mandag den 8. september 2014

Karl Schou som Superintendent

Superintendent Karl Schou - del 6


Af Svend Johansen

Skønt Karl Schous Hjerte var varmt for Fædrelandet, og han ogsaa oprindeligt satte sig som Maal at forkynde Evangeliet for sine Landsmænd, saa synes det dog, som om han var bleven fortrolig med at henleve sit Liv i Amerika.

Han havde nu i fire Aar til 1872 levet i et lykkeligt Familieliv og fuldendt sine Studier samt optaget en Lærerstilling ved Universitetet, hvor han havde rige Muligheder for at blive til Velsignelse for de unge, vordende Prædikanter. Desuden var han, skønt uofficielt, en elsket Sjælehyrde for en Forsamling, der foruden nogle Landsmænd ogsaa omfattede Nordmænd og Svenskere. Samtidig havde han trods sin forrige økonomisk ugunstige Stilling oparbejdet en god Forretning med Ure og Juveler, saa han var paa Veje til den Dollarsrigdom, han oprindelig havde drømt om.

Han har ikke sagt det til mig, men Pastor H. Hansen har meddelt, at han sagde til ham, at først da Hustruen og det sidste Barn døde og selv hans lille Hund laa død, løstes Baandet til Amerika, og han fik den Overbevisning, at om Kaldet kom, vilde han forlade alt og gaa til Danmark.

I Danmark var Chr. Willerup bleven træt. Han havde gentagende bedt om Fritagelse for sin Stilling som Superintendent, og Missionsstyrelsen var omsider kommen til at indse, at han burde afløses.

En Kommission bestaaende af Biskop Simpson, Missionssekretær Dr. Durbin og den danske Metodismes trofaste Ven og Støtte, Danmarks Generalkonsul i Amerika, Harald Døllner, havde været i København og inspiceret Virksomheden paa nært Hold. De var bleven fortrolig med, at der burde ske en Forandring, da Willerups Helbred og Kræfter ikke længere strakte til.

Af tjenstgørende Præster herhjemme var der ingen, Tilsynet turde overlades, saa en ny Mand maatte findes. Sandsynligvis har ogsaa Willerup raadet til at vælge en Mand udefra. Der var ingen fremragende, dansk Præst i Amerika, og de betydeligste af de norske var bundet paa anden Maade. Martin Hansen var Superintendent i Norge. O. P. Petersen, deres store Mand, var der haardt Brug for blandt Menighederne i Amerika, og det samme var Tilfældet med A. Haagensen. Og desuden var det fra alle Sider set heldigst at sende en dansk Mand.

Missionsstyrelsen raadførte sig bl. a. ogsaa med Victor Witting, som da var Superintendent i Sverige, hvor han havde virket i fem Aar og derfor kendte alle Prædikanterne i Skandinavien, og tillige kendte han alle betydelige skandinaviske Prædikanter i Amerika. Han var, før han blev sendt til Sverige, Redaktør af Sändebudet i Chicago, fra hvilken Tid han derfor ogsaa kendte den unge Student og Urmager, som var til saa stor Velsignelse for Skandinaverne i Evanston, de derboende Svenskere indbefattet. Og han anbefalede Schou som den bedste Mand til Hvervet.

Saaledes kom det sig da, at Lokalprædikanten Karl Schou blev udset til den danske Metodismes Leder; og vi tvivler intet Øjeblik paa, at den Helligaand stod bag dette Valg.

I November 1872 blev Schou af Missionsstyrelsen anmodet om at komme til en Konference i New York, paa hvilken man gjorde sig bekendt med ham. Og paa indtrængende Opfordring sagde han ja til Kaldet. Mrs. Buck skriver derom:

„En Ugestid derefter kom han tilbage og fortalte os, at han var sendt til Danmark. Vi fik travlt med at faa alting ordnet. Han var ikke saa glad ved at gaa, sagde, at det vilde blive en haard og vanskelig Gerning; men han var hengiven i Guds og hans Foresattes Ønske. Han var hjemme en Uge. Taksigelsesdags Aften prædikede han sin Afskedsprædiken, og samtidig viede han Mr. Buck og mig. Det var hans første Gerning som Præst efter at være bleven ordineret. Han rejste næste Morgen til New York paa Vej til Danmark. Men han laa der til efter Nytaar og ventede paa at blive indsat som Superintendent.“

Af de Prædikanter, Karl Schou overtog Ledelsen af, havde kun en faaet sin aandelige Opdragelse indenfor selve Virksomheden her i Landet. Alle de øvrige var kommen udefra. Og denne ene (J. J. Christensen) blev ogsaa den eneste, der forblev trofast ved hans Side gennem Aarene og ved hans Død optog Gerningen efter ham. Alle de øvrige forlod ham en efter anden. Naturligvis var de ikke tilfredse med, at der blev sendt en Mand over, som var yngre baade af Aar og i Tjeneste, end de var, og det fik den unge Superintendent godt nok at føle. Det er menneskeligt at føle sig utilfreds med at blive forbigaaet; og de, der tjener ved Herrens Alter (ogsaa Metodistprædikanter), er som Regel ogsaa menneskelige, desværre alt for menneskelige.

De eneste to, der kunde have været Tale om at vælge imellem, var Chr. Sørensen og Markus Nielsen. Selvfølgelig er det umuligt at sige, hvordan Sagen havde udviklet sig, om en af dem var udnævnt; men set i Historiens Lys synes ingen Tvivl mulig om, at Missionsstyrelsen gjorde et vist Valg.

For at overvinde den Misstemning mod den fremmede Leder, han følte, der var indenfor Prædikanternes Kreds, og ogsaa fordi Schou selv ikke var nogen Herskernatur, lagde han straks Styrelsen om i demokratisk Retning.

Chr. Willerup havde trofast arbejdet under det Missionsselskabs Ledelse, hvis Udsending han var, men ogsaa kun med dette delte han sin Myndighed. Overfor Prædikanterne, der tjente under ham, var han en aristokratisk Herre, der holdt sig paa en vis Afstand baade med sin Person og sine Planer. Det føltes derfor i Menighederne som én ny Luftning, da Schou allerede ved sine første Besøg straks efter sit Komme kaldte Prædikanter og ledende Brødre sammen til Kvartalskonferencer. Kvartalskonferencerne var i sig selv ikke noget nyt; men de fik en ny Betydning, idet Schou lod dem vælge Delegater til en Landskonference, som havde Myndighed til at træffe Afgørelse i Spørgsmaal, der vedkom den samlede Virksomhed.

Den første Landskonference mødte i Svendborg den 10. Juni 1873, altsaa kun faa Maaneder efter Schous Overtagelse af Tilsynsembedet. For at følge Terminologien indenfor den Biskoppelige Metodistkirkes Kirkeordning kaldtes den „Distriktskonference“. Dermed pointerede Schou, at han tillagde Konferencen samme Myndighed, som en Distriktskonference indenfor de amerikanske Menigheder havde.

Men han begrænsede ikke Konferencens Myndighed til en amerikansk Distriktskonferences. Han gik langt videre, idet han lod dem tage Beslutning om saa betydelige Fællesforetagender for den samlede Virksomhed som Udgivelse af et Kirkeblad og en fælles Salmebog. Denne demokratiske Fremfærd i Forholdet til sine Brødre i Prædikeembedet abødede sikkert i stort Maal deres Uvillie imod den nye Mand. I hvert Fald kom den aldrig højlydt til Orde. Desuagtet var efter ganske faa Aars Forløb, som før sagt, kun J. J. Christensen tilbage af dem, der var i Kirkens Tjeneste i 1873.

Hvorledes Virksomheden udviklede sig i de seksten Aar, det blev forundt os at have Karl Schou som Leder af Metodismen her i Landet, hører ind under sin særlige Beskrivelse, som ligger udenfor vor Opgave i nærværende Skrift. Jeg skal kun i denne Forbindelse med fuld Tilslutning citere, hvad Pastor J. J. Christensen skrev i en Nekrolog i Kristelig Talsmand for 9. August 1889:

„Hvad vor Kirke har vundet under hans vise Styrelse i Danmark, det er kendt af mange af vore Læsere; men i Korthed vil vi dog minde om, at der i hans Tid er bygget fire Kirker foruden adskillige smaa Kapeller, at vore Menigheders Antal nu er seksten, og at der rører sig et sundt og kraftigt Menighedsliv hos os rundt omkring, ligesom vi heller ikke maa glemme, at vi har faaet et Menighedsblad („Kristelig Talsmand“), hvoraf nu sekstende Aargang udgaar, at vi har vort eget Bogtrykkeri, men teologisk Skole og vor egen Bogforretning.....

Han har udført et betydeligt Arbejde, under hvilket han blev prøvet i mange Skuffelser og led mange Genvordigheder; men han søgte altid hen til Kilden, han fandt i Amerika, og ved den styrkede han sig, indtil han nu lukkede sine Øjne og rejste bort til det Land, hvor Døden ikke hersker, og hvor han skal leve i Samfund med Jesus Kristus og alle dem, der er rensede i Lammets Blod.

Det er vemodigt ikke mere at se hans milde og kærlige Blik, ikke høste Opmuntring af hans besindige Tale og ikke lytte til den vise Raadgiver. Han var den øverste iblandt os; men han optraadte som en tjenende. Den Ydmyghed og Sagtmodighed, som vi skal lære hos Jesus, havde vor dyrebare Broder Karl Schou lært en Del af, og de var hans skønneste Prydelser.....“

Ingen kommentarer:

Send en kommentar