mandag den 1. september 2014

De Hornsyld Metodister, som jeg kendte dem

Bjerre Herred - Vejle Amt 1900
Metodismen i Bjerre Herred - del 9

Af C. Nielsen

Hvad var det ikke for en Skare alvorlige og hjertevarme Kristne, der udgjorde Hornsyld Menighed, da jeg kendte den.

Gerne vilde jeg tage den gamle Medlemsprotokol frem og nævne dem ved Navn og give en Karakteristik af hver enkelt; men det vilde nok føre langt ud over Grænserne for denne Artikels Plads. Men de fortjente det, thi de var ejendommelige og originale næsten alle tilhobe.

Et Fyndord, indeholdende en eller anden Livsvisdom, havde de som Regel paa deres Læber, og et Vidnesbyrd om den Frelse, de havde erfaret, var de ikke sene med at aflægge, hverken i Kapellet eller i det daglige Liv. Den, der har læst „Billy Bray“ og „Daniel Quorm“ vil i disse Bøger finde Typer, der i mange Henseender passer paa de gamle Hornsyld-Metodister.

Men enkelte af dem skal nævnes:

Der var den gamle Landsbysmed Jens Peter Holm Hornbæk, født 1826, optaget i Samfundet som moden Mand i 1869, i mange Aar Formaner og Klasseleder. Han havde en lille Smedie paa Kauben Mark i Nebsager Sogn, hvor han lavede Træskoklamper. Naar han havde et tilstrækkeligt Antal færdig, tog han Posen paa Nakken og gik omkring i Landsbyerne og solgte dem til Købmændene. Han var saaledes Fabrikant og Grosserer i en Person.

Mangen en tidlig Morgen blev jeg vækket ved at høre Jens Hornbæks Hammer danse lystig paa Ambolten paa den anden Side af det lille Gæstekammers Væg. Han var en interessant Person, ilter og hastig som sin raske Hammer, og rødglødende som Jernet i hans Esse, naar det gjaldt aandelige eller kirkelige Spørgsmaal.

Naar han hørte Ordet i Kapellet, sad han altid med straalende Øjne og bifaldende Nik, og af og til gav han sit Bifald lydelig tilkende: „Ja, ja, det er sandt!“ „Priset være Herren!“ o. s. v. Han havde en fortræffelig Medhjælp baade i timelig og aandelig Henseende i sin anden Hustru Ane. Hans Datter af første Ægteskab, Andrea, havde en lille poetisk Aare. Hendes Smaasange blev sunget ved flere Lejligheder ved Afskeds- og Velkomstfester, Præstens Fødselsdag o. s. v. Andrea rejste til Amerika og blev gift med en af vore danske Lokalprædikanter derovre. Hun er forlængst død ligesom sine Forældre.

Og der var „Ole Peter“, som han altid kaldtes, født 1849. 20 Aar gammel blev han optaget i Samfundet og blev lige til sin Død i 1926 ikke blot et tro, men ogsaa et i høj Grad nyttigt Medlem. Hans fulde Navn var Ole Peter Olesen. Han var Teglværksarbejder paa Rusthøjs Teglværk i Stenderup, d. v. s. han var Lokalprædikant og Hornsyld Metodist-Menigheds egentlige Præst; det var hans Embede. Det andet var kun til for at skaffe det nødvendige daglige Brød.

I over en Menneskealder færdedes han omkring paa Egnen i sin Fritid, besøgte de syge og talte Guds Ord i Forsamlingerne. Efter at Menigheden var blevet Anneks til Horsens, talte han som Regel hver anden Søndag i Kapellet. Og Vennerne var glade ved ham og hørte ham gerne. Han var i Sandhed ogsaa værd at høre.

Han havde en egen Evne til at lade Skrift forklare Skrift; hans Hukommelse var nærmest fænomenal, og altid var han istand til at kapitelfæste ethvert Skriftsted, der kom paa Tale. Dertil kom, at han var i Besiddelse af en god Portion sund Fornuft og et slagfærdigt Vid, som han lod spille ikke mindst i Samtale med baade høj og lav. —

Om dette gaar der mange Frasagn, som jeg godt kunde fortælle noget om, men som Pladsen ikke tillader denne Gang. Antagelig er der en anden, der har større Kendskab til ham, der ved Lejlighed kan fortælle mere om denne gudfrygtige og begavede Lægbroder.

Da bør samtidig hans gode, gudfrygtige Hustru Mette mindes: Hun døde fra ham allerede i 1903. De ligger begge begravede paa Stenderup Kirkegaard, og paa Gravstenen staar det for dem begge saa betegnende Ord: „Kristus vort Liv“, Kol. 3,4.

Og der var Menighedens mangeaarige Kirkeværge og Kasserer, Br. Felix Sindahl; der som fattig, forældreløs Københavnerdreng blev sendt til Jylland og maatte klare sig selv. Tidlig kom han i Forbindelse med Metodisterne og blev vundet — for Gud ved deres Virksomhed. Han var i mange Henseender en Modsætning til Ole Peter Olesen. Var denne sidste i høj Grad konservativ (ikke just i Politik, for det interesserede han sig ikke stort for), saa var Felix Sindahl stærkt fremskridtsvenlig.

Han var en dygtig Biavler; han var Venstremand om en Hals; han var Havemand og har hjulpet mangen én til at faa anlagt og vedligeholdt smukke Haver om Gaard og Hus. Og saa var han Menighedens tro Kasserer, punktlig og nøjagtig. En Mand af faa Ord, men med et varmt Hjerte for Gud og hans Sag. Han bor nu hos sin Datter og Svigersøn i Stenderup.

En anden af de gamle Medlemmer er Mette Margrethe Andersen, f. Madsen. Hun er nu Horsens Menigheds ældste Medlem, optaget i Kirken den 11. Marts 1877. Hun og hendes to Børn, der ogsaa er Medlemmer af Kirken, bor i den gamle Præstebolig i Hornsyld; de forretter Kirkebetjent-Tjenesten i Missionshuset, højt agtede og elskede af Indre Missionsvennerne, der nu ejer det gamle Kapel. Disse to er de eneste, der er tilbage af de gamle Venner, der i sin Tid udgjorde Hornsyld Menighed.

Ogsaa den gamle Kirkekone Mine Andersen skal nævnes. Hun boede i et lille Havehus ved Kapellet og holdt dette rent og pænt og passede (ved Felix Sindahls Hjælp) den temmelig store Have, der hørte Kapellet til. Hun kunde ikke kaldes nogen Skønhed; tværtimod syntes hun at være lidt stedmoderlig behandlet i saa Henseende fra Naturens Haand.

Men hun var saa inderlig god, og hendes alvorlige Gudsfrygt, parret med et muntert og kvikt Sind, gjorde hende til alles Ven. Alle i Hornsyld holdt af hende, og i hendes sidste Aar var hun Gæst vistnok i alle de Hjem der i Byen, hun kunde overkomme at komme i. Alle kappedes om at gøre vel imod den gamle, svagelige Kone.

Der var en Gerning, Mine havde at gøre hvert Efteraar, der næsten kan staa som et Symbol paa Tilstanden i Hornsyld Menighed. Opad Kapellet og Præsteboligens Mure voksede en Del Espaliér; det var Pæretræer, der den Gang bar rigelig og god Frugt. Naar Frugten var moden, plukkede Mine den af og lagde den i Bunker. Hvert Medlem skulde have sin Portion — Præsten med. Naar vi saa kom til Kapellet den første Søndag efter Nedplukningen, drog vi derfra med hver sin lille Pakke dejlig Frugt. Ingen var forglemt, enhver fik sit.

Saadan var der i den lille Menighed. Venneflokken delte Goderne med hverandre, de holdt sammen, de elskede hverandre, Guds Kærlighed var raadende i dem og iblandt dem. De var „Guldkristne“, de fleste af dem, og derfor har den lille Menigheds Liv og Virke ogsaa baaret sin Frugt.

En af de yngste i Flokken var Skrædermester Jens Nielsen (Donner) af Breth, der sidst i Firserne flyttede til Horsens. Naar denne Menigheds Historie skal skrives, vil han faa en stor Plads der. Men her skal han ogsaa nævnes sammen med sin elskelige Hustru Maria (Søster til Ole Peter Olesens Hustru). De to var i Sandhed en Pryd for det lille Samfund derude.

Jens Nielsen var ingen Ordets, men saa meget mere en Tankens Mand, der paa selvstændig Maade søgte at trænge tilbunds i Tingene, enten det saa var økonomiske, religiøse eller sproglige Emner, det drejede sig om. Han lærte saaledes sig selv Græsk og benyttede ofte det Ny Testamente i Grundsproget ved sin Bibellæsning; ja selv det hebræiske Sprog syslede han med.

Andre kunde omtales, baade Husmand Hans Bollesen og Teglværksejeren Thomas Nielsen, begge af Hyrup, og Bødker Jens Larsen af Breth. Alle hørte de i kortere eller længere Tid til Lederne. Om dem alle gjaldt det, at deres Hustruer var dem følgagtige paa Herrens Vej og var, hver i sit Hjem, et Lys i Herren.

Men endnu én maa jeg omtale lidt nærmere, det er Maltgører Niels Pedersen (Fynbo) af Barritskovby. Han og hans Hustru var Førstegrøden af min Virksomhed der paa Egnen. Niels Fynbo havde i Amerika ført et vildt Liv, men var nu efter sin Hjemkomst ved Guds uendelige Naade blevet ledet til Omvendelse. Han havde et voldsomt Temperament, der af og til helt vilde tage Magten fra ham, og det kneb ikke saa lidt med at faa Bugt med „den gamle Adam“.

Paa den anden Side kunde han være from og ydmyg, enfoldig og ligetil som et Barn. Han røg og skraaede som nogen Sømand, men ved at høre en Prædiken af Andreas Qvist blev han urolig over den „megen Skraaen“ og lagde resolut denne Vane af. Men saa tog han fat paa at ryge igen, hvilket han ikke havde gjort i lang tid.

Men det pinte ham ogsaa, og jævnlig talte han om, at egentlig skulde han vel lade være med det ogsaa. Saa var det en Gang i hans Hjem, at han paany udbredte sig over „den Rygen“, samtidig med, at han fortalte om, hvor god Gud havde været og hjulpet ham af med baade den ene og anden Last, efterhaanden som han bad ham derom.
„Men kunde De saa ikke ogsaa bede ham hjælpe Dem af med Tobakken?“ foreslog jeg. Da saa han paa mig med sit lune Smil og sagde: „A trower it’, a ku be’ den Bøn opregti!“
Da maatte jeg le. Hans Svar kom saa pudsigt umiddelbart. Men mangen en Gang har jeg tænkt paa, at her er nok Vanskeligheden for os med saa mangen en Ting, der er en Hindring for vort aandelige Livs Fremvækst. Først naar en Ting er blevet saa magtpaaliggende for os, at vi i Oprigtighed kan bede om Hjælp — først da kan vi faa Sejr; men heller ikke før!

Sidste Gang jeg saa Niels Fynbo var i Vinteren 1913. Sammen med Pastor Tjagvad var jeg paa Besøg hos ham i hans lille Hjem i Vrigsted. Hans gode Hustru Karen Marie havde forlængst faaet Hjemlov, og nu var Turen ved at komme til ham.

Han havde ønsket Nadveren, og den delte vi med hverandre, samtidig med, at vi talte om det, der forestod. Dybt grebet fortalte han om, hvad Gud havde gjort for ham, den store Synder. Han havde kun ét at fortrøste sig til:
„Guds Naade i Kristus Jesus!“
Kort efter døde han. Han og hans Hustru ligger begravet paa Vrigsted Kirkegaard.

Saadan var de, de Hornsyld Metodister. De var ikke Engle, ligesaalidt her som andre Steder. De havde deres Svagheder, og der skete ogsaa enkelte Fald iblandt dem med efterfølgende Udelukkelse af Menigheden. Men det kan siges om saa godt som dem alle, at de vilde det gode, og at de ved Guds Naade naaede et langt Stykke frem paa Vejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar