 |
| Digteren Sørensen-Thomaskjær |
Af Adolph Hansen
Foruden Prædikegerningen og det politiske Arbejde maa jeg nødvendigvis i Varde-Minderne omtale Far som Afholdsagitator.
Pastor Eltzholtz tilskyndede af al Magt sine Kollegaer, de danske Methodistpræster, til at arbejde for Afholdssagen, og Far var stærkt optaget af dette Arbejde.
Han fik stiftet en Afdeling af „Danmarks Afholdsforening“, og da vi rejste fra Varde, talte Foreningen ca. 400 Medlemmer! Den første Afholdstaler, jeg mindes, var Sørensen-Thomaskjær, der sang jydske Viser og læste sine morsomme jydske Historier efter Foredragene.
Far blev selv meget benyttet som Afholdstaler, og han stiftede mange Afholdsforeninger i Vest- og Midtjylland. — Et af mine sidste Barndomsminder fra Varde har ogsaa Tilknytning til Alkoholproblemet. Jeg blev syg og laa længe i Sengen, havde Feber og ingen Appetit, levede næsten af Vindruer, og det var i Vintermaanederne, saa de var dyre.
Omsider erklærede Lægen, at det var „Tæring“; mine Forældre maatte give mig, hvad jeg kunde spise, der var vist ikke noget at gøre, jeg kunde højst leve et halvt Aar. Der var maaske en Chance: hvis jeg fik noget Spiritus. Jeg kan godt forestille mig, hvordan Fars Ansigt saa ud, da „Medicinmanden“ ordinerede tre Glas Cognac og 6 halve Bajere om Dagen.
Jeg husker ganske tydeligt, hvad Far svarede Lægen, da han var kommen sig af sin Forbløffelse. Far
sagde meget alvorligt:
„Om Deres Ordination kan redde min Drengs Liv, tør jeg ikke sige; men det er min Overbevisning, at han i saa Tilfælde maa ende som en Dranker — og det var værre end Døden. Jeg følger ikke Deres Raad, og efter nærmere Overvejelse maa jeg sige Dem, at en Læge, der tør give et saadant Raad, har jeg ingen Tillid til. De skal ikke komme her mere.“Saa vendte Far sig til Homøopatien; en Sønderjyde, Burgdorff, kom af og til til Varde. Han gav mig noget Medicin, og da Far ved Aarsmødet i 1886 af Biskop Foss blev forflyttet til Svendborg, fik jeg daglige Strandbade, der styrkede mig meget. De første Gange maatte Far bære mig ned i Vandet; men efter et halvt Aars Forløb erklærede en Læge i Svendborg, at hverken Bryst eller Lunger fejlede nogetsomhelst.
Det maa have været med underlige Følelser, at Far forlod Varde; hadet og foragtet kom han dertil, og da vi nu rejste derfra, sørgede bogstavelig talt hele Byen. Festmaaltider, Blomster og Gaver kom fra alle Kanter. Ansete Borgere græd ganske aabenlyst paa Banegaarden, da Toget rullede bort med os, og mine Forældre saavelsom vi Børn sørgede over at skulle forlade den lille vestjydske By.
Hvilke Venner vi havde faaet! Jeg nævner blot: fra Menigheden: Familien Rosendahl, fra Afholdsbevægelsen og fra Venstreforeningen: Sagfører Nonboe. — Vi Drenge fik gode Kammerater i Postkontrahent Rosendahls Sønner, — og da jeg mange Aar senere blev Sekretær i „Danske Afholdsselskabers Landsforbund“, hvor Nonboe var Næstformand, viste han mig stor Venlighed og var mig til megen Hjælp for Fars Skyld.
Fra Svendborg-Perioden mindes jeg — foruden min fuldstændige Helbredelse — et Par Ting. For det første, at „Frelsens Hær“ fik Lov at holde sine første Møder i Methodistkirken.
Der var en hel Del Methodister, der ikke syntes om dette, og inden for Folkekirken var der megen Forargelse over, at et anerkendt Kirkesamfund lukkede sine Døre op for saadan en „Cirkusforestilling“; men Superintendenten var, ligesom Far, af den Anskuelse, at Methodisterne burde hjælpe „Frelsens Hær“ at komme i Gang, idet han mente, at den vilde føre saadanne Mennesker til Gud, som ikke vilde søge Kirken.
Senere kølnedes Forholdet noget, fordi Far mente, at nogle af „Frelsens Hær“s Ledere søgte at overtale Methodister til at gaa ind i „Hæren“.
I Svendborg havde Methodistmenigheden sin egen Dagskole, og den skulde jeg naturligvis søge. Jeg var ikke helt tilfreds efter at have gaaet i Varde Realskole, hvor jeg blev optaget, da jeg var 6 Aar.
Far holdt meget af, at en eller anden af Kollegaerne i Vinterhalvaaret kom og holdt Møder, enten disse nu blev anlagt som „Vækkelsesmøder“ eller som almindelige Gudstjenester. Far mente, at Menigheden havde godt af at høre en anden Præst, og han vilde ogsaa selv gerne høre andre prædike.
Det samme sagde Mor, skønt hun satte Far meget højt som Prædikant. Endelig var de ogsaa begge glade ved at tale med andre Præster baade om Præstegerningen og om private Forhold saavelsom om Tidens aktuelle Spørgsmaal.
En af de mest særprægede Prædikanter var Johan Marcussen, hvem jeg første Gang mindes fra hans Besøg hos os i Svendborg. Hans stilfærdige Optræden og hans ualmindelig smukke Stemme følte jeg mig overordentlig tiltalt af. Og naar han sang til eget Cither-Akkompagnement, lyttede ikke alene jeg, men store Forsamlinger betaget.
— Johan Marcussen var hjertelig velkommen i vort Hjem, og hans Venskab med mine Forældre fortsattes, ogsaa efter at Marcussen var traadt ud af Methodistkirken og genoptog sin Virksomhed som Sømandsmissionær.
I 1888 blev Far forflyttet til Horsens, hvor han paa forskellig Maade havde en vanskelig Tid. En Del af Menighedens Medlemmer søgte til „Frelsens Hær“ og „Frimissionen“; men Far havde god Støtte af Lægmænd som Andr. Quist, Jens Nielsen (Donner), senere Niels Peter Nielsen, Therkel Nielsen og andre.
Jeg, som ellers havde den Anskuelse, at et Gudshus skulde være en Kirke og helst saa stilfuld og værdig, som det var muligt, syntes saa godt om Kapellet i Vimmelskaftet, og fra Præsteboligen ovenover har jeg mange gode Barndomsminder. Naar jeg senere besøgte Horsens, skulde jeg altid igennem Vimmelskaftet og stod og stirrede paa det gamle Kapel.
— Søndagsskole-Udflugterne til Løghøj var store Begivenheder, og ikke sjældent var en eller to af os Drenge med i Hornsyld, som jo nu hørte under Horsens, og hvor Far var glad for at komme. Det var meget fornuftigt af Far at bringe os Børn i Berøring med Menighedsmedlemmer i By og paa Land og i forskellige Samfundslag, og vi gjorde maaske flere Iagttagelser, end man tænkte sig, med Hensyn til hvordan disse Mennesker tænkte, talte og arbejdede.
Selv om jeg var noget kritisk indstillet, saa beundrede jeg Mænd som Andr. Quist og Ole Peter (Olesen) i Stenderup og syntes, at det var vældig godt gjort, at de saadan kunde „udlægge Skriften“ uden nogen særlig Uddannelse.
— Far, som selv gennem megen Læsning byggede videre paa sin aandelige Udvikling, var ogsaa rede til at laane Lægprædikanterne i Menighederne Bøger, som han mente, de kunde have Udbytte af at læse.
— I de Menigheder, hvor Far senere blev ansat, kom Andr. Quist gerne og var en Tid hos os, naar han om Vinteren ikke kunde „danse med Jomfruen“ (han var Brolægger, senere stor Entreprenør). Saa prædikede han, og mange Sjæle har han vundet for den Herre, han tjente. Pastor Olesen (den senere Biskop i Ribe) satte megen Pris paa Andr. Quist og omtalte ham som „min Broder, Brolægger Andr. Quist.“
Jeg husker en morsom Fortalelse, Quist engang gjorde sig skyldig i, og som vi bag efter sammen morede os over. Han prædikede i Kapellet i Vimmelskaftet og læste om Sinai Bjerg, at intet levende Væsen maatte komme nær til Bjerget, og dersom et Dyr rørte ved Bjerget, skulde det dræbes med „et Pistolskud“.
Jeg studsede, og efter Gudstjenesten, da Quist var oppe i Præsteboligen, spurgte jeg Quist, om han troede, Pistolen var opfundet paa Mose Tid. „Ne—ej“; Quist var egentlig forbavset, „— men saadan stod der.“
Jeg tvivlede, og Quist fik jo saa fat i Biblen. Det viste sig, at det skulde være et Piles skud; men vi var sandelig lige gode Venner. Og mange Aar senere spurgte Quist, da han besøgte os, om jeg huskede „Pistolskudet“, og saa morede vi os en Gang til over Fortalelsen.
Det var en stor Sorg for vort Hjem, da Superintendent Schou døde om Sommeren 1889; men vi glædede os, da Fars Ven og Kammerat fra de unge Aar, Pastor J. J. Christensen blev udnævnt til Superintendent for Methodistkirken i Danmark.
— Ved det følgende Aarsmøde, i 1890 i Odense under Biskop Warrens Ledelse, blev Far forflyttet til Frederikshavn. Jeg syntes, det var helt spændende at komme tilbage til min Fødeby, og mine Forældre var glade ved at være i Frederikshavn igen.
Velkomsfesten i „Vor Frelsers Kirke“ har jeg tidligere omtalt, fordi en Episode dér knyttede sig til en af Fars Oplevelser som Sømandsmissionær.
— En anden af de kendte Mænd inden for Frederikshavns Methodistmenighed gjorde jeg Bekendtskab med ved denne Fest: Fiskehandler Søren Bang, som blev min Søndagsskolelærer og gode Ven gennem Aarene, der fulgte.
— Nu var der jo bygget Præstebolig, ved Siden af Kirken, og det viste sig, at Søren Bangs boede oven over os, saa det var jo givet, at vi fik mange fornøjelige Sammenkomster — enten paa 1. eller paa 2. Sal.
— Som Medhjælper havde Far faaet Rasmus Pedersen, en af de fem første Unge, der blev uddannet ved den i 1888 oprettede „theologiske Skole“ i Kjøbenhavn. Pedersen havde været i Amerika og fortalte interessant om mange Ting derovre.
En Oplevelse, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig, havde jeg kort efter, at vi var kommen til Frederikshavn, idet jeg sammen med Far stod ved et Dødsleje.
Far tog mig undertiden med paa Sygebesøg, bl. a. fordi jeg som Barn havde en ret god Sangstemme, og Far vilde gerne, at der skulde synges for de syge. Egentlig var jeg ikke glad ved at komme paa Sygebesøg, fordi det altid gjorde saa stærkt Indtryk paa mig at se andre Mennesker lide.
Tit forklarede Far mig, næsten med Stolthed, hvilken vidunderlig Styrke sande Kristne kunde faa til at bære svære Lidelser og komme igennem dem, enten det nu var til Liv eller Død.
En Dag spurgte Far mig, om jeg vilde med op til Otto Jensen. Det var den tidligere omtalte Gaardejer og Sognefoged fra Elling (Overlæge Carl Ottosens Fader), som nu boede paa „Frydenstrand“. Han var meget syg og kunde ikke leve.
— Vi gik, og da vi kom derop, hørte vi, at det var meget daarligt med Otto Jensen. Hans Hustru var meget nedbøjet, da hun fulgte os ind i Soveværelset. Der laa den tidligere saa kraftige og stoute Bonde bleg og udtæret, lidende og træt.
— Far gik hen til Sengen, tog Otto Jensens Haand og sagde nogle venlige Ord. Den Syge lukkede Øjnene op og saa paa Far, men kunde ikke tale. Saa takkede Far ham hjerteligt for, hvad han havde ydet af Støtte til Guds Riges Sag, og for personligt Venskab i Tiden, der svandt.
Far spurgte, om han ønskede, at vi skulde synge en Sang, og om han kunde taale det. Den Døende aabnede igen Øjnene og sagde tydeligt: Ja. — Saa sang Far og jeg „Frelseren er mig en Hyrde god“.
Uden at Far havde sagt noget, dæmpede vi uvilkaarligt vore Stemmer; Graaden sad mig i Halsen, men jeg var saa betaget af den Tanke: mon jeg er med til at glæde en døende Mand i hans sidste Stund?
Da Sangen var til Ende, aabnede den Døende endnu en Gang sine Øjne. Far spurgte med høj Stemme:
„Er Jesus hos Dem, Otto Jensen?“Og den Døende svarede Ja, idet hans Blik for sidste Gang søgte Hustruen. — Far knælede ned ved Sengen og bad Fadervor; da han sagde Amen, var Otto Jensens velsignelsesrige Liv paa denne Jord til Ende.....
Det var nu ikke blot de syge, Far besøgte. Der var en oprigtig Trang i Fars Sind efter at være Sjælesørger i Ordets bedste Forstand for de Menigheder, der blev ham betroet.
Forstod han, at der var Vanskeligheder i et Hjem, saa tænkte han meget over, om han kunde være til Hjælp — undertiden med kraftige Formaninger; men saa meget forstod jeg da og har senere hørt det bekræftet mange Gange, at Far har været til megen Hjælp for Mennesker ogsaa gennem sine Husbesøg.
Og undertiden bad han Mor om at gaa med, og der var Husbesøg, som Mor gjorde alene. Mor kendte sin Bibel og dens trøstende og vejledende Ord, og hun kendte Menneskelivets lyse Sider saavel som dets vanskelige Kaar; hun var en Præstekone, som enhver Menighed kunde være stolt af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar