Urmager og Opfinder

Superintendent Karl Schou - del 2


Af Svend Johansen

Skønt Faderen var Urmager, blev Karl dog sat i Urmagerlære hos en fremmed Mester. Han stod fire Aar i Lære hos en Urmager i Kolding og blev derefter Medhjælper hos sin Fader i Holstebro.

Denne var, hvad man kalder et mekanisk Talent, som dog under de snevre Forhold i den lille By aldrig fik Anledning til at udfolde sine Evner. Dette Talent tog Karl i Arv, og han forsøgte paa forskellig Maade at drage praktisk Nytte deraf. Sammen med en ung Ingeniør Nyholm opfandt han et særligt Nivelleringsapparat, som de i Forening søgte patenteret. Og for at faa Midler til Fabrikation deraf søgte de forgæves at faa de nødvendige Penge. —

Bangsbo Herregaard

Nyholm blev senere Godsejer og Kammerherre. Han var i flere Aar Ejer af Herregaarden Bangsbo ved Frederikshavn, hvor Schou var hans Gæst ved Lejlighed, naar han som Superintendent besøgte Menighederne i Vendsyssel.

Kong Frederik VII havde for Skik, naar han paa sine Rejser omkring i Landet fik Anmodning om Pengehjælp til et eller andet Foretagende, at henvise Supplikanterne til Grevinden. Og skønt jeg ikke ved, om de unge Mænd forsøgte at faa Mønt ved personlig Henvendelse til Majestæten — det skulde da have været paa et af hans Besøg i Nordjylland — saa er det højst sandsynligt, at de gjorde det.

I hvert Fald besluttede de sig til i Sommeren 1861 at tage over til København for at tale med Grevinden om Sagen. Om dette Københavnerbesøg skriver Karl udførligt til sin Moder, og da Brevet ikke blot er et Vidnesbyrd om den senere Kirkemands intelligente Evne til skriftligt at fortælle om sine Oplevelser paa Rejsen m. m., men ogsaa giver et udmærket Billede af Rejsen og af København for 60 Aar siden, set og oplevet af en ung, intelligent Jyde , følger her et udførligt Uddrag af samme:

København, 6. Juli 1861.

Kære Moder!

Efter dit Ønske skriver jeg først efter at have faaet Audients. Og det er nu først bleven til Alvor i Gaar, hvorfor jeg nu tager til Pennen. Jeg kan alligevel nok tænke, at du har længtes efter Brev fra mig før, men jeg havde ikke noget stort at skrive om uden om Rejsen, som jo ogsaa var meget behagelig. Da vi kom udenfor Holstebro, blev vi hilst af nogle forfærdelige Skrig, som skulde gælde for at være Hurraraab!

De lød til os endnu, efter at vi var langt borte. Det var nogle Svende, som tog Afsked med M. Dalby, som skulde til Aalborg og vare Soldat. Paa samme Vogn var ogsaa en Bondekarl, som vilde til Amerika med Saxonia, saa vi var jo glade ved at træffe hinanden. Han fulgte med til Løgstør. Forresten gik Rejsen meget muntert og heldigt. 

Vi anløb Thisted, Nykøbing og Løgstør foruden vist en Snes Mellemstationer før vi naaede Aalborg, og alle Steder kom der Rekrutter ombord, saa vi havde en saadan Lystighed ombord og fik os en Række velgørende Latterture. Der var bl. a. en halvtosset Karl med, som ogsaa skulde være Soldat, og han var jo den almindelige Genstand for Lystigheden.

Vi kom til Aalborg Kl. 3, og straks blev vi ført over paa Dania, som gik Kl. 5. Og det var et meget stort Skib. Vi var ikke saa mange (Passagerer) som til Aalborg, men vi havde 8 Heste og 50 Kreaturer, saa der var et Svineri ombord, der var ganske mageløst. Jeg tog Dæksplads, og vi maatte give 3 Mark (1 Krone) hver for en Køje, hvor vi sov godt, til vi kom i Sundet.

Skruekorvetten Heimdal (1856-88)

Da vi kom til Kronborg, ankom Skruekorvetten Heimdal fra Vestindien, og den
saluterede med 11 Skud, som blev besvaret fra Kronborg. Det var den første Kanonade, vi havde hørt til Søs, og det lød udmærket, og det var en smuk Morgenstund. 

Vi mødte en mageløs Masse af Skibe, store og smaa. I kan ikke tro, hvor det var en dejlig Tour. Man maa se det for at kunne fatte det, men saa kender man det alligevel ikke, naar man ser dem, saa man ved jo ikke, hvad eller hvem det er.

Korvetten Galathea (1833-61)

Kl. 6 løb vi gennem Løbet mellem Trekroner og Citadellet forbi Flaadens Leje, hvor jeg
saa Flaaden ligge aftaklet, og deriblandt den smukke Galathea, som nu var slæbt ud af Flaadens Leje, da den var solgt og skulde repareres. Da vi anløb Kvæsthusbroen, var der en Masse af Mennesker til at tage imod Venner og bekendte til de andre, men ingen til os uden Bybude, og dem var der i 100 Tal af.

Vi stod længe paa Skibet og ventede paa Th. Poulsen, men da jeg ikke kunde se ham, gik vi i Land, da det ikke kunde hjælpe at vente længere. Men da vi saa kom i Land, kom der en Herre og spurgte, om jeg ikke var Schou. Jeg kendte ham ikke, før han sagde mig, hvem han var. Da var det Ove Flindt. Thomas havde været hos ham og Casper om Aftenen og sagt, at vi kom, og at han skulde ned til Broen og tage imod os, dersom han kunde faa Lov af sin Mester.

Ove vilde ogsaa komme derned, men Casper kunde ikke, og Thomas kunde ikke faa Lov, saa Ove var alene. Han fulgte os ud paa Christianshavn — hvor det var en lang Tour! — til Thomas’ Logis, hvor vi fandt et Værelse. Saa spadserede vi i Byen denne Dag og saa den efter. Det er unægtelig en smuk By med de smukkeste Bygninger! Men hvor er de tilrøgede og smudsige! Det giver et langtfra behageligt Indtryk. En mageløs Færdsel er her i Gaderne baade af gaaende og kørende, saa det er næsten ikke muligt at komme frem. Dermed gik den første Dag.

Fredensborg Slot

Næste Dag skulde jeg til Grevinden efter min Bestemmelse. Men for at komme til hende, maatte vi rejse til Slottet Fredensborg, som er 5 Mil fra København, saa det var en lang Tour.

Vi kørte med Omnibus til Lyngby, som er den skønneste Egn, man kan se. Og saa gik vi derfra til Hørsholm. Bestandig smukt med Skov, Haver og Sommerhuse, Paladser kunde jeg gerne kalde dem. Fra Hørsholm til Fredensborg blev Bygningerne simplere, da det var ind i Landet.

Slottet selv er meget smukt og Haven ligesaa. Da jeg ikke kunde faa Audients denne Dag paa Grund af, at der var stort Taffel og Koncert paa Slottet, saa benyttede vi Dagen til at se Haven og den dejlige Normandsdal, hvor Studenterne spiste og drak hverandre under Bordet, da Kongen kom. Det er en terraseformig Fordybning, 60 Alen i Diameter med en 30 Fod høj Marmorsøjle i Midten og rundt omkring paa Afsatserne 66 Stenfigurer i fuldkommen Legemsstørrelse, forestillende norske Bønder i deres Nationaldragter.

Normandsdalen

Det var det skønneste, man kunde se, da alt var stille og roligt, saa man bedre kunde fatte det, i Modsætning til den skrækkelige Tummel i Staden. I Haven findes ogsaa en Masse Figurer. En eneste Støtte er paa en ophøjet Plads omgivet af en Del Kanoner, hvormange erindrer jeg ikke, som var forgyldte og hvilede paa røde og gule lakerede Vogne. Nu nok om dette, endskønt Hjemrejsen (fra Fredensborg til København) var bedre end Henrejsen.

Audients fik jeg nu i Formiddag Kl. 11; men fik det Svar af hende, at hendes Kontor ikke var her, men i København, og hun havde ikke Tid nu, men saa skulde hun se til det, for hun læste det ikke, men vendte mig Ryggen og gik. 

I Førstningen blev jeg rigtignok slemt forknyt, men Modet kom igen, som jeg Gudskelov
ikke savner længe ad Gangen. Der var altsaa ikke en Skilling at opdrive.

Imorgen rejser vi med Jernbanen til Korsør og videre. Er der saa ikke noget at gøre i Haderslev, saa tager jeg med Sejlskib den 15. til New York.

. . .

Grevinde Danner og Frederik 7.

Karl Schou fik altsaa en bestemt Følelse af, at Grevinde Danner forholdt sig helt ligegyldig til ham og hans Nivellermaskine. Jeg maa dog her indskyde, at hverken i foran citerede Brev eller af hans Familie er nævnt noget om, at det var Penge til Udnyttelse af Opfindelsen, han var ude efter; men da denne, saa langt jeg ved, er det eneste Project af større Betydning, der optog ham og krævede Penge, gaar jeg ud fra, at det var dette.

Besøget i Haderslev gjaldt Grosserer Manford, som var gift med hans Moders Søster, og var anset for at være meget velhavende. Ogsaa der blev han skuffet; og at dette gik ham nær til Hjerte, slutter jeg af en Bemærkning i et Brev fra Amerika, af hvilket et større Brudstykke endnu er bevaret. Deri skriver han bl. a.:

„Det lader jo til, at den tyske Tante er ene regerende; jeg kan ikke fortælle eder, hvad mine Tanker er i Henseende til hende. Jeg har ofte tænkt paa at skrive til hende saaledes, at det skulde ringe for hendes Ører nogen Tid efter, men det gør vel ondt værre. Dog, der bliver vel et Sammenstød en Gang, endskønt jeg helst vil undgaa det, da det jo ikke kan lede til noget godt, skønt jeg vist ikke kan undlade det, dersom vi en Gang ses.“

At der har været andre Aarsager til disse Følelser end Skuffelse over, at han ikke fik den ønskede Pengehjælp er temmelig givet. Heller ikke den haderslevske Families Tysksindethed har været nok til at gøre ham bitter, skønt hans ægte danske Sind ikke kunde andet end føle sig bedrøvet derover.

Naturligvis ligger Nationalitetsfølelsen bag Udtrykket „tyske Tante"; men der har været andre Aarsager; hvilke ved jeg ikke. Naar jeg har medtaget ovenstaaende bitre Citat, er det ogsaa alene for at pointere Forskellen mellem den uomvendte Karl Schou og Karl Schou, som vi kendte ham.

Den uomvendte Karl Schou fik aldrig noget Sammenstød med sin „tyske Tante“; men i 1881, da jeg havde mit Hjem hos Pastor og Fru Schou, var Fru Manford, som nu var Enke, og hendes to Døtre i en hel Maaned hans Gæster og stod i et meget venskabeligt Forhold til ham og hans Familie. Ogsaa i København har jeg været Gæst sammen med en af Sønnerne i Pastor Schous Hjem. Naar Kristi Sind faar Magt i et Menneskehjerte, kan Nationalfølelse lige saa lidt som personlige Skuffelser skille mellem Mennesker, som er af Gud bestemt til at elske hverandre.

Koldinghus Ruin

Det sidste Sted den unge Schou besøgte, før han forlod Danmark, var Kolding, hvor han, som før sagt, havde staaet i Lære, og hvor en ung Pige havde vundet hans Hjerte. Denne unge Pige var Maria Møller, Datter af Smedemester Møller der i Byen. De to unge Mennesker var knyttede inderligt nær sammen i fælles Kærlighed, og det var vel nok en Sorg, at hendes Fader forbød hende at rejse med til Amerika; men i hine Dage havde en Fader endnu noget at sige over sine Døtre.

I Kolding modtog Karl Schou paa denne Side Atlanten sit sidste Brev fra sit Hjem, et Svar paa det ovenfor citerede Brev om Rejsen til København.