Af Niels Mann
Willerup havde, eftersom Forholdene laa, faaet en rigtig god Indgang med Arbejdet i sin Barndomsby. Der kom mange Mennesker til Møderne, Anerkendelsesspørgsmaalet var løst, og en stor og smuk Kirke var rejst.
Alt syntes egentlig at skulle tegne sig nogenlunde lyst. Alligevel faldt der dybe Skygger over Arbejdet og over Willerups Vej i Tiden under Kirkens Opførelse og den nærmeste Tid derefter, og dette kendes i Arbejdet; der er ikke den Fremgang og hurtige Udvikling, som Begyndelsen spaaede.
Der menes, at W. blev meget udnyttet af visse Folk under det store Byggearbejde, og dertil kom, at W. mødte en haard Kritik og Mistænkeliggørelse af sin Administration af Byggearbejdet fra en Side, der stod ham meget nær, og at dette var medvirkende til at lamme W.s Kraft.
Særlig Mistænkeliggørelsen af hans Administration, der viste sig at være bygget paa et falskt Grundlag, var smertelig for W.; han var en Mand med en dyb Æresfølelse. Meget havde han som Prædikant maattet bære af Savn, Haan og Modstand, uden at dette havde kunnet knægte ham, men da man angreb hans Ære, var Grænsen naaet for, hvad han kunde taale.
Denne haarde Tid for W. maa tages i Betragtning, naar Arbejdet i Tiden omkring Kirkens Opførelse skal vurderes, og glemmes maa det saa heller ikke, at Danmark var i religiøs og kirkelig Henseende et stokkonservativt Land, og det danske Folks hele psykologiske Indstilling var en helt anden end den øvrige Del af den skandinaviske Befolkning. Dertil kom den politiske Gæring og Uro, der var i Landet, og de tunge Ufredstider i 63 og 64, der frembragte Danmarks aabne Saar.
W. havde da heller ikke i sit Arbejde herhjemme oplevet den stærke, gennemtrængende Vækkelse, som han kendte fra sit Arbejde ude paa Prærien ved Wisconsin og i Norge. Som f. Eks. i Frederikshald, hvor han kun havde været en kort Tid, før en stor Bevægelse brød ud blandt Folket, og i et Brev, han sender til O. P. Petersen for at melde Forfald ved et Kvartalsmøde, han skulde holde i Sarpsborg, skriver han:
„Jeg er bedrøvet over, at Omstændighederne er saaledes, at jeg ikke kan møde Dem og Brødrene i Aften. For det første er jeg ikke blevet helbredet for den Forkølelse, som jeg fik paa min sidste Rejse, og for det andet er der bleven en saa stor Bevægelse her, siden Salen blev aabnet (for Gudstjenester), at De næppe kan forestille Dem det.
Vi har haft Møder hver Aften siden. — Djævelen brøler, og alle hans Hunde gøer ligesom deres Navnebrødre, naar de ser noget ualmindeligt. Broder Engebregt, som er her, vil overbringe Dem dette Brev tilligemed en Avis, i hvilken De vil se, hvorledes Sagerne staar her for nærværende ... Bed, o bed for os! Anmod Brødrene om at bede for os ... — — — “Men oplevede W. ikke den stærke Fremgang i sit Arbejde i København, saaledes som han havde haabet det, havde Arbejdet dog fra første Begyndelse været i jævn Fremgang.
W. havde maattet begynde paa bar Bund; der var intet, han kunde bygge paa, da han kom til København; alligevel havde han dog efter de 7 første Aars Forløb — altsaa indtil Kirken stod færdig — optaget 140 Mennesker dels paa Prøve og dels i fuldstændig Forening med Menigheden (i disse første Aaringer føres disse vistnok i samme Protokol), og bag disse stod jo et meget større Antal Børn foruden en Del Tilhængere.
W. havde efterhaanden haft forskellige Medhjælpere knyttet til Arbejdet i København; det havde været en bydende Nødvendighed. Saa lidt som før laa han heller ikke efter Kirkens Indvielse — trods den rejste Modstand — paa den lade Side. Hans Tilsynsgerning med Arbejdet i Skandinavien førte ham nu og da paa Rejser — lange og besværlige Rejser, særlig i Norge og Sverrig.
Og rundt om i Danmark paabegyndtes der Arbejde baade her og der, og W. maatte alle Vegne være den ledende Mand. Sammen med denne store Tilsynsgerning baade hjemme og ude skrev han meget. Han udgav flere mindre Pjecer og oversatte flere større og mindre Bøger fra Engelsk; han var en dygtig Oversætter.
Saaledes oversatte han den store og omfattende Theologi af Wakefield, som dog aldrig blev trykt, hvilket er blevet stærkt beklaget fra en Side, der kendte dette Arbejde. Af andre, han oversatte, og som blev udgivet, kan nævnes: Ralston: „Grundrids til Theologien“, „Om Brødrene Wesley og Metodismen“, J. Smith: „Grunde for at blive Metodist“, et Udtog af „Disciplinen“ og flere andre.
Endvidere maatte W. ogsaa tage fat paa Uddannelsen af unge Mænd til Prædikegerningen, og Tid efter anden havde han flere af disse boende i sit Hjem, der dels tog Undervisning paa Kursus og dels hos Pastor W. Dette var blandt andre Tilfældet med den ganske unge Jens Joachim Christensen fra Vejle, den senere Superintendent og Metodismens store og gudbenaadede Prædikant.
For at klare alt dette Arbejde maatte W. da ogsaa tage Natten til Hjælp, og han hører ofte Vægteren om Natten raabe: „Klokken er slagen to,“ siger han i et af sine Breve.
Han maa stadig se sig om efter Medarbejdere, og da den lille danske Kreds ikke i de allerførste Aar kunde fostre nogen, maatte han overflytte dem fra Norge, hvor Arbejdet var i en fortrinlig Gænge med stadig Fremgang.
Den første Medarbejder, W. havde — foruden Bøje Smith — var en Svensker, der kom til København kort Tid efter W. Han hed J. P. Larsson; han vendte dog snart tilbage til Sverige og blev en af de førende Pionérer for Metodismen i sit Fædreland.
I hans Sted kom en Nordmand ved Navn Lars Dobloug. Han var en Mand i Fyrretyveaars Alderen. Han var bleven omvendt til Gud under O. P. Petersens Virksomhed i Sarpsborg i 1854, var kommen ind i Kirkens Tjeneste i 57 og kom til København i 61, hvor han var W.s Medhjælper til Efteraaret 63. Han rejste da tilbage til Norge, hvor han gjorde et godt Arbejde til sin Død.
Derefter kom Nordmanden G. E. Rosander, der dog ret hurtig glider fuldstændig ud af Kirkens Historie. En anden Nordmand, B. Johannesen, var ogsaa en kort Overgang W.s Medhjælper i København og virkede derefter nogle Aar ude i Landet.
Men i 1860 var der kommen en Nordmand til Danmark, der skulde faa blivende Betydning for Arbejdet herhjemme. Hans Navn var Markus Nielsen. Han var født i Skien den 16. November 1828, blev omvendt til Gud i en ung Alder og begyndte at holde Møder uden at være knyttet til noget Samfund.
I 1858 finder vi ham og hans Hustru i Porsgrund. De har da sluttet sig til Metodistkirken og er de eneste Medlemmer foruden een mere i Byen. Her holdt han Møder, og mange blev omvendt til Gud. Paa Foranledning af den rejste Bevægelse maatte Willerup som Superintendent sende en Mand til denne Plads for at føre Arbejdet videre.
W. havde Brug for denne nidkære yngre Mand, og han kaldte ham til Danmark i 1860. Markus Nielsen var en kort Tid W.s Medhjælper i København, inden han sendtes ud til sit nidkære Pionérarbejde paa Sydfyn og andre Steder i Landet.
Indtil Kirken i Rigensgade blev indviet, havde W. staaet som Forstander for Menigheden i København samtidig med, at han var Superintendent; men kort Tid efter Kirkens Indvielse løser han sig selv fra Forstanderstillingen.
 |
| P. K. Rye |
W. havde ventet, at naar først han fik Kirken bygget, skulde der komme en god Tid for den unge Menighed; det, som den ikke havde kunnet magte i den lille overfyldte Sal i St. Kongensgade, skulde der blive Rum og Anledning til i den store Kirke; men det blev en smertelig Skuffelse for W.
Optagelserne er slet ikke større end før. Tværtimod viser Kirkens Indvielsesaar et meget lille Tal optagne Medlemmer. Den sidste Optagelse, som W. havde, var den 19. Marts 1866, og han har ved denne Anledning skrevet 7 Navne ind i Protokollen; senere paa Aaret skriver Rye 3 mere ind.
Det er det hele; men ganske vist ogsaa kun Statistik. Tilsyneladende har Kirkens Indvielsesaar været det mest stille i en længere Aarrække, og selvfølgelig hænger dette sammen med den Uro, der var foraarsaget af den rejste Modstand.
Men Lyspunkter er der alligevel i denne Tid. I tilsyneladende stille Tider sker ofte det, hvis Rækkevidde naar ud til uanede Grænser; i 1866 tog Søndagsskolearbejdet Fart. Da blev den Sten kastet i Vandet, der dannede de større og større ringformede Bevægelser, der fortsætter den Dag i Dag.
I 1860 havde man begyndt en lille Søndagsskole, der dog arbejdede under primitive Kaar og var meget lille; men da Kirken var taget i Brug, kom der for Alvor Gang i Søndagsskolearbejdet. I Dansk Kristelig Talsmand for 15. Maj 1884 skriver Pastor J. J. Christensen følgende:
„For 20 Aar siden, altsaa i 1864, under den første Vaabenhvile med Tyskland, forlod dette Blads Redaktør Vejle og kom til København for at blive forberedt til Prædikegerningen.
Ikke længe efter i samme Aar blev vi af den daværende Superintendent og Forstander for Menigheden, C. Willerup, ansat som Lærer ved Menighedens Søndagsskole, den eneste af den Slags, der dengang fandtes i hele Byen.
Skolen var da meget lille, thi den holdtes aldeles privat og havde slet ikke nogen offentlig Karakter, men da saa Pastor P. K. Rye i 1866 havde overtaget Menigheden, blev Skolen gjort offentlig for alle, hvilket havde til Følge, at der allerede i Januar 1867 kunde rapporteres: Bestyrere og Lærere 14, Børn 206.
I denne Søndagsskole virkede da paa den Tid som Lærere nu afdøde Institutbetyrerinde Fru Brunskov og Hr. Axel V. Jacobsen med mange flere, hvoraf enkelte endnu i Dag findes tro paa deres gamle Plads og har haft den Glæde at se deres tidligere Elever indtage Lærer- og Lærerinde-Pladser i Søndagsskolen.
Baade Fru Brunskov og Hr. Axel V. Jacobsen dannede senere egne Søndagsskoler, og navnlig har denne sidste gjort sig meget fortjent af Søndagsskolesagen over hele Landet, idet han har rejst og endnu rejser omkring og holder Foredrag den Sag betræffende og viser i det hele, at Børnenes aandelige Vel ligger ham meget paa Hjerte.
Snart fik ogsaa „Indre Mission“ Øjnene op for denne Gerning, og som et Bevis paa den Fordragelighed, der dog, Gud ske Lov, findes hos enkelte, kan anføres, at nu afdøde Pastor Frimodt sendte et Par Damer ud i Metodistkirkens Søndagsskole for at blive bekendt med Maaden, hvorpaa Arbejdet lededes; disse Damer kom hver Søndag i længere Tid, og endog enkelte Gange overtog Klasser, hvorefter de saa er kommen til at virke i de Søndagsskoler, som „Indre Mission“ oprettede.
Nu er der altsaa gaaet 20 Aar siden, vi første Gang stod som Lærer i Metodistkirkens Søndagsskole i København, og naar vi nu i Dag staar i den samme Søndagsskole og ser tilbage, hvad er der da ikke sket siden den Tid!
Ved at tælle i en „Løverdags Avis“ vil man se, at der nu holdes ca. 43 Søndagsskoler her i København hver Søndag, og mangfoldige findes overalt i forskellige af Landets Byer — alt dette er visselig glædeligt, og Gud skal have Æren derfor...
Skønt der findes saa mange Søndagsskoler her i Byen, saa kan dog Metodistkirkens fire Skoler glæde sig ved en temmelig stor Tilslutning, da der findes mellem 5 og 600 Børn i dem ...“Det i vore Kredse kendte Fotografi af det første Søndagsskolepersonale i Kirken i Rigensgade er fra sidste Halvdel af Tredserne og tæller en Snes Medarbejdere. Det er uden Tvivl det ældste Billede af noget Søndagsskolepersonale i Danmark.
 |
| Sct. Pouls Søndagsskolepersonale, 1866 |
I 1866 begyndte Pastor Willerup Udgivelsen af Børnebladet „Søndagsskolen“, det første Organ, der blev udgivet indenfor vor Kirke i Danmark, og det er det ældste Søndagsskoleblad i vort Land.
I Anledning af „De københavnske Søndagsskolers 50 Aars Jubilæum“ i 1925 skriver Pastor Svend Johansen i „Fyrtaarnet“ i en interessant Artikel bl. a.:
„ ... Den ældste af de nu eksisterende Søndagsskolevirksomheder i Danmark er uden Tvivl Baptisternes. Den, der skriver disse Linier, levede i sin Barndom i en Egn, hvor der ikke var saa faa Baptister og husker godt, at deres Børn kom sammen om Søndagen hos et oplyst Menighedsmedlem til Religionsundervisning.
Det var ganske vist ikke offentlige Søndagsskoler, men det var dog en Virkeliggørelse af Søndagsskolens Ide, og dette ligger saa langt tilbage som i første Halvdel af Tredserne i forrige Aarhundrede.
Da det var den eneste Form for en af Menigheden godkendt Religionsundervisning, tør det antages, at det har været praktiseret, saalænge der har været Baptister her i Landet. Det samme skete blandt Metodisterne fra deres første Begyndelse i København, Vejle, Svendborg og andre Steder.
Den ældste Søndagsskole her i Landet under den Form, hvori Søndagsskolen nu træder frem som offentlig Institution, er dog, saa vidt vi ved, Jerusalemskirkens Søndagsskole i København. Den blev organiseret den 8. Juli 1866 ...“Derefter henviser Forfatteren af Artiklen til oven omtalte Fotografi af Søndagsskolepersonalet og fortsætter:
„Paa Billedet findes blandt Lærerpersonalet den senere Stifter af folkekirkelige Søndagsskoler eller, som han kaldte det, Børnegudstjenester. Han nød i den Tid, Billedet blev taget, Undervisning i Teologi hos Superintendent Willerup med det Formaal at gaa ind i Metodistkirkens Tjeneste.
Da W. imidlertid ikke fandt ham tjenlig som Prædikant, hvad der efter vor Mening var en forkert Bedømmelse, eftersom Jacobsen senere i Livet viste, at han evnede at tjene indenfor Guds Rige, traadte han ud af Forbindelse med Menigheden.
Men hans Kærlighed til Søndagsskolen bevarede han usvækket, og det var en Opmuntring for undertegnede, da han var en ældre Mand, at tale med ham og se ham i fuld Besiddelse af hans Ungdomskærlighed.
Jerusalemskirkens Søndagsskole blev saaledes gennem Axel Jacobsen Moder til de første Søndagsskoler indenfor Folkekirken. Men i nogen Maade var den ogsaa med til at staa Fadder til Indre Missions Søndagsskoler.
En nuværende Lærerinde fortæller, at da hun i 1873 eller 74 var ung Lærerinde, førte daværende Superintendent Karl Schou nogle Damer rundt i de forskellige Søndagsskoleklasser.
De var sendt af Pastor Frimodt for at gøre Studier i Ledelse af en Søndagsskole. Blandt disse Damer, mener vor Meddeler, var ogsaa Stifteren af de jubilerende Søndagsskoler, Fru Th. Keyper ....“P. K. Rye forlod Arbejdet i København i Maj 1868 og rejste til Norge. Han blev afløst af Markus Nielsen, der havde virket i Svendborg- og Vejlekredsen. I to Aar var Markus Nielsen Forstander for Menigheden i København, og Chr. Sørensen afløste ham i Maj 1870 og varetog Arbejdet til Efteraaret 1873.
Arbejdet gaar i disse Aar sin jævne Gang i Hos vedstaden. Om Efteraaret 1872 kom Karl Schou hjem, og Arbejdet faar i Aaret derefter et betydeligt Opsving, og med dette bryder en ny Tid frem for den unge Kirke.
Menigheden havde i de seneste Aar ogsaa prøvet at udvide Arbejdet udenfor selve Kirken, idet der blev lejet Lokaler baade paa Vesterbro og Christians» havn og enkelte andre Steder til ugentlige Møder, og dette Arbejde var ikke uden Betydning.
Meget hurtigt begyndte Metodismen at gøre sin Indflydelse gældende ogsaa udenfor Hovedstaden. W. havde begyndt Arbejdet i København i August 1858, og allerede i Juni 1860, knap to Aar efter, finder vi den første Pionér for Metodismens Arbejde i Jylland; det var Bøje Smith, der satte sig fast i Vejle.
Det viste sig, at der var stor Hunger efter det levende Evangelium mange Steder. Gud havde Brug for Metodismen i Danmark; den kom som den friske Vind ude fra den store Verden og blev ikke blot det store Forvarsel for den nye rige Missionstid, som Danmark skulde opleve i de efterfølgende Aar; men den blev den stille trofaste Medarbejder, der var med til at lægge Grunden for det.
Høsten var stor, men Arbejderne faa. W. maa stadig se sig om efter nye Mænd; velegnede Medarbejdere var det store, vanskelige Spørgsmaal, der ikke saa let lod sig løse. W. skriver i 1860:
„Vi har Indbydelse fra flere Steder om at komme og prædike for dem; men vi kan ikke efterkomme Halvdelen af Indbydelserne.“Ad mærkelige og underfulde Veje leder Gud Metodismen til Arbejde ud i forskellige Egne af Landet i hine første Aar. Kaldet kom til det lille begyndende Arbejde, som det kom til Paulus, da han saa den makedoniske Mand og hørte hans Raab.
En Skibskaptajn Hansen fra Vejle, der laa i København med sit Skib, hørte en Aften W. prædike og blev stærkt grebet af Ordet, og i sin Begejstring over, hvad han selv havde oplevet, indbød han W. til Vejle for at holde Møde der.
Da W. ikke selv kunde tage med, sendte han Bøje Smith, og den 9. Juni 1860 stod Kaptajn Hansen Fjorden ind med sin Skude, og Bøje Smith var ombord. Allerede et lille Aarstid efter, den 12. Maj 1861, blev en Kirkesal indviet, og paa samme Dag blev de første 19 Medlemmer optaget.
Det gik i Spring i hine Dage; man havde ikke megen Tid til at filosofere over Tingene; det hastede med Kongens Ærinde.
At det var Guds Haand, der ledede Metodismen til Vejle, har det store Arbejde, vi har haft der gennem mange Aar, vist.
Et halvt Aarstid efter, at Bøje Smith var kommen til Vejle, finder vi Markus Nielsen i Svendborg. En Fjerdingvej udenfor Byen boede en mærkelig Mand ved Navn Poul Smed. Han var Haandværker og var et stærkt religiøst Gemyt. Han var traadt ud af Folkekirken, som han stod i voldsom Opposition til, fordi han saa Faren for Guds Rige i den bestaaende Statskirke.
Han lod opføre et Hus paa sin Grund, i hvilket han indrettede en Kirkesal, og dette Hus kaldte man „Poul Smeds Kirke“. Her samlede han sine Tilhængere og holdt Møder for dem.
„Poul Smeds Kirke“ blev Døren til Metodismens velsignede Virksomhed paa Sydfyn, idet Poul Smed satte sig i Forbindelse med W., og han sendte da Markus Nielsen til Svendborg. Det var altsaa i Efteraaret 1860. Markus Nielsen mødte forbitret Modstand baade fra Kirkens og ugudelige Menneskers Side; men denne Modstand æggede ham blot til større Nidkærhed. Han blev ikke længe i „Poul Smeds Kirke“, men lejede et Lokale i Byen. Det var dog vanskeligt at faa et ordentligt Lokale til Stadighed, og dette hindrede Arbejdet betydeligt.
Først den 10. Maj 1862 kan han optage de første 10 Medlemmer i Menigheden.
 |
| Carl Frederik Eltzholtz |
En Proprietær Rennison, Sohngaardsholm, som var fra England og stammede fra Metodistslægt, fik B. Johannesen til Aalborg. Denne Virksomhed blev dog senere afbrudt, grundet paa Tyskernes Beslaglæggelse af Lokalet i 1864, og blev først efter en Snes Aars Forløb genoptaget; men ude paa Christianshavn lever endnu en gammel, trofast Kvinde, Enkefru Augusta Theodora Thomsen, f. de Molade, der kom med ved B. Johannesens Møder i 1863 under det første Forsøg paa at vinde Fodfæste i Limfjordsbyen, der dengang kun talte en halv Snes Tusinde Indbyggere.
Fra Vejle rejste Bøje Smith paa Indbydelse fra Gaardejer N. Simonsen til Hornsyld, og Metodismen havde dermed faaet Indgang i Bjerre Herred og skulde gennem Aarene øve en rig Indflydelse i By som paa Land.
 |
| H. Hansen |
Og ude i Vejle Vesteregn samledes Mennesker i Skarevis om Rejseprædikanten, hvis Sognegrænser gik vidt og bredt. Ad lange Veje kom Mennesker, hungrende efter Ordet, og Vækkelsens Ild bredte sig derude paa de magre Jorder.
Metodismen havde da i disse første Aaringer sat sig fast i tre Hovedcentre: København, Vejle, med mange og store Prædikepladser baade i Øster- og i Vesteregnen, og Svendborg med Brahetrolleborg-Kredsen og det begyndende Arbejde paa Langeland.
Det var de tre eneste Menigheder til langt ind i Halvfjerserne; men en rig Missionstid laa da for, og der kom nye Kald fra mange andre Egne i Landet, og under trange og beskedne Kaar gik Guds Gerning fremad.
Som Stafetten bar hine Dages Rejseprædikanter Ilden fra Sted til Sted, og Vækkelsens Bavne lyste viden om, hvor Metodistprædikanten havde sin Virksomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar