Af Niels Mann
Nutidens Slægt forstaar vanskeligt den Højtid og Feststemning, der var over „Kvartalsmøderne“ i gamle Dage; men da kom Superintendenten, og det var omtrent Højdepunktet af Højtid og Stemning, man kunde naa til.
„Kvartalsmødet“ indtog i Modsætning til vore tørre og nøgterne Kvartalskonferencer en særlig høj Stilling i Menighedens Liv. De blev selvfølgelig kun holdt de faa Steder, der var Menigheder; men fra fjerne Prædikepladser kom man vandrende til Fods.
F. Eks. kunde Mennesker i Vejle Vesteregn gaa den lange Vej paa 4—5 Mil til Vejle for at være med ved Kvartalsmødet, der altid holdtes i Forbindelse med en Søndag. De kunde da gaa hjemmefra ved 3—4 Tiden Lørdag Nat og kunde saa være i Vejle i god Tid til Gudstjenesten, og naar Søndagens store Højtid var taget, tog de ved Nattetid paany den samme Vej tilbage.
Kvartalsmødet blev ligesom Knudepunktet i Menighedens Liv. Først og fremmest var det selvfølgelig Superintendentens Nærværelse, der skabte Højtid og Fest, ligesom det ogsaa var et Plus, at mange kom langvejs fra — ofte vandrende til Fods — for at være med i Højtiden.
Dernæst maa det erindres, at der var saa meget forbundet med disse gamle Kvartalsmøder, der var med til at gøre dem til noget langt ud over det dagligdags prægede. Der var ikke mange ordinerede Mænd i de Tider, og derfor blev alle mulige kirkelige Handlinger, der kunde vente til Superintendenten kom, henlagt til de Dage.
Saaledes skriver L. Werner, der en Tid var ansat som Prædikant i Enkelund (Vejle Vesteregn) følgende i Kristelig Talsmand:
„Torsdag den 17. Januar (1889) var vor kære Superintendent, Pastor Schou, her, og det var en velsignet Dag, som længe vil mindes. Efter at et Barn var blevet døbt, blev ogsaa en Voksen døbt, der ikke var bleven døbt som Barn, og da dette var sket, prædikede Pastor Schou over 2. Kor. 5, 14—15 til stor Velsignelse; derefter blev et Par ægteviet, og endelig blev Herrens Nadver uddelt.“Eller i en senere Korrespondance samme Sted fra:
„Først om Formiddagen Kl. 10 var der Prædiken, Brudevielse, Uddeling af Herrens Nadver og Optagelse af et Par Prøvemedlemmer i fuldstændig Forening.....“Dette kunde jo nok gøre et Møde til noget ud over det almindelige i de Dage.
Men foruden dette var der endnu en Ting, der gjorde disse Møder saa rige og højstemte, og det var den hellige Fællesfølelse, der var over dem; Kvartalsmøderne var i udpræget Grad „Menighedsmøder“ i forstørret Form. Og Bevidstheden om „de helliges Samfund“ sammen med den stærke aandelige Luftning, der gerne var over Møderne, gjorde dem ofte til de uforglemmelige Stunder.
 |
| Amerikansk træstik, 1842 |
„Kærlighedsfesten“ havde iblandt de tidlige Dages Metodister en meget stor Plads. Den var Symbolet for de gamle paa det hellige Broderskab; den virkede som et stærkt Bindeled i Menighedens Liv og var ofte Rammen om store aandelige Velsignelser; den hørte Hjemmet til — det aandelige Hjem, og derfor holdt man ogsaa en Tid „Kærlighedsfesten“ lukket, saa kun Menighedens Medlemmer kunde deltage. Man indførte „Billetsystemet“ i 1884; men ikke længe efter var Kærlighedsfesterne igen offentlige. Metodismen har aldrig kunnet holde noget for sig selv.
Kærlighedsfesten har overlevet sig selv; men de gamle holdt den højt i Ære og fik meget ud af den — særlig ved de store Anledninger.
Kvartalsmøderne i denne Betydning hører Fortiden til desværre, og det er længe siden, de har kunnet bevæge vort Folk; men de kaster Glans over gamle Dages Liv og Arbejde og er et smukt og velsignet Kapitel i Metodismens Historie fra første Slægtled.
Selvfølgelig var Aarsmødet, eller som det kaldtes „Præstemødet“, med Biskoppens Besøg Aarets store Højtid, som Tilfældet er fremdeles; men der gik flere Aar, inden Aarsmødet gled ind og blev det faste aarlige Stævne.
Den første Biskop, der besøgte Skandinavien, var Biskop Matthew Simpson. Det var i 1857, altsaa inden et Aar før Willerup havde begyndt Arbejdet i Danmark. Willerup var taget til København for at møde Biskoppen og ledsage ham til Norge.
Willerup skriver om dette første Bispebesøg:
„Dette var en ny Ting under Solen. Jeg havde underlige Følelser, da Biskoppen indtraadte i mit Hus. Han kom Lørdag Eftermiddag. Br. Petersen prædikede Søndag Morgen og Br. Larsson om Eftermiddagen. Den næste Morgen rejste vi til Sarpsborg, hvor jeg prædikede om Aftenen. Biskoppen fik saaledes Anledning til at høre os alle — en Nordmand, en Svensker og en Dansker.
Biskoppen talte ogsaa til Folket i Frederikshald og Sarpsborg, og jeg var hans Tolk. Da Biskoppen talte, blev hele Forsamlingen saa bevæget, at man hørte Graad rundt omkring. Det var en Time, som aldrig vil blive glemt.“Og paa den anden Side gjorde Besøget ogsaa et dybt Indtryk paa Biskoppen. Ved Biskopsraadets Møde aflagde han Beretning om sin Rejse og fortæller om de lovende Udsigter for vort Arbejde i Skandinavien. „Mænd og Kvinder og Børn trængte sig frem til ham, de tog hans Hænder mellem begge deres og takkede ham med Taarer for de Sendebud, som var kommen til dem“, skriver „Missionary Advocate“ efter Biskoppens Tale.
At Willerup allerede kom til Danmark i 1858, skønt han da kun havde været i Norge i 2 Aar, skyldtes for en stor Del dette Bispebesøg.
Det første Referat af et Bispebesøg i Danmark findes i Missionstidende for September 1874. Da besøgte Biskop W. L. Harris København, efter at han havde været i Norge og Sverige. I Referatet skrives:
„Onsdag Aften maatte Biskoppen allerede forlade Mødet (i Norge) for at rejse til København, hvortil han, ledsaget af Superintendenterne fra Sverige, Norge og Danmark, ankom Natten til Lørdag. Ved „Missionair-Mødet“, som afholdtes Søndag og Mandag, blev Menighedsrapporterne oplæste, Brødrenes Karakter og Embedsduelighed undersøgt, og Spørgsmaal om Missionens Udvidelse i Danmark og om Skolers Oprettelse de ældre Menigheder med andet vedrørende Missionen drøftedes.
Med Hensyn til fremtidig Hjælp fra Missionsselskabet i New York erklærede Biskoppen, at det var dets Mening at staa Missionen i Danmark bi efter yderste Evne, men om Danmark end ikke modtog al den Hjælp, den troede at behøve, maatte det tjene til Undskyldning, at Familien var stor, at Moderkirken havde mange Børn, som alle raabte om Brød, og da de alle elskedes lige højt, var den nødt til at dele ligelig mellem alle.“Ved et af Søndagens Møder ordineredes Pastor J. J. Christensen til Ældste.
Og siden har mange af Kirkens Biskopper besøgt den danske Metodistkirke. Mange af „de store Navne“ i Metodismens Historie har været knyttet til vore Aarsmøder, og det betød altid Inspiration og det friske Pust.
Vort aarlige store Møde fik saaledes en egen Glans over sig — en Stemning, der ellers ikke var let at fange. Ansættelseslisten har selvfølgelig altid været Mødets mest spændende Punkt og har ikke været den ringeste Faktor for Forventning og Spænding; den har altid givet Anledning til alle Haande Gisninger og endeløse For-Debatter. Og som Regel vogtede man nøje over, hvad der stod i dette Papir, til Biskoppen udløste Spændingen.
I de første Aaringer var Aarsmødet meget mere præget af det opbyggelige; de tørre Forretninger havde endnu ikke holdt sit Indtog, og de forskellige Biskopper, der Tid efter anden kom og ledede vor Konference, og som var vant til mange Gange større Forhold i Amerika, tog vist ogsaa nærmest Rejsen til Europa som en Feries eller Rekreationsrejse.
Hvorledes en saadan Rejse i Danmark tog sig ud set gennem en Biskops Briller, har vi et Vidnesbyrd om i en Korrespondance, som Biskop Fowler sendte fra Danmark til Amerika. Brevet er dateret Frederikshavn den 6. Juli 1889:
„Skønt vi er trætte af at rejse og begynder at lide af Hjemve, saa befinder vi os ellers i Almindelighed vel. Vi ønsker at træde ind over Dørtærsklen i det gamle Hjem og sætte os ned uden at behøve at rejse andre Steder hen. Det synes nu for os, som om vi er kommen nærmere Hjemmet, thi vi har naaet et Land, hvor man kan finde den ægte Samvittighedsfuldhed og den mandige Karakter.
Det er behageligt at ankomme til et Land, hvor man ikke bliver indelukket lig en gal Hund, indtil ens Pas og Rejsetøj er bleven undersøgt og ranet af Embedsmænd, som kun længes efter at plyndre, hvorfor de prise sig lykkelige, naar en fremmed falder i deres Hænder.....
Disse europæiske Missioner er til stor Opmuntring for mig. De er bleven paabegyndte paa en naturlig Maade. Folk fra disse Lande, som er bleven omvendte i Amerika, er vendt tilbage til deres Fædreland for at faa deres Venner frelste. Da Sædekornet er bleven udsaaet paa denne Maade i de nordeuropæiske Missioner, passer Arbejdet til Jordbunden.....
Vi har anvendt hver Eftermiddag til Bønnemøder og Aftenen til Prædiken. Der har særlig været taget Hensyn til øjeblikkelige Resultater. I Aftes havde vi, hvad de her kalder et „Eftermøde“. Alle bleve tilbage i Kirken. Huset var overfyldt. 19 Mænd og Kvinder kom frem til Alteret for at søge Fred med Gud .... Mødet havde et godt gammeldags Præg.
Til disse Mænd (Prædikanterne) kan jeg uden Bekymring overlade den fremtidige Sjælesorg, thi de arbejde som Mænd, der er godt oplærte i Metodisternes Maade at lede et Opvækkelsesmøde paa, de have god Forstand paa, hvad saadant Arbejde udfordrer.
Efter alt det strenge Arbejde i hedenske Lande og i Italien, Landet med det døbte Hedenskab, hvor det har været en stadig Sysselsættelse at hjælpe overanstrængte Arbejdere, er det ligefrem en Vederkvægelse at komme sammen med Brødre, som ikke er aandelige udmattede, men som have deres Hænder opholdte af Forsamlingen. Her have vi i Sandhed en god Jordbund til at udsaa Metodismens Sæd i.......“Det var i de „gode gamle Dage“; nu er Tiden bleven en anden; en ny Slægt har afløst den gamle, der begyndte og tog en god Del af den brydsomme Udvikling med. De mange Aar i Arbejde, i Strid og Fest svandt bort, og over dem lyser de store Fors tidsminder; men endnu gaar Mænd og Kvinder under skiftende Vejrlig til Arbejdet, og endnu er der Fest og Højtid midt i Striden, mens Tonerne fra Metodismens gamle Sange lyder viden om i Danmarks Egne.
Historisk Årsskrift for Metodistkirken i Danmark 1933
Ingen kommentarer:
Send en kommentar