onsdag den 17. september 2014

Strandbys Konge

Grundlægger af Strandbys første havn,
fisker og strandfoged Niels Tvilling
29. marts 1849 - 27. april 1919
Fiskeskipper Niels Tvilling - del 5

Af Chr. Nielsen

I de ældre Aar, da Niels Tvilling blev svagelig, drev han foruden sin lille Landejendom, hvortil hørte et Par Køer, hovedsagelig Smaafiskeri ved Kysten og gjorde sig desuden nyttig for baade sine Børn og Byens øvrige Befolkning med hvad der faldt for.

Men i sin Ungdom og Manddom var han Fører for Flokken. Han var Strandbys ukronede Konge. Hans stærke og udprægede Slægtsfølelse omfattede efterhaanden hele Byens Befolkning. Deres Ve og Vel laa ham paa Sinde, og denne Følelse uddybedes mere og mere, som Aarene gik, saa han til Slut ofrede Helbredet paa dette fælles Alter. Og han var en Førerskikkelse, man maatte respektere:

Høj, robust, i Besiddelse af Kæmpekræfter som faa. Man har sagt mig, at han kunde tage en Mand paa almindelig Størrelse, der sad paa en Stol, og løfte baade Stol og Mand i én Haand op paa et Bord.

Jeg garanterer ikke for Meddelelsens Rigtighed; men Kræfter havde han. Jeg synes endnu at kunne mærke hans Haandtryk; min Haand, der dog ikke er nogen Barnehaand, forsvandt fuldstændig i hans store Næve. Men selve Haanden var blød, det var, som den gav Udtryk for det Sind, han havde, det var blødt som en Kvindes. Men ikke blot i det ydre var han Føreren, men hans aandelige Overlegenhed var uomtvistelig, og der var da heller ingen, der paa det Punkt gjorde ham Rangen stridig.

Paa hans Initiativ blev der paabegyndt Bygning af en lille Havn ved Strandby. For andre syntes det haabløst at paabegynde et saadant Arbejde, men Niels Tvilling gik fra Mand til Mand og søgte at interessere dem for Planen, og omsider lykkedes det. Ved egne Midler og personligt Arbejde byggede Fiskerne den lille Havn, der nærmest var en Udvidelse af nogle faa „Kaase“, der laa i Nærheden af hverandre.

De fik ingensomhelst Understøttelse, hverken fra Stat eller Kommune den Gang. Men Slid skulde der til, og Niels Tvilling sparede sig ikke. Her var det, han fik sine svære Underlivslidelser, fordi han tit og ofte gik og vadede i Vandet til midt op paa Livet og stundom tog for tunge Tag.

Men inden længe blev Havnen for lille. Saa maatte Niels Tvilling til at tage fat igen. Mangen en Tur tog han til Frederikshavn for at interessere Havneingeniør Oldendorf for Planen, og det lykkedes. Saa foretog han Rejser til Hjørring og København for at tale med Amtmand, Vandbygningsmester, Rigsdagsmænd og Ministre om Udvidelse af Havnen og Tilskud til samme.

Og det lykkedes altsammen for ham; thi Folk fik Interesse for denne prægtige Skikkelse i de grove Klæder. Flere Gange blev der ydet Hjælp fra Amt og Stat. Nu er der Plads til alle Kuttere, der er hjemmehørende i Strandby, vel en 40 Stk. eller derover, foruden de store Baade og diverse Joller.

Den sidste store Udvidelse af Havnen havde Niels Tvilling dog vist intet med at gøre, men saalænge han kunde, var han interesseret i at gøre Forholdene saa gode som muligt for sine Bysbørn og Arbejdsfæller. Betegnende for hans Stilling er følgende:

Det var i Begyndelsen af Havnebyggeriet. Det gik træls, og han saa ingen Udvej til at faa Tingene gennemført. Saa en Dag, syntes han at høre en Røst, der sagde:
„Gaa ned til den store blaa Sten og bed til Gud“ (Stenen laa midt paa Pladsen, hvor nu Havnen er). 
Det gjorde han, og se, nu lykkedes det, der før havde været saa svært for ham.

Som den Fremskridtsmand, han var, havde han et aabent Blik for alt nyt, der kom frem i Tiden. Han var tillige interesseret i at hjælpe de unge tilrette med Raad og Daad; i det hele taget var han Ven med Ungdommen, og han var rigtig i sit Es, naar han kunde faa de store Drenge og de unge med paa Havet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar