tirsdag den 9. september 2014

Karl Schous Interesser

Superintendent Karl Schou - del 8 


Af Svend Johansen

Karl Schous altoverskyggende Interesse var hans Kald som Arbejder i Guds Rige for Menneskers Frelse. For dette ofrede han sig selv straks, da hans egen Sjæl havde fundet Hvile i en frelsende Tro paa Jesus Kristus, og for dette levede han helt som en trofast Arbejder, indtil Døden indhentede ham midt under Varetagelse af sin hellige Tjeneste.

Dette betød dog ikke, at han lukkede sig af for de almenmenneskelige Anliggender, kun at selv det højeste fra denne Verden altid var underordnet det ene fornødne. Han var i Besiddelse af for høj Intelligens til at kunne stirre sig blind paa Naadens herlige Sol i den Grad, at han blev uden Forstaaelse for Livet hernede. Han var ikke uinteresseret i nogetsomhelst, der kan kræve intellektuelle Menneskers Opmærksomhed.

Han elskede Danmark, baade det danske Land og det danske Folk. Medens han var i Amerika, var hans Hjerte i Danmark. Hans Hu og Planer var rettet mod Danmark i Haabet om en Gang at kunne fæste Bo i Fædrelandet. Efter sin Omvendelse og Overgang til Metodistkirken følte han sig ganske vist inderligt knyttet i Aanden til sine Trossøskende derovre; men ikke destomindre var Danmark hans Længsels Maal.

Han vedblev i Amerika indtil det sidste at tjene i Guds Rige som uordineret Prædikant, skønt ingen vil tvivle om, at Vejen ind til regulær præstelig Tjeneste var aaben for ham. Naar han veg tilbage og nødig vilde rejse til Danmark, da Kaldet kom, var det kun Ansvaret og Stillingen som Superintendent, han saa paa med Ængstelse. Han havde uendelig meget at takke Amerika for, og naturligvis følte han Forskellen mellem hér og dér. Der var hans Kirke en af de ledende, stor og anset; her var den kun taalt som en uanseelig Sekt.

Der kom vel ogsaa Tider, da Tanker og Følelser blev vendt mod Amerika. Han fik i en Periode store Vanskeligheder i Arbejdet her, og hans følsomme Sind var meget nedtrykt. Om det var Ønske om at orientere sig angaaende en mulig Tilbagevenden, der laa bagved hans Besøg i Amerika i Slutningen af Halvfjerdserne, tør jeg ikke sige. Han har ikke til mig sagt noget derom; kun sagde han ved en Lejlighed, at dette Besøg kurerede ham for Ønsket om at vende tilbage til Amerika.

Hvis man ved Fædrelandskærlighed særlig tænker paa den Følelse af Sammenhold mellem Befolkningen indenfor Lande- eller Sproggrænser, som udtrykker sig gennem national Modsætning til Folkesamfund udenfor, da gav Pastor Schou aldrig noget højlydt Udtryk for sin Fædrelandskærlighed.

Skønt en fuldtud dansk Mand i Sindelag og Følelse forholdt han sig passiv til den nationale Strid i Sønderjylland. Udtrykket „tyske Tante“, som vi husker fra et af Brevene fra Amerika, betød sikkert ikke nogen Haan mod Tyskland eller det at være tysk, men kun en nedsættende Dom over denne særlige Families Tysksindethed, skønt de levede og havde deres Næring i den Del af Danmark, som den prøjsiske Ørn havde rettet sin gridske Klo imod.

Anderledes var Forholdene, da Schou kom herhjem som Kirkens Leder. For det første var Slesvigs Erobring nu en fuldbyrdet Kendsgerning og den nationale Kamp derfor rettet mod et fremmed Lands Statsstyre, hvilket han som Kristen ikke følte sig berettiget til at tage aktiv Del i.

Og dernæst bød hans Stilling ham ikke at forøge de Vanskeligheder, hvori vore faa Medlemmer i Sønderjylland var stedt angaaende deres kirkelige Betjening. De var delte i deres nationale Sindelag, og det vilde ikke være hverken kristeligt eller fornuftigt, om de danske Prædikanter var optraadt som Tyskhadere. Og dermed vilde de ogsaa have spærret sig selv Adgang til at samles offentlig med deres Folk.

Der var Vanskeligheder i Overflod selv for de mest nationalt nevtrale, og for Schou var Guds Rige det absolut første Formaal, saa han saa det som Pligt at holde sig udenfor den offentlige Debat.

Desværre blev det alligevel umuligt i Længden at bevare Arbejdet i Sønderjylland paa danske Hænder. Det var pinligt for Schou at skulle afgive det til den tyske Konference; men det tyske Styre i Nordslesvig blev efterhaanden saa fjendtlig mod alle aandelige Bevægelser nordfra, at Overflytning blev nødvendig til stor Skade for selve Arbejdet. Nogle af de mest virksomme Medlemmer flyttede nu over Grænsen og bevarede derved deres Medlemsskab i Vejle Menighed; og de tyske Prædikanter, hvoriblandt var enkelte af de absolut dygtigste indenfor den tyske Metodisme, fik intet Hold i Befolkningen i Sønderjylland.

Vort Lands indenrigske Forhold, politisk set, var i Pastor Schous Tid (1873—89) de uroligste indenfor den nyere Tids politiske Historie. Schou var absolut liberal i sin egen Styrelse, og det var derfor ganske naturligt, at han ogsaa politisk hørte hjemme i Liberalismen. Estrup og Berg, de to Navne, der betød to politiske Poler, var personligt Hædersmænd, der hver for sig vilde tjene Land og Folk efter bedste Overbevisning; men ingen af dem var liberale. De var yderliggaaende hver til sin Side, og den politiske Bitterhed, der var oppe i denne Tid, afskrækkede ham.

Partivæsen var ham overhovedet usmagelig. Han sympatiserede med Kravet om Menneskers politiske Lighed for Loven, men kunde ikke personligt gaa ind under de ydre Former, hvorunder Kravet blev ført frem, og veg tilbage for al yderliggaaende Radikalisme.

Da jeg forsvarede Mordet paa Alexander den Anden som et forstaaeligt Udslag af Kampen for det russiske Folks Udfrielse af Enevældens Trælleaag, dadlede han det ret bestemt og fandt det i sin Orden, at Morderne blev straffede paa Livet.

„Den, som udøser Menneskets Blod,“ — citerede han — „ved Mennesket skal hans Blod udøses.“

Den, som forgriber sig forsætligt paa Mennesket, Guds Billede, har ingen Adkomst til længere at leve Livet blandt Mennesker. Alligevel stod Berg dog hans Hjerte nærmere end Estrup, og det var med oprigtig Glæde, han fortalte om den Folkehyldest, der ydedes Berg af Københavnerne efter Affæren ved Holstebro.

Hvad andre Samfundsforhold angaar, var Schou ikke blot en altid opmærksom Tilskuer. Hans Haand var aldrig lukket for den, der søgte Hjælp og var i Trang; men større Opgaver, som skulde løses af flere i Forening, deltog han ikke i. Dog er det min Overbevisning ifølge den Forstaaelse, jeg har af hans Mentalitet, at han vilde have glædet sig oprigtigt, om han var bleven Vidne til det sociale Arbejde, der siden blev taget op indenfor Kirken.

I Amerika havde han været Frimurer, men lod sig aldrig optage i Ordenen i Danmark, fordi Ordenens idealistiske gode Formaal var her trængt helt i Baggrunden; og en saa godt som verdslig Selskabsklub kunde han ikke spilde Tiden paa. I det hele taget holdt han sig uden for alt Foreningsvæsen.

Heller ikke gik han ind som aktivt Medlem af nogen Afholdsforening, skønt Metodisterne under hans gode Ven, Pastor Eltzholtz’ Førerskab jo tog saa samlet Del i denne nye Bevægelse. Der var ogsaa i denne noget, der stødte hans Finsans. Der blev gjort mange Forsøg paa at drage ham ind med.

En Lærer Vestergaard, som i sin Tid spillede en stor Rolle indenfor Bevægelsen, krævede af ham, at han med sin Autoritet skulde fortolke Joh. 2, 10 derhen, at det var Regel, at de ringere Vine først blev sat for Gæsterne, naar de gode Vine var drukket. Han læste for mig Svaret til Vestergaard, hvori han udtalte sin Forundring over, at en Lærer ikke havde lagt Mærke til, at Methysthosin er det græske Ord for, hvad vi kalder stærk Beruselse, hvorfor det er givet, at man ved saadanne Fester drak berusende Vine. Han tog nemlig som en Selvfølge, at en uddannet dansk Skolelærer kendte det Ny Testamentes Grundsprog.

De Overdrivelser, vi andre i Mængdevis præsterede, holdt han sig i Frastand fra. I Almindelighed forholdt han sig mildt ironisk til dem; kun naar det som med Tilfældet Vestergaard gik ud paa Vrangfortolkning af Guds Ord, protesterede han. Schou var Afholdsmand før nogen af dem, der satte Spørgsmaalstegn ved hans Kærlighed til Sagen; men netop fordi Afhold var en af hans primitive Dyder, saa han sig i reneste Forhold til selve Sagen, naar han holdt sig udenfor Foreningsvæsenet. Han ængstedes for, at noget andet end Kristi Evangelium skulde blive Religion og gøre Mennesker til Afgudsdyrkere.

Hans litterære Interesser gjaldt i Hovedsagen videnskabelig og praktisk Teologi. Hovedværkerne i vor egen Kirkelitteratur var alle paa hans Boghylder.

Han var fortrolig i udstrakt Grad med alle betydende Personer og Rørelser indenfor Kirken paa begge Sider Atlanterhavet fra John Wesley ned til hans egen Tid. Ligeledes var han fortrolig med den dansk-lutherske Kirkes betydelige Mænd i hans Tid. Alt af H. L. Martensen var i hans Eje, baade Dogmatik, Etik og mange Udgaver af Prædikener; ogsaa H. N. Clausen havde en fremragende Plads. Hans Herme* nevtik og forskellige eksegetiske Værker var der som en Selvfølge.

Derimod husker jeg ikke om noget af Søren Kirkegaard, og erindrer ikke, at han personlig udtalte sig enten for eller imod. Maaske var Aarsagen, at der i det hele taget var en stille Periode om Søren Kirkegaard i mange Aar efter hans Død. Det var, som om „Øjeblikkene“ slog saa haardt, at de teologiske Hjerner i Almindelighed blev bedøvede, saa Kirkegaard blev fortrængt til Underbevidstheden, og der blev stille om ham, indtil han i en senere Tid atter levede op gennem nogle faa dybe Aander, der var modnede til at forstaa ham.

Helwegs „Den danske Kirkes Historie“ var yndet Læsning, og alt af teoretisk Vejledning i praktisk Teologi, Homiletik, Pastoralteologi og forskellige Haandbøger for Præster, baade som Prædikanter og Sjælesørgere, havde han samlet sig. Ofte har jeg tænkt paa, hvad der blev af disse Bøger, som jeg i sin Tid læste hos ham. Enkelte af dem har jeg i senere Aar forgæves søgt omkring hos Bogantikvarerne. De synes at være forsvundne fuldstændig. Noget blev vel købt af offentlige Biblioteker. Cand. phil. S. Udsen sørgede for at gøre Bogsamlingen saa indbringende som mulig for Fru Schou; og jeg er overbevist om, at han handlede med dem paa allerbedste Vis.

Den saakaldte Skønlitteratur havde naturligvis en mere beskeden Plads. I Schous Tid beherskedes den af „Det nye Gennembruds Mænd,“ hvem han baade religiøst og etisk stod saa fjernt som vel muligt. Men alligevel læste han det væsentligste af, hvad der udkom af de Forfattere, der den Gang gav Tonen an.

Paa sine mange Rejser læste han i Tog og Dampskib og overkom at faa alt af Betydning med. Naturlig* vis følte han sig frastødt af de obscøne Partier, der smugledes ind og skæmmede ofte velskrevne Bøger. Jeg tænker her paa Herman Bangs „Haabløse Slægter“, hvis første, senere forbudte Udgave han havde. Egentlig holdt han af Herman Bang og vilde være kommen til at gøre dette endnu mere, om han havde oplevet de mange ypperlige Ting, der senere kom fra hans Haand.

Ogsaa de øvrige „store“ fra Halvfjerserne og Firserne læste han og kommenterede, f. Eks. Drachmann og Schandorff. Hos den sidste følte han sig, som naturligt var, frastødt af de Eder, Schandorff med Flid lagde sine Personer i Munden. En Mand med teologisk Dannelse maatte, selv om han var kommen bort fra sin Tro paa Gud, kunne have ladet sine Personer tale et mere høvisk Sprog. Men liberal, som han var, bedømte han disse Mænds litterære Udskejelser som Reaktion imod den ormstukne Vanekristendom, som var den Form for Kristendommen, disse urolige Sjæle kendte noget til.

For nogle, maaske de fleste af dem, var dette sikkert ogsaa rigtigt, men ikke for dem alle, og allermindst for Hovedmanden Georg Brandes, der i sin første Ungdom var saa dybt grebet af Kristendommens dybe Væsen, at det blev for ham et bevidst Valg mellem Aandsmagterne fra Dybet og Gud i Himlen. For ham havde det været et Enten—Eller, han stod overfor, og han valgte med aabne Øjne. Deri er vel nok Forklaringen paa den dæmoniske Magt, han fik en Tid over Menneskesjæle.

Karl Schous Interesse for de øvrige frie Kunster var for de flestes Vedkommende mere begrænset. Overfor Skuespilkunsten forholdt han sig absolut negativ. Selv satte han aldrig sin Fod i noget Teater; men han var liberal i sin Dom baade over de forskelligartede Skuespil, som opførtes, og over de Mennesker, der gik i Teatrene. Han billigede derfor ikke enkelte af vi andres skaanselsløse Dom over enhver Form for Skuespil. Han mente, at vi som Kristne havde Pligt til at skelne, og ikke paa Forhaand havde Lov til at bryde Staven over andres Forsøg paa gennem Teatret at paavirke Mennesker i god Retning. Men for os som Kristne var det en anden Sag. Vi gaar i en bedre Skole og har andre og mere betydelige Opgaver at ofre Tid og Penge paa.

Da Hostrups „Under Snefog“ udkom og blev indleveret til Teatret, havde Schou den som Rejselekture med paa et af sine Besøg. Og idet vi talte om den, udtalte han sin store Forundring over, at en Præst i Embede havde Sind og Tid til at skrive Skuespil. At Hostrup i sine unge Dage skrev muntre Teaterstykker, hørte Fortiden til, men at han som Præst i Kristi Kirke kunde virke for en hedensk Institution, som Teatret er i sin Oprindelse og Tendens, var uforstaaeligt. Dette som Karakteristik af Karl Schous Stilling til Skuespilkunsten.

Om Malerkunsten sagde han selv, at denne kunde han ikke bedømme, eller den forstod han sig ikke paa. Dette betød dog aldeles ikke, at han var blind hverken for Farver eller Perspektiv. Han havde en høj medfødt Skønhedssans baade overfor det, der ses med de legemlige Øjne, saavelsom det, der ses med Sjælens Øje. Det umiddelbart skønne baade i Naturen og Kunsten i alle dens Former henrev ham. Kom vi paa en Spadseretur forbi en smuk Bygning, gjorde han Bemærkning dertil.

Han var altid mærkværdig vaagen overfor, hvad han mødte paa sin Vej gennem sin forholdsvis korte Rejse gennem Verden. Naar han nægtede sig at have Forstaaelse af Kunst, betød det kun, at han manglede de kunsthistoriske og rent tekniske Forudsætninger til at kunne bedømme Kunstværkets Værdi.

Billedhuggerkunsten tiltrak ham, tror jeg nok, mere end Maleriet. Han havde især Øje for de plastiske Former. Det var ikke sjældent, han gjorde Bemærkninger om smukke Mennesker. „Hvilken prægtig Skikkelse denne Mand dog er!“ kunde han sige. Jeg husker flere saadanne eller lignende Udtryk og kunde nævne Navne paa Mennesker, han brugte dem om.

Paa føromtalte Besøg hos Pastor J. M. Erikson i Gøteborg paa Norgesrejsen, sagde han til Søster Hanne: „Hvilke smukke Hænder, dog Frøken Eneman har.“ Nu var Frk. Eneman uimodsigeligt en smuk Dame heltud, og hun er det stadig; men det er karakteristisk for Karl Schous Forhold til Plastik, at det var Hændernes Form, der først drog hans Opmærksomhed mod den unge Dame, der skulde blive ham en trofast Hustru, og endnu snart 60 Aar efter er en Hæder for hans Navn.

Om Karl Schous Forhold til Tonekunsten, er i denne Forbindelse kun at sige, at han personlig elskede Musik og Sang og ogsaa selv spillede lidt; men hans Interesse derfor gik med Flid over i hans praktiske Tjeneste under Guds Evangelium. Forøvrigt kunde der skrives et langt Kapitel om ham som Sanger. I én af Stoikeren Epictets filosofiske Forelæsninger siger han:

„Hvad andet har jeg at gøre, en halt gammel Mand, end lovsynge Gud. Havde jeg været en Nattergal, skulde jeg have sunget Nattergalens Sange; havde jeg været en Svane, skulde jeg have sunget en Svanes Sange; men nu er jeg en fornuftig Skabning, og det er min Pligt at synge til Guds Ære; og saalænge det bliver mig forundt, skal jeg aldrig svigte denne Post.“

Disse Ord kom mig i Tanker, da det gik op for mig, at jeg ogsaa burde skrive lidt om Karl Schou som Sanger, da Billedet ellers vilde mangle et af de skønneste Karaktertræk. Kun skylder jeg at tilføje, at fordi Schou var en Kristen, sang han en Kristens Sange.

I et af Brevene fra Amerika, det, hvori han skriver om sit forestaaende Besøg i Danmark for at hente sin Brud, siger han:

„Hils Hanne, Frederikke, Ane og lille Sine tusinde Gange fra mig. Jeg faar vel igen en Mulighed til at tage dem i Favn og til sammen med dem at synge en Sang til Herrens Ære. Thi jeg er ikke bange for at lade min ringe Stemme høre. Den er, som min Fader i Himlen gav mig den.“

Uden at tilsigte det, giver han i disse skødesløst henkastede Ord i Slutningen af et Brev, der vedrører helt andre Emner, en træffende Karakteristik af sit dagligdags Selv. Hans Sammenkomst med sine Søstre efter mange Aars Adskillelse skulde fejres som et Lovsangsmøde. Han var en syngende Mand, og han kunde kun tænke sig Mødet med sine Søstre som et Sangmøde til Herrens Ære.

Noget af det første, han tog Initiativ til efter sin Overtagelse af Virksomheden her i Danmark, var da ogsaa Udgivelse af en fælles Salmebog for Menighederne, som han udarbejdede sammen med den jødekristelige Digter, Jul. Chr. Gerson. Saavidt jeg ved, digtede han ikke selv nogen Salme, men han oversatte mange fra Engelsk.

Naar han fandt en Sang eller Salme, der greb ham selv, oversatte han den først Ord for Ord for saa derefter at ordne de givne Ord i Versemaal. Her gjorde han Forskel imellem, om det var Salmer af de store engelske Digtere, hvis Salmer i Hjemlandet er anerkendt som Norm for Kristentro og Bekendelse, eller det var af mere tilfældige Poeter.

De første gengav han saa nær som muligt ordret, i hvert Fald saaledes, at de følger Originalen uden Fradrag eller Tilføjelser af lyriske Hensyn. Disse Salmer skulde ogsaa i Oversættelse bevare baade Rytme, Versemaal og Læreindhold, og det var derfor vanskeligt, undertiden umuligt at gengive dem med den poetiske Duft, som de har i Originalsproget.

For nogles Vedkommende falder Oversættelsen da ogsaa noget anstrengt ud. Det var derfor især ved Oversættelse af Salmer og Sange af forholdsvis ukendte Forfattere, at Karl Schou ydede det bedste. Overfor dem var han mere fri; og da kunde Tanker, Rytme og Poesi indgaa i skønneste Forening: Jeg skal her minde om: „Du som er herligst blandt Morgenens Sønner“ (Salmeb. 57), „Hvor tomt er dog alt for min Sjæl“ (Salmeb. 495), „Jeg véd vel ej hvad Lod der her“ o. m. fl.

Det var ganske almindeligt, endogsaa i hans senere Aar, at naar han kom paa sine Kvartalsrejser til Menighederne, havde han en ny Sang at synge for os. Mange af dem blev saa bagefter optaget i nyere Udgaver af den lille Sangbog.

Disse Sange sang han saa som Regel efter Prædikenen, og Indtrykket derfra bar Tilhørerne med sig hjem. Det var ikke noget enestaaende, men tværtimod ganske almindeligt, hvad en Søster af Vejle Menighed, Christine Bengtson, skriver som Minde om Pastor Schou.

Det tjener udmærket til at anføres i denne Forbindelse. Hun hørte ham, da hun endnu var Barn, paa et Møde i Vejle. Hans Tekst var Rom. 8, 1. Da han havde læst Teksten, tav han et Øjeblik og siger da: „Saa!“ — atter en Pause — „se saa!“ og med Eftertryk: „Nu er det ordnet — der er ingen Fordømmelse mere for de Sjæle, der giver sig ind under Kristus Jesus.“

„Dette gjorde et stærkt Indtryk paa min Barnesjæl,“ siger hun, „og jeg følte mig saa glad.“ Om det saa var samme Aften eller en anden Aften, husker hun ikke nøje; men efter Prædikenen gik han ned og stillede sig indenfor Alterskranken og sang:

Just som jeg er, 
ej med et Straa 
af egen Grund at bygge paa; 
men paa den Grund, at du for mig 
er død og selv mig bød til dig; 
jeg kommer, o Guds Lam! 
o. s. v.
— — —
Første Gang, jeg hørte Pastor Schou, det var under hans første Besøg paa Frederikshavnsegnen i Efteraaret 1876. Han prædikede i Sognefoged Otto Jensens Gaard „Engen“ i Elling. Endnu vil jeg kunne gengive Prædikenen i Hovedtræk. Men efter en meget kraftig Prædiken sang han med stærk Røst:

Jeg véd ej, hvad Lod der her 
mig falder til, 
om hvad jeg elsker allermest 
mig gavne vil, 
om torne- eller rosenstrøet 
er Livets Vej; 
det er for mig en lukket Bog, 
jeg véd det ej; 
men det jeg véd, der er en Almagts Gud, 
som vil mig fri af hver en Fare ud.

Denne Sang virkede stærkt. For min egen Del har den givet Genlyd i min Sjæl mangfoldige Gange. Det var den eftertrykkelige Maade og den aandfulde Klang, som gjorde, at vi bevarede Ordene og fik Hold paa Melodien. Den sidste af disse Sange fra hans Besøg har jeg desværre kun bevaret et Vers af i min Hukommelse; men dette Vers synger jeg ogsaa igen og igen enten højlydt eller stille hos mig selv. Det lyder:

O, mit Hjerte! Lad Lovsangen lyde, 
lad din Stemme i Jubel udbryde, 
lover Herren, i ham du dig fryde, 
o, ophøjer hans hellige Navn!
Til min Armod og Ringhed han skued’, 
da mig Død og Fordærvelse trued’, 
fuld af Medynk hans Kærlighed lued’, 
og som Fader han tog mig i Favn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar