i et Spejl. Det Spejl, hvori de se Herrens Herlighed, er Ordets Spejl.
I Ordets Spejl se Kristne med ubedækkede Ansigter Jesus skøn og herlig at fremstille sig for Sjælens Øje. De se ham saaledes i Ordets Spejl i Bønnens Stund. Naar Kristne bede, maa de se Gud i dette Spejl for at faa Velsignelse.
Det er ikke de mange eller velvalgte Ord, der bringe Velsignelse i Bønnen, heller ikke den gode Maade de siges paa, men derimod det, at vi se Herren i hans Trofasthed til sine Løfter, og jo mere vi tro dem og deri se Gud, des større Velsignelser faa vi.
Derfor kunne Bønner frembaarne for Gud med stammende Tunger og ufuldkomne Ord ogsaa stundom bringe de største Velsignelser med sig.
Teksten siger, at vi blive forvandlede fra Herlighed til Herlighed efter det samme Billede. Billedet, hvorefter Forvandlingen sker, er Kristi Billede. Hvilken velsignet Helliggørelseslære indeholder ikke disse Ord.
For en Tid siden hørte jeg Biskop Vincent prædike. Han sagde i Prædikenen blandt andet omtrent saaledes:
„Der var en Gang en Mand, der sagde: Jeg er glad for, at jeg ikke er, hvad jeg en Gang var, og jeg er glad over, at jeg ikke nu er, hvad jeg venter at blive.“
Disse Ord vise, at der var foregaaet noget tned Manden, og at han ved den Hellig Aands Naadevirkning voksede i Helliggørelsen, i hvilken han ventede at opnaa endnu for ham ukendte Naadestande. En sand Kristen maa, ifølge Helliggørelsens Lov, forvandles og stedse blive helligere og renere af Hjertet.
Ere vi Guds Børn, saa maa vi forvandles efter Kristi Billede, vi maa komme til at ligne ham mere og mere.
Kristus selv maa altsaa være vort Forbillede eller Eksempel. Vi forstyrre vor egen aandelige Udvikling, dersom vi ikke stedse have ham for Øje som Eksempel til Efterfølgelse.
Gud ønsker hellige Børn, en Børneflok, der er dannet efter hans elskelige Søns velsignede Billede og stadig vandrer i hans Fodspor. Lad os da hellige Gud vort hele Hjerte og Liv. Som den kærlige Fader fortjener han, at vi skulle opofre os helt til ham.
Herren leder os mod dette Maal ved at vise os vor Helligheds Mangler. Aanden, der overbeviser Verden om Synd, Retfærdighed og Dom, overbeviser ogsaa hans Børn om de Syndens Levninger, der findes hos dem endnu, og denne Overbevisning virker Længsel efter Hjertets fuldkomne Indvielse til Gud i Hellighed og Renhed.
Værket er af Herren, som er Aanden, lad ham da, o Sjæl, faa Lov til at fuldføre det.
Lad os da se, at det er Guds Bestemmelse med os som hans Børn, at vi skulle forvandles efter Kristi Billede.
Ved at beskue ham og beskue os selv se vi Forskellen mellem ham og os, han som den hellige, vi som de besmittede, men lad Synet af vore Mangler aldrig blinde Øjet for Guds klare Lærdom i Ordet om, at vi skulde vorde dannede efter hans Søns elskelige Billede, og lad Troen holde fast ved Guds Forjættelser i Ordet om, at denne Velsignelse og Forvandlingsværket efter Kristi Billede skal ske af Herren, som er Aanden.

torsdag den 4. december 2014

De sidste Dage

Pastor P. M. S. Jensen - del 12

Af C. Nielsen

Gennem hele sit Liv havde Pastor Jensen været velsignet med et ualmindeligt godt Helbred, og da Sygdommen kom, varede det heller ikke længe; den tog ham i Løbet af tre Uger.

Tilsyneladende sund og rask og ved godt Mod rejste han og Sønnen, Pastor Ried, til Varde, hvor de skulde deltage i Aarskonferencen, der begyndte den 10. Juli 1927. Sammen med andre Deltagere i Konferencen fik de nogle gode Samtaler i Toget, og glade Sange genlød fra den Kupé, de rejste i.

Dog allerede den første Nat blev P. M. S. J. syg (en Svulst paa Tarmene), og hurtigt blev han indlagt paa Sygehuset i Varde, hvorfra han ved Sygetransport førtes til sit Hjem i Kalundborg den 15. Juli.
„Et Besøg, som min Hustru, Børnene og jeg aflagde hos ham her“, skriver Pastor Ried, „mindes vi klart. Fader bad Børnene komme hen til sig, lagde Haanden paa deres Hoveder og udtalte paa patriarkalsk Vis en Velsignelse over dem.
Ved et nyt heftigt Anfald af Sygdommen blev jeg kaldt til hans Leje, og sammen med min Stedmoder og min yngste Søster, Dagny, sad jeg hos ham, da han stille og fredfuldt gled ind i Døden. Vor kære Fader — Guds Tjener — var gaaet ind til Hvilen. Ære være hans Minde!“
Hans Jordefærd fandt Sted fra Betesdakirken i Kalundborg den 5. August 1927. En stor Forsamling deltog, deriblandt en Del Præster. Pastor Særmark, der var hans Menighedsforstander, talte ved Baaren og udtalte if. „Kalundborg Dagblad“ bl. a.:
— Det sker saa ofte, naar vi Mennesker taler om hinanden, at vi kan finde et eller andet at kritisere; men at der kan findes noget i et Menneskes Gerning at kritisere, er ikke det værste. Det er meget værre, hvis et Menneskes Karakter kan kritiseres. 
Pastor Jensens Karakter og Personlighed var uden Lyde. Han var en helt igennem god Mand. Han var den første Metodistprædikant, som kom ind i min Tilværelse, idet han fik min Moder ind i Kirken, da jeg var 6—7 Aar gammel. Det gode Indtryk, jeg havde af ham allerede fra Barndommen, understregedes yderligere ved de 3 Aars Samvær her i Kalundborg. 
Han var en god Mand! Det er der sikkert kun én Mening om. Naar vi undertiden talte med hinanden om de sidste Tiders tunge Tilskikkelser indenfor Kirken, havde Pastor Jensen kun den eneste Tanke i sin Sjæl: Bare jeg ikke skal komme til at gøre nogen Uret.
Han havde en stærk Tro paa det, Gud kaldte ham til i hans Ungdom, — thi for ham selv har der aldrig hersket Tvivl om, at det var Gud, der kaldte ham til Arbejdet i sin Vingaard —, og det var sikkert en stor Skuffelse for ham, at Kræfterne i de senere Aar ikke slog til, saa han maatte gaa paa Pension.
Han var jo —  efter sin egen Mening — ingen gammel Mand. De, der har kendt ham i hans Manddomskraft, ved, at ingen indenfor Kirken blev benyttet mere end han, og der lever mange — baade Ældre og Yngre — som med Glæde mindes hans Virksomhed. Indirekte staar jeg selv som et Vidnesbyrd om hans Arbejde for Guds Sag.
Pastor Engelbrecht Ried, Holbæk, en Søn af den Afdøde, talte derefter:
— Det er alvorligt at færdes, hvor man møder Døden, og denne Alvor har jeg i den sidste Tid følt. Døden kaster dog ikke alene Skygge over vort Liv ved at sønderrive de hjerteligste Baand, men den viser os ogsaa Lyset og Glæden, som følger efter.
Jeg er glad for den dejlige Salme, vi før sang. Ingen Salme passede bedre paa min Fader, som selv havde Stemme til at synge — og som frydede sig ved Sangen. Da han som 24-aarig ung Mand kom ind i Kirkens Arbejde, var det vist ogsaa den dejlige Salmesang, som lød fra en københavnsk Kirke, der drog ham til sig.
En Ting er at synge, naar man sidder i Venners Kreds, og naar man er alene; men min Fader kunde begge Dele. Hans Hjerte var altid fuld af Lovsang. Ved Dødslejet tog vi hans Haand og søgte at tale med ham om Døden. Han var saa sikker i sin Kristentro. 
„Eders Hjerter forfærdes ikke“, citerede han. „I min Faders Hus er der mange Boliger“. — „Jeg har Ret til en Plads i Hjemmet“, sagde han „i Kraft af Jesu Blod, som randt ogsaa for mig“. 
Saaledes drog han sit sidste Suk.
Det er dejligt at have Minder, som vi Børn har. De smukke Salmer blev sunget ind i os ved den daglige Andagt, og har haft det saadan, at vi følte, at Fader og Moder bad for os. Jeg har undertiden følt det, som en forunderlig Kraft blev lagt i min Forkyndelse. Det var min Faders Bøn for mig — derpaa er jeg sikker.
Gud give, at vi alle maa gaa saa glade hjem som min Fader gjorde!
Pastor L. C. Larsen, Aarhus, sang derefter „Den store hvide Flok“ til Orgelledsagelse.
Pastor Rogert bragte derpaa Metodistkirkens Tak for det Arbejde, den Afdøde havde udført. Pastoren dvælede ikke alene ved det Arbejde, Pastor Jensen havde udført, mens han stod i sin Manddomskraft, men omtalte ogsaa den Nidkærhed, som prægede ham i de ældre Aar.
— Han var en utrættelig Arbejder i Herrens Vingaard, og det var en vidunderlig Kraft, som Gang efter Gang — ogsaa i de senere Aar — kaldte ham ud fra sit hyggelige Hjem til Arbejde for Sjæles Frelse. Det sidste legemlige Arbejde, han foretog sig, var at bygge et Trætelt, som han vilde rejse ud med og opslaa hvor som helst for at samle Mennesker om sin Forkyndelse. Han elskede Mennesker og først og fremmest Menneskesjæle. Gud give, vi andre maatte faa Lov til at glæde os i Herren, som ham.
Velsignet være Pastor Jensens Minde!
Pastor L. C. Larsen, Aarhus, traadte derpaa hen til Kisten, hvor han nedlagde en pragtfuld Palmedekoration fra Aarskonferencen. Dybt bevæget udtalte Pastoren:
— Jeg staar her som den ældste af de aktive Præster, og jeg vil sige Tak til den ældste af de pensionerede, som nu skal stedes til Hvile. Han var min første Præst, han var min første Lærer og han var min Ven gennem hele Livet. Tak for trofast Arbejde!
Pastor Rasmussen, Odense, bad derefter en Bøn, hvorefter Kisten af Præsterne blev baaret ud af Kirken til Tonerne af Salmen „Jeg gaar til Himlen, der er mit Hjem“.
Kisten var skjult under et Væld af Kranse, hvoriblandt en Mængde signerede.
Paa Kirkegaarden forrettede Pastor Særmark Jordpaakastelsen, mens den Afdødes Søn, Pastor Ried, paa Familiens Vegne dybt rørt takkede for den store Deltagelse, der fra saa mange Sider var vist hans Fader under dennes Sygdom, og den Medfølelse, man havde vist ved hans Død og nu ved hans Begravelse.

Fra Hjemmets Verden

Pastor P. M. S. Jensen - del 11


Af Eng. Ried

I Samraad med Pastor Chr. Nielsen, der har skrevet foranstaaende Minderune over min Fader, har jeg paataget mig at skrive lidt om min Faders Indflydelse i vort Hjem.

En Metodistpræsts Hjem udgør en Verden for sig med sin egen Charme, med sine egne Begrænsninger eller Vanskeligheder og med sine egne særlige Anledninger til at øve en betydelig Indflydelse i Samfundet.

Den stadige Omflytten, som i mine Forældres Tid i særlig Grad prægede en Metodistprædikants Tilværelse, øvede sin Indflydelse paa Familiens Liv og paa den opvoksende Børnefloks Udvikling.

I Modsætning til mange andre Børn er vi ikke saa stærkt sammenvoksede med en bestemt Egn eller By som de.  Dette er sikkert et Tab i Hjemstavnsfølelse, men dette Tab opvejes, i hvert Fald delvis, ved et fyldigere Kendskab til vort Fædreland og dets mange forskellige Beboere, hos hvem vi alle Vegne fik Øje særlig paa de gode Egenskaber.

Naar det omrejsende Liv foregaar under saa betryggende Former som i vort Hjem, øver ogsaa det en dannende Indflydelse paa Familiens Medlemmer. Mange af vore Erindringer fra Hjemmet knytter sig netop til disse Flytninger, til de nye Mennesker, vi skulde møde, og de nye Skoler, vi skulde frekventere. Vi kendte jo som Børn kun lidt til, hvilke Bryderier Fader havde med at faa os anbragt i de rette Skoler i en Tid, da Undervisningen i de forskellige Byers Skoler var saa lidet afpasset efter hverandre.

Det var den 6. April 1875, at mine Forældre blev viede i Jerusalemskirken, København, og de fæstede Bo i Rudkøbing, hvor min Fader allerede nogen Tid havde virket. Det blev en stor Børneflok, der voksede op om dem. Vi blev ialt 10 Børn, hvoraf en lille Søster, Jessy, døde 10 Mdr. gl. under min Faders første Ansættelse i Frederikshavn. De øvrige 9 er Sara, Benjamin, Agnes, Carl, Charles, Viggo, Ejner, Dagny og mig selv, som ifølge Alder blev den midterste af de 9.

Naar vi Børn tænker paa vort Hjem, er det vanskeligt at skelne imellem Faders og Moders Indflydelse, da de var hjerteligt forenede og min Moders praktiske Sans, klare Forstand og dybe Gudsfrygt paa en smuk Maade supplerede min Faders følsomme og virksomme Gemyt.

Naar vi Børn tænker paa vor Faders Indflydelse i Hjemmet, staar det særlig klart for os, hvor stærkt han gik op i sit Kald. Det prægede ham i hele hans Færd, ogsaa i hans Færden i Hjemmet. Vi mindes den Følelse af at være i Færd med at foretage noget meget betydningsfuldt, som besjælede ham, naar han beredte sig til at gaa hen i Kirken til Gudstjeneste eller til Bede- eller Klassemødet. Denne Følelse forplantede sig til os Børn.

Jeg for mit Vedkommende følte det samme, naar jeg en Gang imellem fik Lov at følge med paa Husbesøg. Han var i Guds Gerning, og det løftede ham og os op paa et højere Plan. Saa gennemtrængt af sit ophøjede Kald var han, at han endogsaa i Søvne beskæftigede sig dermed. Det skete af og til, at en af os vaagnede om Natten og hørte Fader bede højt i Søvne eller ganske tydeligt udtale Uddelingsordene ved Nadvergudstjenesten. Naar vi næste Dag omtalte det, kunde han svare:
„Ja, jeg drømte, at jeg var til en meget velsignet Gudstjeneste.“
I nær Forbindelse hermed stod ogsaa mine Forældres trofaste Gennemførelse af den daglige Husandagt og deres Stilling til Søndagens Helligholdelse. Hver Morgen samledes Familien til Læsning af et Skriftafsnit, knælende Fællesbøn og Afsyngelse af et eller flere Salmevers. Meget godt havde sin Rod i denne Andagt, hvor selvfølgelig Fader førte an.

Vi fik tidligt Kendskab til Bønnens Betydning, idet hvert af Børnenes Navne hver Dag blev nævnt i Faders Forbøn. Ogsaa Sangen blev os kær. En Tid dannede Familiens Medlemmer et lille trestemmigt Kor med min Moder m. fl. som Alt og min Fader som Bas, de fleste af os Børn sang Sopran anført af vor ældste Søster.

Ganske vist forstod vi smaa ikke alt, og af og til kunde en af os gøre en pudsig Fejltagelse, som f. Eks. naar min ældste Søster, Sara, som 4 Aars Pige i Frederikshavn hørte Fader bede: „Se i Naade ned til Verden, som ligger i det onde“ — og dermed troede, at Fader mente „Værten“ i den Ejendom, hvor Familien dengang boede.

En anden Ting, som øvede en stor Indflydelse i Hjemmet, var vore Forældres afgjorte Stilling til Søndagens Helligholdelse. Søndagen var en virkelig Højtidsdag for os. Da gjorde vi intet Indkøb i Forretninger, selv om de var aabne, eller krævede noget Arbejde af nogen, som ikke var strengt nødvendigt.

I det lutherske Danmark vil mange hævde, at i en Familie med mange smaa Børn er det umuligt at undgaa at købe Mælk om Søndagen; men i vort Hjem, hvor Moder i mange Tilfælde ikke kunde amme Børnene selv, har det selv i varme Somre været muligt at undlade dermed. Dette var kun én Side af Søndagens Præg i vort Hjem, en Side, der imidlertid i høj Grad var med til at markere den som en Højtidsdag.

Ingen af os vil nogensinde glemme den vise og kærlige Maade, hvorpaa Fader og Moder hjalp os til at faa Lyst til at følges med dem i Kirke og Søndagsskole hver Søndag. Der var endogsaa en Tid, da det gjaldt som en Straf for os, naar vi ikke maatte komme med i Kirke. Til Søndagsskolen maatte vi lære et lille Bibelsprog: „Den gyldne Tekst“, og der er flere af os, for hvem disse udenadlærte Bibelsprog er bleven et aandeligt Kildespring i Tidens Løb.

Hvad jeg her har nævnt, gav os snart en Forstaaelse af, at vor Faders og Moders inderligste Ønske for os alle var, at vi maatte give Gud vore Hjerter, og for flere af os kom der i 12—13-Aars Alderen en Tid, da vi blev alvorligt og levende grebet af Guds Ord og Længsel efter personligt at opleve Frelsen.

Nogle af os takker i Dag Gud for, at han i den Alder ledte os til sand Omvendelse og et bevidst Gudsforhold. Her var det i Særdeleshed, at Fader tog os ved Haanden.

Fader, som var en afgjort Kristen og en retlinet Karakter, var præget heraf i sin Opdragelse. Naar han derfor en sjælden Gang maatte være streng imod os, havde vi altid den Forstaaelse, at han, naar han maatte straffe os, ikke blot var behersket, men stræbte at følge Guds Ords Anvisning.

løvrigt var min Fader en kærlig, god og omhyggelig Fader, der interesserede sig for alt, der vedrørte os. Naar han kunde faa lidt Tid tilovers fra sit krævende Arbejde, kunde han godt lege med de smaa eller tage os med paa en lille Udflugt paa Cykle eller til Fods. Undertiden trængte vi Bybørn til en saadan Rekreation, og Fader tog os da helst med ud paa Landet, hvor vi besøgte Menighedens Venner.

Jeg husker saaledes nogle Besøg, vi gjorde fra Kalundborg hos Afrikamissionær Vilh. Rasmussens Moder, Fru Rasmussen i Viskinge, og hos en gammel Urmager, der boede i samme By. Der var frisk og dejligt ude paa Landet, og disse Menneskers dybe og lykkelige Kristendom øvede ogsaa en velgørende Indflydelse paa mig.

Baade min Fader og Moder ønskede foruden de allerede omtalte aandelige Værdier at hjælpe os til den bedst mulige Uddannelse. Skulde Børnene have nogen Eksamen, maatte de i de Dage gaa i Betalingsskoler. Selv om det medførte, at mine Forældre maatte spare paa saadanne Ting, som ellers anses for nødvendige, besluttede de dog at hjælpe os alle til at faa Realeksamen eller en lignende Eksamen, dersom vi selv ønskede det.

Disse Ofre for vor Uddannelse, foruden hvad der maatte til for at føde den talrige Børneflok, prægede Hjemmets Økonomi, og til Tider maatte der gøres Gæld for en Tid. Det vilde sikkert ikke være gaaet godt, dersom ikke min Moder havde været et helt Geni til at styre de Pengesager, der faldt ind under hendes Felt, eller om hun ikke ved sin Dygtighed og Flid fandt Tid til at sy det meste af det Tøj, vi Børn sled af os.

Nu, vi er blevne voksne, er vi Børn alle taknemmelige for, at vore Forældre bragte disse Ofre for os. De Kundskaber, vi blev berigede med, er os mere værdifulde, end om vore Forældre havde efterladt os en stor Pengearv.

Angaaende Familiens Økonomi var det min retskafne Faders stadige Plan at have sine Ting ordnet saaledes, at han kunde gaa i sin Grav uden at efterlade sig Gæld. Vi er glade og tilfredse ved at vide, at han fik dette Ønske opfyldt.

Midt i sit travle Arbejde kunde Fader dog faa Tid til at hygge om Hjemmet. Det var særlig det udendørs, han kunde tage sig af. Her kom ved mange Lejligheder hans Kærlighed til Dyr og Naturen for Dagen. Dette viste sig blandt andet ved, at han, hvor der var Have ved Præsteboligen, holdt denne i en mønsterværdig Orden.

Denne hans Kærlighed til Naturen kom maaske smukkest frem, da han i sit andet Ægteskab som pensioneret fik en gammel forsømt Have til at blive en yndig frugtbar Plet, som et lille Paradis. Ja, det var egentlig det, han ønskede at skabe: et lille Paradis, hvor han færdedes.

Saaledes var det i vort Hjem saavel i lyse Dage som i den lange Tid, Moder var syg, og saaledes var det, da han paa sine gamle Dage efter Moders Død giftede sig igen med Louise Rasmussen og sammen med hende byggede et lille Hjem i Kalundborg.

Faders og Moders Kærlighed fulgte os selvfølgelig ogsaa, efter at vi havde forladt Hjemmet. Her var det særlig Fader, der som Hjemmets Brevskriver og Hjemmets Repræsentant dannede Bindeleddet mellem Hjemmet og Børnene. Han havde ikke blot en smuk Haandskrift, men var en Mester i at skrive Breve og kunde saa godt sætte sig ind i vore Forhold. Dertil var han en fortrinlig og trofast Raadgiver, særlig i aandelige Spørgsmaal.

Det blev imidlertid ikke ved Brevene. Naar Fader var ude paa Rejse eller paa nogen Maade fandt Anledning til det, kom han paa Besøg hos os, og de Besøg var altid til Glæde for alle i Hjemmet.

En Israelit, i hvem der ikke var Svig!

Pastor P. M. S. Jensen - del 10

Af C. Nielsen

Jusepe de Ribera:
Skt. Bartholomæus
„En Israelit, i hvem der ikke var Svig!“ Det var som bekendt Jesu Vidnesbyrd om en af sine Disciple — Nathanael (Bartholomæus), som han første Gang traf ved Jordans Flod sammen med andre unge Mænd fra Galilæa.

Dette Ord synes jeg, jeg har Lov til at anvende paa P. M. S. J., naar jeg i dette Kapitel vil forsøge at tegne et Billede af ham som Menneske og Kristen.

Han var en lille Mand, næppe mere end 60—61 Tommer høj, firskaaren, rank i Holdning og kvik i Gang.

Han havde et fyldigt sort Haar, og Ansigtet var kantet af et stort smukt Fuldskæg, hvilket sidste han dog tog af, da han kom op i Aarene.

Han havde en ypperlig Fysik og har vist aldrig kendt til Sygdom af alvorlig Art, før en lille Maanedstid før han døde, 79 Aar gl.

Smidig var han; jeg har set ham lave en „Svalerede“ i en Trapez, da han var omkring de 60. Han var en dygtig Fodgænger, der gik Hundreder af Mil i sin Herres Tjeneste, og selv paa sine gamle Dage kunde han gaa yngre Folk træt, hvilket Skriveren heraf kan bevidne.

Som emeritus kunde han rejse fra Sted til Sted, ofte ved Vintertid og prædike Aften efter Aften, uden det var at mærke, at han blev træt. Og saa tog han ikke Revance Dagen efter ved at sove Formiddagen bort. Han var Morgenmand alle sine Dage.

Der er to Fremmedord, der bruges en Del i vort Sprog: Energi, der betyder Kraftudfoldelse og Inerti, der betyder Kr af topsamling. Jeg har i det foregaaende vist adskillige Eksempler paa, hvilken mageløs Energi P. M. S. J. var i Besiddelse af; at han ogsaa kendte til det andet, det, gennem Stilhed at samle Kraft til Dagens Gerning, er der adskillige Vidnesbyrd om.

Der er nogle smaa Dagbøger, han har efterladt sig, den ene ført et Par Maaneder, medens han var ansat i Kalundborg i 1898, den anden paabegyndt i Sommeren 1907, medens han var Præst i Aalborg og ført med adskillige Afbrydelser til Pinsedag 1914, og endelig den tredie, paabegyndt i Slutningen af 1926 og ført til kort før hans Død i Sommeren 1927.

De er ikke bestemt for Offentligheden, men jeg har af Familien faaet Lov at benytte, hvad jeg vil, og jeg gør da følgende korte Uddrag, taget i Flæng, som viser, hvorledes han gennem Stilheden søgte aandelig Fornyelse:
Nytaarsdag 1898: . .. „Jeg har paany indviet mig til Gud, som har elsket mig med en evig Kærlighed. Jeg kender intet yndigere og mere velsignet for min Sjæl end Jesus; o, var jeg ham kun mere lig og havde mere af hans Sind. O, Jesus, gør dette Aar til det mest velsignede og bedste af alle mine Leveaar!“
Den 4. Januar 1898: „Op Kl. 5. Jeg havde en herlig Stund med Jesus i Bøn og Betragtning. „Hvor er det velsignet at være et Guds Barn og at leve i Samfund med ham“.“
Den 6. Januar: Op Kl. 6. Bøn i Enrum for Sagens Fremme“ ...
Den 9. Januar: „Op Kl. 6. Jeg beredte mig til Form.-Gudstjenesten, som jeg holdt Kl. 10 for en god Forsamling“...
Den 15. Januar: „Op Kl. 5. Bøn og Betragtning. Herre, min Sjæl længes efter Synderes Frelse. Du har kaldet mig til at være din Tjener, du er død for Syndere og ønsker saa inderligt deres Frelse; o, Jesus, hør min Sjæls Begæring og giv mig Syndere med paa Vejen til Himmelen!“...
Lørdag den 22. Januar: „Op Kl. 7. Jeg arbejdede meget Dagen igennem med mine Prædikener og kom først i Seng Kl. 11.“
Den 14. Februar: „Op Kl. 6. Bøn med Agnes, Engelbrecht og Charles i Kontoret. Jeg læste af 103. Salme. Vi havde en meget velsignet Stund.“
Lørdagen den 19. Februar: „Gud er god, velsignet være du, o Herre, at Du i de unge og raske Dage har kaldet mig til Dig. O, Gud, bevar mig fer Dig og rens mit Hjerte og hellige min Sjæl!...“
Den 28. Februar: „Maanedens sidste Dag. Med Tak og Pris til Gud kan jeg se tilbage paa de to første Maaneder af Aaret, fordi han saa naadig har velsignet mig. Syndere ere blevne omvendte og Sjæle ere frelste, men gid at det havde været mange Gange saa mange. En Sjæls Frelse har dog mere at betyde for Gud end hele Verden; thi med hele Verden kan der ikke gives Vederlag for Sjælen!...“
„Jeg afsluttede Dagen (12. Juli 1907) med Læsning af det 13. Hefte af „Skolelæreren i Farringdon“ og med Læsning af Guds Ord og Bøn for Kl. 10 at gaa til Sengs. Læsningen af Ordet og den derpaa følgende Bønnestund i Enrum med min himmelske Fader var meget velsignet. O, Gud, hvor dyrebar er du for min Sjæl. O, du min velsignede Frelser er den højeste Genstand for mit Hjertes Kærlighed! Saavidt jeg kender og fors staar mig selv, elsker jeg dig af mit ganske Hjerte. Min Vilje og mit Hjertes Begær er sat til dette ene at elske dig og ofre alle mine Evner og Kræfter i din Tjeneste.
Jeg vil i dette nye Missionsaar (1907—08) lade mig benytte i din Tjeneste som ingen Sinde. O, Gud, styr mit Forsæt og giv min Vilje Kraft og lad din Velsignelse hvile over mit Arbejde i din Vingaard i dette Aar paa en særskilt Maade. Jeg fornyer Hjertets Pagt højtidelig og alvorlig med dig, min Gud, i denne stille og sildige Aftentime. Tag mig helt, du Engles Lyst og Glæde, og hellige mig til dig og din Gerning. Mit Liv paa Jorden har kun Betydning i Forhold til, som du velsigner og benytter mig i din Tjeneste!“
Dagbogen fra 1926—27 fortæller bl. a. om nogle Missionsrejser, han har været paa. Saaledes var han i Vejle fra 10.—14. Februar. Da han var færdig med Møderækken, sad han i Præstens Kontor for at vente paa Natekspressen, der skulde føre ham til Nakskov. Her nedskrev han følgende varmtfølte Tak:
„Nu er altsaa mit Besøg endt her i Vejle for denne Gang. Jeg er Gud inderlig taknemlig, fordi han saa velsignet har været med mig. O, at jeg gamle Menneske saaledes er Genstand for Guds Velsignelse; hvorledes skal jeg kunne prise ham derfor, som han fortjener?“
Det sidste, han har skrevet i sin lille Dagbog, er uden Datoangivelse, men maa være skrevet kort før han rejste til Aarsmødet i Varde, hvor han blev syg og blev indlagt paa Sygehuset. Det er antagelig det sidste skriftlige Vidnesbyrd, vi har fra ham:
„Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelst I ville, og det skal vederfares Eder.“ Joh. 15, 7.
„Kan der tænkes nogen større Lykke og Velsignelse i hele vort Jordeliv end den, dette Skriftsted fremhæver? Tænk paa det inderlige Samfund med Kristus: i ham. Kan vi komme noget nærmere end at være i det? Kan Kristi Ord være til større Velsignelse, end naar det er i os? Og er der noget, der mere kan tilfredsstille os, end at vi faa, hvadsomhelst vi bede om? Faa ethvert Begær tilfredsstillet, og at vi faa Lykke til alt, hvad vi foretage os?“
Disse Citater bærer Vidne om, hvilket velsignet Trosliv han levede i Samfund med sin Herre og Frelser. At han igennem disse rige Stunder med Bøn, Tak og Betragtning har opsamlet en betydelig Kraft til Liv og Gerning er udenfor al Tvivl. At han ogsaa har læst en Del er givet.

Men hvilken Læsning, han fortrinsvis har valgt, har jeg ingen Mening om udover, at han var en flittig Bibellæser, ja, ikke blot Læser, men Gransker, derom bærer hans efterladte skriftlige Prædikener og mange Artikler Vidnesbyrd. Han kendte sit Vaaben — „Aandens Sværd, som er Guds Ord“ (Ef. 6, 17) — og han brugte det!

Pastor Jensen var en Israelit, i hvem der ikke var Svig. Jeg tror, han havde vanskeligt ved at tænke ondt om andre; i alle Tilfælde hørte man ham aldrig tale ondt om nogen. Og han var ren i Sind og Tanke. Han havde bevaret et fromt og barnligt Sind midt i en ond og farefuld Verden.

Hans Umiddelbarhed gjorde, at han ikke lagde Skjul paa, hvad han i Øjeblikket tænkte eller følte. Dette var i mange Tilfælde hans Styrke, men det kunde ogsaa bringe ham i Situationer, der var alt andet end behagelige for ham.

„Hvordan har De det idag med Jesus?“ spurgte han ind ad et Kontorvindue en ung Pige, der nylig havde begyndt at søge Herren, men som i Øjeblikket sad fordybet i sit Arbejde omgivet af andre Kontorfolk. At den unge Kvinde ikke var særlig glad over dette Spørgsmaal i Øjeblikket er tilgiveligt.

„Er De frelst, Frue? Er De et Guds Barn?“ spurgte han hen over Bordet en Dame i et privat Selskab, hvor Gæsterne sad bænkede om en Forfriskning. Hendes Mand, der sad ved Siden af hende, blev saa vred over dette, som han med Rette mente, nærgaaende Spørgsmaal, at han aldrig senere satte sin Fod i Kirken eller kom tiere i det Hjem, hvor Selskabet blev holdt.

Man kan vel sige om ham, at han var i Besiddelse af hellig Nidkærhed parret med hellig Naivitet. Naar han saadan aabent og redeligt talte med Folk om det, der for ham var det vigtigste af alt, og i sin Iver „faldt med Døren ind i Huset“, saa var der selvfølgelig nogle, der reagerede; det blev dem for personligt; men der var ogsaa andre, der følte Oprigtigheden og Troskyldigheden, der laa bagved Henvendelsen, og indlod sig i Samtale med ham, og de fortrød det vist sjældent.

Han var en ypperlig Vejleder paa Tomandshaand, en Sjælesørger, der ikke var tilfreds, før han havde ført Mennesker til Troen paa den Frelser, han selv havde fundet Hvile hos, og som han af Hjertet ønskede skulde blive kendt og elsket af andre. En Meddeler i Frederikshavn siger, at han vandt mange Mennesker for Gud, ikke mindst ved sine Husbesøg. Naar han efter endt Besøg gik, sagde han gerne:
„Vi ses vel i Aften til Klassemødet — eller Bønnemødet — eller paa Søndag til Gudstjenesten?“ 
Mange fulgte den venlige Indbydelse og kom derved under Ordets og Aandens Indflydelse i de helliges Samfund. Og det betyder noget for vakte og søgende Mennesker. Og saa var han saa velsignet usnobbet; for ham var det ikke høj eller lav, fattig eller rig. Ingen undgik at blive stillet overfor det store Evighedsspørgsmaal, naar først Jensen havde faaet Forbindelse med dem.

Frem for alt tror jeg, at Jensen var en ydmyg Mand. Vidnesbyrd herom haves fra flere Sider, men ingen Sinde mere end fra den Dag, han ved Aarskonferencen i Horsens 1917 bad om at maatte træde i tjenstledigt Forhold. Den Skrivelse, han da sendte Konferencen, var saa smuk, at den fortjener at blive læst igen, og jeg skal derfor gengive den her efter Vor Aarbog 1917, Side 34:
„Kære Brødre!
Da det Tidspunkt nu er kommet, at det maa anses for det rigtigste for mig at træde i udtjent Forhold, udbeder jeg mig herved Konferencens Tilladelse dertil med Begæring om fra dette Møde at maatte fritages for fornyet Ansættelse som Menighedsforstander og om at komme paa Pension.
Herren har i mange Aar betroet mig det hæderlige Hverv at beklæde Embedet som Præst ved de fleste af vore Menigheder. Det er Naade over Naade, at han, trods min store Uduelighed og Svaghed ikke blot har taalt mig i Arbejdet, men ogsaa benyttet mig som sit Redskab. Ære være hans hellige Navn, den store Mester, der ogsaa ved ringe Redskaber formaar at fremme sit Værk!
Det er med en Blanding af Vemodsfølelse, Ydmygelse, Kærlighed til Gud og Taksigelse og Lovprisning til ham, at jeg idag nedlægger mit Embede som Menighedsforstander.
Det er vemodigt at tage Afsked fra en Gerning, hvori ens hele Hjerte er, og hvori man i saa lang en Aarrække har arbejdet i Haab om størst mulig Fremgang, men alligevel saa lidt har evnet at føre Sagen frem til de tænkte Maal. Halvfjerdsernes, Firsernes og tildels Halvfemsernes gode Vækkelser i flere af vore Menigheder bragte mig til at haabe, at Metodistkirken i Danmark i den nærværende Tid skulde befinde sig i den skønneste Blomstringstid, men mine Forventninger er desværre slaaet fejl.
Rimeligvis vil vi faa en endnu mørkere Krise, før den Tid bryder frem, da Skarer af Sjæle vil haste hen til Korset for at finde Fred og Hvile iblandt os. Herren give i Naade, at hans Besøgelsestid maa fremskyndes, saa vil jeg maaske kunne opleve at se hans Frelse, som jeg ingensinde saa den tilforn i vore Menigheder.
Jeg tager vel Afsked idag som Menighedsforstander, men ikke som Arbejder i Evangeliets Tjeneste. Hvis det er Herrens Villie, kan jeg øve dette Arbejde endnu i mange Aar, skønt det jo ogsaa brat kan afsluttes. Høsten er imidlertid stor, og Arbejderne faa, og der er Brug for alle Kræfter, der kan bruges. Herrens Kald til mig som Evangeliets Tjener er mig saa indlysende og klart, at der paahviler mig en alvorlig Forpligtelse til at vedblive dermed, saa længe jeg kan.
Skulde nogen af eder lejlighedsvis ønske at faa mig til Hjælp, er jeg rede dertil efter Tid og Lejlighed. Jeg ved ikke at have noget udestaaende med nogen af eder, Brødre, men skulde jeg nogensinde uden Grund have saaret nogen af eder, beder jeg om Tilgivelse.
Modtag min hjertelige Tak for enhver Venlighed og Hjælp, I paa nogen Maade har ydet mig i Aarene, som svandt, og for den Kærlighed, I nu ved Afskeden maatte føle til mig. Han, hvis jeg er, og hvem jeg tilhører, vil ikke glemme eder dette. Gud velsigne eder alle!“---
Efter at have omtalt hjemlige Forhold slutter han sin Skrivelse saaledes:
„Herren velsigne eder alle, elskede Brødre! Vi føler alle den nærværende Tids frygtelige Tryk (det var jo midt under Krigen), men lad os med Frimodighed opløfte vore Hoveder, thi vor Forløsning stunder til. Snart er Striden ombyttet med Livet i Fredens Sale. Herren hjælpe os alle til at naa didop!
Eders i Kristus forb. Br.
P. M. S. Jensen.“
Det er overflødigt at føje til, at Konferencen med stor Grebethed lyttede til denne smukke og dybtfølte Afskedshilsen.

Jeg kunde blive ved at nævne Eksempler paa hans smukke Sindelag, men skal indskrænke mig til at gengive et Par Linier af Pastor Særmark om ham fra de gamle Dage:
„Han var offervillig (ofte havde jeg Anledning til at mærke, at hans Tiendekasse ikke blev forsømt), tjenstvillig, from og arbejdsivrig.“ 
Det er vel nok et Vidnesbyrd, der har Betydning fra en Kollega, der daglig havde Anledning til at iagttage ham.

Af de Menigheder, der er nævnt, men ikke nærmere omtalt, havde Jensen ret gode Tider i Aalborg, Odense og Kalundborg og tildels ogsaa i Frederikshavn (anden Gang); men allerede nu (omkring ved Aarhundredskiftet) mærkedes det, at han ikke havde det samme Tag i Folket som i sine yngre Dage.

Jeg har tænkt en Del over, hvad Grunden kunde være. Det var ikke Mangel paa Gudsfrygt eller Hengivelse i Herrens Vilje. Hans Gudsforhold blev snarere inderligere med Aarene. Ejheller sløjede han af og blev mindre nidkær. Nej, som vi har set, vedblev han lige til sine sidste Dage at udvise en forbavsende Udholdenhed, naar det gjaldt Arbejdet for at fremme Guds Sag. Og dog var det, som det glippede Gang efter Gang.

Jeg tror, jeg er blevet klar over Grunden dertil. Men for ret at blive forstaaet maa jeg fortælle, hvad jeg hørte ved et Oxford-Stævne i Horsens for nogle Aar siden. Det var en ældre Mand (Skolemand var han vist), der ved et Møde for Mænd aflagde et Vidnesbyrd; det lød omtrent saaledes:
„Da jeg var omkring et halvt Hundrede Aar, opdagede jeg til min Forfærdelse, at der indtraadte en Stagnation i mit aandelig-intellektuelle Liv. Hidtil havde det været min Lyst at tage hvilket som helst Spørgsmaal, der mødte mig, op til Gennemtænkning eller Gennemdrøftelse med én eller flere, og jeg hvilede ikke, før jeg naaede et Resultat, der, selv om det ikke fuldtud tilfredsstillede mig, dog i nogen Maade bragte Klarhed i Spørgsmaalet.
Men nu mærkede jeg, at naar jeg mødte Problemerne, saa var det mig ofte for besværligt at tumle med dem. Jeg forsøgte en Tid, men opgav det, gik udenom Vanskelighederne, og Følgen var, at det hele blev problematisk for mig; ingen klare Tanker, ingen faste Standpunkter — alt blev flydende! Da jeg først blev klar herover — fortsatte Taleren — maatte jeg til at tage mig sammen, at faa mig selv rusket op, at jeg ikke helt skulde stag« nere.“ 
 Saa var det, han mødte Oxford-Bevægelsen, og den satte ham paany i Sving.

Her er en Fare for mange ældre. Man holder for tidlig op med sin Selvudvikling. Er man Prædikant, saa gør man, som det populært hedder: „Vender Bunken“ og holder de gamle Prædikener, man har holdt i de forgangne Aar, uden nye Tanker, nye Synspunkter, nye Illustrationer osv.

Dette tror jeg i og for sig ikke, at Jensen gjorde sig skyldig i („vende Bunken“); thi jeg har ofte set ham udarbejde sin Prædiken til om Aftenen, naar han skulde prædike et eller andet nyt Sted. Men Prædikenerne blev alligevel skaaret over samme Læst som dem, han havde holdt fra Ungdommen af.

Den Gang var de gode, og det var de ogsaa ofte senere hen, men det var alligevel, som han ingen Kontakt havde med Tiden og Forholdene. Folks Mentalitet, ikke mindst de unges, var blevet helt anderledes, og det forstod Jensen ikke. Og saa blev det til en Kamp i hans eget Indre, en Følelse af, at han ikke magtede Opgaven, som han saa ydmygt og smukt erkender.

Her er en virkelig Fare for de ældre, og jeg nævner den her saa omstændelig for at sige til de unge, at de skal staa paa Vagt overfor dette saare vigtige Spørgsmaal. Hvordan det end er med vi ældre — lad de unge vogte sig for at komme ind i denne Blindgade; det er ikke let at komme ud af den igen.

mandag den 1. december 2014

Prædikant, Menighedsforstander og Evangelist

Pastor P. M. S. Jensen - del 9 


Af C. Nielsen

I en Omtale af Pastor P. M. S. Jensen, som Pastor Særmark har sendt mig, og som jeg benytter i dette Kapitel, siger han bl. a.:
„Det var let nok at mærke, at han hørte til en anden Tid; det gjorde han ikke blot paa de Omraader, hvor det var et Minus, men ogsaa dér, hvor det var en Styrke.“
Ja, han hørte til en anden Tid, en Tid, hvor „Guds Ord var dyrt i Landet“, og hvor derfor Trangen efter det var stor hos mange Mennesker. Derfor var det forholdsvis let at samle Mennesker, i Særdeleshed naar Prædikanten havde et virkeligt evangelisk Budskab at bringe. Og det havde P. M. S. J. Skal jeg karakterisere ham som Forkynder efter det personlige Kendskab, jeg har haft til ham, vil jeg sige, at han var en varmhjertet og nidkær evangelisk Prædikant.

Selv stærkt grebet af Evangeliet fra sin Ungdom forkyndte han Ordet „om Jesu Død og Pine — det Ord, der har saa mild en Klang!“ paa en saadan Maade, at mange Mennesker gennem hans Virksomhed blev vundet for Gud.

Han var fra sin Ungdom en Sjælevinder, og han stræbte alvorlig efter at være det, lige til Døden gjorde Ende paa hans Gerning. Vel savnede han flere af de Fortrin, nogle af hans jævnaldrende Prædikebrødre havde.

Han havde ikke J. J. Christensens Veltalenhed og andre ydre Fortrin (pragtfuld Stemme, synlig Grebethed, værdig Optræden osv.), ejheller Karl Schous dybe aandelige Forstaaelse og Forkyndelse, som det var en Fryd, særlig for ældre Kristne, at lytte til.

Han havde ikke H. Hansens robuste Kraft, der gjorde ham afholdt i saa mange Kredse, hvor han færdedes rundt om i Landet, ejheller Chr. Thaarups smukke Sprogbehandling, den korte, knappe, koncise Maade at udtrykke sig paa, der var ham egen.

Men han havde sine egne Fortrin, og dem udnyttede han. Hver Fugl synger med sit Næb, og Jensen benyttede sit. Han havde en lys, ret kraftig Stemme, havde en god Sangstemme, der gjorde det let for ham at være Forsanger ved de mange Møder, han holdt i fri Luft og i Lokaler, hvor intet Instrument var til at lede Sangen.

Han havde sit lyse Syn — var Optimist — saa han altid ventede, at Ordet skulde bane sig Vej og Sagen vinde frem. Hans varme Hjerte og store Nidkærhed var ham en stor Hjælp — Folk vil jo altid lytte til dem, der har noget paa Hjerte —.

Dertil kom, at han forberedte sig meget omhyggéligt til sine Prædikener og Foredrag. Hans Dispositioner, som jeg har en Del af liggende for mig, var meget udførlige og adskillige af hans Prædikener nedskrev han Ord til andet. Ved saaledes at fæstne sine Tanker til Papiret, fandt han ofte rammende Udtryk for, hvad han vilde sige.
Som Eksempel skal jeg anføre Indledningen til Prædikenen: Det største i Verden, Tekst Ef. 5, 2: „Kristus elskede os!“ Denne „Tekst er meget lille“, den bestaar kun af tre Ord, men alligevel rummer den i sig uudtømmelige Sandheder: „Kristus“ er det første Ord i den og „os“ det sidste, men imellem disse to Ord staar der: „elskede“. Ja, naar Kærligheden er Bindeledet mellem Kristus og os, da er i Virkeligheden vor Lykke gjort.“ 
En ypperlig Indledning, som efterfulgtes af en Prædiken, hvor han ved Hjælp af Eksempler paa Fædrelandskærlighed, ægteskabelig Kærlighed og Moderkærlighed belyste Kristi Kær* lighed til os.

Og naar han saa havde udviklet sine Tanker om et eller andet Emne, kom den personlige Henvendelse, der ofte blev ført med stor Kraft:
„Frelsen er beredt for eder, I tørstende Sjæle“, siger han f. Ekspl. i Prædikenen: Det trefoldige Kald (Aab. 22, 17), „til eder siger Aanden, Bruden og den, der hører: Kom; og hvad det gælder om for eder er at komme; thi alle Ting er rede til eders Frelse! O, kom da! Forsoningsblodet, hvormed Jesus har købt eder, er rundet paa Golgatha, og Gud har givet sin Søn hen til en Genløsnings Betaling for alle eders Synder.. 
Fat Mod, du bange Sjæl. Hør Guds Søns Røst ud fra Korset: Det er fuldbragt og tro nu paa ham som din Frelser, der opfyldte Loven i dit Sted. „Ja, tro,“ siger du, „det er netop det, jeg ikke kan, thi hvorledes kan den retfærdige og hellige Gud modtage et saa daarligt Menneske, som jeg er, som sit Barn?“ —
Læg Mærke til det Ord i Teksten: „uforskyldt“. Din Synd kan ikke fordømme dig, kære Sjæl; thi for den er Kristus dømt og martret til Døden, og din Godhed og Retfærdighed kan ikke gøre dig mere skikket til at komme; thi Frelsen er uforskyldt af Naade. Ingen kan blive retfærdiggjort af Lovens Gerninger; om du derfor var noget bedre, vilde det ikke gøre dig mere skikket til at komme.
Kom da, som du er, du tørstende Sjæl, og modtag Livets Vand uforskyldt. Livets Vand, det er Guds Naade. Sjæletørst kan kun slukkes og stilles ved Guds Naade, ja ved en Drik af Livets Naadestrøm, og denne Strøm udtørres aldrig. Den er for dig, du tørstende og længselsfulde Sjæl!“
Han illustrerede ofte sine Taler med Træk hentet fra Historien, Naturen og Menneskelivet, men de var ikke altid lige heldig valgt. I det hele taget var Formen for hans mundtlige Forkyndelse vel nok hans svageste Punkt; men bortset herfra har jeg ofte glædet mig ved at høre ham baade i de 2 Aar, han var min Menighedsforstander i København og ikke mindre de 4—5 Maaneder i 1892—93, da jeg aftjente min Værnepligt i Odense og jævnlig hørte ham der, da han var Forstander for den derværende Menighed.

Selv Prædikant havde jeg den Gang nogen Forudsætning for at bedømme hans Vidnesbyrd, og jeg var ofte meget glad ved det. Men da stod han jo ogsaa i sin fulde Modenhed og Kraft.

P. M. S. J. har efterladt sig ikke saa faa skriftlige Vidnesbyrd; ikke blot var han som Regel en flittig Meddeler til Kirkens Organer, men han har ogsaa skrevet en Mængde Afhandlinger og Artikler. Den første af disse, der blev offentliggjort, handler om Klassemøder (se Missions-Tidende No. 5 1873).

Senere kom der mange andre af baade oplysende, opbyggelig og polemisk Art. Han yndede at give sine Prædikener, Foredrag og Afhandlinger ejendommelige eller stærkt iøjnefaldende Betegnelser. Jeg nævner enkelte: „Davids Nøgler“; „Nogle kostbare Døre“; „Tre Røvere“; „Den himmelske Linje“; „Den gamle Kongevej“ osv.

Af større Arbejder skal jeg nævne hans Prædikensamling fra 1895: „Draaber fra Salighedens Kilde“ og det lille tiltalende Hefte: „Trolovelsen“, som i sin Tid blev meget benyttet som Gave ved festlige Lejligheder, smukt udstyret og billigt, som det var. Endvidere en Del Smaapjecer som: „De helliges Konge“, „Kongen og hans Brud“, „Kongeriget“ osv.

Disse Bøger og Pjecer solgte han paa sine mange Prædikerejser, og da han som Regel havde mange Folk til sine Møder, gik der ret store Partier af dem og bragte foruden Velsignelse til Køberne ogsaa økonomisk Hjælp til Sælgeren, hvilket var meget velkomment, haardt spændt for, som han var i mange Aar.

Medens jeg er ved Omtalen af P. M. S. J.s skriftlige Arbejder, vil jeg minde om, at han i tre Aar var Redaktør af Børnebladet „Søndagsskolen“. Det var i de Aar, han var Præst i København og Vejle. Karl Schou, der i nogle Aar forud havde været Redaktør af Bladet, havde kort forinden indført den Forbedring, at det første Nr. i hver Maaned var et Dobbeltnummer, der blev helliget Hedningemissionen.

Da Jensen overtog Redaktionen fortsatte han denne Ordning, og jeg tror den virkede til megen Glæde for Læserne. Det var noget af det første jeg som stor Dreng stiftede Bekendtskab med af Kirkens Literatur, og jeg var vældig interesseret i de Missionshistorier, Meddelelser fra Missionsvirksomheden og Artikler om Missionen, der fandtes deri.

Der var en Rubrik, der hed Missionsbøssen, under hvilken Overskrift der blev redegjort for de maanedlige Missionsindsamlinger i Søndagsskolerne i København og Landet over. Interessant er det at lægge Mærke til de ret betydelige Beløb, der indkom fra Søndagsskolerne og Menighederne den Gang.

Jeg gengiver Kvitteringen for Aaret 1885—86: Aarhus Kr. 63,45, Enkelund 263,26, Frederikshavn Kr. 190,94, Hornsyld Kr. 45,33, Horsens Kr. 103,88, København Kr. 364,66, Langeland Kr. 213,00, Løkken Kr. 62,96, Odense Kr. 89,37, Svendborg-Faaborg Kr. 200,65, Varde Kr. 24,53, Vejle Kr. 470,27 o. s. v. Der synes at have været en ikke ringe Interesse for Missionssagen i hine Tider.

Medens P. M. S. J. var Redaktør, fik han en Idé, der vakte nogen Opmærksomhed. Jeg gengiver en Artikel derom fra „Søndagsskolen“s Missionsnummer (Nr. 1, 1888) betitlet:
„En Missionshøne!
Hvad er det for et Dyr? Det skal jeg sige eder: det er en almindelig Høne, hvis Æg man bestemmer skal sælges, og Indtægten derfor gives til Missionen.
For Folk paa Landet, ja selv for Børn paa Landet, er det ikke vanskeligt at faa en Missionshøne.
Har nogen af mine Læsere en Missionshøne?
Hvis ikke, vil jeg anbefale eder at anskaffe jer et eller flere af disse Dyr efter eders Evne. Jeg er vis paa, at de vil give Velsignelse i eders Hønsegaard og maaske virke til at holde Ræven og Hønsesygdomme borte. Herren siger jo: „Giver, saa skal eder gives.“
Jeg skal gerne i „Søndagsskolen“ optage noget, vi kunne kalde „Vorherres Æggekurv“ og modtage de Penge for solgte Æg til denne Kurv som Bidrag til Missionen. Hvad synes I om Planen ?
P. M. S. Jensen.“
Den første, der svarer, er en Hr. Højby fra Raavad. Han er interesseret i den Maade at samle ind paa og sender Kr. 1,41 for solgte Æg. Idet P. M. S. J. kvitterer for Beløbet siger han:
„Der er mange Maader, hvorpaa man in natura kan ofre til Missionen:
Fra Herrens Have,
„    „    Tørvemose,
„    „    Faaresti,
„    „    Mælkespand,
„    „    Frugttræer,
„    „    Bistader,
„    „    Fiskekurv og
„    „    Humlesæk.“
Børnene Henriette og Rudolph Dettmann, der var S. Sk. Elever i Vejle, sendte 90 Øre. Redaktøren oplyser, at deres Hønseflok kun bestaar af 17, som gaar sammen, saa det er ikke let for Henriette og Rudolph at samle Æg fra bestemte Høns, og derfor blev det, efter Samraad med deres Forældre og med deres Tilladelse, besluttet, at alle Søndagsæggene skulde gaa til „Vorherres Æggekurv“.
„Planen er smuk“, føjer han til, „og jeg haaber, at Hønsene vil lægge mange Æg, ikke alene om Søndagen, men hver Dag.“
Jævnlig er der Kvittering i Missionsbladet for Bis drag til „Vorherres Æggekurv“. Morsomt er det at se Navne paa adskillige af de Børn, der senere som voksne har eller har haft Plads som Ledere iblandt os.

En Dag fandtes følgende Brev i Missionsnummeret:
„Hr. Pastor Jensen!
Her sender jeg Dem nu 1 Kr. 8 Øre og beder Dem lægge dem til „Herrens Æggekurv“; de er kun faa, thi vor Hønseflok er meget lille. Jeg har bedet min Fader om at faa et Stykke Jord,som maatte være Herrens Ager. Han overlod os da et lille Stykke tillige med et Stk. Jorddige, som min Broder og jeg maatte jævne og sætte Kartofler i, saa jeg haaber, der skal blive noget mere til Missionen.
Kærlig Hilsen fra os og vore Forældre.
Kristen Pedersen Lübker, Paul Kristian Lübker, Ramskov.“
Idéen var storartet. Ikke blot at der kom Penge ind til Missionen, men Børnene maatte selv skaffe dem. Det er ingen Sag paa Missionssøndagen at gaa til Fader eller Moder og bede om en 25 Øre til Missionen; langt mere opdragende er det, at Børnene selv føler Ansvaret, saa har de ogsaa langt større Glæde ved at give.

Det er kun beklageligt, at Missionsnummeret ophørte med at udkomme nogen Tid efter, at Pastor Jensen i 1888 fratraadte Redaktionen; den efterfølgende Redaktør syntes ikke, der var Raad til dette Dobbeltnummer en Gang om Maaneden. Der skulde spares, og det blev der i mere end én Forstand. Med Missionsnummeret ophørte ogsaa efterhaanden Interessen. De maanedlige Kvitteringer for Missionsindsamlinger ophørte, og efterhaanden blev „Vorherres Æggekurv“ tom.

Der er noget, der hedder „at spare paa Skillingen og lade Daleren springe“. Den Metode skulde nødig bruges, naar det gælder Herrens Sag. Som omtalt i det foregaaende har Pastor Særmark sendt nogle Mindeord om Pastor Jensen; han skriver bl. a.:
„Der har altid været en Følelse af Taknemmelighed hos mig, naar jeg stod overfor ham, eller mine Tanker har strejfet hans Minde, som gaar helt tilbage i min tidligste Barndom. Han var den første Metodistpræst, der kom i Forbindelse med mit Hjem. Der var Vækkelsesmøde, antageligt det første Aar, P. M. S. Jensen var i Vejle, i det gamle Kapel i Vissingsgade. 
Naboerne hørte til Metodistmenigheden og sendte deres unge Datter ind for at indbyde Mor, som undskyldte sig med, at hun ingen havde til at sidde hos Børnene. Da den unge Pige, Christine Sørensen, som nu tilhører Betania Menighed, tilbød at passe os, gik Mor til Vækkelsesmøde, og Resultatet blev Mors Vækkelse, Omvendelse og Medlemsskab lige til hendes Død. Fra hint første Vækkelsesmøde havde P. M. S. Jensens Navn en kær Klang hos Mor, og fik det ganske naturligt i Hjemmet.
Ved en Julefest i Søndagsskolen var vi forhindrede i at del» tage paa Grund af daarlige Øjne i Forbindelse med Mæslinger. Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes en lille Mand med et stort, sort Skæg traadte ind i Stuen, mens vi laa i Halvmørke og med grønne Skærme for Øjnene, som det var Skik i hine Dage. Det var Præsten, der kom med vore Julegaver, bl. a. et Flag, som skulde være mit . — Det første Flag, jeg har ejet.
Senere blev jeg selv Præst for min Barndoms første Præst, og der knytter sig kun glade Minder til Samværet og Samarbejdet med ham i Kalundborg, indtil Gud forholdsvis hurtigt kaldte ham hjem — selv havde han regnet med at skulle leve i mange Aar endnu.“
Pastor Særmark har i disse faa, hjertelige Ord tegnet et smukt Billede af sin gamle Præst bl. a. som Menighedsforstander og Sjælesørger for baade store og smaa. Han havde baade Villie og Evne til at komme paa Talefod med Folk, og han var meget flittig til at aflægge Hus- og Sygebesøg.

Som Eksempel herpaa skal jeg omtale hans Virksomhed i Kolding, Vinteren 1920—21. Den lille Menighed var nylig stiftet, og jeg, der den Gang var Forstander for Vejle og Kolding Menigheder og tilsynsførende for det sydlige Distrikt, vilde gerne have en yngre Mand til at forrette Tjeneste i Kolding og Sønderjylland, men ingen var ledig i Øjeblikket.

Jeg spurgte da P. M. S. J. (72 Aar), om han vilde, og han var mere end villig. Og bedre Mand kunde jeg ikke faa. Med Glæde foretrak han i Stedet for at nyde sit Otium i Kalundborg, hvor han havde sit Hjem, sin Hustru og Datter, at optage Arbejdet i Kolding. Og han var slet ikke ked af det:
„Mit Værelse ligger paa Solsiden“, fortalte han, „og hver Dag kan jeg synge: „Der er Solskin i min Sjæl idag“; og naar jeg saa ser, at Herren bruger mig, saa har jeg kun Grund til at være taknemlig.“ 
En Mand med et saadant Sind har den rette Indstilling; dertil kom, at han, tro mod gammel Vane, „huserede“, som han kaldte det, fra Hus til Hus, fra Kælder til Kvist og indbød Folk til Møderne, han holdt, og Børn til den nystiftede Søndagsskole. Resultatet blev særdeles godt; bl. a. voksede Søndagsskolen, saa der, inden han rejste fra Byen i Sommeren 1921, var 72 indskrevne Elever og Aaret efter 125 Elever.

Som Menighedsforstander havde Jensen Undervisningen af Børnene til Konfirmationsforberedelse. Det Arbejde gjorde han overalt meget grundigt — maaske for grundigt, vil nogen mene! Herom fortæller en af hans gamle Overhøringsbørn i Frederikshavn, Skomagermester J. Jensen, følgende:
„For 55 Aar siden gik jeg til Overhøringsforberedelse hos Pastor Jensen. Overhøringen fandt Sted i Foraaret 1883 og var den første af den Slags Højtideligheder, der fandt Sted i den nyopførte Kirke. Den Dag glemmer jeg aldrig. 
Gudstjenesten varede fra Kl. 10 til henimod 2. I to stive Klokketimer stod vi 11 Børn opstillet foran Alteret, medens Præsten gennemgik Katekismen og de andre Lektier med os — ja, ikke blot gennemgik, men hørte os, for vi skulde kunne det hele udenad.
Det var næsten for grundigt“, føjer Meddeleren til med et Suk, men han var alligevel ikke mere ked af det, end han kan tilføje: 
„Paa den Dag, foran Alteret, bestemte jeg mig til at være en Kristen.“ 
En anden tidligere Konfirmand, gamle Buntmager Jensens Søn, Henrik Jensen i Vejle, mindes sin Overhøring med Glæde og beretter om, hvorledes gamle Sognepræst Wittrup ved en Lejlighed sagde til Jensens Mor:
„Kunde mine Børn blot Tiendedelen af, hvad Børnene i Metodistkirken kan, saa vilde jeg være tilfreds.“
Jensen var tilbøjelig til at stille lignende skrappe Fordringer, naar han f. Eks. var Censor for de unge Kandidater ved Konference-Eksaminerne. Det lod sig dog selvsagt ikke gennemføre. At skulle lære f. Eks. „Ralstons Theologi“ udenad lod sig simpelthen ikke gøre for almindelige Mennesker. Naa, han indsaa vel ogsaa tilsidst, at Kravene var for store — og slog af paa dem!

Det er dog næppe saa meget som Menighedsforstander, han vil blive mindet. Derimod vil Evangelisten P. M. S. Jensen blive ihukommet i den danske Metodistkirkes Historie til sene Tider. Han var Evangelisten par excellence. Altid higede han udefter.

Saa snart der var en Anledning, drog han paa Missionsrejse. Han søgte at „pløje Nyland“, — først og fremmest i Landsbyerne i Nærheden af Byen, hvor han boede, men ogsaa, som vi har set i det foregaaende, i andre nær- eller fjernereliggende Købstæder, hvor Metodismens Fane endnu ikke var plantet.

Det er næppe for meget sagt, at ingen anden Metodistprædikant har aabnet saa mange nye Virkepladser som han; det skulde da lige være, at hans gamle Ven, Pastor H. Hansen, kom op paa Siden af ham; overgaaet ham paa dette Punkt har han næppe.

Vi har set Eksempler herpaa fra Langeland, Hornsyld, Frederikshavn m. fl. St. Ligeledes at han som emeritus tog Arbejdet op paa nye Steder, bl. a. Kolding. Hertil kan føjes Brande, hvor han virkede en Tid lang i Vinteren 1921—22, og Næstved, der syntes at have haft hans sidste store Kærlighed, hvilket bl. a. viste sig ved, at en lille Arv, han havde faaet paa sine gamle Dage, blev sat tilside til Arbejdet dér i Byen; ved Hjælp af disse Penge bekostede han selv sine Rejser, Lokaleleje og andre Udgifter. Der er Vidnesbyrd om, at hans Arbejde dér i Byen bar gode Frugter.

Som et Udslag af denne Trang til at faa Evangeliet forkyndt paa aandelig døde Egne, eller hvor Metodismen ikke var kendt, skal jeg omtale et Forehavende, P. M. S. J. i sin Tid satte i Værk, og som vakte nogen Opmærksomhed. Det var Bygningen af en Vandrekirke. Det var under hans Pastorat i Odense i Aarene 1891—95, han fattede og gennemførte den Plan. „Fyns Tidende“ skrev bl. a. følgende om den nye Kirke:
„Kirken, der foreløbig er opstillet paa en Plads mellem sydfynske Banegaard og Sukkerfabrikken, er bygget af Jern og Træ og har en ottekantet Form. Den indeholder kun to Rum — Forhallen og Forsamlingssalen, der afgiver Plads for 200 Mennesker. Ligefor Indgangen findes Alteret, og til Siderne er Stolene anbragt med en to Alen bred Gang imellem. I Midten findes Skorsten og Kakkelovn. Selve Kirkehuset er 8 Alen højt, og ovenpaa dette er opført et 5 Alens Taarn, der slutter i et lille Spir med gyldent Kors.“
I en Rejsekorrespondance fortæller Pastor C. Thaarup om sin Deltagelse i Indvielsen af dette Kirkehus:
„Her talte jeg til en meget stor Forsamling, ca. 250, idet hver Plads var optaget. Allerede Dagen efter skulde den foretage sin første Vandring ud til Fangel, og vi ønske den Lykke paa Vandringen. Br. P. M. S. Jensen har foranstaltet den bygget og venter ved frivillige Gaver at blive i Stand til at faa den betalt; den koster 1300 Kr. I Sandhed et billigt Kirkehus for smaa og fattige Menigheder, og kan et saadant jo altid afløses af en større Kirkebygning.“
Mod sit Livs Aften var P. M. S. J. paany optaget af at bygge en saadan Trækirke. Herom skriver Pastor Særmark:
„Med Beundring saa jeg ham, lige til kort før sin Død arbejde paa et Missionstelt, som delvis skulde være af Træ, og med hvilket han den følgende Sommer „vilde ud og drive Mission“. 
Kirken blev imidlertid aldrig færdig, og Missionen blev ikke begyndt, idet Herren kaldte sin gamle Tjener hjem forinden.

I denne Forbindelse maa jeg omtale hans Arbejde for Afholdssagen. Ligesom alle de ældre Prædikanter og en Del af de yngre, var han stærkt optaget af denne Sag. Hans Søn, Pastor Ried, oplyser, at han blev Grundlægger af flere af Danmarks Afholdsforeninger bl. a. den i Hjørring. Det var ved et Afholdsmøde i Kvissel, som blev afholdt af J., at afdøde Pastor Chr. Foldens Far, Slagter Lars Sørensen blev vundet baade for Afholdssagen, Kristendommen og Kirken.

Det var hans Lyst at deltage i Arbejdet for denne gode Samfundssag, men fremfor alt at forkynde Evangeliet. Naar han gjorde det, var han rigtig i sit Element. Han havde det som forlængst afdøde Pastor Rudolf Frimodt ved Johanneskirken i København, der plejede at sige:
„Fisken i Vandet, Fuglen i Luften og jeg i min Præstekjole!“

onsdag den 26. november 2014

Der flyttes igen

Pastor P. M. S. Jensen - del 8


Af C. Nielsen

I Aaret 1884 blev det aarlige Prædikantmøde eller Biskopsmøde, som man ogsaa kaldte det til Forskel for de Møder — Distriktsmøder, Missionsmøder — hvor ingen Biskop var tilstede, afholdt i Frederikshavn.

Jeg har en Gang hørt en Biskop spøgefuldt sige, at han af Princip aldrig flyttede den Forstander, hvor Aarsmødet holdtes — han vilde sikre sig at komme velbeholden fra Byen. Det var dog ikke alle Biskopper, der fulgte den Regel, thi netop ved denne Lejlighed fik Præsten Rejseordre; han skulde til København, og Københavnerpræsten skulde til Frederikshavn. Det gik altsaa lige op.

Jeg husker saa godt dette Skifte og den Sorg, der var i København, da vi erfarede, at vor kære Præst, J. J. Christensen, skulde rejse fra os. Det var første Gang, jeg og mit Barndomshjem var ude for noget saadant; det var ikke stort mere end et Aarstid siden, vi havde faaet vor Gang i Metodistkirken, og nu kom Afskeden med den Præst, vi alle syntes saa godt om.

Det varede ikke længe, inden vi opdagede, at den nye Præst ikke som Taler kunde staa Maal hverken med ham, der var rejst, eller med Superintendenten, Karl Schou, der boede i København og jævnligt prædikede i Kirken.

Men hvad der fattedes ham i Veltalenhed og Dybde opvejedes tilfulde ved den store Nidkærhed, han lagde for Dagen i sin Gerning. Det vistes i Forkyndelsen, der var indtrængende og paagaaende, og det saas i Menighedsarbejdet ved Hus- og Sygebesøg, der var en af den nye Præsts stærke Sider; han havde saa let ved at komme omkring til Folk og komme paa Talefod med dem. Og endelig var han stærkt interesseret i det nye Arbejde, der af hans Forgænger var paabegyndt paa Nørrebro (Korsgade 49) og paa Frederikssundsvej.

Mange Folk kom til Møderne, og Søndagsskolerne voksede begge Steder saavelsom i Kirken og paa Christianshavn. Efter en Tids Forløb blev Dansesalen (Korsgade 49) opgivet, og der lejedes en fast Forsamlingssal i Griffenfeldtsgade 21, hvor Møderne fortsattes med stigende Tilslutning, baade af Børn i Søndagsskolen og af voksne.

Denne Virksomhed førte tilsidst til Stiftelsen af „Bethania-Menighed (1889), og denne fik saa, i 1892, sit faste Hjem i „Bethania-Kirken, Møllegade, hvor Menigheden har haft til Huse siden.

Foruden disse faste Prædikesteder deltog Jensen flittigt i Gaardmøder og i Møder paa Landet, og overalt blev Mennesker vundne for Gud, og mange sluttede sig til Samfundet. Jeg husker en Søndag Aften ved Nytaarstide; Præsten stillede Opfordring om at slutte sig til Menigheden paa Prøve og meddelte samtidig, at siden Aarsmødet om Sommeren havde over hundrede Mennesker meldt sig. Det imponerede mig den Gang, ung og ukendt med Forholdene, som jeg var.

I to Aar forestod Pastor Jensen Københavns Menighed, saa blev han forflyttet til Vejle, og Pastor Eltzholtz blev hans Eftermand. Iblandt dem, der blev vundne for Kirken i de Aar, var bl.a. cand.phil. Søren Udsen og hans elskelige og begavede Hustru. De to fik efterhaanden en ikke ringe Betydning, han som Lærer paa Præsteskolen og Leder af Kirkens Forlag og de begge som Forstanderfolk for Redningshjemmet „Stormly“ ved Odense.

Vi har nu fulgt P. M. S. J. i tretten Aar fra 1873—86. I de Aar har han betjent Menighederne paa Langeland, i Vejle, Hornsyld-Horsens, Frederikshavn og København, dels som Hjælper og dels som Forstander.

Pladsen tillader ikke en nærmere Omtale af hver enkelt af de Menigheder, han senere betjente; det er heller ikke nødvendigt for at bibringe Læserne Forstaaelsen af hans Gerning som Herrens og Kirkens Tjener. Forholdene er jo i det store og hele ens de forskellige Steder, selv om hver enkelt Plads har sine Ejendommeligheder, som man mere eller mindre føler sig tiltalt eller frastødt af.

For dog at give et Begreb om en Metodistpræsts noget omflakkende Tilværelse i hine Tider skal jeg nævne Rækken af de Ansættelser, Jensen havde, indtil han i 1917 søgte og fik sin Afsked:

Langeland 1873—76;
Vejle 1876—77 (Hjælper);
Hornsyld-Horsens 1877—80;
Frederikshavn 1880—84;
København 1884—86;
Vejle-Enkelund 1886—88;
Aalborg 1888—91;
Odense 1891—95;
Kalundborg 1895—98;
Frederikshavn 1898—1902 (2. Gang);
Varde-Esbjerg 1902—04;
Aalborg 1904—08 (2. Gang);
Holstebro 1908—11;
Golgatha, København 1911—12;
Rudkøbing 1912—15 (2. Gang);
Helsingør 1915—17.

Overalt virkede han med den samme Nidkærhed, om just ikke altid og alle Steder med det samme Held som i de yngre Aar. Tiden og Forholdene blev efterhaanden andre end dem, han var fortrolig med, og selv om de fysiske Kræfter stadig var i Behold, saa syntes det dog, som Tiden gled fra ham.

Det har han sikkert selv følt, og derfor besluttede han sig til, dog næppe uden stor Overvindelse, at bede om sin Afsked, inden han endnu havde fyldt de 70 Aar. Det skete ved Aarskonferencen i Horsens 1917.

I det høje Nord

Pastor P. M. S. Jensen - del 7


Af C. Nielsen

Metodistkirkens Arbejde i Vendsyssel var ikke ret gammelt; det blev paabegyndt i Vinteren 1875—76. I „Historisk Aarsskrift“ 1937 har jeg gjort Rede for Arbejdets Begyndelse.

Pastor H. Hansen blev i Efteraaret 1876 ansat deroppe med Bopæl i Hjørring. Aaret efter flyttede han til Frederikshavn, hvor han bedre end i Hjørring syntes at kunne faa Indgang blandt Befolkningen. Han flyttede ind i en halvfærdig Lejlighed i et nyopført Hus ligefor Jernbanestationen, og da der intet andet Lokale kunde faas i Byen, fik han sin Vært, Tømrermester Poulsen, til at indrette Lokale i Kælderen.

Her holdtes nu Gudstjenester og Søndagsskole, til Kirken, der blev bygget ved Siden af, blev indviet i November 1881. I 1880, efter tre Aars Arbejde i Frederikshavn og Omegn, blev Pastor Hansen forflyttet til Hornsyld-Horsens Menighed, og P. M. S. J. blev hans Efterfølger. Menigheden talte da 51 Medlemmer og Prøvemedlemmer og havde en Søndagsskole med ca. 50 Børn. Da Jensen havde orienteret sig lidt, skrev han til sin Formand:
„Du har lagt en udmærket Grundvold heroppe, Br. Hansen, som jeg vil være glad ved at arbejde videre paa.“ 
Og det passede.

Der var et Spørgsmaal, der meldte sig straks efter hans Ankomst til Frederikshavn: En større Sal eller en ny Kirke! Selv om Kældersalen ikke var saa helt ringe, kunde den dog ikke i Længden tilfredsstille Kravene, hvis man vilde gøre sig Haab om at faa Folk i Byen i Tale. Men hvordan skulde det gaa til?

Der laa ganske vist en stor dejlig Grund ved Siden af Huset, hvor Virksomheden havde hjemme. Men Penge at købe den for, og Penge at bygge forl Nej, det svimlede, naar man tænkte paa det. Men da P. M. S. J. havde grundet paa det en Tid lang, tog han fat paa en praktisk Maade. Han fik Folk til at yde Bidrag til en ny Kirke.

Den første, der staar opført paa den gamle Bidragsliste, gav 100 Kr.; større og mindre Summer blev givet, ialt indkom der Kr. 3.455,88, hvoraf Missionsselskabet havde sendt som Gave 500 $ = 1865 Kroner. Men inden de var kommet saavidt, havde Jensen sikret sig Grunden. Herom fortæller et af Menighedens ældste Medlemmer, Fru Nielsine Ambjørn, følgende karakteristiske Træk:

Da P. M. S. J. blev klar over, at nu kunde han, om det var nødvendigt, betale den omskrevne Grund kontant, gik han til Ejeren, Købmand Wølck. Om han kunde købe den Grund? Jo, det kunde han maaske nok. Man talte frem og tilbage om det, blev enige om Pris og Betingelser m. m. Saa kom Købmandsfruen til, og man talte paany om Sagen, og der var ingen Vanskeligheder, før Ægteparret foreslog at tænke over Sagen og „sove en Nat paa det“.

Men det vilde Jensen ikke; der skulde skrives Slutseddel med det samme; det kunde lige saa godt gøres nu, da man dog var enige. Og frem af Lommen halede P. M. S. J. en Slutseddel, han havde konciperet og nu foreslog renskrevet og underskrevet. Det endte med, at han fik sin Krig igennem, og Grunden var nu hans — eller Menighedens naturligvis!

Næste Dag fik Købmanden Besøg af Sognepræsten, Provst Levinsen. Han var ganske bestyrtet; han havde om Aftenen læst i Avisen om Handelen. Men den maatte gaa tilbage. Om han (Købmanden) var klar over, hvad det var for Folk han havde handlet med? Metodister! Sekterere! Det var forfærdeligt. Og saa den bedste Grund i hele Byen! Det var dog for galt!

Men der var intet at gøre. Jensen havde været dem for resolut. Og det bør vi mindes ham med Tak. Denne dejlige Grund, hvorpaa Kirke og Præstebolig ligger med tilhørende Have — det hele blev købt for — 3000 Kr.! Nu er den vel det tidobbelte værd, om ikke mere.

Den 6. November 1881 blev den nye Metodistkirke indviet. Den havde været under Arbejde i fem Maaneder. Den kunde rumme ca. 300 Mennesker og havde kostet knapt 12.000 Kr., Grund, Inventar og Klokke inklusive. Man byggede billigt i hine Dage!

Pastor Schou, der indviede Kirken, holdt „en smuk og belærende Tale om Pauli Omvendelse“, hedder det i „Missionsvennen“, og Glæden var stor baade hos Præst og Venneflok:
„Menigheden er særdeles lykkelig over den nye Kirke og knytter mange glade Forhaabninger til det dejlige Gudshus, som ogsaa ved sin Nethed synes at drage Mennesker til at høre Evangeliet om ham, der kom til Verden for at gøre Syndere salige.“ („Missionsv.“ 1881, S. 174).
En Tid efter havde Jensen Besøg af sin lidt yngre Ven og Medarbejder, Chr. Thaatup; han var jo, som bekendt, lidt kritisk og kunde sige sin Mening ganske uforbeholdent, naar det skulde være. Det gjorde han ogsaa om den nye Kirke:
„— — den tager sig rigtig godt ud“, skriver han i „D. Kr. Talsmd.“ 1883, S. 124, „kun har Bygningsentreprenørerne skilt sig temmelig rask fra den og berøvet den alt, der hedder Forsiring, ligesom de have gjort Spiret saa trykket, at det støder Øjet, og man siger ved Synet deraf: „Det har de ikke skilt sig godt fra!“ 
Men føjer saa til:
„Kan man end kritisere selve Kirken, saa kan man ikke kritisere Aanden eller Livet i den, thi det er Herrens! Det hedder almindeligvis: „der er saa koldt deroppe i Frederikshavn.“ Det kan gerne være, dog mærkes det ikke i Metodistkirken, og jeg tror, at selv om det var saa koldt, at man rystede af Kulde, saa vilde man der kunne sige: „Her er godt at være!“
Det var et dejligt Vidnesbyrd fra en Kollega. Han havde, lig Barnabas i Antiokia, set Guds Naade — og han glædede sig! (Apg. 11, 22—23).

Arbejdet i Frederikshavn var meget krævende. „Sognet“ strakte sig fra Frederikshavn i Øst til Løkken i Vest; fra Skagen i Nord til Aalborg i Syd; og der var mange Prædikepladser i Landsdelen. Flere Steder i Frederikshavns Omegn, Hjørring, Løkken, Asaa og adskillige Prædikepladser paa Landet — overalt var den lille Mand paa Færde og fulgte i saa Henseende trolig sin Forgængers Eksempel.

I Vinteren 1883 paabegyndte han Virksomhed i Aalborg. Han skriver herom i sin Rapport til Præstemødet:
„Den 16. Januar begyndte jeg Missionen i Aalborg, og skønt derboende Venner stillede Udsigterne for Fremgang i et meget ugunstigt Lys, gik jeg til Arbejdet med Haab til Gud, og vi have idag i Aalborg, efter fire Maaneders Arbejde, en ny Menighed paa 30 Sjæle .... Aalborg har jeg i den senere Tid besøgt regelmæssigt engang hver Uge.“ („D. Kr. Talsmd." 1883, S. 108).
Nævnes maa det ogsaa, at Jensen i de Aar var stærkt optaget af at fremme Sagen i den vestlige Del af sit store „Sogn“ — Løkkenegnen. Da det kneb med at faa de nødvendige Lokaler i Løkken til Afholdelse af Møder, fremsatte han den Tanke for de faa Venner dér i Kredsen, om man ikke kunde tænke sig at arbejde hen til at faa en Kirke bygget. Selvfølgelig vilde man nok det, men — Pengene, hvor skulde de komme fra?

De fattige Fiskere i Løkken havde kun lige „fra Haanden og i Munden“, saa de havde intet at bygge Kirke for, og de faa Landmænd, der tilhørte Venneflokken, var omtrent stillet ligedan, saa Udsigterne var langt fra lyse. Men Jensen havde en ikke ringe Evne til at begejstre andre for, hvad han selv var grebet af. Og inden længe fik han en Indsamling igang til den nye Kirke.

Han formaaede en Gaardmand, Søren Mølholm, der boede øst for Byen, til at skænke fornøden Grund, og det satte jo yderligere Gang i Indsamlingen. Alligevel var det ikke blevet til mere end 700—800 Kroner, da Jensen hen paa Sommeren 1884 blev flyttet fra Frederikshavn og dermed ogsaa fra Arbejdet i Løkkenkredsen.

Den nævnte Sum samt en Grundplan for Kirken, som han selv havde udarbejdet, efterlod han til sin Eftermand i Løkkenkredsen, og denne nye Mand, Pastor L. Christensen, med det rige Initiativ, fortsatte det paabegyndte Arbejde, og inden et Aar stod der en pæn lille Kirke i den østlige Del af Byen.

Jeg skal ikke yderligere gaa i Detailler med Hensyn til P. M. S. Jensens Virksomhed i denne Kreds, men lade ham selv give et kort Resume af de otte Aar, han betjente Menigheden i Frederikshavn (1880 —84; 1898—1902). Det er skrevet efter Opfordring af „Talsmandens“ Redaktør og former sig som en Hilsen til Menigheden i Frederikshavn i Anledning af Aarsmødet, der i det Aar (1909) afholdtes dér. Pastor Jensen skriver:
„Frederikshavn er et af de bedste Steder, jeg har været. Jeg blev forflyttet dertil ved Aarsmødet 1880 og var der til 1884, da J. J. Christensen og jeg byttede Menigheder, idet jeg overtog Menigheden i København efter ham. 
14 Aar senere, nemlig 1898, kom jeg atter til Frederikshavn og var der til 1902 og har saaledes i 8 Aar betjent Menigheden dér. Da jeg kom til Frederikshavn første Gang, havde Menigheden sin Forsamlingssal i en Kælder, men ved ihærdigt Arbejde for at faa en Kirke, lykkedes det allerede næste Aar at bygge „Vor Frelsers Kirke“, der nu i mange Aar, grundet paa Consul Døllners Gavmildhed, har staaet gældfri.
Min bedste Tid i Frederikshavn havde jeg i 1883, mit tredie Aar første Gang, jeg var der, idet det behagede Herren at give os en velsignet Vækkelse. Foruden Frederikshavn havde jeg alle vore Forsamlingssteder i Vendsyssel tilligemed Aalborg at besørge med Ordets Forkyndelse. Særlig siden den 14. Januar var der kommen mange i Vækkelse i min Kreds. 
Det egentlige velsignede Gennembrud begyndte den 25. Maj med, at nu afdøde Kaptajn Vestbo fandt Fred med Gud ved et Klassemøde, jeg afholdt i Forværelset i „Vor Frelsers Kirke“. Ingen, som overværede Mødet den Aften, vil glemme den Frelsens Jubel, Br. Vestbo udbrød i. Efter den Aften, i en Tid af seks Uger indtil Aarsmødet, var der næppe en Gudstjeneste, et Klassemøde eller Bønnemøde, uden der var nogen, der fandt Fred med Gud, og i den Tid havde 60 Personer bekendt, at de havde fundet deres Frelser ved vore Møder.
Jeg har mange skønne og lyse Minder fra min Virksomhed i Frederikshavn, men ovennævnte er det skønneste.“ („Kr. Talsmand“ 1909, S. 198).
Endnu skal blot nævnes, at blandt den store Flok, der sluttede sig til Frederikshavns Menighed i Jensens Tid, var en ung Smedesvend, Anton Christensen, der nogle Aar senere kom ind i Missionsarbejdet og blev en fremgangsrig Prædikant og Menighedsforstander, der i Aarenes Løb betjente en Række Menigheder, deriblandt et Par af de største. Han døde i 1912.