søndag den 31. august 2014

Da Malersvenden fra Hornsyld blev Formaner

C.J.M. Thaarup
Metodismen i Bjerre Herred - del 5 

Af C. Nielsen

Chr. Thaarups skildring fra „Kr. Talsmand“, Nr. 43, 1898:
„Jeg havde i Foraaret 1873 været i Vejle til Kvartalskonference. Dette var altid en forunderlig rig Højtid for mig og de kære Brødre og Søstre, der fra Østeregnen drog til Vejle for at bivaane Kærlighedsfesten og Søndagsgudstjenesten. Endnu efter saa mange Aars Forløb kan mit Hjerte genopleve de dejlige Stunder, da Sandheden erfaredes af følgende Strofer:
Hvor er det godt at vidne og bekende,
saa Hjertesløret drages stille bort! —
O, da begynder Hjerterne at brænde
og ægtefarvet Broderpagt er gjort.
Hvor lykkelige og glade drog vi ikke bort, styrkede og oplivede, ja, i Stemning som hin Mand, Filippus havde undervist, og om hvem det hedder:
„Thi han drog sin Vej med Glæde“.
Der var dog for mit Vedkommende sket noget ved denne Kvartalsrejse, som fik blivende Betydning for mig.

Afdøde Pastor Karl Schou havde afløst den kære Pastor C. Willerup, hvis Prædiken over Teksten: „Der er Korn til Købs i Ægypten“, jeg aldrig glemmer. Pastor Schou forlangte mig til at gaa en Tur med sig, og paa denne spurgte han mig ud angaaende mit Forhold til Herren og den Gerning, jeg som Klasseleder udøvede i Hornsyld Menighed, og jeg, der intet anede, syntes, at han var alt for nærgaaende og personlig, saa jeg følte en ligefrem Lettelse, da vi igen var naaet til min aandelige Fader, Pastor J. J. Christensens Hjem.

Jeg vilde, som det sømmede sig for mig, gaa ind i Stuen, mens Pastor Schou gik til Kontoret. Dog, da han saa, at jeg vilde den anden Vej, sagde han:
„Kom kun med herind, Broder Thaarup“
Pastor Christensen sad ved sit Skrivebord, og Pastor Schou siger ved vor Indtræden:
„Ja, Broder Christensen, jeg har saa talt med Broder Thaarup, og det er nok bedst, vi giver ham Formanerattest; vil du udstede den til ham.“
Den Dag, den 18. Maj 1873, blev der saa givet mig Formanerattest, og med den i min Lomme drog jeg til Hornsyld. Det var denne Attest, jeg slet ikke kunde blive klog paa, og den brændte mig saa underlig paa Sind.
Skønt min kære Broder, Anton Beuchert, sagde forklarende: „Ja, du skal jo saa holde Møder for os,“ saa kunde jeg alligevel slet ikke blive klog paa, hvad det var, de to gode Præstemænd havde taget sig for. Dog, Klogskaben kom og førte til min første Prædiken.
Ordningen i Østeregnen var saaledes, at Præsten kom der to Søndage i Træk, og saa den tredie skulde vi selv holde Opbyggelsesmøde. Da Pastor Christensen saa ved Slutningen af Gudstjenesten Søndag Formiddag i Hornsyld Kapel meddelte følgende:
„Paa Søndag Eftermiddag Kl. 4 bliver der Møde hos Søren Hansen i Hyrup“, saa tog jeg Mod til mig og sagde: „De husker vistnok fejl, Pastor Christensen, det er først paa Søndag otte Dage, De kommer her igen.“

„Nej, jeg husker ikke fejl,“ var Svaret, jeg fik, og saa kom den Meddelelse om Mødet den følgende Søndag: „Broder Thaarup leder Mødet.“
Nu kom Formanerattesten igen, og nu begyndte den at virke paa mig. Lede Møde?!! Hvor mange fremmede vilde komme tilstede; hvorledes skulde dette gaa til?
Jeg var jo nok vant til at lede Møder for vore Medlemmer, og dem kendte jeg jo alle sammen og var fortrolig med; men nu at skulle lede Møde — offentligt Møde; nej, det kunde jeg slet ikke faa til at passe eller komme af Sted med. Hvad jeg som Formaner skulde eller havde Ret til, det vidste jeg ikke, og Formanerattesten sagde ikke andet, end at jeg bemyndiges til at holde Møder for Bøn og Formaning.

Hvorledes jeg skulde lede Mødet den følgende Søndag, ja, derpaa spekulerede jeg, og om Vejledning dertil, derom bad jeg hver Dag i Ugen og naaede da saa vidt, at jeg, menende at skulle have en Tekst, thi det brugtes jo ved alle offentlige Møder, valgte at tale over Jesu Kald til Mathæus: „Levi, følg mig!“ (Luk. 5,27—28).
Nu havde jeg da Teksten; men saa kom det ikke mindre vanskelige, at faa noget at sige om den. Under Arbejdet, i Fritiden, ja om Natten med, blev der under Bøn og Læsning arbejdet paa Disposition til en Prædiken. Efter mange Forsøg kom der noget frem, der saa saaledes ud.“ —
 Pastor Thaarup giver saa et ret fyldigt Udkast til sin første Prædiken og fortsætter derpaa:
„Saa oprandt Søndagen, og Vennerne fra Hornsyld og jeg naaede til Søren Hansens Gaard paa Hyrup Mark. Jeg blev anvist Plads i den lille Stue, hvor Præsterne altid plejede at opholde sig. Jeg var meget urolig, rystede og bævede, og min Uro forøgedes, hver Gang der kom nogen og gik ind i den store Stue, hvor Møderne skulde afholdes.

Jeg bad til Herren om Hjælp, og jeg ved, at mine kære Trossøskende bad for mig; men først, da jeg traadte ind i den pakfyldte Storstue, forsvandt som ved et Under min Ængstelse og min Bæven. Herren hjalp mig til at holde min første Prædiken til Velsignelse for mange. Skønt der er henrundet over 25 Aar siden hin 9. Juni, da jeg holdt min første Prædiken, saa føler jeg endnu hver Gang noget af den Bæven, der betog mig hin Søndag, men — Gud ske Lov — ogsaa den Herrens Hjælp, der da blev mig skænket.“
Saalangt Pastor Thaarup. Paa den Maade kom den unge Malersvend fra Hornsyld ind i Metodistkirkens Arbejde, og han blev en tro og nyttig Arbejder, der ved sine mangesidige Evner og Interesser øvede en betydelig Indflydelse i vide Kredse, baade som Prædikant, Menighedsforstander, Redaktør, Distriktsforstander, Leder af Bogforretningen o. s. v.

Han virkede tro i sin Herres Gerning indtil hin Novembermorgen 1918, da den store Overhyrde sagde:
„Kom kun med herind, Broder Thaarup!“ 
Og han gik ind bag det store Forhæng, hvor alle Guds Børn skal mødes en Gang.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932

Ingen kommentarer:

Send en kommentar