Hjemrejse

Superintendent Karl Schou - del 11 

Af Svend Johansen

Karl Schou sidste ord var:
„Husk Prædikerens Bog, 7. kapitel.“

Her skal jeg slutte med, hvad jeg skrev om Karl Schous sidste Sygeleje til Kristelig Talsmand. Han blev syg under sin Visitats hos mig i Aarhus, og det faldt derfor i min Lod at være om ham i vort Hjem, indtil Lægen omsider fandt det bedst at faa ham indlagt paa Hospitalet.

Tirsdag Morgen den 11. Juni var jeg oppe lidt tidligere end sædvanlig. Dampskibet fra København ankommer nemlig til Aarhus om Morgenen Kl. 4, og denne Dag vidste jeg, at vor kære Superintendent vilde komme med. Da jeg kom ned for at bringe ham min Morgenhilsen, var han netop færdig med sin Paaklædning, og tilsyneladende var der intet, der tydede paa, at det skulde være sidste Gang, han klædte sig paa.

Efter en kort Samtale gik vi op paa Dækket, hvor vi traf hans gamle Moder, der havde gjort Rejsen med for endnu en Gang at se Holstebro og sine Venner der, blandt hvilke hun har levet i omtrent en Menneskealder. Hun tænkte at ville gøre en Lystrejse; men det blev Sorg istedetfor Glæde.

Først gik vi til mit Hjem, og efter en kort Hvile og nogle Forfriskninger gik vi en Morgentur. Vor Samtale var om Guds Sag, særlig om Forholdene i Aarhus. Ogsaa vore egne personlige Erfaringer omtaltes. —

Efter et Par Indkøb og et Besøg hos en Broder i Menigheden gik Pastor Schou hen for at tage et Bad, da han følte sig upasselig. Vejen fra Badeanstalten ved Skolebakken til Fredensgade 22 blev den sidste, vor Broder skulde vandre hernede.

Ved Hjemkomsten følte han sig mere syg, og da han forgæves havde søgt Hvile paa en Sofa, blev en Seng opredt, hvorpaa han mente at ville hvile sig et Par Timer, indtil Hovedsmerterne gik over.

Efter at han et Par Gange havde afslaaet et Tilbud om at hente Læge, bad han mig endelig Klokken henad 1 om Eftermiddagen om at kalde Dr. Ørum.

Skønt denne havde været paa Landet om Natten og var saa optaget om Dagen, at han var lige ved at synke sammen af Træthed, kom han dog, saa snart det var ham muligt.

Han erklærede, at Schou led i høj Grad af gastrisk Feber, men Sygdommen vilde sandsynligvis udvikle sig til Lungebetændelse, og i bedste Tilfælde vilde der hengaa otte Dage, før han kunde fortsætte sin Rejse.

Da Lægen var gaaet, smilede Schou ad hans Forudsigelse angaaende Sygdommens Varighed.

„Jeg kender nok den Slags Ildebefindende; om et Par Dage er det med Guds Hjælp forbi,“ saadan omtrent lød hans Ord. 

Men Dr. Ørum fik Ret. Næste Morgen var Betændelsen i højre Lunge ganske tydelig, og dog ventede Schou endnu snart at komme over det.

Til Horsens, Vejle, og Enkelund, hvor han i disse Dage skulde have ført Forsædet ved Kvartalskonferencerne, maatte jeg skrive straks; men til sit Hjem ønskede han ikke, at der skulde skrives, før vi om et Par Dages Tid kunde meddele Bedring.

Endelig Fredag Eftermiddag, da der endnu ingen Forandring var, skrev hans Moder, som under hele denne Tid forblev hos ham, til Fru Schou. Fra hende fik vi Telegram Lørdag Morgen, hvori hun udtrykte Ønske om straks at rejse over til Aarhus. Dette mente Schou var overflødigt.

Sygdommen forløb ogsaa ganske rolig til Lørdag Eftermiddag. Lægen var hos ham omtrent Kl. 5 og gav Ordre for næste Dag, da han skulde besøge sine Patienter paa Landet. Netop som han var ude af Døren, fik Schou saa heftige Smerter i den højre Side, at han raabte og jamrede sig næsten som en fortvivlet.

Nu først blev Tilstanden betænkelig. En Morfinindsprøjtning dulmede vel Smerten, men Sygdommen tog til. Han ønskede nu at se sin Hustru, til hvem der blev skrevet om Lørdagen og telegraferet om Søndagen, at hun maatte komme snarest.

Søndag Eftermiddag begyndte en stærk Blodspytning, og da vi Klokken henved 3 om Eftermiddagen fik en Sygeplejerske, antog hun, at han ikke vilde leve til næste Dag. Vi bad til Gud for hans Liv, og han blev iblandt os endnu nogen Tid.

Kl. 12 Søndag Nat kom Dr. Ørum tilbage og besøgte os, før han tog hjem. Efter at han havde undersøgt den syge paany, sagde han til mig, at det var meget tvivlsomt, om Pastor Schou nogensinde blev rask mere. Og desværre, denne Tvivl blev mere og mere begrundet, som Dagene gik.

Blodspytningen blev straks standset, og under Lægens og Søster Annas omhyggelige Pleje tilbragte han endnu nogle Dage i mit Hus, omgivet af sin Hustru, sin Moder og sin Søster.

I disse Dage gik Betændelsen over i venstre Lunge, og han blev følgelig mere og mere syg. Torsdag Morgen ytrede Fru Schou Ønske om at faa en anden Læge, og da Overlægen ved Amtssygehuset ansaas for den dygtigste alløopatiske Læge i Byen, enedes vi om at indlægge Schou der. Fra nu af er jeg saagodtsom ubekendt med Sygdommens Gang. Kun hans Hustru havde uhindret Adgang til ham, hvilket hun trolig benyttede i de omtrent 6 Uger, der hengik, før Herren tog ham bort fra Sygdom og Smerte.

Allerede i de første Dage af Karl Schous Sygdom syntes det, som om Døden lod melde sin Ankomst. Han var, som alt sagt, sikker paa snart at blive rask, men han forundrede sig ofte over sine Anelser om en nær forestaaende Død.

En Nat i den første Uge af hans Sygdom sagde han:

„Det er forunderligt, Br. Johansen, jeg kan ikke komme bort fra disse Ord: Og han gensaa aldrig sit Hjem mere.“

En anden Nat sagde han:

„Jeg har haft et behageligt Syn: Jeg var, syntes jeg, kaldt hjem og var sammen med en stor Skare af Missionærer, der ligeledes var hjemkaldte fra de forskellige Lande.“

Atter en Dag sagde han:

„Jeg syntes, jeg stod for Tronen og havde en stor Forsamling af vore Søskende og Venner her fra Danmark omkring mig. Herlighedskronen saa vi blinke, og jeg sagde: Grib den! Vi greb alle derefter, men kunde ikke naa den. Jeg indsaa da, at Gud selv maatte give os den.“

Disse og lignende Ting søgte baade han og jeg at bortforklare, som om de ikke havde noget med Dødens Nærhed at gøre; og dog var der inderst hos os begge, tror jeg, en Anelse i modsat Retning.

Da Sygdommen om Søndagen blev mere alvorlig, fik han nogen Ængstelse for Døden.

„Jeg har i den sidste Tid,“ sagde han, „haft forskellige Ting (hvilke han nævnede), der har oprørt mit Sind, og jeg er ikke beredt til at dø. Sørg for, at alle Brødrene faar Underretning om min Sygdom, at de kan bede for mig, saa jeg kommer over det.“

Jeg lovede dette, og samtidig viste jeg ham bort fra sig selv til det dyrebare Forsoningsblod. Kort Tid efter, da jeg atter kom ind, hvor han laa, sagde han:

„Ja, netop som De var gaaet ud, svandt Skyen og alt er Lys. Jeg ser mig frelst kun af Naade.“

Denne Forvisning om Frelse kun af Naade blev ikke mere taget fra ham. Han havde ikke mere Frygt for at dø. Da jeg en Gang senere besøgte ham paa Sygehuset, og vi talte om Døden, sagde han:

„Hvis Lægen siger til mig: De kan ikke leve, De maa dø, vil jeg svare: Vel, det er jeg rigtig godt fornøjet med.“

Og da jeg sagde ham Farvel for at rejse til Faaborg, og han forstod paa mig, at jeg ikke ventede at se ham helbredt, sagde han:

„Ja, ja, lad det gaa, som Gud vil, vi mødes paa den anden Side.“ 

Ligeledes sagde han til sin Hustru en af de sidste Dage, han levede:

„Jeg veed, hvis jeg dør, gaar jeg gennem Perleporten; thi jeg vil ikke vide mig andet til Salighed end Jesus Kristus og ham korsfæstet.“

Men skønt han nu med Frimodighed saa Døden imøde, var der alligevel stærke Baand, som bandt ham til Livet, hvilke dog blev løst det ene efter det andet. Hans Tale den første Tid var væsentlig angaaende Ordningen af vort Arbejde for det kommende Aar. Selv mente han at ville tage en stor Del deraf, og nu laa han syg.

En Dag, da Søster Anna opmuntrede ham til Taalmodighed, svarede han:

„Ja, jeg vil nødig ved Utaalmodighed beskæmme Guds Sag; men Præstemødet staar for Døren, og mine Regnskaber er ikke i Orden, og jeg skulde være tilstede for at føre vor Sag frem for Biskoppen.“

Dog blev han snart fortrolig med Tanken om at træde til Side, og skønt alt vidnede om, at hans Interesse for Kirken var usvækket, bekymrede han sig dog ikke mere om dens Anliggender. Gud tog bort fra ham, hvad han i mange Aar ofte havde følt som en tung Byrde.

Men endnu var tilbage hans kære Hustru og fire smaa Børn. Vor sidste Samtale var særlig om dem. Han ønskede Naade til at overgive dem helt i Guds Haand og være uden Bekymring for dem. Denne Gang var han endnu ikke uden Frygt for deres Fremtid. Men i Løbet af de ni Dage, der hengik mellem min Afrejse og hans Hjemkaldelse, løstes ogsaa dette Baand, saa han den sidste Dag kunde trøste sin Hustru og indgyde hende Mod og Tillid til Guds Hjælp og Beskyttelse.

Hans sidste forstaaelige Ord var:

„Husk Prædikerens Bog, 7. Kapitel.“

Og, lovet være Gud, Karl Schou havde et godt Navn. Han havde et godt Navn paa Jorden og et godt Navn hisset skrevet i Livsens Bog, og derfor blev Dødsdagen for ham bedre end hans Fødselsdag. Han er ikke mere iblandt os; men den Skat af skønne Minder, som han har efterladt sig rundt om i vort Fædreland, vil sent forsvinde.

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1934