Lokalprædikant og Mirakelmand

Pastor H. Hansen - del 5 

Af Adolph Hansen

Den 29. Maj 1874 fik Far Bemyndigelse som Lokalprædikant og blev ansat som Medhjælper for Præsten i Vejle. Der var megen Modstand fra Folkekirkens Side. Far har fortalt, at en Del af Egnens Præster ligefrem averterede, at de vilde samles i Vejle til Raadslagning om Bekæmpelse af Methodisternes Virksomhed. —

Der var forøvrigt her en Periode, hvor der som Følge af daarlig Paavirkning var kommen Kludder i Fars Gudsforhold; men det rettede sig — ikke mindst ved min fromme Mors Hjælp.

Ved Distriktsmødet i Skebjerg paa Langeland den 7. Juni 1876 blev Far, som det hed, „anbefalet til Optagelse paa Prøve i Aarskonferencen,“ og hermed indlededes — som Pastor Mann har udtrykt det i Bogen om „Methodismens første Dage i Danmark“ — en lang og bevæget Løbebane som Prædikant.

Biskop Andrews, som var det Aars visiterende Biskop, sendte Far til Vendsyssel. Der var jo ikke mange Præster i Methodistkirken i 1876, saa de, der var, fik store Virkeomraader. Far mente selv, at han vilde virke noget fremmed paa Vendelboerne; men han var opfyldt af Begejstring og Nidkærhed og rede til at arbejde baade Nat og Dag. Det var paa en Maade ogsaa efter Fars Ønske at kunne planlægge Arbejdet efter sit eget Hoved og tage fat paa „de nærmeste Krav“.

Først tog mine Forældre Bopæl i Hjørring; ret snart blev der faste Prædikepladser i Frederikshavn og Løkken, men iøvrigt drog Far omkring i hele Vendsyssel. I Løkken maatte Møderne snart forlægges til et stort Pakhus, hvor der — efter hvad Far har fortalt — ofte kunde samles op til 500 Mennesker.

Om Virksomheden i Løkken har Far givet følgende Beretning i „Dansk Kristelig Talsmand“ den 15. Februar 1884:

„Da jeg i September 1876 kom til Hjørring, var det mig ikke muligt at opdrive et Lokale i Hjørring til at prædike i, hvorfor jeg maatte tilbringe den meste Vinter omkring paa Landet. Rygtet om en Missionær, der var kommen til Hjørring at bo, var da ogsaa naaet ud til Løkken, hvorfra Murer Thomas Christensens Kone en Dag havde været i Hjørring og var kommen ind til min Kone, der kom i Samtale med hende. Min Kone lovede paa hendes Opfordring at tale med mig om at komme til Løkken og prædike, naar Lejlighed gaves.

Saa snart jeg kom hjem fra Rejsen og havde udhvilet nogle Dage, tog jeg afsted til Løkken i Forening med en Pottemager ude fra Hellevad Sogn, men det var ikke saa let at gaa til Arbejdet der, som jeg havde ventet, thi Lokale var ikke til at faa, skønt den omtalte Kone var ude omkring i Byen for at høre om Plads. Endelig spurgte jeg ligefrem Th. Christensen, om jeg ikke maatte have Lov at prædike i hans Hus samme Aften. Han gav lidt betænksom sit Samtykke, og Pottemageren gik til Lyngby for at indbyde nogle troende Folk, som boede der, medens vi fik en Indbydelse sendt omkring i Byen. Da Klokken var 7, som var ansat til Mødets Afholdelse, kom der foruden Husets Beboere ialt 8 Personer sammen, for hvilke jeg prædikede over Aab. 22,17, hvorefter jeg spurgte, om nogen ønskede Forsamling næste Formiddag i sit Hjem, hvortil en troende Enke, Caroline Kaastrup, straks svares de, at hendes Hus stod aabent. —

Dette første Møde afholdtes den 28. Oktober 1876. Søndag Formiddag Kl. 10 samledes 15 Personer hos Caroline Kaastrup og om Eftermiddagen Kl. 5 var der Forsamling hos Gaardejer Kristen Simonsen i Lyngby. Den 25. November kom jeg igen til Løkken, og Tilhørernes Antal havde da formeret sig saaledes, at jeg havde — 9 Personer Løverdag Aften og atter 15 Søndag Morgen. Paa denne Tour udvidede min Arbejdsmark sig ogsaa til denne Side, da jeg kom til at prædike i Lyngby-Torp og Vittrup.

Saaledes vedbleve Forsamlingerne i Løkken at være ganske ubetydelige, til jeg en Løverdag rejste derud med den Bestemmelse, at jeg, hvis der ikke kom flere Tilhørere, vilde ganske høre op med mine Besøg der. Hvor blev jeg ikke den Aften baade forbauset og beskæmmet, da der mødte saa mange Mennesker, at de ikke kunde komme ind i Huset — ca. 100 Personer. Da Mødet sluttedes, blev der af en Mand ude i Gangen raabt, om jeg vilde komme igen om 14 Das ge, naar de betalte min Rejse og sørgede for et Lokale, hvortil jeg svarede ja.

Da jeg næste Gang kom derud, var der henimod 200 Mennesker, og jeg vedblev nu at komme der hveranden eller tredie Uge, og flere og flere Folk strømmede til, saa jeg næsten hver Gang, Møderne vare en Søndag Eftermiddag, havde 2 á 300 Mennesker; ja, en Gang, Pastor Schou var der, prædikede han for 5 á 600. Det eneste Lokale, der kunde rumme saa mange Mennesker, var et Pakhus, der af Ejeren, Hr. Grosserer Levinsen i Aalborg, velvillig blev overladt uden noget Vederlag, og Folk kjøbte selv Lamper, som bestandig hang der, og Brædder bleve ogsaa anskaffede til Siddepladser, foruden at de nærmeste Naboer bragte baade Bænke og Stole med til Møderne.

Da jeg allerede i Efteraaret 1877 forlod denne Virkekreds for at gaa til Frederikshavn, var det med de allerlyseste Udsigter for Sagens Fremgang i Løkken og Omegn, da jeg næppe paa nogen Plads veed at have modtaget mere utvetydige Beviser paa Guds Aands Medvirken i Gjerningen. En kjær Broder sagde til mig: „Dersom De havde forbleven her, Pastor Hansen, saa er jeg vis paa, efter hvad Mange har sagt til mig, at maaske førend Slutningen af Aaret 50 Mænd og Kvinder vilde have sluttet sig til Menigheden, men det vil bringe en Del til at holde sig tilbage, naar her kommer en ny Præst.“

Denne Broder var Laust Jensen, og flere Venner udtalte sig paa lignende Maade. Jeg bad dem da alle med Varme og Inderlighed at modtage og omfatte min Eftermand, saa han ret maatte kunne glæde sig iblandt dem. . . .“

Jeg ved ikke, hvordan eller hvornaar Far var kommen i Forbindelse med Homøopatien; men i hvert Tilfælde var han overbevist Homøopat i min tidligste Barndom — ja, allerede i 1876, som det vil fremgaa af det følgende. Far havde ved flittigt Studium af Lægebøger og gennem personligt Bekendtskab med homøopatiske Læger lært en hel Del og haft Held til at kunne helbrede nogle Mennesker for forskellige Sygdomme. Dette var rygtedes til Vendsyssel, og det var helt utroligt, som Folk søgte „Mirakeldoktoren“.

Mor har fortalt, at man kom kørende med halte, værkbrudne og blinde og troede, at Far kunde helbrede dem. Man spurgte efter „Mirakelmanden“ eller ogsaa, med en ægte Vendelbos Vending, efter „æ Mand, der æ e bett'Kon klow“ (Manden, der er en lille Smule klog).

Far førte Protokol over sin Lægegerning, og en enkelt af disse Bøger er bevaret. Jeg maa sige, at det er mange forskellige Mennesker, der søgte Far, — og for mange mærkelige Sygdomme. Der er mange Bønder, Sypiger, Haandværkere, en Stationsforstander, en Gæstgiver o. s. v. — I sin Bog „Fortidsminder fra Vendsyssel (1893) fortæller den bekendte Andr. Peter Gaardboe — uden at nævne Navn — om Fars Virksomhed. I et Afsnit „Før og nu i Skagen og Omegn“ fortæller Gaardboe om en Rejse til Skagen i Marts 1878.

Nu skal De høre: I Nærheden af Bunken mødte Forfatteren „en Pige fra Skagens Landsogn, med hvem jeg fik indledet en Samtale, under hvilken jeg fik Bekræftelse paa min Formodning om, at hun agtede sig til Methodistforsamling i Aalbæk, og hun fortalte mig, at det var ikke alene for at høre Methodistpræsten prædike, men mere for at søge Raad hos ham for „saaent en sær Trykken imel Mavi aa Bryste“, hvormed hun havde været plaget i længere Tid.

Pigen, som var temmelig naiv og snaksom, meddelte mig, at disse „Methister“ (Methodister) stadig prædikede i Elling Sogn, og at de ogsaa begyndte at faa Indpas i Raabjærg Sogn, hvis Præst skulde have forsøgt paa at modarbejde denne ny Sekt, „men“, sagde hun med en vis Oprømthed, „saa var der 3—4 aa di mjest beløst (belæste) Kvejer i Aalbæk, aa dem, dæ ha fult Methisteren hile Vinteren, dæ ga dem omkring Præisti, aa di haa saa’ der hen (i Skagens Sogn), de hai kud int klaar sæ med dem, aa de va da mjest saant aa Bibelen, di spur ham te, aa da nok aasaa noh aa de ny Testament, va dæ no’en dæ saa’ (sagde).“

Efter at jeg havde udtalt min Forundring over den Forlegenhed, Præsten havde været i med de skriftkloge Koner i Aalbæk, ytrede Pigen: „Ja di æ nok kommen fraa Amerika di hæ Methister, aa der skal di væ svært lærd, høhr a nok, de sejer, baade te aa prækh aa te aa kureer Folk fra Sygdom, aa de æ da hotta de vigtigst aa et, aa di seir om dæi her Methistpræst, de hai er int dyr med hans Megisiner, aa mæ ka siel bestem, hvad mæ helles vil gi ham.“

Lidt efter at have taget Afsked med det livsglade Evabarn, som ganske vist med Tillid og Fortrøstning søgte den omvankende Præst og Doktor, mødte jeg en Mand, som kom kørende med sin Kone, og som ogsaa agtede sig til den samme Apostel i Aalbæk for at søge Raad til Konen for et legemligt Onde, hvoraf hun havde lidt i flere Aar.

Jeg gik videre mod Nord paa Lyngvejen og tænkte paa den dobbelte Virksomhed, som udfoldedes af denne Methodistpræst ved at udføre saavel aandelige som legemlige Kure, virkelig intet Tegn paa Dumhed hos Præsten, og turde man dømme efter Udtalelserne om hans Dygtighed som Prædikant, overgaar han de fleste Præster, hvorhos dog maa bemærkes, at saavidt jeg har kunnet skønne, dømme de Fleste efter den større eller mindre Lungestyrke hos den paagældende Prædikant, og naar jeg har spurgt nogen, om Methodistpræsten kan holde saa god en Prædiken som vor Præst, har jeg i Reglen faaet det Svar: „Oha ja, hai sætter et aasaa møh bier fraa sæ, aa saa er hai aasaa i guhd Doktor.“

Ja vore radikale Fremskridtsmænd fordre Frihed i alle Retninger, og saaledes ogsaa til at bruge til Præst og Doktor, hvem man vil, og af økonomiske Hensyn maa det være meget praktisk at forene begge Dele. Forresten vilde det unægtelig være meget nyttigt, om en Landsbypræst tillige var Doktor, og en saadan Gerning vilde vistnok godt kunne overkommes ved Siden af den præstelige Virksomhed......“

Saavidt Andr. Peter Gaardboe. Om Fars Lægevirksomhed skal jeg kun tilføje, at Far — efter hvad Mor har fortalt — over for de Patienter, der søgte ham, stærkt hævdede det gamle Ord: „Søger først Guds Rige — saa skal alle andre Ting gives Eder.“ Omsider fik Far en Bøde for „Kvaksalveri“, og da en Methodistpræsts Indtægter absolut ikke slog til til saadanne Ekstraudgifter, maatte Far begrænse sin Virksomhed som Homøopat.

Allerede den 1. November 1877 flyttede mine Forældre fra Hjørring til Frederikshavn, hvor den kendte Sognefoged Otto Jensen (Far til Overlæge Carl Ottosen, Skodsborg) aabnede sit Hjem for Methodisternes Møder. Carl Ottosen gik i Søndagsskole hos min Far og blev som ganske ung Afholdsmand efter at have hørt et Foredrag af min Far; fra den Tid bevarede han stor Hengivenhed for Far og for vort Hjem.

En Tid holdtes der Møder i Kælderen i den Ejendom, der ligger mellem „Vor Frelsers Kirke“ og Banegaarden. Her var meget fugtigt, og inden hver Gudstjeneste maatte Far ned og træffe visse Sikkerhedsforanstaltninger — som Regel øse Vand op med en Spand. — I Lejligheden oven over boede mine Forældre, og her havde de den Sorg, at deres næstældste Søn, Otto, døde i Maj 1878. Han var kun 3 Aar gammel (født i Vejle 1875), men meget optaget af Fars Prædikegerning. Mor har fortalt, at Otto holdt Prædikener for Drengene i Nabolaget, „rigtige Melodisti Prædikener“, som han udtrykte sig, da han ikke kunde tale rent.

Jeg undrede mig, da jeg en Del Aar senere saa hans Grav paa Frederikshavns Kirkegaard og læste disse Ord paa en lille Marmortavle: „Hans Sjæl behagede Herren, derfor hastede Han med at tage ham bort fra det onde.“ Jeg ved ikke, hvor dette Skriftsted findes, eller hvem det er sagt om; men jeg ved, at det taler baade om den Trøst, det gav mine Forældre at vide deres lille Dreng hjemme hos Gud, og om Kendskab til alt det onde, der gør Livet vanskeligt for gode Mennesker.

Der var paa den Tid adskillige af Folkekirkens Præster, der — selv om de ikke ved deres egen Forkyndelse kunde vække Sogneboerne til aandeligt Liv eller maaske netop derfor — gjorde alt for at forhindre Methodistkirkens Prædikanter i at samle Folk til „gudelige Forsamlinger“. Far oplevede tit, at Sognepræster, der aldrig tidligere havde gidet holde Aftenmøder, i en Hast fik saadanne arrangeret, naar de hørte, at Methodistpræsten havde bestemt Møde, og Sognepræstens Møde blev naturligvis sat til samme Klokkeslet som Fars Møde. — Disse brave Sognepræster udfoldede en Nidkærhed, der var en bedre Sag værdig.

Det skete jo ogsaa, at Sognepræsten kom til Methodistpræstens Møde for at imødegaa „Vranglæren“. Far plejede ved Møder paa nye Steder at forklare lidt om Methodistkirkens Lære, inden han begyndte paa selve Prædikenen. Ved et Møde skete der følgende, efter Fars egen Beretning:

„Da jeg sluttede mine indledende Bemærkninger, tilføjede jeg, at dersom nogen skulde ønske yderligere Oplysninger, saa var jeg rede til at give dem bagefter. Men der var ikke engang Tale om, at jeg kunde faa begyndt, langt mindre blive færdig, før Pastor Carstensen uden videre tog Ordet og begyndte at dundre løs, hvorfor jeg ganske roligt satte mig ned og hørte paa ham. Da han paa min Forespørgsel svarede, at han var Sognets Præst, udtalte jeg, at jeg kun kunde beklage, at han kunde optræde paa en saa upassende Maade, da han dog som Præst maatte kende Lovens Straf for en Person, der forstyrrer en Gudstjeneste af et i Landet anerkendt Kirkesamfund; men, tilføjede jeg, han var ikke den eneste, der havde forløbet sig saaledes og var hjemfalden til Straf, dersom Methodisterne tørstede efter Hævn.

Han mente dog endnu som Sognepræst at have Lov til at gøre mere Forstyrrelse, hvorfor jeg henvendte mig til Husets Ejer og spurgte, om han havde givet Tilladelse dertil, hvortil Manden svarede nej. Jeg spurgte atter: Er Huset ikke udelukkende overladt mig til at holde Gudstjeneste i idag? Ejeren svarede jo. Saa bad jeg Præsten, om han efter disse Erklæringer enten vilde behage at sætte sig rolig ned eller ogsaa gaa sin Vej og lade mig blive færdig med min Gudstjeneste. Han valgte det første og sad rolig til Mødets Slutning, da rakte han mig Haanden og takkede mig for Prædikenen.“ 

At Sognepræsten til Trods herfor senere bagvadskede Far i „Indre Missions Tidende“, og at Vilh. Bech nægtede at optage en Imødegaaelse fra Far, gør jo ikke Forholdet mere tiltalende.

En anden lignende Oplevelse fortalte Far, men jeg tør ikke bestemt sige, om det var Far selv, der havde oplevet det, eller det var en af de andre Methodistpræster. Dér var Sognepræsten ogsaa kommen til Stede, og efter Methodistpræstens Prædiken rejste han sig, tog Luthers Katekismus og vilde tilføje Methodismen et knusende Nederlag.

„Her har jeg en Bog, den er ældre end Dem og al Deres Methodisme!“ sagde Sognepræsten. — Methodistpræsten tog sin Bibel, der laa paa Bordet, og svarede: „Her har jeg en Bog, den er ældre end Dem og al Deres Lutheranisme, og den bygger jeg paa!“