Fra Menighedens indre Liv

Metodismen i Bjerre Herred - del 7  

Af C. Nielsen

Om de første Kristne sagde Hedningerne:

„Se, hvor de elsker hverandre.“ 

Dette kunde med fuld Sandhed ogsaa siges om Metodisterne i Bjerre Herred. Alle Vidnesbyrd fra den Tid gaar ud paa, at de havde det godt i deres indbyrdes Forhold. I en Notits i „Missionsvennen“ (Nr. 1 1879) skriver Redaktøren, Pastor Schou, om Vennerne i Hornsyld-Kredsen:

„Guds Fred og Kærlighed hersker blandt Brødre og Søstre og knytter Hjerterne til hverandre med stærke Baand.“ 

„Menighedens aandelige Tilstand er god,“ hedder det i en Korrespondance til „Missionsvennen“ (Nr. 3—4 1880), „vore Sødskende giver klare Vidnesbyrd om, at det er deres alvorlige Bestræbelser at leve for Herren. Med Undtagelse af ét, maaske to syge Faar i Flokken, synes det ret, at Kristi Kærlighed sammenbinder Menigheden her.“

Blandt de Naademidler, Herren har givet sin Kirke (Metodistkirken), har Klassemødet indtaget en meget betydelig Plads, mere dog i tidligere Tider end i Nutiden.

I „Østeregnen“ blev Klassemødet holdt højt i Ære, og Klasseledere som Peter Holm Hornbæk, Chr. Thaarup, Carl Vilhelmsen, Ole Peter Olesen, Th. Nielsen m. fl. har hver paa sit Omraade bidraget til at fremme det aandelige Liv iblandt de Troende.

Møderne var ofte dybt aandelige. Fru Thaarup mindes et Klassemøde i Niels Brocks Hus, som Thaarup ledede. Baade Pastor Schou og Pastor Christensen var nærværende og var dybt grebne af at høre de mange aandelige og interessante Vidnesbyrd fra de forsamlede Venner.

Sagen var, at de var vaagne, at de gjorde aandelige Erfaringer, og at mange af dem havde en ejendommelig Evne til at tale jævnt og naturligt om aandelige Ting.

* * *

Og de havde deres Kærlighedsfester, som i Reglen blev holdt forud for Nadveren (i hvilken Menighed i Danmark mon der nu holdes Kærlighedsfest?). Om, hvad der kunde ske ved en saadan Lejlighed, har jeg et interessant Vidnesbyrd fra afdøde Pastor P. M. S. Jensen, der fra 1877—80 boede i Hornsyld Kreds og var Menighedens Forstander. I et Brev til mig noget før sin Død, skriver han bl. a. om, hvad der skete ved en Kærlighedsfest, der Nytaarsaften 1878 blev afholdt i Niels Brocks Hus i Løgballe.

„Iblandt dem (der ved Møderne i Niels Brocks Hus fandt Livet i Gud) var der en Skræder, der gik under Navnet „Lars Skræder“, der drager et Minde frem, jeg vil takke Gud for i Tid og Evighed. Denne Mand gik vakt længe og sørgede og græd, som jeg kun har set faa gøre det i deres Syndenød.

Han mødte til alle vore Forsamlinger, søgende efter Fred med Gud. Han var til Møde i Løgballe en Aften, hvor vi mærkede Herrens Fodtrin iblandt os herligere end sædvanlig. Taarerne løb ned over Lars Skræders Frakkeopslag; men lige med et opklaredes hans Ansigt som med en himmelsk Glæde, og jeg forstod, at han just da fik Fred med Gud.

Efter Mødet kom han hen til mig, og jeg sagde da til ham:

„Naa, nu har De faaet det godt med Gud!“

Han udbrød da i Genfødelsens første Glæde, medens Glædestaarerne strømmede fra hans Øjne:

„Ja, priset være Gud! jeg har set Jesus.“

Jeg føjede til:

„Ja, med Troens Øje.“

Men han udbrød:

„Ja, men ogsaa med mine legemlige Øjne! Jeg saa, da De stod og talte, at Jesus stod bag ved Dem og bredte sine Hænder velsignende ud over Deres Hoved.“

„Jeg saa intet, føjer Pastor Jensen til, „men jeg mærkede Strømme af Naade gennemstrømme min Sjæl og flyde over mine Læber i Form af de Ord, Herren gav mig at tale. Jeg har set lignende Syn andre Steder, naar Sjæle har fundet Fred med Gud under mine Prædikener, som jeg saa i „Lars Skræder“s Ansigt, men Tilfældet med ham var ét af de skønneste.“

Saalangt Pastor Jensen.

Denne Oplevelse minder om, hvad Paulus forsikrer, at han gentagende havde set Jesus. Sundar Singh fortæller ogsaa et Sted om, hvorledes et Syn af Mesteren hjalp ham til bevidst Tro.

„Lars Skræder“ døde i 1879. I en Bemærkning om ham i Kirkebogen skriver Menighedsforstanderen: „I sine sidste Leveaar ernærede denne Broder sig af at samle Klude, da han paa Grund af sit svage Helbred ikke kunde taale at arbejde som Skræder. Han blev omvendt til Gud to Aar før sin Død og var et skinnende Lys i Herren.“

Han ligger begravet paa Nebsager Kirkegaard.

* * *

Hvad Gudstjenester og offentlige Møder angaar, er der i det foregaaende givet Eksempler paa, at ogsaa de var fyldte med Aand og Kraft. Det var vel Grunden til, at saamange kom for at høre. Endnu ét eller to Vidnesbyrd skal fremføres:

„Onsdag Aften havde vi Forsamling i Østeregnen hos Niels Brock i Løgballe, hvor mange Folk vare samlede, og de mange Taarer og den store Bevægelse vidnede om det velsignede Indtryk, Pastor Schous Prædiken havde gjort paa alles Hjerter. 

Vi skiltes først ad Kl. 11, og flere, som havde en lang Vej hjem, fik ikke meget Søvn den Nat. Adskillige, som jeg fulgtes med derfra, sagde: 

„Vi kunde sagtens undvære Søvn efter en saadan Aften!“ 

(Af en Korrespondance til „Missionstidende“ Nr. 8 1874 af Pastor Chr. Sørensen).

Og endnu et Vidnesbyrd. Det er Menighedsforstanderen, der skriver saaledes i en Korrespondance til „Missionsvennen“ (Nr. 3—4 1880):

„En særlig Velsignelse har hvilet over vore Forsamlinger i denne Vinter, og Herren har aabenbaret sig iblandt os som Synderes Frelser. Det har været til stor Opmuntring for mig, ikke blot at se de store Forsamlinger, men tillige den Alvor og Følelse, som Tilhørerne har lagt for Dagen under Ordets Forkyndelse.

Ofte ere ved Ordets Magt mange i Forsamlingerne bievne dybt grebne og overbeviste om Synd, og at disses Sukke og Taarer ikke blot vare Tegn paa øjeblikkelige Rørelser, bevidne deres senere forbedrede Liv.

Drankeren er saaledes bleven ædru, Sværgeren har aflagt sin slemme Synd, den Hoffærdige er blevet ydmyget, den Utugtige er blevet kydsk og den, for hvem Verden før var Alt, søger og har nu sin Glæde i at vandre med Gud.“

Lykkelige Tider, naar en Ordets Forkynder kan skrive saaledes om sin Virksomhed!

Disse Møder var ikke blot besøgt af den nærmeste Omegns Folk; nej, langvejs fra kom de, en Mil eller halvanden regnede man ikke for noget; ja, op til et Par Mil fra Mødestedet kom man, som Regel tilfods.

Naar saa Mødet var tilende, drog man hjemad i Flok og Følge ad de ikke altid lige gode Veje. Saa sang man Sions glade Sange og gennemgik Prædikenen paany under Vandringen. Og naar nogen skulde skilles fra Flokken, standsede man, sang endnu et Vers eller to og drog saa videre, enhver til sit. Mangen en Gang har den kønne Afskedssang: „Farvel! farvel! vi eder byde; farvel! med Hjerte, Haand og Mund!“ tonet ud i Aftenens Stilhed; eller man sang de sidste Par Vers af den Sang, der vel nok havde Prisen frem for saa mangen anden: „Immanuel! vær du vor Hædersgæst!“

„O, tænk naar Vennerne fra Øst og Vest
i Himlen samles skal til Frydefest!
Og naar vi der har sunget tusind Aar,
er Sangen lige ny om Lammets Saar!“

Og saa tilsidst en Paamindelse til dem, der endnu ikke var „rigtig med“:

„Ven, hvis du der vil være med en Gang, 
synge for Tronen Guds og Lammets Sang, 
saa maa du lære Sangens Indhold her, 
hvis du skal lære den at synge dér.“

Det var altsammen saa ukunstlet, saa jævnt og ligetil. Men der var „Hjerte“ i det. Og det er vel, naar alt kommer til alt, det vigtigste i vor Religion.

* * *

Men „Højtiden vokser med Dagen!“ Højdepunktet i deres Sammenkomster var alligevel Kvartalsmødeme. Pastor C. Thaarup omtaler, hvorledes disse formede sig, da han som ung deltog i dem. Vi har andre Vidnesbyrd derom, som viser, hvilke herlige Feststunder, de var for Guds Folk.

Selv har jeg hørt de gamle tale med Begejstring om Kvartalsmødet, naar Superintendent Willerup eller Schou kom. Det var ikke blot for at have, hvad mange vilde kalde, et kedeligt Forretningsmøde med Menighedens Bestyrelse; nej, ogsaa de almindelige Medlemmer fik Del i hans Besøg paa en Maade, som sjældent er Tilfældet, naar Distriktsforstanderen nu kommer paa „Kvartalsbesøg“ to Gange om Aaret.

Om Kvartalsmøderne hedder det i en Indberetning den 26. April 1868:

„Navnlig have Quartalsmøderne været velsignelsesrige, ikke alene for Medlemmerne her i Byen og Folket i Almindelighed, men de fjerntboende Medlemmer og Venner, som komme hertil, have stedse draget deres Vej glade herfra. Naar det har nærmet sig den Tid, at man har kunnet vente Quartalsmøde, har der altid ytret sig Længsel efter, at Tiden snart maatte fremskyndes.“

I foran nævnte Korrespondance („Missionstidende“ Nr. 8, 1874) giver Korrespondenten følgende interessante Skildring af en saadan Fest:

„Lørdag den 18. Juli ankom vor Superintendent, Pastor Schou hertil. Samme Dags Eftermiddag Kl. 5 havde vi Quartalskonference. Om Aftenen Kl. 8 havde vi Kærlighedsfest, ved hvilken mange herlige og opløftende Vidnesbyrd om Guds Naade blev aflagte, og vi tilbragte med hverandre en meget velsignet Stund.

Søndag Formiddag prædikede Pastor Schou med megen Kraft og under stor Velsignelse fra det Høje for en stor Forsamling over 1. Kor. 15,58. Efter Prædikenen var der Barnedaab og Optagelse af Medlemmer. 22 blev optagne i fuld Forening og 3 paa Prøve.

Derefter blev Herrens Nadvere uddelt til 120 Nadvergæster. Søndagsskolen var besøgt af 130 Børn og 70 Voksne. Pastor Schou catechiserede Børnene paa den ham egne livlige Maade, og Børnene svarede ligeledes livligt og rigtigt paa ethvert Spørgsmaal.

Kl. 5 prædikede Pastor Schou atter for aldeles fuldt Hus over Hebr. 10,39, og det var synligt, at Ordet gjorde et kraftigt Indtryk paa Tilhørernes Hjerter. Mange Venner besøgte os den Dag, og vi havde Brødre og Søstre hos os fra København, fra Odense, Slesvig, Vester- og Østeregnen, og jeg tror, at alle følte, som mange udtalte, at det havde været „en himmelsk Dag paa Jord“.

Saadan holdt de gamle Kvartalsmøder. Sagen var, at Superintendenten i de første Aar var den eneste ordinerede og anerkendte Præst. Derfor maatte alle kirkelige Handlinger, der kunde udsættes, vente til hans Komme: Nadvere, Optagelse, Barnedaab og Bryllupper. Men saa kom Venner og Trosfæller ogsaa fra hele Kredsen, kørende, eller for de flestes Vedkommende, gaaende til Vejle.

Afdøde Pastor J. Nielsen har fortalt, hvorledes de i hans Ungdom ude fra Give og Thyregod Egnen begav sig paa Vandring ved Midnatstid for at kunne være i Vejle i god Tid Søndag Morgen, og naar saa Dagen var gaaet, spadserede man de samme fire Mil tilbage. Men de var lykkelige! De havde jo erfaret, at „en Dag i Herrens Forgaarde var bedre end tusinde“ (Sl. 84). Og saadan en Oplevelse kunde man leve længe paa!

Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1932