Et fattigt Hjem

Pastor H. Hansen - del 1

Af Adolph Hansen

I den gamle Familiebibel, som jeg har arvet efter min Far, har Far skrevet:

„Hans Hansen f. 16. Juni 1842 i Aastrup paa Fyn. Omvendt til Gud Vinteren 1867—68 og sluttede mig 1. Nov. 1868 til Methodistkirkens lille Menighed paa Bernstorffsminde, hvor jeg var bleven født paa ny“. 

Desværre har jeg aldrig set hverken min Fars eller min Mors Forældre og har heller ikke hørt meget om dem; dog husker jeg meget tydeligt noget bestemt, som Far fortalte om hans Mors Sorg, da han blev Methodist.

Farmor troede jo nærmest, at Methodister var en Slags Hedninger, og hun holdt sig nu til sin Børnelærdom. Det er jo udmærket, naar blot denne Børnelærdom er blevet til en Barnetro, og det tror jeg, det var for min Fars Moder. Sognepræsten var en alvorlig Kristen, og han gjorde flittigt Husbesøg hos sine Sognebørn, for hvem han ønskede at være Sjælesørger. Han blev helt forskrækket, da han en Dag kom paa Besøg hos Farmor og fandt hende grædende med et Brev i Haanden.

„Men hvad er der dog i Vejen, Ane?“ sagde Sognepræsten.

„Jo, det var da galt med Hans, han har forladt sin Barnetro og er bleven Noget, han kalder Methodist.“

„Ja, saa kan du roligt tørre dine Øjne, Ane,“ sagde Sognepræsten. „Methodisterne er alvorlige Kristne. Jeg vilde tilforladelig (— det var et Udtryk, Præsten brugte meget —) ønske, at alle mine Sognebørn var Methodister.“

Saa tørrede Farmor sine Øjne, og senere blev hun jo klar over, at Hans ikke havde forladt sin Barndoms Kristentro, men tværtimod ønskede at give sit Liv for at vinde Sjæle for Kristus.

Om samme Sognepræst fortalte Fader med megen Lune, at Folk trak paa Smilebaandet, naar de hørte hans Fornavne. Jeg husker tydeligt, at Haarene næsten rejste sig paa mit Hoved, da jeg hørte Pastor Krohns Fornavne; de var, saa sandt jeg lever, følgende: Cæsius Crinitus Inopinatus, og jeg — der var meget utilfreds med mine egne Fornavne: Hans Adolph — syntes, at det nærmest var strafbart at give et Barn saadanne Fornavne som Pastor Krohns. Men Far fortalte, at Pastor Krohn med Stolthed hævdede, at Navnene var taget efter tre berømte Kirkefædre, som han personlig havde haft megen Glæde af at studere og stræbe op imod i sin Gerning.

Far blev, efter at han var blevet Præst i Methodistkirken, ofte opfordret til at nedskrive sine Erindringer, og i Sommeren 1904 begyndte han derpaa. Det blev ikke til ret meget: 11 Foliosider i en stor Protokol, som Far sikkert havde tænkt at benytte til sidste Blad til sine Livserindringer. Nu blev det kun til mindre væsentlige Barndoms- og Ungdomsminder; med Udtrykket mindre væsentlige mener jeg, at de ikke er stærkt særprægede og ikke saa interessante, som Oplevelserne fra Fars Virksomhed som Kolportør, Sømandsmissionær og Præst i stor Udstrækning var.

Det har forbavset mig i disse Barndomserindringer at læse, at Far som Barn — i 10—12 Aars Alderen var syg og svagelig. Man mente, han havde „Tæring“, og Far skriver, at han i to Vintre „hang over Kakkelovnen“ i Stedet for at lege. — Naar jeg mindes Far som et udpræget Friluftsmenneske, en Kraftkarl, saa undres jeg over denne Svagelighed, som da ogsaa fortog sig.

Far voksede op i et fattigt Hjem. Farfar arbejdede paa en fynsk Herregaard, hvor Daglønnen var 20 Skilling (40 Øre) plus Kosten. Far maatte tidligt begynde at arbejde; til en Begyndelse maatte han med en Skovl jævne Muldvarpeskud paa Græsmarkerne; senere fulgte forskelligt Arbejde efter Aarstiden. Fra Foraaret til længe efter Høst arbejdede Far hele Dagen, hvilket blev tilladt mod, at han den øvrige Del af Aaret gik i Skole hver Dag og hele Dagen.

Landsbyskolen, hvor Far gik, var god, Læreren ualmindelig dygtig og en stor Børneven med rige pædagogiske Evner. Baade Læreren og Sognepræsten vilde have, at Far skulde studere; men det var paa de Tider helt umuligt for de allerfleste Fattigfolks Børn — saa der var ingen anden Vej at gaa end at blive Bonde. Jeg maa ogsaa sige, at Far elskede Bondens Gerning og vedblev at interessere sig for den hele sit Liv.

Der er vel allerede gaaet saa mange Aar, at der ikke er saa forfærdelig mange, der husker Far eller hans Gerning. Alligevel har jeg med Glæde efterkommet Opfordringen til at fortælle lidt om Far og navnlig berette om enkelte Ting, som jeg synes har almindelig Interesse — og ikke mindst i de Kredse, som dette Skrift henvender sig til. Iøvrigt gør jeg opmærksom paa, at Fars Barndoms- og Ungdomsminder er gengivet i „Vaarbud“ 1911, vistnok ved daværende stud. polit. Andr. Johansen (Pastor S. K. Johansens Søn).