 |
| Prospekt af Vejle set fra nordvest, 1850 |
Vi, der har kendt denne fromme præst, ved, hvor alvorligt han tog det med sin kristendom og sin kirke. Det bærer denne artikel også i høj grad præg af. Den har et alvorligt ord at sige os i dag, hvor så meget flyder, og synerne er blevet få.
Artiklen har - så vidt mig bekendt - aldrig før været genoptrykt. Vi har to eksemplarer af »Festgaven« i vort landsarkiv.
Muligt vil vi senere skrive lidt om Jens Nielsens hjemegn og de mange mødepladser, der senere rejstes i egnen omkring Give og vor kirke dér. (Forfatterens retskrivning er bibeholdt.) N. M.
Naar man har gennemlevet noget skønt og glædeligt, kalder man det ofte tilbage i Erindringen, lever det om igen i Tankerne og nyder vedvarende Glæde deraf, saaledes gaar det ofte med Minderne fra min tidligste Ungdom; jeg tænker paa dem med Glæde og Taknemmelig til Gud, som saa kærlig drog mig til sig i mine unge Dage.
Lige fra min tidligste Barndom har jeg været under Helligaandens Indflydelse. Min Moder søgte, efter det Lys, hun havde, at lede mig til Troen paa Gud, og hendes Formaninger blev som Sædekorn saaet i mit Barnehjerte. Ofte fortalte hun om, hvorledes Gud paa en underfuld Maade havde ført hende igennem Trængsler og Modgang, og hvorledes han havde hørt hendes ydmyge Bønner og aabnet Vej for hende, hvor ingen Vej var at se.
Fra ganske lille lærte jeg at se Gud som en stor og god Gud, som vi bør tjene og lyde, og til hvem vi kunne gaa med alle vore Sorger for at finde Hjælp og Trøst. Et af mine Barndomsminder staar meget tydeligt for mig. Det var Skik at Skolebørnene skulde overvære Fastegudstjeneste i Kirken, det vil sige dem, der kunde have Forstand paa Ordet. Den Dag, jeg her vil omtale, talte Præsten om »Fald og Oprejsning«.
Han søgte at vise Faldet i Almindelighed, saaledes som vi ser det i Verden, og han indskærpede Nødvendigheden af Omvendelse; han fortalte om sin egen Omvendelse. Mit Barnehjerte blev dybt grebet af Ordet. Taarerne løb ned ad mine Kinder, og jeg ønskede saa inderligt, at jeg maatte blive en Mand som han, der kunde aflægge et lignende Vidnesbyrd om Guds Gerning i mit Hjerte.
Det var mig klart allerede den Gang, at jeg trængte til Omvendelse; men denne Rørelse svandt lidt efter lidt hen og jo ældre jeg blev des mere ligegyldig blev jeg ogsaa. Til Tider kunde jeg blive urolig, jeg saa mig da paa en Vej, der førte mig længere bort fra Gud i Stedet for, at jeg burde komme ham nærmere.
I Foraaret 1865, jeg gik den Gang til Konfirmationsforberedelse, kom en ung Mand til mit Hjem for at indbyde os til et Møde, som skulde afholdes i en Landsbyskole i Nabosognet, det var, sagde han, en Mand, der talte med Aand og Kraft og han ønskede gerne, at nogle af os skulle komme til Mødet.
Den unge Mand fortalte om sin egen Omvendelse og det Lys, som Herren havde ladet opgaa for ham og den salige Forvisning, han havde om, at alle hans Synder var forladte. Dette var noget nyt for os, ja, vi havde ikke tænkt, at noget saadant kunde opnaaes før Døden. Vi indsaa, at dersom dette var sandt, og den unge Mand havde det saaledes, som han sagde, saa maatte han være et lykkeligt Menneske. Det var den første Metodist, jeg saa; men fra den Tid af stiftede jeg mere og mere Bekendtskab med det Folk og den Kirkeafdeling, der blev til saa stor Velsignelse for mig.
Min Søster, med flere, fulgte Indbydelsen til Mødet i Landsbyskolen og de blev saa meget glade ved, hvad de der hørte. Dette havde til Følge, at den nye Præst (M. Nielsen) efter en Tids Forløb fik Indbydelse til at komme og holde Møde i vor Skole. (Dengang holdt Metodistprædikanterne Møder i Skolerne, hvad senere hen er bleven forbudt af Ministeriet).
Min Konfirmationsdag oprandt; det var en højtidelig og alvorlig Dag for mig. Jeg havde en Følelse af det Ansvar, jeg paatog mig ved at aflægge Daabsløftet. Det var min faste Beslutning, at blive mit Løfte tro, thi jeg ind-saa Nødvendigheden af baade at forsage og tro for at komme til Himlen; men Lyset var ikke opgaaet for mig, og derfor gik jeg i min egen Kraft. Vi havde om Eftermiddagen et lille Selskab af troende, og iblandt dem var den før omtalte unge Mand og et Par andre unge Mænd, som ogsaa var Metodister.
Det var ret mærkeligt at iagttage disse unge Mennesker, thi det syntes, som om de ikke kunde blive trætte af at samtale om Vorherre og synge Salmer og Sange. Da de skulde tage Afsked, sagde en af dem: »Skal vi ikke holde Bøn sammen, før vi skilles.«
Da ingen havde noget at indvende derimod, faldt de paa Knæ, og vi andre fulgte nølende efter. De bad nu enfoldigt og alvorligt om, at Herren vilde lade sin Velsignelse hvile over dette Hjem og over alle, som vare tilstede, at Gud i sin Naade vilde lede os alle paa den rette Vej, og særlig blev der bedet for mig, at Gud ville give mig Naade til at blive det Løfte tro, jeg denne Dag havde aflagt.
Uagtet mine gode Beslutninger, svandt dog Sommeren hen uden nogen synlig Forandring i mit aandelige Liv, jeg deltog ikke i Verdens Glæder, men jeg levede uden noget virkeligt Samfund med
Gud. Pastor M. Nielsen havde holdt nogle faa Møder i Skolen, som vare rigtig godt besøgte. Sognepræsten havde overværet det første Møde og lagt Tilhørerne paa Sinde at gøre derefter; men siden efter kom han saa paa andre Tanker og forbød Metodisterne at afholde Møderne i Skolen. Jeg havde overværet et Par af disse Møder, uden at det havde gjort noget særligt Indtryk paa mit Sind.
Jeg besøgte ikke Møderne, fordi jeg havde nogen særlig Trang dertil, men snarere for at efterkomme min Moders Ønske; dog, snart oprandt den Stund, der ved Herrens Naade skulde blive et Vendepunkt i mit Liv. Det var en Eftermiddag henimod Slutningen af Aaret, jeg var til et Møde, som Pastor Nielsen holdt. Hans Emne var: »Frelserens Kald« (Aab. 3,20).
Ordet greb mit Hjerte, min Tilstand blev mig klar, jeg indsaa, at der maatte ske en Forandring med mig, hvis jeg skulde blive salig, og det lød i mig: Nu eller aldrig. Alle mine brudte Løfter stod for mig og anklagede mig for Gud. Den Aften lærte jeg at bøje mig som aldrig før, da lød der et Raab til Gud fra mit beklemte Hjerte om Naade og Barmhjertighed. Fra den Dag foregik der en forandring med mig, mit Livs store Opgave blev at tjene Herren og følge den Vej, der leder til et evigt Liv. Jeg havde mange Kampe at udstaa, og var i Særdeleshed ofte fristet med Tvivl, der forstyrrede min Sjælefred, og ofte gjorde Døden mig bange. Det kom af, at jeg saa paa mig selv og glemte at se paa Jesus; men den Tid oprandt ogsaa for mig, da jeg af Hjertet kunde sige:
Nu har jeg fundet det, jeg grunder mit Salighedens Anker paa, den Grund er Jesu Død og Vunder, hvor den før Verdens Grundvold laa; det er en Grund, der evig staar, naar Jord og Himmel selv forgaar.
Det er naturligt, at jeg kom til at holde af den Mand og den Kirke, Gud havde benyttet som et Redskab til min Omvendelse. Jeg besøgte de troendes Forsamlinger og jeg besøgte Folkekirken, ligesom jeg ogsaa jævnlig kom blandt Baptisterne; men intet Sted kunde jeg føle mig saa godt hjemme som blandt det Folk, Herren havde brugt til min Omvendelse.
Jo mere jeg blev kendt med Bibelen og med Metodisternes Lære og Kirkeordning, des mere kom jeg til at elske den. Gud bruger forskellige Redskaber i sin Tjeneste og har mange Maader at drage os til sig paa. Det har mindre at sige, ved hvem og paa hvad Maade vi kommer til Herren, naar kun vi kommer der ved en sand Omvendelse.
Fra den Dag, Lyset oprandt for mig, begyndte jeg ved Guds Naade at leve et nyt Liv; jeg følte Trang til at bede. Ikke alene Morgen og Aften, men ofte midt under mit Arbejde kunde jeg henvende mig til Herren i Bøn. Bibelen blev en kær Bog for mig; jeg læste den med stor Opmærksomhed. Der var vel en Del hemmelighedsfuldt og skjult for mig i den, men saa tog jeg den med ind i Lønkammeret, hvor jeg faldt paa mine Knæ og bad Gud om Lys og Vejledning, at jeg maatte lære at kende den rette Vej, saaledes som den anvises os i Ordet.
Lyset gik derved mere og mere op for mig, saa mange af de skjulte Ting ved den Helligaands Vejledning bleve aabenbaret, og jeg kunde glæde mig ved de mange herlige Forjættelser. Jeg fandt stor Glæde og Opmuntring i Brorsons kærnefulde Salmer, og nogle af dem glemmer jeg aldrig, da de have været mig til Hjælp og Trøst ved mange Lejligheder, og de staar som indskrevne i mit Hjerte.
☆
Naar jeg nu ser tilbage paa Aarene, som er svundne, siden jeg færdedes derude paa de vidtstrakte og magre Marker blandt de jævne og hjertelige Trosfæller og mine kære Slægtninge og tænker paa Herrens Godhed mod mig, medens jeg boede paa Langeland, i Varde, i Løkken og nu her i Faaborg, føler jeg mig af Hjertet taknemmelig til Gud, for hvad han har gjort imod mig. Jeg kan i Sandhed sige: »Herren er min Hyrde«, og det er mit Haab, at »mig skal intet fattes« - »Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig« (Salm. 23,1-4).
Jens Nielsen
Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1972
Ingen kommentarer:
Send en kommentar