onsdag den 3. september 2014

Arbejde og Fremgang

Fra Metodismens første Dage i Danmark - del 5

Af Niels Mann


Karl Schou
Noget af det første, Schou gjorde, var at rejse rundt og besøge alle Menighederne i Landet, holde Møder og Kvartalskonference eller Kvartalsmøde, som det populært kaldtes i de første Dage.

Alle Vegne kom han med Inspiration og vakte nyt Mod i Prædikanter som i Medlemmer, og der blæser en frisk Vind ind over Arbejdet i det Aar og Tiden derefter, der forjætter Vaartid og nyt Liv, og den lille Kirke gik virkelig mod nye Tider.

Ved Kvartalskonferencerne, som S. holdt i Vinteren 1872—73, fik han vedtaget, at der skulde afholdes et Prædikantmøde eller en Distriktskonference, som den kaldtes.

Den blev afholdt i Svendborg den følgende Sommer fra den 10. til den 14. Juli, og det blev et historisk og meget betydningsfuldt Møde for Missionen.

Her mødtes en halv Snes Prædikanter, hvoraf de fire var ordinerede Præster og de seks Lokalprædikanter, som jo betød meget for Arbejdet i hine første Begyndelsesaar. Præsterne var Karl Schou, Chr. Sørensen, Markus Nielsen og J. J. Christensen. Markus Nielsen blev valgt til Sekretær.

Han har i det første Nummer af „Missionstidende“ skrevet Referatet, i hvilket det hedder:
„Blandt de første Sager, der toges under Forhandling, var Spørgsmaalet om en Salmebog, passende for vor Kirkes særlige Brug. Trangen til en saadan har længe været følt, og Udtalelseme angaaende dens Indførelse viste ingen Meningsforskel. 
Det blev derfor besluttet, at en Salmebog skulde snarest muligt udgives, og en Komite, bestaaende af Brødrene Karl Schou, Chr. Sørensen og P. Petersen, valgtes, hvornæst det bemærkes, at saa snart den var færdig, skulde den indføres i alle vore Menigheder i Landet.
En anden Sag af ikke mindre Interesse for os som Kirke var Spørgsmaalet om Udgivelsen af en Missionstidende, hvorigennem vi kunde sætte os i Forbindelse med vore rundt om i Landet boende Brødre og Venner, vilde være til stor Nytte, og har derfor i lang Tid været ønsket. Beslutning toges, at et saadant, kaldet „Den biskoppelige Metodistkirkes Danske Missions Tidende“ skulde paabegyndes, og det første Nummer udkomme i Juli Maaned samt derefter maanedlig til en Pris, foreløbig af 12 Sk. Kvartalet. Til at redigere Tidenden valgtes Pastor Schou og Lieutenant Petersen af København.
Ligeledes blev der taget Beslutning om med forenede Kræfter at virke for Indsamling af Midler til Missionskassen, idet man samtidig stillede sig det Maal for Øje, at navnlig de ældre Menigheder, saa snart som muligt, maatte blive i Stand til at hjælpe sig selv.“
— —
1873 blev saaledes et historisk Aar for Metodistkirken i Danmark. Dette Aar afholdtes det første Prædikantmøde, det første Nummer af vort Kirkeblad ser Lyset i Juli Maaned, man fik vedtaget at udgive egen Salmebog (der dog først udkom i 1876), og man var saa fremsynet, at man ikke blot paatænkte en fælles Indsamling til Hjemmemissionen, men ogsaa havde Selvunderhold for Øje.

At det historiske Møde i Svendborg ikke blot har omfattet tørre Forretninger, men været til aandelig Inspiration og Velsignelse, fremgaar af Referatets Afslutning:
 „Efterat Forhandlingerne, der havde varet i 4 Dage, var erklærede fuldbyrdede, og ingen andre Forretninger forelaa til Afgørelse, blev Mødet, som daglig havde været aabnet med Sang, Læsning af Skriften, Bøn og sluttet med den apostoliske Velsignelse, hævet den 13. Juli om Eftermiddagen Kl. 1 med Bøn af Formanden, som derefter lyste Velsignelsen over de tilstedeværende.
Foranstaaende Referat af Forhandlingerne paa Distriktsmødet i Svendborg har jeg meddelt ifølge Konferencens Forlangende; men jeg føler mig tillige tilskyndet til at tilføje, at foruden det Udbytte, Konferencens Medlemmer har haft af Mødet, har det ogsaa været til stor Velsignelse for Folk i en videre Kreds.
Gudstjenesten, som regelmæssig hver Aften afholdtes for et tæt besat Hus, har, efter hvad jeg har erfaret, udøvet en gavnlig Indflydelse, og vi forventer, at Virkningerne deraf mere og mere skulde spores. Den Kærlighed, som herskede iblandt os under vore Forhandlinger, bidrog til at knytte Broderbaandet endnu fastere.
Vor Kærlighedsfest, som blev afholdt den sidste Eftermiddag, før vi skiltes, var særdeles velsignet; en blid Ro, et himmelsk Liv og en stille Fred var tilstede iblandt os og ligesom løftede os fra Jorden, og vi følte, at Jesus var i vor Midte og udtalte over os: „Fred være med Eder!“
Denne Fest bar sit Navn med Rette, og den vil bevares i vort Minde som et dyrebart Segl paa den himmelske Velsignelse, der kronede vort første Distriktsmøde i Danmark.“
Fra dette Aar afholdtes der Prædikantmøde hvert Aar. Paa Mødet i Svendborg vedtog man, at næste Møde skulde afholdes i København.

Vort Kirkeblad, som begyndte hint Aar og fik det lange og omstændelige Navn, er et lille ottesidigt Blad i Oktav-Format. Det første Nummers Forside er optaget af en lille Indledningsartikel med Overskriften: „Til Læserne!“ skrevet af Pastor Schou.

Han skriver heri om det Savn, der er afhjulpet ved, at de nu har faaet et Blad, „thi da vi til Dato kun have havt et Organ, „Søndagsskolen“, hvori vi have kunnet sætte os i nærmere Rapport til vore Menigheder, og da dette Organ ifølge sin Natur nærmest har været bestemt for Børnene, have vi tilfulde indseet Nødvendigheden af at besidde en Tidende, ved hvis Hjælp vi kunde træde i et korresponderende Forhold til vore Samfundsmedlemmer og Venner og i samme meddele, hvad der kan have almen Interesse for vor Kirke og Guds Sags Fremme blandt os ...“

Bladet udkom kun en Gang om Maaneden; men selv om denne Begyndelse i det hele taget fremtraadte under yderst beskedne Forhold, var det et klogt Skridt, man tog, da det blev vedtaget at udgive et Blad. Det varede dog ikke saa mange Maaneder, før man udvidede det til 16 Sider.

Kun i godt 3 Aar udgik „Den biskoppelige Metodistkirkes danske Missions-Tidende“. Det sidste Nummer udkom i September 1876. Hvorfor det pludselig ophørte at udkomme, gives der ikke nogen Besked om.

I en halv Snes Maaneder var Kirken uden Organ, men ved „Distriktskonferencen“, som blev afholdt i København 1877, blev det overdraget Schou at paabegynde Udgivelsen af et religiøst Maanedsskrift i Stedet for „Den biskoppelige Metodistkirkes danske Missions-tidende“, og allerede samme Maaned udkom det første Nummer af „Missionsvennen“, „til kristelig Oplysning og Opbyggelse.“

Det var, som Bladet med det gamle Navn, et 16-sidet Maanedsblad. I December-Numret 1881 meddeler Redaktionen, at „vi fra førstkommende 1. Januar have besluttet at imødekomme et længe næret Ønske, nemlig at lade Bladet udkomme hver fjortende Dag, istedetfor som hidtil hver Maaned .... Dette Blad vil udkomme den 1. og 15. i hver Maaned under Navn: „Dansk kristelig Talsmand“. Og saaledes udvides vort Kirkeblad lidt efter lidt, til det endelig i 1888 bliver Ugeblad og derefter hedder „Kristelig Talsmand“.

Udgivelsen af Salmebogen skete som nævnt i 1876. Ogsaa dette var et meget vigtigt Skridt. Kirken havde hidtil maattet hjælpe sig, som den kunde i denne Henseende. Man havde særlig brugt Brorsons Salmebog; men efterhaanden blev der udgivet dels et lille Hefte, „Genklange fra Søndagsskolen“ og dels et større Hefte eller snarere en lille Sangbog, „Aandelige Sange til Opbyggelse og Opmuntring for Guds Folk“. Disse udkom i flere Udgaver — i hvert Tilfælde det første — og blev stadig gjort større.

Den i hine Dage kendte „Lieutenant“ Petersen, der var noget poetisk begavet, oversatte en Del amerikanske Sange til Bladet „Søndagsskolen“, og disse blev samlet til et lille Hefte. Deraf fremkommer Navnet „Genklange fra Søndagsskolen“.

„Aandelige Sange“ blev trykt i Svendborg 1868 og er vistnok samlet af Markus Nielsen. Den har 68 Salmer og Sange. Der er kun angivet Forfatternavn eller Mærke til meget faa; men der findes i denne lille Bog adskillige af vore kendte Salmer, der var Perler dengang, som de er det i Dag, særlig af Brorson. Endvidere er der ikke saa faa, der bærer det kendte Mærke A. E. samt adskillige Oversættelser uden Oversætternavn; men rimeligt er det, at „Lieutenant“ Petersen har oversat flere af disse.

Skønt den lille Bog er en Blanding af godt og mindre godt, fyldte den alligevel et tomt Rum en Tid. Brorsons Salmer har man — i hvert Tilfælde i København — vel nok brugt ved Siden af.

Det var ikke underligt, at man i det store Aar 1873 vedtog at udgive en Salmebog. Naar denne først kom til Verden i 1876 skyldes det, at den skulde være en Salmebog, der kunde gøre Fyldest som saadan, og derfor maatte man være kritisk med, hvad der blev optaget i en saadan. Ingen af Wesleys Salmer var oversat, saa de kunde bruges, og det var i det hele taget et langt større Arbejde, end det lille Prædikantmøde vel havde tænkt sig.

Schou, Gerson og Alberta Eltzholtz tog fat paa Oversættelsesarbejdet med nogle af Brødrene Wesleys Salmer, og foruden disse Oversættelser er der adskillige originale Bidrag, særlig af Alberta Eltzholtz, og allerede paa dette tidlige Tidspunkt træffer vi flere af hendes bedste Salmer.

„Salmebog til Brug i Kirken, Skolen og Hjemmet“ af 1876 blev modtaget med stor Glæde. Paa Titelbladet staar den gamle hyggelige Tegning af Sct. Markuskirken med de fire Ørne med halvt udspilede Vinger i Stedet for de fire smaa Stenspir.

I Forordet skriver Schou bl. a.:
„I Haab om at kunne bidrage til Salmesangens Forbedring baade i vore Menigheder og ved Husandagten og saaledes værdig synge med i den store Lovsang er denne efterstaaende Samling Salmer udarbejdet.
Hvad Valget af dem angaar, da har det ingenlunde været en let Opgave, efterdi der forelaa saa mange, og Udvalget kun kunde være lille; mangen en yndet Salme vil derfor uden Tvivl savnes, men saavidt muligt er der taget med af de gode danske. 
De øvrige er en fri Gengivelse fra engelsk, navnlig efter Wesley. Ogsaa nogle nye, tidligere utrykte danske forefindes, hvoraf en Del skyldes Frk. Alberta Eltzholtz.
Ved den Revision, som jeg har troet at burde underkaste mange baade af de danske og af de tidligere oversatte, har jeg fundet en god Støtte i Digteren Jul. Chr. Gerson, hvem mangen Salme her i Bogen skyldes sit klarere Tankeindhold og sin smukke Form, og som selv har bidraget til Samlingen med nogle. Jeg skylder ham at sige, at han, opfordret af mig til at overtage dette Hverv, ikke har gjort sig det let, men overalt taget det meget samvittighedsfuldt.
Jeg føler fuldtud, at jeg, ved at lade foretage en saadan Revision, af en og anden vil kunne bebrejdes Mangel paa Pietet mod Forfatternavne, som jeg selv skatter meget højt; men jeg troede hellere at burde udsætte mig for en saadan Dadel end undlade Revisionen, da jeg tror, at enhver kyndig vist vil indrømme, at hvad enten den menes at være gaaet for vidt eller at have kunnet gaa videre, saa har den gjort stor Nytte.“
At Schou har taget det ret kritisk med, hvad der blev optaget i Salmebogen fremgaar af en anden Bebemærkning i Indledningen:
„Skønt det maaske kunde have været ønskeligt, om en lille Samling af særegne „Revival“ Sange (Vækkelsessange) havde været medoptagne, saa har jeg dog næret en vis Frygt for at give dem Plads i Samlingen, da saadanne Salmer let forældes.“
Salmebogen af 1876 gjorde god Nytte til en Revision blev paakrævet og gennemført i 1901.

Spørgsmaalet angaaende et Kirkeblad og en Salmebog — og Litteratur i det hele taget — var ikke nyt, da Schou kom hjem. Som vi har set, skrev og oversatte W. adskilligt og fik ogsaa meget af det udgivet, og baade Salmebogen og Kirkebladet havde ogsaa været stærkt fremme i hans Planer.

I 1864 skriver Pastor O. P. Petersen, som var rejst tilbage til Amerika og havde overtaget Willerups gamle Kreds som Distriktsforstander, til Willerup i København:
„...Hvorledes er det, Broder Willerup, har De tænkt paa at oversætte vor Disciplin? Hvornaar tror De, at den kan blive færdig? Vi trænger meget til den. Har De nogen Udsigt til at faa en passende Salmebog udgivet for vore Menigheder? Hvornaar vil vi faa en lille Bog, som skildrer vor Lære om Sakramenterne? Vi behøver mange Ting; men der er nogle Ting, vi behøver mere end andre, og vi ser nu hen til vor Kirkes Hovedkvarter i Skandinavien for vor Litteratur ...“
I 1870 skriver W. til O. P. P., som da for en kort Tid var Superintendent for vor Mission i Norge:
„... Har De set det Ugeblad (det var nu kun et Maanedsblad) „Missionæren“, som udgives af de norske Prædikanter i Wisconsin Konference og trykkes i Chicago? Tror De, at der snart vil blive udgivet noget lignende Blad af Missionen under Deres Bestyrelse?
Da jeg for længere Tid siden skrev til Dem og til nogle af Missionærerne om, at vi muligen i Danmark vilde udgive et saadant Blad, blev der mig betydet af nogle af dem, at de havde i Sinde muligens at udgive et Blad i Norge, og i saa Tilfælde vil der jo udkomme to Blade (nemlig et i Norge og et i Danmark), og at det vist næppe kunde betale sig, dersom Norge og Danmark ikke var enige om, at kun et Blad skulde udgives — derfor opgav jeg al Tanke om at udgive noget.... Synes De ikke, vi burde have et Blad — enten her eller i Norge? ...“
Det synes altsaa som om W. var bleven standset i at realisere sin Tanke om Udgivelsen af et Organ for Kirken. I 1866 havde han jo paabegyndt Udgivelsen af Børnebladet „Søndagsskolen“; men Spørgsmaalet om et Kirkeorgan skulde altsaa først løses ved Superintendentskiftet. I de sidste Aar har W. været for træt og modløs til at løse Problemerne i lige saa hurtigt Tempo som i de første.

—  —  —

Distriktskonferencen afholdtes efter den vedtagne Bestemmelse i København i Maj 1874. En af de vigtigste Sager, der var paa dette Mødes Dagsorden, var Skolesagen, Dagskolen. I Referatet staar der angaaende dette Spørgsmaal:
„Skolesagen, der er af væsentlig Interesse, kom derefter under Behandling. Det besluttedes, at der snarest muligt i de forskellige Menigheder skulde arbejdes hen til Oprettelse af Dagskole for Menighedernes Børn, og at der til Biskop Harris skulde fremsættes Begæring om at erholde Hjælp fra Missionsselskabet dertil.“
Naar Kirken ønskede at oprette Dagskoler i Tilknytning til Menighederne, skyldtes det, at man ønskede, at Børnene skulde have den bedst mulige Religionsundervisning; man stolede ikke paa Almueskolen i denne Henseende, og at man gennem Skolerne vilde knytte Børnene til Menigheden, og endelig spillede det ogsaa en Rolle, at mange af Metodisternes Børn i hine Dage var udsat for mange Ubehageligheder fra Kammeraternes og ogsaa sommetider fra Lærernes Side, fordi de tilhørte Metodistkirken.

Flere Dagskoler blev oprettet rundt om i Landet, og adskillige af dem bestod i mange Aar; men som Tiden gik, magtede Kirken slet ikke denne Opgave. Kommuneskolen udvikledes efterhaanden til en stedse højere Standard, og det var en Umulighed for vore smaa Skoler blot tilnærmelsesvis at kunne følge med, og andre Vanskeligheder kom til, og efterhaanden ophørte den ene Skole efter den anden.

I mange Aar har vi ikke haft Dagskoler fraregnet en lille en i vort Missionshus „Bethel“ i Bangsbostrand ved Frederikshavn, hvor den gudfrygtige og sjælden nidkære Lærerinde, Frk. Kirstine Nielsen endnu har en lille Skole for mindreaarige, og den opholdes udelukkende som Privatskole.

Frøken Kirstine Nielsen, der har været Lærerinde ved denne Skole i mange Aar, og som er kendt i hele Egnen som en dygtig Lærerinde for mindreaarige, har følt det som sit Kald — ogsaa efter at Menigheden ophørte med at drive Skolen — at skulle staa i denne Gerning saalænge, som hun kunde, og hendes Gerning har været til stor Velsignelse for mange.

I det hele taget er der ingen Tvivl om, at vore smaa Dagskoler rundt om i Landet har haft deres store Betydning for vor Sags Udvikling.

—  —  —

Ikke længe efter, at Karl Schou var ankommen til Danmark og havde besøgt Menighederne, tog Arbejdet et Opsving baade i København og ude i Landet.

Schou havde taget Bopæl i København, og han var en god Hjælp for Arbejdet med det samme. Et Aarstid efter, at Schou er kommen hjem, overtager den unge, begavede Prædikant J. J. Christensen Menigheden, og Arbejdet tager for Alvor Fart. I December-Numret af Missionstidende 1874 skriver han:
„Det nu snart tilendebragte Aar har for Menigheden i København været rigt paa Velsignelse; Gud har staaet sin Sag bi, og vi har erfaret Sandheden af Apostlens Ord: „Er Gud for os, hvem kan da være imod os?“ 
Vi har optaget i Menigheden 70 Medlemmer i fuldstændig Forening og 117 paa Prøve Vore offentlige Gudstjenester er vel besøgte, især Søndag Aften, da de fleste Bænke i vor store Kirke er ret godt besatte ...“
Det er det største Tal af optagne Medlemmer, vi møder i Aarene deromkring. De efterfølgende Aar stod fremdeles i Fremgangens Tegn.

Man nøjedes ikke med at arbejde indenfor den store Kirke i Rigensgade. I flere Aar havde man forsøgt at vinde Fodfæste andre Steder i København og i dens Omegn, og i Aarene efter Schous Ankomst til Danmark lægges der endnu stærkere Vægt paa at naa længere ud.

I Efteraaret 1873 blev der saaledes lejet et rummeligt Lokale paa Christianshavn, hvor der baade holdtes Møder og Søndagsskole. Det synes, som om denne Mission har baaret store og velsignede Frugter. Søndagsskolen derude talte over 100 Børn. I samme Rapport i December-Numret 1874, hvor han skriver om den store Optagelse af Medlemmer, skriver han ogsaa:
„Paa Christianshavn prædikes der endnu regelmæssigt to Gange om Ugen, og uagtet alt, hvad der gøres for at forstyrre disse vore Møder, har vi dog den Glæde at se vort Lokale tildels fuldt hver Søndag Aften. En stor Del af de i Aaret optagne Medlemmer er fra Christianshavn ...“
Saa god var Missionen derude, og saa lys tegnede den sig, at man en Tid havde i Sinde at organisere en Menighed der. Naar man ikke gjorde dette, har det vel været af Frygt for at svække Kirken i Rigensgade for meget ved det ret store Tal, der da maatte skrives ud af Menighedens Protokol.

Ogsaa paa Nørrebro havde man i de Aar rigtig godt fat. Der blev afholdt Møder 2—3 Gange om Ugen; men efter 1875 holder Arbejdet op; man havde Vanskeligheder med at faa ordentlige Lokaler, og i flere Aar afholdtes der ikke Møder paa Nørrebro.

Med Søndagsskolearbejdet i København staar det vel til. Der rapporteres fra de Aar, at Menigheden har 4 Søndagsskoler med 39 Medarbejdere og 636 Børn.

Der er ogsaa god Gang i Arbejdet ude omkring i Landet. Redaktøren af Missionstidende skriver i Oktober-Numret 1873:
„Fra flere Steder i Jylland og paa Øerne kommer Indbydelsen: „Kom over og hjælp os!“ Metodismen er søgt af mange, og mange ønsker, at Prædikanter maa blive sendte, som kunne forkynde dem Evangeliet ...“
Der klages i samme lille Opsats over, at Prædikantskaren er for lille til, at Kræfterne maa spredes for meget.

Noget efter denne Tid meddeles der, at Kirken har over 60 Prædikepladser spredt ud over hele Landet, saa det maa siges, at Gud havde været med i Arbejdet og kronet dette med Velsignelse. Der meldes da ogsaa i hine Aar om Vækkelser baade her og der, og de første Aar efter Superintendentskiftet er Overgangstiden fra „den ringe Tings Dag“ til den rige Sejrstid.

Eftersom Arbejdet flere Steder i Landet fik fast Fodfæste, rejstes efterhaanden flere Kirker og Kapeller. Det første Sted udenfor København, hvor Metodismen fik Ejendom, var i Hornsyld i Bjerre Herred.

Her var blandt andre en Gaardejer ved Navn Niels Simonsen, som var bleven omvendt til Gud, og han forærede Kirken en Byggegrund, og den 21. April 1872 indviede Willerup det andet af Metodismens Gudshuse i Danmark.

Det var ganske vist kun et lille Missionshus, men det skulde blive Stedet for et rigt aandeligt Liv. Fra den lille Kreds, der havde Kapellet i Hornsyld som Samlingssted, skulde der komme en af Kirkens ypperste Mænd, Pastor Chr. Thaarup, og den aandelige Indflydelse skulde række vidt omkring i Egnen.

Aaret efter købtes der Grund til en Kirke i Vejle, og Gaardejer Bruun paa Langeland byggede et smukt Kapel til Arbejdet derovre; dette blev indviet i 1875. I 1876 indviedes Kirken i Vejle, der senere maatte udvides.

I 1880 købtes en gammel Skolebygning i Enkelund i Vejle Vesteregn, og i nogle Aar brugtes denne Bygning som Samlingssted for Menigheden derude, til Kirken i Give blev taget i Brug.

Vor Frelsers Kirke, Frederikshavn
(1881-1970)
I 1881 indviedes den tredje større Metodistkirke i Danmark, nemlig „Vor Frelsers Kirke“ i Frederikshavn, og i 1882 fuldførtes den fjerde, den smukke Set. Johannes i Svendborg.

Der var i de Aar ikke langt imellem Kirkeindvielser. Foruden de allerede nævnte fik følgende Byer deres Kirke eller Kapel: Løkken i 1884, Horsens i 1887, Rubjerg i 1887 og Sct. Jacob i Odense i 1889.

Firserne var i det hele taget en usædvanlig god Grødetid for Metodismen herhjemme. Der gik flere større Vækkelser hen over dens Arbejde, og mange Mennesker forenede sig med Kirken.

Ved 25-Aaret for Arbejdets Paabegyndelse i Danmark var der godt 1000 voksne Medlemmer i Kirken og 22 Søndagsskoler med ca. 1400 Børn; men saa rigt og stærkt var det aandelige Liv indenfor Metodistkirken i de følgende 5 Aar, at Medlemstallet fordobledes, og skønt Folkekirken meget energisk havde taget Søndagsskolearbejdet op, blev vort Elevantal mere end fordoblet i de samme 5 Aar.

Alene i 1887 blev op imod 500 voksne Mennesker optaget i Kirken; heraf havde Menigheden i København op imod 100.

Naar saa dertil føjes den indirekte Indflydelse, som Kirken øvede gennem dens friske aandelige Arbejde og ved de Metoder, den anvendte, kan dens Liv og Virksomhed ikke let overvurderes.

Den var med til at føre det frie aandelige Møde ind i Danmark, og den lod Bønnemødet faa en fast Plads i Menighedens Gudsdyrkelse; den lærte andre, hvorledes det sjælefrelsende Arbejde kunde fremmes gennem det saakaldte Eftermøde; den begyndte at synge de friere aandelige Sange ved Vækkelsesmødet, og Metodismen i hine Dage kendetegnedes ved den stadige Sang med de friske og glade Toner; den rejste Søndagsskolesagen for Alvor og fik den sat i System, og Metodistkirkens Søndagsskole i København blev Signalet til den store danske Søndagsskolebevægelse; den blev gennem en af dens Mænd Stifteren af den danske Afholdsbevægelse, der blev en Organisation med en mægtig Indflydelse i vort Land, og der var snart ikke det Felt, hvor Metodismen ikke forsøgte at være den stille gennemtrængende Surdejg; og naar man vil forsøge at vurdere dens Fortjenester, vil det være uretfærdigt at gøre dette udfra dens statistiske Rapporter, som de er afgivet Aar efter andet; dens indirekte Indflydelse maa tages med i Betragtning, og denne sidste er langt større, end hvad der kan gøres op i Tal.

Som Frugten falder ned i Naboens Have fra Grenene, der hænger ud over Muren, faldt der mere Frugt fra Metodismens Have udenfor end indenfor dens Mure.

Gud brugte i Sandhed den unge og lille Kirke i de første Begynderaar til store Ting. Det var ikke noget Tilfældighedens Lune, at Chr. Willerup en Dag stod i sin Barndomsby for at tage fat paa Guds Arbejde i Wesleys Aand og efter hans Metoder, selv om hans Vej var gaaet over store, vide Prærier og ad andre Omveje til det gamle Land.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar