Af C. Nielsen
Som tidligere bemærket var Niels Simonsens Gaard i Hornsyld i mange Aar Midtpunktet for Metodistkirkens Virksomhed i Bjerre Herred. Hungeren efter en levende Forkyndelse var den Gang mere stærk end nu ofte er Tilfældet. Hvad gjorde det, at man stundom havde baade én og halvanden Mil, ja derover at gaa til Mødestedet. Hjerterne var varme, og saa betyder lidt Offer af Tid og Kræfter jo ikke saa meget.
Men saa kom der en Tid, da denne rige Virksomhed truedes, om ikke med Undergang, saa dog med Stagnation. Selve Centret var i Fare. Niels Simonsen tænkte stærkt paa at sælge sin Gaard og rejse til Amerika. En lang Tid holdt Metodisternes Virksomhed ham tilbage. Han kunde jo ikke godt sælge Gaarden med den Hæftelse, at Virksomheden skulde fortsættes, og finde en Køber, der frivillig vilde paatage sig Byrden med Mødernes Afholdelse, var jo ikke saa lige til.
Han spekulerede frem og tilbage paa, hvad han skulde gøre. Og pludselig en Nat stod det klart for ham. Han og hans Hustru var forlængst gaaet til Sengs. Hun sov trygt, men han kunde ikke sove. Det var Spørgsmaalet om Metodisternes Møder, der pinte ham. Men saa kom den Tanke til ham:
Du kunde jo skænke Metodisterne en Grund til et Kapel og hjælpe dem til at faa det bygget!
Han puffer til sin Kone:
„Maren! Maren!“ kalder han, men Maren er vanskelig at faa vaagen. Endelig kommer hun saa meget til sig selv, at hun faar fremstammet et søvnigt: „Hwa er’et Niels?“ Men Niels maa have hende rigtig vaagen, og han puffer igen: „Maren!“ — „Ja, hwa er’et, Niels?“ spørger hun lidt mere hambert. — „Maren“ siger han igen, „no vé a, hwa a will gjør’ ve’ æ Metodister!“ — „Naa, vé’ do dé’, Niels, hwa vill do saa gjør vé’ dem?“ — „Jow, a vill gi’ dem en Grund ow den østre Ænd’ ow æ Tovt, te et Kapel,“ siger Niels Simonsen begejstret. — — — „Naa, vill do de’, Niels,“ siger Maren; — „ja! — jow! Aah, a æ saa søvne, Niels! — Godnat, Niels!“Og dermed var det enstemmigt vedtaget, at Kapellet i Hornsyld skulde bygges.
Jeg har Historien fra Superintendent J. J. Christensen. Han fortalte den en dejlig Sommerdag for over 40 Aar siden, da vi kørte i et lille lejet Køretøj fra Horsens til Hornsyld. Vi skulde derud til Kvartalskonference.
Kapellet blev bygget, og den 17. April 1872 blev det indviet af Pastor Willerup, der talte over 1. Mos. 42,2: „Se, jeg hører, at der er Korn tilfals i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø.“ Talen gjorde et vældigt Indtryk paa den store Forsamling.
Man kunde vist kalde Kapellet i Hornsyld for et typisk Metodistkapel. Saadan omtrent maa de første Metodistkapeller paa Landet i England og Amerika have set ud. Gulvet var belagt med Mursten, der dog senere afløstes af Bræddegulv. En Række fasttømrede, stive, umagelige Bænke var anbragt paa hver Side af Midtergangen.
Mænd og Kvinder sad paa hver sin Side. Foroven fandtes en Forhøjning, hvorpaa Talerstolen stod, og udenom den var anbragt en ligeledes umagelig Alterskranke, indenfor hvilken blev stillet et Bord med Elementerne til Herrens Nadvere, naar der var Altergang.
Væggene var hvidkalkede, og der var ikke Prydelser af nogen Slags. For Enden af Kapellet var bygget en lille Tilbygning med Bolig for Kirkekonen og med Værelse til Prædikanten, naar han kom til Byen. Denne blev senere udvidet og indrettet til en god Præstebolig. Udenom Bygningen var en stor Have.
Her i dette — ogsaa for mig — saa kære Kapel havde Venneflokken sit kirkelige og aandelige Hjem i henimod halvtreds Aar. I syv Aar havde jeg den Glæde at prædike i dette Guds Hus for de Venner, der samledes der, og mere opmærksomme og aandelig forstaaende Tilhørere har jeg ikke haft noget Sted.
Ofte har jeg været taknemlig for, at jeg som ung Prøveprædikant fik disse dybe og alvorlige Kristne at tale til. Det blev en Spore for mig til at trænge ind i Dybderne af Guds Ord; og det fortryder en Prædikant aldrig.
Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932
Ingen kommentarer:
Send en kommentar