Prædikant — Taler — Skribent

Pastor C. J. M. Thaarup - del 3

Af P. Rasmussen

1876 blev Thaarup Karl Schous Hjælper i Vejle. Han skulde særlig betjene „Vesteregnen“.

I Løn fik han 600 Kr. aarligt. Naar man tager i Betragtning, at han selv skulde holde Hest og Vogn til de lange Ture i Vesteregnens vidtstrakte Distrikt samt betale 220 Kr. i Husleje, forstaar man, at det var ikke for Lønnens Skyld, han lagde Malerpenslen til Side og gik ind i Kirkens Tjeneste.

Naar de før nævnte Udgifter blev trukket fra de 600 Kr., blev der ikke meget tilovers til Føde og Klæder. Fru Thaarup maatte derfor ogsaa tjene noget ekstra til Hjælp ved Syning for fremmede.

At Familien forøgedes hen paa Vinteren med en Datter, Vilhelmine Elisabeth, styrkede ikke Økonomien. Familiens almindelige Føde i hine Tider var Rugbrød med amerikansk Fedt, som Husmoderen smeltede om og blandede med lidt Løg — eller ogsaa fik de Sirup paa Brødet. Franskbrød kendtes kun om Søndagen, da flottede de sig med et 10-Øres Brød. Middagsmad fik de højst to Gange om Ugen, og den bestod mest af mosede Kartofler og Gulerødder.

I Sandhed en „kraftig“ Kost til en travl Arbejder, — en ung Moder og et lille Barn. Man føler sig grebet om Hjertet og ser med Beundring paa saadanne Banebrydere. De kunde ofre og savne og dog med utrættelig Nidkærhed gaa paa uden at give op. De gamle stred og banede Vej, og vi nyder mange Frugter af deres Sved og Møje. Gud være takket for disse Pionerer!

Mit første Møde med Thaarup
Jeg kom til København i Foraaret 1892 med Dampskib fra Lübeck, og den første Søndag efter var jeg i Kirken i Rigensgade. Der var Overhøring den Dag. To Unge blev fremstillet, det var Superintendentens Søn, Christian og Præstens Datter, Vilhelmine. Da saa jeg „hende“ første Gang.

En Tid efter vaagnede Kaldet til Prædikegerningen hos mig. Efter alvorlige Overvejelser besluttede jeg at tale med Th. om det.

Tidspunktet for denne Samtale var meget uheldigt valgt af mig. Det var nemlig en Søndag Aften efter Gudstjenesten Kl. 6 i Kirken. Denne Gudstjeneste fortsatte altid med Møde i Krypten Kl. 7 1/2, saa Præsten var godt spændt for i de Timer. Alligevel passede jeg Th. op og standsede ham ved Indgangsdøren til Krypten. I faa Ord spurgte jeg, hvad han mente jeg skulde gøre?

„De maa skaffe en Anbefaling fra Deres Menighed og sende Andragende til Skoleudvalget,“ og væk var han.

Som sagt, Tidspunktet var meget uheldigt valgt, men alligevel syntes jeg, „han var saa kort for Hovedet.“ Ja, det kunde Thaarup vel ogsaa være, saa mange ofte fik et uheldigt Indtryk af ham.

Thaarup som Taler
Alle, der hørte Thaarup, maatte mene: „Han har let ved at finde Stof og Udtryk,“ og det var tildels ogsaa saaledes. Han var paa sin Vis veltalende og fængslende.

I Virkeligheden var han i Reglen angst, naar han skulde „frem“. Han følte Ansvaret uhyre tungt. Naar han saa først var kommen igang, saa gik det. Han var gennem mange Aar betydelig nervesvækket, og dette voldte ham Uro og Irritation.

Jeg erindrer et Tilfælde fra Varde. Vi skulde have en festlig Sammenkomst med Musik (Strygeorkester), Sang, og Thaarup skulde holde en Tale om: Navnet over alle Navne. Denne Tale skulde være hen i Midten af Programmet, men Thaarup, der ellers var en Ynder af Musik og Sang, var saa urolig og uopmærksom under Indledningen.

Han kom saa hen til mig og sagde:

„Du maa lade mig tale nu; jeg kan ikke holde det ud, jeg er saa angst.“ 

Saa forandrede vi Programmet. Thaarup talte udmærket, og saa var han glad og kunde „nyde“ det, der fulgte efter. Da han gik paa Pensjon i 1916, sagde han til mig, at en væsentlig Grund dertil var hans Nerver. Han kunde ikke sove om Natten mellem Lørdag og Søndag. Han var saa angst for, hvad Søndagen krævede af ham. Han følte Ansvaret. Heller ikke kunde han sove Natten efter Søndag. Nerverne var i Oprør. Om denne Nervøsitet vidner ogsaa følgende Træk, som han selv har fortalt mig:

Det var i Svendborg. Pastor N. P. Nielsen var en Tid Hjælper for Thaarup, da han allerede dengang havde „Spektakel med Nerverne“. Thaarup maatte intet foretage sig — end ikke overvære Gudstjenesten. Men saa listede han sig ind i Kirken og skjulte sig bag et Forhæng og vilde nyde godt af Forkyndelsen. Der var mange Folk.

Paa en Bænk udfor Forhænget sad nogle Urostiftere, og da een af dem tog en Cigar frem og puttede den i Munden, gik „Naturen over Optugtelsen“, og Thaarup fo’r frem og greb den unge Mand i Kraven og satte ham udenfor. En-to-tre — færdig!

Et andet Tilfælde var jeg selv Vidne til i Kirken i Rigensgade i København.

Blandt de stadige Tilhørere var der en lille Mand, som hed Madsen, og hans Kone.

Denne Mand havde Tilbøjelighed til at tage sig en lille Lur under Prædikenen, og hans stadige „bifaldende“ Nik irriterede ofte Thaarup, og skønt adskillige Anmodninger til Madsen om at „vaage“ og Løfte fra hans Kone om ved „Puf og Stød“ at være den lille Mand til Hjælp, saa var alle gode Beslutninger og Løfter dog omsonst. Saa skete følgende en Søndag Formiddag.

Jeg sad paa Bænken noget til venstre for Ægteparret, og snart faldt der en betænkelig Ro over vor Ven, Madsen. Thaarup kiggede ned paa den slumrende, og Irritationen arbejdede sig mere og mere frem i Præsten, indtil den som en Flod sprængte alle Hæmninger.

„Madsen, De sover!“ tordnede Thaarup og klaskede sin flade Haand ned paa Prædikestolen, og den rare lille Madsen for op som en Trold af en Æske og dumpede ned paa Bænken igen med et „Bumps“.

Thaarup som Kristen
Thaarup har betjent mange af vore Menigheder, og han mindes ikke blot som den begavede Prædikant, men tillige som den retlinede, trofaste Kristen og Broder, der ikke nøjedes med at bede sine Medmennesker om at forlige sig med Gud; men selv havde han sin Sag i Orden.

I Vinteren 1903 kom Thaarup i Besøg hos os i Randers sammen med sin Hustru. Han skulde døbe vor lille Søn, Christian, og blive hos os Ugen ud og holde nogle Aftenmøder. Da de kom til Randers om Lørdagen, var Thaarup meget syg. Vi maatte tage en Vogn for at komme hjem fra Banegaarden. Han kastede voldsomt op og maatte straks til Sengs. Om Søndagen gik det nogenlunde. Han var kun oppe lige medens Gudstjenesten varede, og Drengen blev døbt.

Da jeg havde lovet at være i Varde 4 Aftener i den Uge til Vækkelsesmøder, og mente daarligt at kunne rejse under disse Forhold, vilde jeg sende Afbud dertil; men derom vilde Thaarup ikke høre Tale.

„De venter dig, du maa tage afsted. Og jeg skal nok passe Tingene og holde de planlagte Møder, medens du er borte.“

Det gjorde han ogsaa. Han stod op af Sengen og ledede hvert Møde for saa straks efter at gaa i Seng igen. Ugen gik, og Lørdag Morgen hastede jeg hjem. I Breve havde de fortalt mig, hvordan det stod til. De fortalte mig saa, da jeg kom, at Thaarup havde ligget og holdt Øje med Stueuret og sagt:

„Nu tager Rasmussen fra Varde. Nu er han i Esbjerg. Nu i Fredericia. Nu i Aarhus. Nu kommer han snart hjem.“ — 

Da jeg kom, var Thaarup meget syg. Vi samledes alle om hans Seng. Han bad os synge og takke Gud.

„Nu er jeg snart færdig,“ sagde han. „Jeg har i mange Aar haft denne slemme Hævelse paa venstre Side af Halsen, — det er Kræft — har Doktor N. N. i Holstebro sagt mig, og endvidere, at om 8 Aar vilde jeg faa et meget slemt Anfald, som jeg vanskelig kunde staa igennem. Det passer. Den Tid er gaaet nu, og dette Anfald er det værste, jeg har haft. Det er Slut med mig nu, — min Tid er omme. Herren kalder mig hjem, og jeg gaar med Glæde. Farvel Børn! Farvel Mama. Herren vil være med jer! Vi ses igen!“

Vi var alle meget bevægede ved at høre ham tale saaledes. Saa laa han stille lidt og vendte derefter Øjnene mod min Hustru og sagde:

„Ville, giv mig lille Christian.“ 

Hun rakte Barnet til ham, og han tog det i sine Arme og lagde det ind til sig. Saa gav han det tilbage til Moderen med de Ord:

„Saa, nu er jeg færdig.“

Vi vaagede selvfølgelig hos ham. Sent Lørdag Aften nævnede han mit Navn og sagde:

„Jeg skal prædike for dig i Morgen Formiddag.“

Jeg blev ganske betuttet.

„Det er umuligt,“ sagde jeg, „du kan ikke komme op af Sengen og endnu mindre komme op ad Trapperne til Kirken — du kan ikke staa paa dine Fødder.“

„Jeg skal prædike for dig i Morgen Formiddag. Du maa ikke forhindre det. Jeg skal een Gang endnu tale om Jesus, min Frelser og Forløser.“

Søndag Morgen fik jeg nogle Brødre til at bære ham op i Kirken og sætte ham i en Lænestol indenfor
Alterringen. Og siddende dér talte han i ca. 10 Minutter om 1. Johs. 3. Kap. 2. Vers:

„I elskede! nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal vorde. Vi véd, at naar det aabenbares, da skal vi vorde ham lig; thi vi skal se ham, som han er.“

Thaarup sluttede med at sige:

„Nu har jeg holdt min sidste Prædiken. Farvel, Brødre og Søstre!“

Vi var selvfølgelig alle dybt grebne af Vidnesbyrd det og Øjeblikkets Alvor.

Gode Brødre bar Thaarup ned i Seng igen, og vi sluttede med et Bedemøde, som jeg ledede saa godt, som Omstændighederne tillod det.

Det blev alligevel ikke den sidste Prædiken.

Efter nogle Dages Forløb mente Thaarup og Hustru, at de vilde forsøge at komme hjem til Horsens, hvor de boede, og det lykkedes om end med stort Besvær.

I Randers maatte vi ikke kalde Lægen. Det er ganske overflødigt, mente Thaarup. I Horsens gav han Tilladelse til det, og denne Læges Ord og endnu mere, et Ord fra Gud, slog Rod i Thaarups Sind og gav ham Forvisningen om, at han skulde ikke dø, men leve og fortælle om Herrens Naade og Frelse. Lægen havde sagt:

„Det er Rosen, De har, Pastor Thaarup.“ 

„Rosen? Nej, det er Kræft.“ 

Lægen smilte:

„Det er Rosen, og den er meget slem, men De kan komme over det.“

Da saa Herren kom med sit Ord, sine Tanker og Hensigter med Thaarup, levede han op igen. Herren lagde „15 Aar“ til hans Alder.

Thaarup som Skribent
Thaarup har ikke efterladt sig skrevne Erindringer udover, hvad der findes i Kirkens Blade og Tidsskriftter. Dog har han — om end i mindre Omfang — forsøgt sig som Forfatter af nogle Sange, som findes i „Sangbogen“. Vi nævner 2 af dem:

O, Frelser kær, 
vær du os nær, 
vi i dit Navn os samle; 
velsign enhver 
af os især 
unge som og de gamle!
Din Aand os send, 
Hjerter antænd, 
at de for dig maa brænde; 
opvæk fra Død, 
udfri af Nød,
Sorgen til Fryd du vende!

Til Troens Strid, 
til Livets Id
styrk du os, Frelser kære;
du, som har sagt: 
Min er al Magt!
Du vil og med os være!

Med dig vi gaa, 
af dig vi faa 
alt for vor Trang herneden; 
du er vor Fred, 
vort Tilflugtssted 
for Tid og Evigheden.

★

Jesus, mit Liv! 
hos mig du bliv! 
alt maa du mig forlene!
Giv mig din Aand, 
ræk mig din Haand — 
ej tør jeg vandre ene!

Jesus, mit Lys! 
Natmulmets Gys 
jag fra mit bange Hjerte!
Styrk du min Tro, 
saa faar jeg Ro,
Glæde og Fryd for Smerte!

Jesus, min Sol! 
send fra din Stol 
Straalerne varme, milde!
Smelt Hjertets Is 
til Lov og Pris, 
du, som er Varmens Kilde!

Jesus, min Skat! 
lad Dag og Nat 
dig kun mit Hjerte eje!
Lad Engles Hær 
svæve mig nær, 
vogte mit ringe Leje!

Skærm du enhver, 
som er mig kær, 
hjælp dem paa dig at bygge.
Sluk deres Sorg, 
vær dem en Borg, 
da er de evig trygge!

Salig enhver, 
som har dig kær, 
som dig i Tro kan favne! —
Saligt en Gang 
med Sejerssang 
hos dig i Fred at havne!

Endvidere udgav Thaarup Aar 1886 i Svendborg en Andagtsbog, „Hjemmets Ven“, der vandt en ret stor Udbredelse.

Han var en dygtig Administrator og var velset og respekteret i alle Distriktets Menigheder. Som et Vidnesbyrd derom kan anføres, at da Bogtrykker K. Rosendahl, Esbjerg, ved Thaarups Død rettede en Henvendelse til Distriktets Menigheder om at skænke en Sølvkrans til Thaarups Baare, lykkedes dette ret kostbare Arrangement saare let, trods det, at der var forløben en Aarrække, siden Thaarup havde haft særlig Forbindelse med disse Menigheder.

Sølvkransen bærer følgende Inskription:

Fra Menighederne i Jyllands Distrikt.
Denne Sølvkrans er Bedstemoders Øjesten. Den pudses ved alle højtidelige Anledninger og paa Bedstefaders Fødselsdag og har Hæderspladsen paa hendes Væg — og saaledes, at hun kan se den, naar hun hviler sig i Gyngestolen.