Metodistkapellet i Holstebro

Det ældst kendte foto fra Holstebro, ca 1860
Lokalhistorisk Arkiv Holstebro

Af Emil Larsen

I de dage, hvor det at være metodist var ensbetydende med at være en missionerende kristen, gjorde kirken stadig nye erobringer. Ofte var de vel kun tilsyneladende små, men selv de mindste fremskridt tilskyndede til større indsats og større ofre.

Her skal fortælles lidt om nogle bevægede år i Holstebro i 1880’erne.

Karl Jensen Skou blev født i Holstebro den 22. maj 1841 og døbt i den gamle sognekirke 1. juni samme år. Hans forældre boede på Sønderland, hvor faderen havde et gørtler- og urmagerværksted. Da Karl voksede til, viste han stor interesse for sin fars arbejde, og blev derfor tidligt men grundigt udlært i faget. Efter udstået læretid rejste han, 21 år gammel, til USA, der for mange unge stod som det store forjættede land med de talrige fremtidsmuligheder.

Herovre kom han i forbindelse med metodistkirken, blev omvendt og følte snart kald til at blive en Evangeliets forkynder. Samtidig med at han passede sin forretning, studerede han teologi, for at kunne blive præst i metodistkirken. I 1868 giftede han sig, og hans gode hustru blev ham en værdifuld hjælp i hjem og præstegerning.

Hjemmet gik ikke fri for sorger og vanskeligheder. To små piger døde med kort mellemrum, og deres mor døde i 1871. Det var et hårdt slag for den unge præst, der led meget under savnet af hustru og børn. Da metodistkirkens ledelse derfor i slutningen af 1872 opfordrede ham til at rejse tilbage til sit fædreland, og der overtage ledelsen af kirkens arbejde efter superintendent Chr. Willerup, var han straks villig til at følge kaldet.

I begyndelsen af året 1873 satte Schou atter foden på Danmarks jord. Han var kun 31 år, da han overtog sin ansvarsfulde tilsynsgerning herhjemme.

Hans far var død, men moderen levede endnu, og under et besøg i barndomshjemmet besluttede han at holde et møde i sin fødeby. Gennem aviserne indbød han til offentligt kristeligt møde i hotel Schaumburgs store sal. Men hans bysbørn viste ikke særlig interesse for at høre en »Sektererpræst«. Kun et par af Karls gamle skolekammerater og nogle få andre var til stede.

Det var ham en stor skuffelse. Men han var fast besluttet på at gøre et nyt forsøg. Metodismen skulle til Holstebro, og det kom den også. Der gik dog ti år, før næste forsøg fandt sted.

I efteråret 1883 kom en ung skræddersvend ved navn Christian Jensen (den senere så bekendte præst i metodistkirken) til byen ved Storåen. Han var medlem af metodistmenigheden i Varde, og præsten dér, Hans Hansen, havde anmodet ham om at forberede et møde, hvor muligheder fandtes. Chr. Jensen gik i gang energisk og målbevidst, og allerede den 30. oktober kunne pastor Hansen tale ved et møde, hvor en interesseret forsamling lyttede til en glad forkyndelse, som de gerne ville høre mere om. Chr. Jensen begyndte en søndagsskole med 25-30 elever, og fik herigennem forbindelse med interesserede hjem og forældre, og inden længe optoges en regelmæssig mødevirksomhed.

H. Hansen var blevet afløst af L. Christensen, og denne igen af Anton Christensen (Kostrup). Særlig under pastor Christensens virke sporedes tydelig fremgang, og ved en række specielle møder var der fuldt hus hver eneste aften, og en del mennesker blev vakt og kom til levende kristentro. Så tog tanken om at få eget Guds-hus form.

Blandt de mennesker, der var blevet vundet for Gud og metodismen, var familien Thor Thomsen. Thomsen var fiskehandler og han tilbød at opføre en ejendom i Lille Østergade, og i den indrette kirkesal og et par mindre lokaler til menighedens brug. Arbejdet kom hurtigt i gang og var snart fuldført.

Søndag den 17. juni 1888 blev kapellet højtideligt indviet ved superintendent Karl Schou. Fra to prædikepladser: Hygum og Hou kom 32 medlemmer og venner for at deltage i højtideligheden. Der var gudstjenester formiddag og eftermiddag, og ca. 200 tilhørere fyldte kirkesalen ved hver af disse anledninger. Ingen kunne glæde sig mere over festdagen end Karl Schou. Kapellet lå på en plads tæt op til det sted, hvor han som dreng havde gået i skole. Ved indvielsen talte Schou over teksten: »Jesus kan fuldt og helt frelse dem, som kommer til Gud ved Ham.« Det var en prædiken, der greb alles hjerter. Om eftermiddagen talte også pastor A. Christensen.

Holstebro Dagbald skrev om indvielseshøjtideligheden bl. a.:

»Efter prædikenen meddelte hr. Schou, at kapellets indre forsyning var bekostet af byens egen lille menighed, og efter vanlig skik ville han forinden indvielsen opfordre forsamling til, eftersom evnen og hjertet tilskyndede dem, at komme menigheden til hjælp med lidt penge. En indsamling fandt derpå sted, og man fik indtrykket af, at enhver gav af villigt hjerte. Pastor Schou indviede derpå bygningen til Herrens tjeneste, takkede Gud, fordi arbejdet var lykkedes så vidt, og nedbad Herrens velsignelse over det, der her i fremtiden skulle gøres, så alle ting måtte være til Gud Faders ære. Menigheden nød derefter Nadverens sakramente.«

Dagen blev en meget stor festdag, og menigheden var taknemmelig for at være nået så langt, og fortsatte ivrigt arbejdet blandt børn og voksne udfra »Betania«.

Selve kirkesalen var 22 alen lang og 12 alen bred. I den ene ende var indrettet to små lokaler og herover et pulpitur. Menigheden fik nu selvstændig præst, det blev N. P. Nielsen.

Arbejdet gik støt frem, trods ret kraftig modstand fra både sognepræsten og frimenighedspræst Morten Larsen, og også Indre Mission erklærede den lille menighed åben krig.

Provsten nægtede at konfirmere børn, der gik i metodisternes søndagsskole, og i dagsskolen gjorde både lærere og elever nar ad børn fra metodisthjem. Mange voksne turde ligefrem ikke åbenlyst komme til møder i Betania. Alligevel voksede menigheden både i tal og indre styrke og frimodighed. Både præst og menighed stod sammen i godt fællesskab.

Men så hændte der noget, som en overgang truede med at lægge alt øde. Kapellet brandte! Natten mellem den 14. og 15. marts 1891 udbrød en voldsom ildebrand, der på nogle timer lagde bygningen i aske — og i luerne omkom ejerens kone, fru Thomsen.

Set fra et beboelsesstandpunkt var ejendommen meget upraktisk indrettet. I kælderetagen var lejlighed og værksted, i stuen kirkelokaler, og på 1. sal to lejligheder. I den søndre gavl boede familien Thomsen, i den nordre tre unge håndværkere. Opgangen til taglejlighederne var ad en udvendig trappe, der havde en overbygning af træ. Her lå den største fare. Thor Thomsen var rejst til Amerika, og familien skulle snart følge efter.

Fru Thomsen indebrændte, men børnene, tre døtre, blev reddet i yderste øjeblik. Det var en smed Skjoldager, der med fare for sit eget liv, frelste pigerne fra flammehavet. Han blev senere belønnet for sin heltemodige redningsdåd.

Branden blev udførligt skildret af byens blade, men skal ikke udpensles her.

Selvsagt vakte denne tragiske ulykke stor opmærksomhed i den lille by, ja ud over hele landet. Fiskehandler Thomsens tre døtre fik midlertidigt ophold hos præstefamilien N. P. Nielsen, indtil alle formaliteter var bragt i orden, så de kunne rejse over til deres far. Den ældste af pigerne blev senere gift med en metodistpræst i USA.

Man kunne have frygtet, at denne katastrofe ville have lammet menighedens virke. Det skete mærkeligt nok ikke. Gudstjenester og møder blev holdt i forskellige lejede lokaler og med stigende tilslutning. Også søndagsskolen voksede støt. Ja, arbejdet kom ind i en sådan opgangsperiode, at præst og menighed besluttede at bygge kirke i Danmarksgade.

En tid blev de offentlige møder holdt i gæstgiver Jens Andersens lokaler på Sønderland. Det første holdtes allerede den 22. marts. Fru Andersen sluttede sig til menigheden, og hendes søn modtog megen åndelig hjælp gennem møder og samtaler. Han blev senere præst i folkekirken. De sidste år af sin tjenestetid var han provst i Brande.

Men modstanden mod metodisterne ophørte ikke. Pastor Morten Larsen arrangerede en foredragsrække om »Sekteriske Samfund«. Pastor N.P. Nielsen overværede disse, og da talen var om metodismen, bad han om ordet, og redegjorde så dygtigt for vor kirkes lære, at denne aften blev til større sympati og hjælp for menigheden end til skade.

Den 20. december 1891 blev Skt. Pauls kirke indviet under endnu større festlighed, end da »Betania« tre år tidligere blev taget i brug.

Blev det kun en kort tid, kapellet udgjorde menighedens åndelige hjem og arbejdscentral, så var det dog en god grotid. Og da det brændte, gik der også ild i menigheden, så den brændende i Ånden virkede mere nidkært end tidligere.

Efterhånden som årene gik blev det fjendtlige forhold til metodisterne ændret til det bedre. Som eksempel kan nævnes, at pastor Morten Larsen fra prædikestolen i Frimenighedskirken også bad for Metodistmenigheden. Og mellem ham og en af de yngre præster, som nogle år gjorde tjeneste ved Skt. Pauls kirke, udviklede sig et smukt venskabsforhold. Den gamle præst gav i tidlige morgentimer flere gange om ugen den unge metodistpræst undervisning i græsk. Og han talte endogså én gang i Metodistkirken - for fuldt hus.

Under besættelsesårene, hvor brændselsknapheden var følelig (1940-45) åbnede Frimenighedskirken sine døre for metodistmenigheden. Hver søndag formiddag holdt sognekirken gudstjeneste, frimenigheden om eftermiddagen og metodistmenigheden om aftenen.

Metodistkirkens videre historie i Holstebro skal ikke skrives her, blot skal omtales, at Metodistkirkens ungdomsskole »Lægården« ligger i byen ved Storåen, og den er i god vækst.

Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972