 |
| Viggo Johansen: Glade Jul (1891) Den Hirschsprungske Samling |
Jeg vidste, som alle Børn, at det var en Fest, hvor man skulde more sig, og hvor det endogsaa kunde lade sig gøre at synge en Salme, men der ud over tænkte jeg mig ikke meget før mit 10de Aar.
Jeg kunde ikke en Gang komme til at more mig paa den Maade, jeg hørte mine jævnaldrende morede sig, ved at spille Kort; thi min Fader arbejdede borte fra Hjemmet, og naar han kom hjem, var han træt, og har aldrig, den Tid jeg kan mindes, haft Lyst til Kortspil, og min Moder forstod det ikke.
Mine Sødskende vare langt ældre end jeg, saa da jeg var 10 Aar, var de allerede borte fra Hjemmet. Jeg havde dog den Gang en Forstaaelse af, at det ikke var saa helt rigtigt at spille Kort, da min Broder og jeg næsten altid blev uenige derom, mens han var hjemme, hvad der sikkert nok oftest var min Skyld direkte, om han end indirekte havde sin Part deri.
Da jeg var 10 Aar, blev jeg Genstand for en stor Opmærksomhed. Det var hvert Aar Skik, at 12 fattige, flinke Børn blev udtaget af Skolelæreren til at møde i Præstegaarden Juleaften, og det Aar fik jeg Lov at komme med. Vi kom ind i Præstens største Stue, hvor et stort Juletræ var nydelig pyntet, og saavel Præsten som Fruen, der begge to vare Børnevenner (og tilmed alle de fattiges Venner), og alle deres Børn vare til Stede.
Vi sang først en Salme eller to, hvorefter vi fik Kage o. s. v., og til Slutning, efter at Præsten havde talt nogle hjertelige Ord til os om Julen og om Jesus, som da kom til Verden, fik hvert Barn en Present, der for min Del bestod i et smukt Halstørklæde, et stort Stykke Kage, nogle Æbleskiver, Frugter o. s. v.
Fra den Aften fik jeg et noget andet Syn paa Julen, men ogsaa paa Præsten, som jeg endnu, da graa Haar dækker min Isse, omfatter med inderlig Kærlighed og Højagtelse, og skønt mine Børn kun har Kendskab til ham af at have set ham en enkelt Gang, saa kender de dog Navnet Krohn og mange Træk, der er knyttede dertil.
Præsten blev min gode Ven, og jeg blev hans, og Venskabet har holdt til i Dag, og selv den Gang, jeg blev Methodist, var han den samme ædle Mand, der gik til min sørgende Moder, som græd Nat og Dag over det Skridt, hendes yngste Søn havde taget. Hans Ord gød Ro i det forpinte Hjerte, da han fortalte hende: at det at være Methodist egentlig var ensbetydende med at være en alvorlig Kristen, som han af sit hele Hjerte ønskede, at hele Sognet maatte blive.
Jeg maa tilbage til Juletræet. Jeg var mere glad og lykkelig den Jul, end jeg nogen Sinde havde været, og fattede vel ogsaa nogle meget gode Beslutninger, der dog desværre lige saa hurtigt bortdunstede, som de vare komne. Tiden kom, da ogsaa jeg maatte ud i Verden, bort fra Hjemmet, fra Præsten og den Lærer, hos hvem jeg havde gaaet i Skole hele min Tid, og hvem jeg om muligt elskede endnu højere end Præsten.
Jeg var snart hos Bønder og snart paa Herregaarde, og alle Steder saa jeg Julehøjtiden tilsølet med Drik og Kortspil, og lærte snart med Begærlighed at deltage deri, om end ikke paa en saa raa og støjende Maade, som mange andre. Julen 1864 var maaske den, hvor jeg mest deltog deri, da jeg nemlig lige straks efter Nytaar (5. Januar 1865), skulde melde mig som Dragon i Randers.
Der skulde altsaa drikkes Afskedsglas og drikkes paa Velgaaende og meget andet af den Slags. Ak, hvor daarlige man kan være, og med hvilke bitre Følelser man mange Gange i ensomme stille Timer maa se tilbage paa saadanne spildte Aar, der kunde have været anvendt paa en bedre Maade til Gavn og Glæde baade for sig selv og andre.
Den Jul, jeg næste Aar oplevede som Soldat, var maaske en af de mest rolige i mine unge Aar. Jeg havde hverken Lyst eller Raad til at gaa med til mine Kammeraters larmende og støjende Glæder, og tilmed havde de bedste af mine Kammerater paa en nær Permission og tilbragte Julen hos deres kære i Hjemmet. Jeg kunde ogsaa nok have faaet Permission, men heller ikke det havde jeg Raad til, da Rejsen den Gang var baade besværlig og kostbar; thi vore daværende Samfærdselsmidler vare ikke i den Stand, de nu ere.
Imidlertid fik Soldaterstanden jo ogsaa Ende for mig, og den Jul efter min Hjemkomst var vel endnu mere lystig end den, førend jeg rejste, da jeg jo alle Steder traf paa gamle Venner, som ikke havde set mig de sidste 2 Aar.
Jeg vil dog slet ikke dvæle ved nogen af alle disse Velkomstbesøg, Hilsener og Skaaler, men haste et Par Aar frem i Tiden, til Aaret 1868, der hører til et af de lyseste og lykkeligste i mit Liv. Allerede 1863 havde jeg med Glæde hørt Methodisterne prædike paa Bernstorffsminde, men dog uden noget virkeligt aandeligt Udbytte. 1867 begyndte jeg lidt saa smaat igen at gaa til Møder, men først 1868 gav jeg Herren Hjertet, og den første November blev jeg optaget i Methodistmenigheden.
Julen kom, og her maatte nu ske en Forandring, der ikke kunde undgaa at vække Folks Opmærksomhed. Jeg havde tjent paa Herregaarden E. et Par Aar, førend jeg blev Soldat, og kom dertil igen, saa snart jeg blev permitteret, saa jeg var godt kendt der og paa hele Egnen som et muntert ungt Menneske, der nok kunde hjælpe til at sætte Liv i en Forsamling.
Juleaften var det Skik og Brug, at Folkene efter Aftensmaden skulde ind for at sige Herskabet Tak for Mad. Vi sad eller stod i flere til hinanden stødende Værelser, og i et af disse var et Juletræ, hvorom vi skulde gaa rundt en Gang, førend vi forlod Huset. Nu havde Herskabet naturligvis fulgt den gode gamle Skik at synge en Julesalme, og Salmebøgerne laa paa et Bord, ved Siden af hvilket min Husbond stod.
Jeg greb resolut en af Bøgerne, da jeg havde sagt Tak for Mad, og spurgte min Husbond, om det ikke kunde være passende, at ogsaa Folkene sang en Salme, hvad han beredvillig gik ind paa. Vi sang et Par Salmer, og jeg fik Anledning til at bemærke, hvor dejlig dog Julefesten var med sine mange dyrebare Minder, og ønskede hele Familien en rigtig velsignet Julefest.
Da vi kom ud i Folkestuen, begyndte en af de gamle, som havde været paa Gaarden i mange Aar, at tale om, at noget lignende havde han aldrig oplevet paa E. i dette Herskabs Tid, men det havde truffet for en 30—40 Aar siden i den gamle Forpagters Tid, som var en sjælden human Herre. Jeg skyndte mig at tilføje, da jeg saa, at et Spil Kort var kommen frem paa Bordet:
Ja, jeg vil heller ikke i Aar være med til at spille Kort, men er der nogen af eder, som har Lyst til at høre derpaa, saa har jeg tænkt at læse en rigtig god Julefortælling for eder. Tilbudet blev modtaget, og efter at jeg havde læst Jule-Evangeliet, og vi havde sunget et Par Salmer, læste jeg et Par meget alvorlige Fortællinger, der interesserede de fleste af mine Tilhørere, blandt hvilke ogsaa af og til var Husjomfruen, naar hun kunde være borte fra Herskabet uden at vække Opmærksomhed.
Hendes Navn var Jakobsen, som jeg tror var en alvorlig ung Dame, men jeg har aldrig set hende, siden vi skiltes der paa Gaarden. Vi korresponderede sammen nogle Gange, men saa blev hun gift, og det ophørte saa omsider.
Denne Aften var det afgørende Vendepunkt i mit Liv, hvad angaar Maaden at holde Jul paa. Julen 1868 hører saaledes blandt Mindedagene i mit Liv, og blandt de lykkeligste. — — —
(Gengivet i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1936)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar