Afholdssagen og Søndagsskolearbejdet

Pastor H. Hansen - del 6

Af Adolph Hansen

I 1877 blev Far „optaget som fuldstændigt Medlem af Aarskonferencen“ og fik en Medhjælper, den svenskfødte Ola Olsson, som bosatte sig i Hjørring. En forhenværende Indremissionær A. Christensen i Asaa var bleven Lokalprædikant og deltog i Arbejdet i Vendsyssel. Den 25. September 1878 blev Far i Vejle ordineret til Diakon af Biskop Bowman, som sammen med den elskelige Superintendent Karl Schou senere samme Aar besøgte Menigheden i Frederikshavn.

Den 5. September 1880 blev Far i Kjøbenhavn ordineret til Ældste af Biskop Merrill og samtidig forflyttet til Hornsyld, hvor han dog kun var et Aar, idet han allerede i 1881, ved Aarskonferencen i Vejle under Forsæde af Biskop Peck, blev forflyttet til Svendborg.

Fra 1881 er der en Ting, jeg maa anføre. Jeg har tidligere omtalt Fars Arbejde for Afholdssagen. Det var Far en stor Sorg, at Afholdsforeningen paa Langeland døde hen, efter at han var rejst fra Øen. I 1879 havde den fra Amerika hjemvendte Pastor Carl F. Eltzholtz grundlagt Afholdsbevægelsen i Danmark, og Far var naturligvis straks med Liv og Sjæl med i dette Arbejde. Da det berømte Møde holdtes i Horsens, hvor Afholdsbevægelsens to Fløje, den kristelige og den folkelige, blev sluttet sammen, var en af de Delegerede Pastor H. Hansen, Hornsyld, der indtraadte i den første Hovedbestyrelse for „Danmarks Totalafholdsforening“ og i en Aarrække gjorde et stort Arbejde for denne Samfundssag under Mottoet „Med Gud for Hjem og Fædreland“.

Forflyttelserne inden for Methodistkirken skete hurtigt i de Tider, vistnok lidt for hurtigt — det syntes Præstebørnene i hvert Tilfælde. Allerede ved Aarskonferencen i 1882, som holdtes i Odense under Forsæde af Biskop Harris, blev Far forflyttet til Vejle og i 1883 til Varde. Ved Aarskonferencen, som afholdtes i Svendborg under Forsæde af Biskop Foster, forelaa Anmodning fra „en Kreds af Venner“ i Varde og Omegn om at faa en Præst ansat i Varde.

Fra dette Tidspunkt kan jeg selv følge Begivenhedernes Gang — i nogen Grad da. Jeg blev født i Frederikshavn i 1879 som fjerde Søn, og fra Varde-Perioden husker jeg meget tydeligt en hel Del Ting, som vist vil interessere Læserne.

Jeg maa indskyde den Bemærkning, at som den sidste i Børneflokken født den eneste Datter, Anna, i Svendborg i 1882. Jeg husker, at hun skreg meget som nyfødt — det fandt vi tre Brødre i hvert Tilfælde. Da vi desuden var enige om, at vi ikke havde nogen Brug for et Pigebarn, solgte vi hende resolut til vor Købmand for en Pose Bolcher. Først da vi havde spist Bolcherne, rykkede vi ud med Meddelelsen. Da Mor imidlertid var meget henrykt for sin lille Datter, maatte vi først tage imod en Tordentale af Far, der skammede os vældig ud, og dernæst gaa den ydmygende Gang til Købmand Rasmussen, hvis Hustru gik i Forbøn for os, saa at Købmanden lod Handelen gaa tilbage, skønt Bolcherne var spist.

Hvis jeg skulde karakterisere Varde i 1883, saa tror jeg nok, jeg vilde kalde den en ugudelig By.

At dette Syn paa Byen helt forandredes, inden vi rejste derfra, er en helt anden Sag. Vi boede i den første Tid i Sønder-Varde i en Ejendom, der ejedes af Jernbane-Restauratøren, som var en overmaade flink Mand, og hans Datter var vældig flink til at tage sig af Præstefamiliens smaa Børn. Min allerførste Erindring staar i Forbindelse med Drikkeriet:

Jeg løb en Eftermiddag og legede nede paa Vejen og Marken, da der dukkede tre Mænd op, som gjorde mig meget bange ved at raabe op og true ad os Børn. Jeg flygtede rædselsslagen op til Mor, og jeg husker ganske tydeligt, at da jeg kom ind i Stuen, var der nogle Kvinder hos Mor, og de sang en af de gamle Methodist-Sange, der begyndte saadan: „Gaa omkring og søg op hver en Vandrer derude, fattig og halt eller blind.“ Jeg betroede mig til Mor, som fortalte mig, at Mændene havde drukket Spiritus, og derfor vidste de ikke, hvad de gjorde. Det tænkte jeg meget over, og siden lyttede jeg i Spænding, naar der kom Afholdstalere i vort Hjem, og senere naar jeg fik Lov at komme med til Afholdsmøde eller til Fest paa Arnbjerg.

løvrigt var Far paa Færde ude omkring paa Landet de fleste af Ugens Hverdage — og sommetider om Søndagen ogsaa, hvor man ønskede en Gudstjeneste. Helst var Far i Varde om Søndagen, da han altid ønskede Plan i sit Arbejde. Gudstjeneste-Ordningen for Søndag — jeg bruger med fuldt Overlæg Udtrykket „Gudstjeneste-Ordning“ i denne Forbindelse — var som følger; Kl. 8 Morgen Bedemøde, Kl. 10 Søndagsskole, Kl. 4 Prædiken.

Jeg havde nær sagt, at det centrale i den første Tid var Søndagsskolearbejdet.

Thi selv om Far ved Bortrejse i sin Herres Ærinde var forhindret i at prædike, og selv om ogsaa Bedemødet — eller Bønnemødet, som det kaldtes — udgik af Programmet, saa blev i alle Tilfælde Søndagsskolen afholdt, for selv om der var 4 Børn i vort Hjem, saa havde Mor altid saa megen Tid, at hun kunde holde Søndagsskole — og hun elskede den Gerning. —

I „Dansk Kristelig Talsmand“ for 15. Februar 1884 meddeler Far, at „Søndagsskolen begyndte den 28. Oktober forrige Aar“ — altsaa hurtigt efter vor Ankomst til Varde. Far har fortalt, at det var Mors Forslag, og Far havde smilet lidt ad, hvor Børnene skulde komme fra; men Mor havde svaret, at vi havde da selv tre, der kunde være med, og to fremmede havde Mor allerede sikret sig — saa maatte Far naturligvis gaa med til Forsøget. Og i den nævnte Meddelelse i „Talsmanden“ hedder det:

 „ ... næste Søndag kom der 7, derefter 11, men siden har Antallet voxet hver Søndag saaledes, at vi sidste Søndag havde 46. Det er Børn baade fra Land og By, og det synes, som om det ene Barn arbejder godt paa det andet, da der er kommet flere Anmodninger fra Forældre, der ellers aldrig har besøgt vore Møder, om at tage deres Børn i Søndagsskolen. Vi havde næsten det værste med at skaffe Plads, da vi nemlig holde Søndagsskolen i vort Hjem.“ Far tilføjer: „Det vil heraf ses, at vi have Grund til at takke Gud og arbejde med Haab og Tillid til hans Naadeløfter, da han har lovet, at hans Ord ikke skal komme tomt tilbage. Glem ikke, Brødre og Søstre, at indeslutte os i Eders Forbønner.“

Da Søndagsskolen af Pladshensyn var flyttet til Mødesalen i Skoubogade, husker jeg, at Far leverede Musikledsagelsen: han blæste paa en Messing-Kornet, Orgel var der ikke Raad til. Naar jeg nu tænker tilbage paa den Tid, synes jeg virkelig, at jeg kan se denne Børneforsamling og høre os synge: „Jeg gaar saa glad med barnlig Sang min Søndagsskolegang.“ Vi blev raabt op en for en, og der blev ført omhyggelig Bog over, om nogen udeblev, thi saa besøgte Far eller Mor det paagældende Hjem. — Hvert enkelt Søndagsskolebarn blev hørt i „den gyldne Text“, et Skriftsted, som vi fik for til Udenadslære fra Søndag til Søndag.

Helt opsigtsvækkende var det, da Far allerede i Sommeren 1884 fik arrangeret en Søndagsskole-Skovtur. Jeg synes, det er helt rørende at opfriske Mindet herom ved at læse Fars egen Beretning, der lyder saaledes:

„Da jeg ingen Medhjælper har til Søndagsskolegjerningen, og det tilmed var ukjendt her paa Egnen med saadanne Fester, saa havde jeg selvfølgelig heller ingen uden min Kone, paa hvis Bistand jeg kunde stole ved Festen, hvorfor jeg spekulerede en Del frem og tilbage paa, hvorledes jeg skulde faa det arrangeret paa bedste og billigste Maade og med saa lidt Besvær som muligt.

Jeg rejste i den Anledning en Dag til Letbæk Mølle (hvorhen Turen var bestemt) for at træffe Aftale med Hr. N. Møller (senere mangeaarige Landstingsmand) og hans prægtige vidt om kendte Hustru, Stine Møller. Resultatet var meget tilfredsstillende, idet Md. Møller paatog sig hele Arrangementet mod et Vederlag af 50 Øre pr. Barn; det var over al Forventning billigt.

Tirsdag Morgen Kl. 8 1/2 den 8. Juli mødte 60 Børn i mit Hjem, og nogle af Børnenes Forældre, hvor vi afsang en Sang og holdt Bøn, efter at ethvert Barn havde faaet paafæstet et Festtegn, hvorefter vi gik hen og tog Plads i den lejede Jernbanevogn, der bragte os til Tistrup Station, hvor 3 lange Høstvogne ventede paa os forat kjøre os til vort Bestemmelsessted.

Vi blev modtaget ganske uventet med en Indbydelse til at spadsere et lille Stykke Vej fra Stationen for at tage en smuk Kæmpehøj, midt i et nydeligt Anlæg, i Øjesyn. Det er i Sandhed noget af det smukkeste, man kan tænke sig paa denne Egn, og meget Arbejde og mange Penge har det kostet, forinden dette lille Anlæg er naaet til en saadan Fuldkommenhed, og Ejeren, Hr. Maler H. Jensen, har gjort alt selv med egne Hænder. Jeg skulde ønske, at alle Talsmandens Læsere kunde aflægge en lille Visit der nu i Sommertiden, det vilde interessere dem meget.

Det interesserede ogsaa Børnene den Dag, og da vi efter at have gaaet rundt standsede ligefor Grotten, mødte Ejeren og hans Hustru os med Kager og rent koldt Vand fra et Kildevæld i Grotten, det vederkvægede godt paa den varme Dag, efter at have siddet i Toget 1/2 Time. Med Tak for denne behagelige Overraskelse forlod vi Anlæget, og Vognene bleve fyldte med Børn og Voxne saaledes, at kun 5 Personer maatte gaa den halve Mil til Møllen.

Da vi naaede Møllers store Have, steg Selskabet af Vognene og marscherede i Procession gjennem Havens skyggefulde Gange til det store Lysthus, hvor Bordene vare anbragte, og efter at have afsunget et Par Sange, gik vi til Bords. Udmærket friskt skaaret Smørrebrød med rigeligt Paalæg, halvt Hvede- og halvt Rugbrød, dækkede Bordene, og Alle maatte spise saameget, de behagede, og faa saa meget sød Mælk at drikke dertil, som de ønskede.

Efter Bordet og Bordbønnen blev atter en Sang sungen, og Børnene fik da Lov at sprede sig i Haven og tilstødende Skov, for dels at gynges af de Voxne i en stor Gynge, der kunde rumme 4 á 6 Børn ad Gangen, og dels for at spadsere og lege paa anden Maade. Kl. 1 1/2 samledes vi igjen til Kaffe og Kage, hvorefter Møllerens voxne Søn paatog sig et meget anstrengende Arbejde, nemlig den hele Eftermiddag at sejle Mølledammen rundt med 10 Børn ad Gangen, der under Sejlturen fik Lov at komme ind i det Grønne og plukke saa mange Aakander, som de ønskede.

Børn og Voxne blandede sig i munter Leg paa Landjorden, medens andre vare paa Søen, og Glæde og Fryd stod malet i ethvert Ansigt, og især syntes det ret at fryde Børnene, at min Kone og jeg hjalp nogle af dem med at faa indøvet den i Vejle saa meget yndede Leg: at væve Vadmel. Men det gik med vor Leg, som med Alt i Verden: den fik ogsaa en Ende. Kl. 4 1/2 ønskede Mdm. Møller endnu en Gang at se Børnene ved Bordene, hvor da atter Smørrebrød og Mælk serveredes, og til Slutning fik baade Børn og Voxne en god Portion kold Stikkelsbærgrød lige fra Kælderen, det syntes for de fleste ligesom at sætte Kronen paa hele Anretningen.

Hvert Barn gik derpaa og gav Md. Møller Haanden med Tak for Dagen. Endnu en Sang blev afsungen og Vognene læsset, og Kl. 6 var vi atter ved Tistrup Station, hvor Vognen snart var taget i Besiddelse. Under muntre Sange, med vajende Flag fra Vognen gik Turen for sig til Varde, og Kl. 7 var vi atter i mit Hjem, hvor jeg talte lidt med Børnene, sang en Sang, holdt Bøn og sluttede med at synge: „Nu vi skilles fra hverandre“, hvorpaa alle de glade Børn gik hver til sit Hjem.

Hele Rejsen og Beværtningen var indkommen ved Gaver fra forskellige Sider, baade fra Høje og Lave, efter en Opfordring, jeg havde indrykket i Avisen om at komme mig til Hjælp med at glæde de fattige Børn. Hele Dagen havde vi det mest dejlige Vejr, vi kunde ønske os, efter at det Dagen forud havde regnet meget stærkt den meste Tid af Dagen, saa Støvet ikke generede, og Luften var behagelig, skjønt temmelig varmt.

Jeg kan kun i min Svaghed takke baade Gud og ethvert Menneske, der enten paa den ene eller den anden Maade har bidraget til, at denne første Søndagsskoleskovtur i alle Maader lykkedes saa overordentligt, og mit Ønske og min Bøn til Gud er, at den nu Aar efter Aar maa fortsættes uden Afbrydelse, men mindst med det dobbelte Antal Børn.“

Allerede dengang holdt Methodisterne Gudstjeneste Nytaarsaften og hilste det nye Aar velkommen i Bøn og med Salmesang. Det var ogsaa Tilfældet i Varde den 31. December 1883, og det blev rigtignok en uforglemmelig Vaagenats-Gudstjeneste.

Mødelokalet var paa en Førstesal hos en Gæstgiver, hvis Navn jeg ikke erindrer; det forekommer mig, det var Niels Hansen. Om Aftenens Forløb har jeg min Mors Beretning i tydelig Erindring. Det var blevet meddelt Far, at man vilde drukne ham i Varde Aa; men Far var ganske rolig, og Mor gik med til Gudstjenesten sammen med nogle faa Venner, der holdt trofast sammen med Præstens.

Mødelokalet var fyldt; mange maatte staa op. Der var nogle Fredsforstyrrere, der vilde trænge sig ind; men Gæstgiveren, som var en stor, stærk Mand, satte Ryggen mod Døren, saa ingen kunde komme ind.

Da Gudstjenesten var forbi, var der sort af Mennesker paa Gaden udenfor. Far sagde paa sin fornøjelige Maade, at det glædede ham, at saa mange var kommen for at sige glædeligt Nytaar, og han vilde af Hjertet ønske dem alle et godt og velsignet Nytaar i Jesu Navn. — Der fulgte en infernalsk Hujen, og da der blev lidt Ro, begyndte en beruset Kvinde under Hikken at bede Fadervor. Mængden jublede og larmede. Da Larmen stilnede lidt, sagde Mor med sin smukke, klare Stemme:

„Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte! Hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste!“ 

Ny Hujen, og Mængden trængte sig om den lille Skare Methodister, som næsten ikke kunde komme frem. Far og Mor istemte Salmen „Min Jesum Han er mig Begyndelse og Ende“, og man hørte i nogenlunde Ro paa Sangen. — Da Methodisterne var kommen ned mod Broen over Varde Aa, kom en af Pøbelen og vilde sætte en Lunte til en af Methodisternes Fuldskæg; han blev revet omkuld, og hans Tøj ødelagt. Nu blev det min Far for meget. Med sin mægtige Røst raabte han ud over Mængden:

„Er det voksne Mennesker, jeg har med at gøre, eller er det Gadedrenge?“ Et stort Hyl som Svar: „Det er Gadedrenge!“ „Godt,“ sagde Far, „saa behandler jeg jer derefter.“

Og saa tog han sin Stok, en tung, sort Stok med et kort Haandtag, og gennempryglede saa mange af Urostifterne, at Flokken flygtede i Rædsel. Da den lille Skare Methodister nu var naaet til Broen, dukkede Byens samtlige Politibetjente, 3 i Tallet, frem og spurgte, om de skulde ledsage Præsten hjem.

„Nej Tak,“ svarede Far. „Har d’Hrr. ikke fundet Anledning til at komme til Stede før nu, saa kan De for min Skyld gerne forsvinde igen. Nu klarer vi os nok. Godnat og godt Nytaar!“

Ved Aaen holdt virkelig en Trækvogn, som man vilde have kørt Far i Aaen paa; men det blev der altsaa ikke noget af. — En lille Flok af Vennerne var fra Landet og skulde køre hjem; men et Stykke uden for Byen havde tankeløse Mennesker tændt et Baal over hele Vejens Bredde. Da Methodisterne endelig ad en Omvej kom forbi Baalet, raabte de raa Mennesker efter dem, at Methodistpræsten skulde baade steges og brændes.

Saadan optraadte Gadepøbelen i 1883. Det gøs i mig, da jeg hørte Beretningen; men jeg var stolt baade af min stærke Far og min fromme Mor.