 |
| Strandby havn set mod sydøst, 1900 |
Af Chr. Nielsen
I Vinteren 1875—76 foretog Pastor H. Hansen, som da var Hjælpeprædikant i Vejle Metodistmenighed, nogle Missionsrejser til Vendsyssel.
En af de Mænd, der indbød Hansen, skal jeg sige et Par Ord om i denne Forbindelse; jeg faar næppe Anledning til det senere.
Hans Navn var Anders Chr. Andreasen, født i 1852. Jeg traf ham ved Aarskonferencen i Aalborg i 1933, og han fortalte mig da lidt om sig selv og den Andel, han havde i, at Metodistkirken fik begyndt Virksomhed i Vendsyssel i 1875.
Han, der boede i Hellevad ved Hjallerup og var Pottemager af Profession, var paa det Tidspunkt først i Tyverne. Han var blevet alvorlig vakt og gik nu som et søgende Menneske uden at eje Fred i sin Sjæl. I Kirkerne paa sin Hjemegn kunde han ikke finde det, han søgte, og saa begav han sig paa Vandring.
Han kendte lidt til Brødremenigheden i Christiansfeld og vidste ogsaa om en Metodistmenighed i Vejle, den eneste som den Gang fandtes i Jylland. Paa sin Fod drog han til Vejle, hvor han til sin store Glæde overværede Metodisternes Gudstjenester paa den gamle Kirkesal i Flegborg, drog derfra videre til Christiansfeld for over Varde at komme tilbage til Vejle, hvor han i 1875 blev optaget i Menigheden.
Pastor Chr. Sørensen var da Menighedens Præst og H. Hansen hans Hjælper. Den unge Vendelbo anmodede en af Prædikanterne om at gæste hans Hjemegn, og Hansen blev sendt derop og foretog den Vinter i alt tre Missionsrejser og kom viden om i Landsdelen.
Tilslutningen til hans Møder var saa stor, at Kirkens Ledelse fandt det betimeligt at sende ham derop som fastboende Prædikant, og i September 1876 flyttede han til Hjørring for med denne By som Midtpunkt at drive Virksomhed, hvor Lejlighed maatte byde sig.
I selve Hjørring fik han ikke udrettet stort den Vinter, da det var umuligt at opdrive et passende Lokale, men saa meget mere virkede han baade Øst-, Vest- og Sydpaa i Landsdelen. Paa en af disse Ture ad Løkkenkanten til, omtaler han i en Korrespondance til „Dansk Kristelig Talsmand“ nogle Aar senere, hvorledes Pottemageren fra Hellevad Sogn hjalp ham i Arbejdet.
Øst for Hjørring fandt Hansen særlig Indgang i Frederikshavn og Elling Sogn. Sidstnævnte Sted boede en Sognefoged Otto Jensen i Gaarden „Engen“ (Overlæge Carl Ottosens Fader).
Han indbød Pastor Hansen til at aflægge ham et Besøg og holde et Par Møder i hans Gaard. Folk fra By og Land blev indbudt, og der kom saa mange, at en stor 4-Fags Stue blev ganske fyldt, saa da Hansen kom, kunde han ikke komme længere end i Forstuen.
Herfra talte han saa til Forsamlingen. Dette Møde efterfulgtes af flere Øst og Nord paa, og alle Vegne var der pakfuldt af Mennesker. Kort Tid efter paabegyndtes Arbejdet i selve Frederikshavn. Men om denne Begyndelse og Hansens senere Flytning til Byen, skal jeg ikke skrive ved denne Lejlighed.
Ved det første Møde hos Sognefogden var der en ung, stout Fisker tilstede. Hans Navn var Niels Tvilling. Han indbød Præsten til at komme til Strandby og tale i hans Hus, og dette blev imødekommet kort Tid efter.
Det første Møde var et Afholdsmøde, og inden længe fik Afholdssagen saadan Indgang dér i Byen, at Fiskerne blev Afholdsfolk saa godt som alle. I 1881 stiftedes her en Afholdsforening, der virkede i mange Aar og blev til stor Velsignelse. Jeg ved ikke, om denne Forening er levende og virksom endnu; er det Tilfældet, er det sikkert den eneste Forening, der har bevaret de oprindelige Love fra 1879, da Pastor Eltzholtz stiftede Moder-Foreningen i Vejle.
Afholdsmøderne blev holdt i Skolen og i Strandby-Nørgaard, hvor senere Indre-Mission fik Lokale. I 1892 blev Forsamlingshuset bygget paa en Grund, Niels Tvilling havde skænket, og siden afholdtes Møderne dér.
Iblandt Foregangsmændene var Niels Tvilling, Martinus Poulsen, Chr. Axelsen, Hans Kusk, Anton Larsen, Jørgen Skjeldtved sen. og jun. m. fl. Bevægelsen havde i Begyndelsen megen Modvind, og Niels Tvilling døjede ofte med at faa sin Jord pløjet og harvet, da Gaardmændene var uvillige til at gøre Arbejde for en Afholdsmand.
To Gaardmænd oppe fra „Mosen“ blev imidlertid senere Afholdsfolk, og da kunde endelig Niels Tvilling faa sine Tørv kørt hjem, idet disse to stillede deres Heste og Vogne til Raadighed, og da de andre Gaardmænd saa, at det ikke nyttede at strejke længere, vilde de ogsaa nok køre Tørv for ham og hjælpe ham med Arbejdet i Jorden.
Men Pastor Hansens Arbejde resulterede ikke blot i Afholdenhed; det blev til sand Omvendelse for mange Mennesker, og blandt de første, der tog Skridtet fuldt ud, var Niels Tvilling og hans Hustru Elsine. Følgende Træk viser, at der hos dem var ret god Grobund for det evangeliske Budskab, Metodistpræsten fra Hjørring bar frem.
Før Niels Tvilling og Elsine blev Metodister, holdt de meget af at gaa til de saakaldte Legestuer. En Aften, de fulgtes ad til Dans, kom de forbi gamle Maren Katrines Hus, fortæller Niels Tvillings Søn, Jens Tvilling.
Maren Katrine, der var Baptist, var en alvorligt troende Kristen, agtet af alle i Strandby og Omegn. Hun stod i Døren, da Niels og Elsine gik forbi, og de hilste paa hinanden.
„Hvor skal I to hen?“ spurgte Maren Katrine.Da de var gaaet, gik Maren Katrine ind og bad for dem begge. Og saa skete det, at Niels Tvilling og Elsine ikke rigtig kunde komme i Stemning den Aften; de morede sig slet ikke. Pludselig gik Elsine hen til Niels og sagde alvorligt:
„Vi skal til Dans,“ svarede de.
„Lad hellere være med det; det er ikke noget for jer,“ svarede Maren Katrine, kærligt overtalende.
„Ja, hvad kan det vel gøre,“ mente Elsine og gik videre med sin Mand.
„Skal vi ikke hellere gaa hjem; dette her er alligevel ikke noget for os“.— Og Niels gav hende Ret, og de gik straks efter hjem.
Maren Katrine havde ikke bedet forgæves!
Et enkelt Træk fra hans Barndomstid skal ogsaa nævnes; det viser ham som han var, en sandhedskærlig og redelig Sjæl. En Dag i hans Drengeaar stod der pludselig en stor Makrelstime ind under Land. Hans Fader, Jens Christian Tvilling, var paa Havet, og saa maatte Niels sammen med jævnaldrende og hjemmeværende Fiskere tage Affære.
Voddet kom ud, men revnede paa Grund af den store Mængde Fisk, da de drog det mod Land. Niels Tvilling løb da over til Lars Andreasen i Kræmmerstedet for om muligt at laane et Vaad. Paa Turen derhen opdager han, at han under Arbejdet havde faaet et Hul over Knæet paa det ene Bukseben og for at skjule det, bandt han sit Halstørklæde om Knæet.
Niels kunde godt laane et Vaad hos Lars Andreasen, men denne opdagede jo snart Tørklædet og spurgte Drengen, hvorfor han havde anbragt det dér. Niels, der var flov over Situationen, gik udenom Sandheden, og svarede, at han var faldet og havde slaaet sit Knæ. Else Andreasen kom nu til og sagde, at han, naar han kom hjem, endelig maatte vaske Saaret rent, saa der ikke skulde gaa Betændelse i det.
— Jo, det skulde Niels da nok — — — men saa brast det pludselig ud af ham, at det ikke var sandt, hvad han havde fortalt; han havde kun bundet Halstørklædet om, fordi der var Hul paa Buksebenet.
Da klappede Lars Andreasen Drengen paa Kinden og sagde, at det glædede ham meget, at han ikke var i Stand til at lyve uden at faa Samvittighedsnag, og opmuntrede iøvrigt Drengen til altid at være sandhedskærlig, for da skulde det nok gaa ham vel her i Livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar