søndag den 14. september 2014

En Oplevelse under Krigen

Pastor H. Hansen - del 2 

Af Adolph Hansen

Far blev taget til Soldat midt under Krigen i 64; men da han skulde være Dragon, skulde han først melde sig den 5. Januar 1865 (i Randers), og da var Krigen jo forbi. Alligevel havde Far en Oplevelse under Krigen, som jeg vil fortælle med Fars egne Ord:
„Skønt jeg ikke som Soldat kom til at deltage direkte i denne Røverkrig, saa gik jeg dog ikke aldeles fri, men kom endogsaa i ligefremt Haandgemæng med Tyskerne. Dette gik saaledes til: Der blev efter allerhøjeste Ordre oprettet en saakaldt Vognpark ved Kauslunde, en Mils Vej fra Middelfart. Ikke mindre end 400 Vogne havde stadigt Ophold her for at kunne være til Tjeneste for den Del af den danske Hær, der opholdt sig eller i Tilfælde af et Tilbagetog kunde komme til at opholde sig paa denne Egn. Dels skulde Vognene saa være rede til at besørge Fourage, dels befordre saarede eller døde Soldater. En anden Opgave syntes ogsaa at være Vognene tiltænkt, nemlig at hjælpe Borgerne i Middelfart med at flytte ud paa Landet i Tilfælde af Bombardement af Byen; 6 tyske Kanoner laa nemlig opkørt ovre paa Jyllands Kyst med Mundingerne vendt lige mod Middelfart.
En Aften, efter at jeg allerede havde ligget der flere Dage, var der kommen en ny Sending Vogne; de var fra Gudme og Gudbjerg Sogne, og en af dem kørtes af en gammel Bonde paa over 70 Aar. Da Kuskene havde faaet deres Heste fodret og selv faaet noget Aftensmad, søgte saa mange som muligt at komme til Ro efter den lange Køretur — fra 5 til 7 Mil — og med de ældste og daarligste Vogne, de leveringspligtige Bønder ejede — de var jo næsten sikre paa aldrig at se Vognene mere; man regnede med, at de blev et Bytte for Tyskerne.

Blandt de heldige, der fik Lov at hvile først, var den omtalte gamle Mand fra Gudbjerg, hvis Navn, saavidt jeg mindes, var Christian Garder. Han gik ret naturligt hen til en af de store Fouragestakke, ved hvis Fod han gravede sig ned i noget løst Halm. Dette var imidlertid forbudt, hvad han dog som nyankommen ikke vidste; men en Skildvagt, en Tysker af den opløste 14de Bataillon, havde set det og skyndte sig derhen for at forhindre en saa skrækkelig Forbrydelse. Da Skildvagten imidlertid ikke kunde tale et Ord Dansk, og den Gamle ikke forstod et Ord Tysk, saa forsøgte Skildvagten at gøre sig forstaaelig ved Hjælp af Geværkolben, saa at den Gamle klagede sig højt uden endnu at forstaa, hvad galt han havde gjort. Saa greb Skildvagten den Gamle i Haaret og slæbte ham ud af Halmen. Da den Gamle protesterede mod denne Behandling, fik han nogle Lussinger. —

Dette blev mig dog for meget, og da ingen af de Hundreder af Tilskuere gjorde andet end at skælde Tyskeren ud, hvad der ikke hjalp det ringeste, saa sprang jeg til og greb Tyskeren i Brystet. Jeg vristede Geværet fra ham og kastede det henad Marken, og saa fik Skildvagten nogle af de Lussinger tilbage, han nylig havde uddelt, og det vist endda med Renter. — Mens vi tumlede omkring paa Jorden, var det nu ham, der skreg om Hjælp, og den kom ogsaa snart. Vagtmandskabet var blevet kaldt til Gevær og kom nu, anført af en Underofficer, svarende til en Stabssergent nu.

Imidlertid var flere Hundrede Civile kommen til, og de raabte i Munden paa hinanden: Hæng Tyskeren! Slaa Tyskeren ihjel! o. s. v. Vagten skulde selvfølgelig bemægtige sig min Person og bringe mig i Vagten; men det var lettere sagt end gjort. Forsamlingen indtog en truende, ja udfordrende Stilling over for Tyskeren, og jeg fordrede et Forhør afholdt i det danske Sprog, hvilket ogsaa let lod sig gøre, da Vagtkommandøren baade talte og forstod Dansk meget godt. Da saavel den gamle Mand som jeg og et Par Øjenvidner havde afgivet Forklaring, blev Skildvagten bragt til Arresten, og jeg fik en Undskyldning.

Saaledes endte denne Kauslunde--Krig, og jeg blev næsten baaret i Triumf ned til en Marketender, hvor den Ene hellere end den Anden vilde traktere med, hvad jeg ønskede, og de nyankomne beklagede, at mit Hold blev permitteret en Dags Tid efter. Jeg hørte aldrig senere Noget fra de militære Autoriteter, skønt mit Navn og Adresse blev ført til Protokols. Da jeg flere Aar efter kom til Gudbjerg for at holde nogle Møder, var der flere, der genkendte mig.“
Jeg har gengivet denne Episode, dels fordi den taler saa tydeligt om Fars udprægede Retfærdighedsfølelse og djærve Mod, dels fordi den giver et interessant Billede af de militære Forhold.

Til Oplysning for dem, der maatte finde Tildragelsen usandsynlig, skal jeg tilføje en Fodnote, hvori Far fortæller, at det engang, da han fortalte denne Episode, blev draget i Tvivl, at man saaledes kunde angribe en bevæbnet Skildvagt og slippe godt fra det. En af Fars Kammerater, som netop var fra Gudbjerg, bevidnede da, at hvert Ord var sandt; han kendte den gamle Mand og havde hørt ham fortælle om sin Oplevelse nøjagtigt som i Fars Gengivelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar