Pastor Laust Christensen tilhørte en af Vongeegnens ældste og mest ansete Bondeslægter.
 |
| Laust Christensen, 1848-1934 |
Medens han boede her, blev han og hans Hustru Else Marie, med hvem han blev ægteviet i Juni 1872, alvorlig vakt; det skete nærmest gennem deres førstefødte lille Piges Sygdom og Død. Ved en trofast Metodistbroder Jens Kusk’s Paavirkning kom de i Forbindelse med Metodistmenigheden i Vejle. Det var i Slutningen af 1876.
Superintendent Schou, der paa det Tidspunkt var Menighedens Forstander, skulde prædike, og Niels Kusk indbød de unge, nedbøjede Møllerfolk til at høre ham. Laust Christensen fulgte Indbydelsen; det var en af de sidste Gange, der holdtes Gudstjeneste paa den gamle Kirkesal i Flegborg. Ordet om Midleren mellem Gud og Menneskene (1. Tim. 2, 5—6), der gav sig selv til en Genløsnings Betaling for alle, øvede en mægtig Indflydelse paa ham, og han sagde til sig selv:
„Denne Frelser er det, jeg behøver!“Snart fik baade han og hans Hustru Fred med Gud, og Herren gav dem et klart Vidnesbyrd om Guds tilgivende Naade. Om denne Oplevelse skrev han ved en Lejlighed:
„O, hvilke Minder knytter der sig ikke til den Dag, da Gud gav mig et nyt Hjerte, et Hjerte, som kan elske ham, der har skabt mig og givet mig Naade til at tro paa min dyrebare Frelser, der har forløst mig ved sit Blod.“Kort Tid efter sluttede de sig til Menigheden, der nu samledes i deres nye Kapel i Wissingsgade.
Det varede ikke længe, inden der blev betroet den unge Møller adskillige Tillidsposter. Han blev Søndagsskolelærer, senere Leder af Bibelklassen og igen senere Klasseleder. Den Nidkærhed, han lagde for Dagen i disse forskellige Virksomheder, havde tilfølge, at Kirkens Ledelse efter faa Aars Forløb opfordrede ham til træde ind i Missionsarbejdet.
Det unge Ægtepar indvilgede heri. L. Christensen fik alt bragt i Orden med Hensyn til Virksomheden og Hjemmet og rejste saa i September 1881 til Langeland som Kolportør og Lægprædikant. Vækkelse udbrød flere Steder paa Øen, og Menigheden fik en virkelig Oplivelse og en betydelig Tilgang af Medlemmer. Om dette sit første Menighedsarbejde fik han, ved en Lejlighed, følgende Vidnesbyrd af Superintendent Schou:
„Gud velsigner vor kære Broders Arbejde; Sjæle omvendes og Guds Børn opbygges. Broder L. Christensen er utrættelig i sit Arbejde for Herren, og man maa sige, at han aagrer med hele sit Pund, og det uden Afladelse.“Hans næste Plads var Løkken, hvortil han blev flyttet i November 1883. Her blev han mødt med megen Modstand fra Befolkningens Side, der endog kort Tid nægtede at sælge de nødvendige Fødemidler til ham og hans Familie. Men trods dette holdt han ud med ukuet Mod i sin Gerning. Det eneste Sted i Byen han kunde samle Folket var i en tom Butik, hvor Disk og Reoler tog Pladsen op.
Men inden et Aar var gaaet, stod der en lille Kirke nord i Byen og kaldte med sin Klokke paa Byens Befolkning. Med en mageløs Energi var han gaaet i Gang med Forberedelsen til og Gennemførelsen af dette Foretagende. Og det bedste var, at der udbrød en betydelig Vækkelse baade i By og paa Land. Mange blev vundne for Gud; og da han efter 4 Aars Forløb rejste fra Kredsen, talte Menigheden seks—syv Gange saa mange, som da han kom dertil.
I 1887 blev han ansat i Aalborg, i 1889 i Aarhus, i 1890 i Varde, hvor han var i 5 Aar og fik bygget baade Kirke og Præstebolig i Varde, og Præstebolig og en midlertidig Missionssal i Esbjerg. Fra 1895—97 var han i Esbjerg, dernæst i Hjørring, hvor han ogsaa byggede Kirke. I 1903 blev han for 2. Gang ansat paa Langeland; dernæst kom han til Løkken (2. Gang) og til Varde (2. Gang), hvorefter han i 1914 tog sin Afsked efter at have tjent Kirken i 33 Aar.
L. Christensen blev i 1887 anbefalet af Konferencen til at ordineres som Læg-Diakon. Dette blev dog ikke til noget, idet han Aaret efter blev optaget paa Prøve i Aarskonferencen og samtidig ordineret til Diakon. I 1890 optoges han i fuldstændig Forening med Konferencen og i 1892 ordineredes han som Ældste under Missionsreglen.
Efter i nogle Aar at have boet i henholdsvis Hjørring og København som emeritus, flyttede han og hans Hustru i 1920 til deres Fødeegn for at nyde deres Otium. Men han kunde ikke være stille. Inden længe kastede han sig ind i Arbejdet for at faa en Kirke bygget i Vonge; og den 16. Oktober 1921 blev den lille smukke Markuskirke, der er bygget paa hans Barndomshjems Mark, indviet.
Det var med Vemod, at Pastor L. Christensens mange Venner den 20. November 1934 gennem Radio og Presse erfarede, at den aldrende Præst var død om Morgenen samme Dag; og særlig vemodigt var det, at han maatte dø blandt fremmede, langt borte fra sit Hjem. Som det maaske erindres, var han indbudt som Hædersgæst af Menigheden i Løkken, der den 18. November fejrede 50 Aarsdagen for Kirkens Indvielse.
Glad rejste han derop og deltog med Lyst og en forbavsende Kraft i en Række Møder, der blev afholdt Dagene forud for Festdagen. Men det blev den 86-aarige Mand for meget. Han paadrog sig en alvorlig Forkølelse, der tvang ham i Seng; og her tilbragte han Festdagen, medens Menigheden og mange Venner takkede Gud, for det store Arbejde, Pastor Christensen havde faaet Naade til at udføre i By og Egn.
Dagen efter blev han indlagt paa Hjørring Sygehus; men Kræfterne var udtømt, og Kl. 2 om Natten udaandede han stille og fredeligt. Hans Støv blev under stor Deltagelse stedt til Hvile ved Siden af hans Hustru, der allerede i 1923 var gaaet hjem til Gud.
I de 33 Aar Laust Christensen tjente Gud og Kirken som et Herrens Vidne, øvede han en betydelig Indflydelse som Prædikant og Menighedsforstander. Hans hellige Enfold, hans stærke Tro, hans utrættelige Nidkærhed og hans sjældne Evne til at vinde Folks Fortrolighed gjorde ham til en af de største Sjælevindere, dansk Metodisme har fostret.
Dertil kom hans praktiske Sans, der kom ham til Hjælp, hver Gang der var Tale om at faa bygget et Hjem for Menigheden, han betjente. Ingen anden dansk Metodistprædikant har bygget saa mange Kirker og Præsteboliger, som han.
Idet jeg fremdrager disse Minder fra hans Liv som Kristen og Arbejder i Herrens Vingaard, føler jeg Trang til — og sikkert mange med mig — at sige Gud Tak for denne gode Mand og for det Arbejde, han fik Lov at udrette gennem et langt Liv. Men vi vil ogsaa sammen med hans Børn og øvrige Paarørende takke Gud for, hvad han var for sit Hjem og sine Kære. De og vi bevarer alle Mindet om ham som en trofast Ægtefælle og Fader, en alvorlig Kristen og en nidkær og fremgangsfuld Arbejder.
Vil man spørge, hvori Hemmeligheden laa til den Velsignelse, han var til, saa finder jeg Svaret i Herrens Ord. I Jerm. 17, 7—8, staar der saaledes:
„Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er! Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at bære Frugt.“Dette Ord er tillige en herlig Opmuntring til alle sande Guds Børn, til at stole paa Herren i al deres Liv og Gerning.
Til foranstaaende Mindetale skal jeg føje nogle faa Oplysninger og Meddelelser, som jeg Tid efter anden har faaet dels fra L. Christensen selv, dels fra andre, der kendte noget til ham og hans Gerning og fra vore Kirkeblade, der af og til bragte Meddelelser fra ham. Det kan forhaabentlig alt tjene til at belyse Billedet af ham, som han var, da han færdedes og virkede iblandt os.
En af de Ting, der optog ham stærkt, efter at han i 1876 var blevet omvendt til Gud, var at faa det samme Evangelium, der havde bragt Frelse til hans egen Sjæl, forkyndt for sine Slægtninge og Bysbørn i Vonge. Han formaaede Pastor J. J. Christensen, der i 1879 blev Vejle Menighedens Forstander, til at tage til Vonge, og fra da af blev der stadig holdt Forsamlinger i hans Faders Gaard — Sandalgaard — og hos Farbroderen, der boede i Gaarden Assenholt, og adskillige andre Steder.
Mange kom til disse Møder for at høre de forskellige Præster, der Tid efter anden kom derud: Schou, Christensen, Thaarup, Eltzholtz m. fl., og mange fik Velsignelse derigennem. L. Christensen kørte for dem fra Vejle til Vonge, deltog selv i Mødet med Vidnesbyrd og Bøn og var saa atter Kusk de tre Mil tilbage til Byen.
I 1888, medens P. M. S. Jensen var Præst i Vejle, afholdt han, sammen med L. Christensen, der paa det Tidspunkt var Præst i Aalborg, en Række Teltmøder i Vonge By. Møderækken begyndte Tirsdag Aften med 10 Tilhørere og sluttede Søndag Aften med ca. 200. Vækkelsens Aand var følbar tilstede, men der var ogsaa en betydelig Modstand.
Bl. a. var en af Egnens store Gaardmænd kommet i den Hensigt at volde Forstyrrelse. Han ruskede i Teltsnorene og raabte op under Mødet. Ved et Møde fortalte L. Christensen, hvorlænge han havde gaaet paa Syndens Vej. „Det var ogsaa længe“, raabte Gaardejeren, idet han satte en Trumf paa.
Men der var andre, der var dybt grebne, mange begærede de Troendes Forbøn, og adskillige Mennesker blev omvendt. Flere af Familiens Medlemmer kom med ved denne Lejlighed, bl. a. L. Christensens Broder, Gaardejer Jørgen Christensen, Sandalgaard. Dette glædede ham meget; det var jo Herrens Svar paa hans mange Bønner og Lønnen for hans Arbejde og Offer.
Mange af de nyomvendte sluttede sig til Give Menighed (Enkelund Menighed, som den kaldtes den Gang), bl. a. Jørgen Christensen. Han var en betydelig Mand paa sin Hjemegn og kom derfor ogsaa ganske naturlig til at spille en stor Rolle i Menighedskredsen. Og ogsaa for Kirken i sin Helhed fik han Betydning, idet han ved Lejlighed besøgte Menighederne Landet over og talte saa én, saa en anden god Sag, der havde fanget hans Interesse.
Som bemærket blev L. Christensen sendt til Langeland i 1881 som Missionær og Leder af Menigheden. Han afløste Pastor Thaarup som Menighedsforstander og fik en virkelig god Tid de to Aar, han opholdt sig der. Fra denne smilende Ø („Rosengrenen i Havet“, som Øhlenschlæger kaldte den) blev han i 1883 flyttet til det barske Vendsyssel med Bopæl i Løkken.
Det var ikke blot en følbar Forandring i det ydre fra den blomsterrige, trærige og frugtbare lille Ø til den saa godt som træ- og blomsterløse Vestkyst med det bestandige Brus fra Havet, de barske Vestenvinde og Sandet fygende omkring i Gader og gennem hver Sprække, der maatte findes i Døre og Vinduer, men det var især en Sindelagsforandring, der mødte ham og hans ved Skiftet. Dette føltes meget stærkt, særlig i den første Tid.
Det var sidst i November Maaned, Familien, bestaaende af Mand, Hustru, fire Børn og en Husassistent, kom til Hjørring for med Postvognen at drage videre til Løkken. Men Vognen var kørt, og de maatte derfor leje Vogn, der hen under Aften førte dem til Byen. Da Møblerne først kom næste Dag, maatte man tilbringe Natten som bedst man kunde, hvilket var meget besværligt for Fru Christensen, der var Rekonvalescent efter en lang Sygdom.
Beboernes Nysgerrighed kendte ingen Grænser; Børn og voksne trykkede Næserne flade imod Vinduerne og gjorde deres Bemærkninger baade om Personerne og om den Fattigdom, der syntes at herske i de tomme Stuer. Naa, det kom man over og fik indrettet et lille hyggeligt Hjem i det samme Hus, der nu tjener som Bolig for Mejeribestyreren.
Værre var det, da man nægtede at sælge dem de nødvendige Fødemidler. Det var ikke muligt for dem at faa Brød eller Mælk eller andre Nødvendighedsartikler. Dog ogsaa dette blev afhjulpet. De faa Metodistvenner, der var i Byen, fik de mærkelige Handelsmænd snakket tilrette, og saa faldt alt i Lave. Men Mindet om dette gik aldrig Christensen af Glemme, og naar Talen kom paa den første Tid i Løkken, gav han gerne en drastisk Skildring af, hvad de oplevede i disse første bevægede Dage i den lille Fiskerby.
Metodistkirkens Virksomhed i Løkken var paabegyndt af Pastor H. Hansen i 1876. Han samlede store Skarer, der jævnlig fyldte det Loft i det store Pakhus, man velvilligt havde stillet til hans Raadighed. Ved en Lejlighed, da Pastor Schou prædikede, stillede en Baptistbroder sig op ved Trappen og tog Mandtal over Forsamlingen. Han naaede til Tallet 800.
Hansen var jo Homøopat, og der gik svært Ry af hans Kure, der ofte lykkedes. Saa kom Folk, ikke blot for at høre, men ofte først og fremmest for at faa Hjælp for deres Sygdomme. Men Hansens Ord lød:
„Ja, det skal I faa, men til Møde først, saa faar I Medicinen bagefter.“P. M. S. Jensen, der fortsatte Hansens Arbejde i Frederikshavn og Løkken, var ogsaa Homøopat, men i ringere Grad, saa Tilslutningen var ikke nær saa stor i de Aar (1880—84), han virkede i Løkken.
Møderne holdtes i Bødker Peters Værksted, der gratis blev overladt ham. Da L. Christensen kom, blev Møderne forlagt til Fisker Niels Damgaards Hus, hvor der var en tom Butik, der blev stillet til Raadighed. Her mellem Diske og Reoler samledes Folk om Ordets Forkyndelse, og Mennesker blev vundne for Gud.
Men Arbejdet var ikke let. Betydelig større Skarer samledes uden for Huset end indeni. Og de var i høj Grad urolige.
„Af og til gik jeg udenfor“, fortalte han, „og skammede Flokken ud, men det hjalp ikke stort“.Men en Aften brugte han et probat Middel, der viste sig at være virksomt. Han var midt i sin Tale, da Støjen blev uudholdelig. Med et sprang han over Disken, rev Døren op og sprang ud i Sværmen, greb den første den bedste, tog ham under Armen, bar ham ind i Forsamlingen og sagde:
„Her er en stakkels Synder, bed for ham“.Og saa fortsatte han, idet han dog stadig holdt den arme Synder fast i sin ene Haand deromme bag Disken, til Mødet havde Ende.
„Siden havde vi Ro“, sagde han.Hvorvidt Fremgangsmaaden er probat i vor Tid, er jeg ikke sikker paa. I alt Fald maa man være paa det rene med, at ens Fysik er i lige saa god Orden, som L. Chr.s var.
Men selvfølgelig maatte man under saadanne Forhold tænke paa at faa et ordentligt Lokale, nu man havde faaet bosiddende Præst, ja helst en lille Kirke; men hvem turde gaa i Gang med det? Venneflokken var ikke ret stor, og den var i høj Grad fattig, og den nye Præst var vist den fattigste af dem alle.
Medens Pastor P. M. S. Jensen havde Ansvaret for Arbejdet i Løkken, havde han tumlet en Del med Tanken om at bygge et lille Kirkehus. Han havde ogsaa paabegyndt en Indsamling, der havde givet godt 700 Kr. — et forbavsende godt Resultat, naar Hensyn tages til, at der kun var 13 Medlemmer i Løkken og Omegn. Dertil kom, at Gaardejer Søren Mølgaard, der boede øst for Byen, gav gratis Grund til Kirken, og Købmand Svennevig skænkede en 6 Alen bred Vej, der førte fra Chausséen hen til Kirken.
Da P. M. S. Jensen i 1884 forlod Frederikshavnkredsen og dermed ogsaa Løkken, overlod han tillige L. Christensen et Grundrids til den vordende nye Kirke. Han havde jo i 1881 bygget Kirken i Frederikshavn, saa han var godt kendt med, hvordan saadan en lille billig Kirke skulde indrettes. Men alt dette vilde ikke have ført til noget foreløbigt, om ikke L. Christensen med sin praktiske Sans, der her for første Gang viste sig paa Kirkebyggeriets Omraade, resolut havde taget fat for at faa Planerne gennemført.
Og nu gik det Slag i Slag. Først fik Menigheden et andet Stykke Jord lagt til, for hvilket de gav 200 Kroner; der kom en større Indsamling i Gang, og mange af Løkkens Beboere gav gerne et Bidrag til den nye Kirke; man havde jo saa langt til Sognekirken, Furreby Kirke, saa nu kunde man slippe nemmere om ved det, naar den nye blev bygget.
Og Christensen drog paa sin Fod omkring i mange Sogne og fik af Gaardmændene Løfte om gratis Kørsel af Sten og Kalk og Tømmer til den nye Kirke; og sjældent nægtede man ham denne Tjeneste. Og han drog videre til Langeland, Enkelund og Vejle Menigheder, hvor han hos kendte Venner fik Løfte om Hjælp. Fra Konsul Døllner i New York fik han 350 Kr.
Nu turde man gaa i Gang med Udgravning af Grund og med selve Arbejdet paa Bygningen. L. Christensen var Arkitekt, Jacob Murer (mangeaarigt Medlem af Menigheden) udførte Murerarbejdet. Christensen var tillige Glarmester; ja, han var vel nærmest Altmuligmand; og inden et Aar var gaaet, stod den lille Kirke fiks og færdig. Ialt med Byggeplads, Hegn, Papirsomkostninger o. s. v. kostede den Kr. 5.134,40. Gælden var Kr. 3.845,27. Det hele blev assureret for 6.000 Kroner.
Søndag den 16. November 1884 kaldte den lille Staalklokke første Gang Løkkens Beboere sammen til Gudstjeneste i „Sct. Peters Kirke“. Pastor Schou sammen med J. J. Christensen og L. Christensen foretog Indvielsen, og Glæden var stor hos den lille Venneflok, ja hos Præstefolkene med. Nu saa Folk med helt andre Øjne paa dem, end da de for et Aar siden holdt deres Entré i Staden.
Forøvrigt skete der noget ved denne første Gudstjeneste i den nye Kirke, der fik blivende Betydning for en ung Fisker, Søn af en af Metodistfamilierne i Byen. Hans Navn var Anton Bast.
Han havde været paa Fiskeri den Søndag Formiddag, men Vejret maa have været noget uroligt, thi ved Landgangen kæntrede Baaden. Baade han og Kammeraterne blev dog reddet i Land i god Behold; men Begivenheden bidrog til, at han blev mere medgørlig, end han plejede at være, saa han ikke, som hans Skik ellers var, sagde nej til Forældrenes Anmodning om at gaa med til
Gudstjenesten.
Han gik med og blev grebet af Pastor Schous alvorlige Prædiken. Det blev til Liv og Frelse for ham. Han blev — trods Aldersforskellen — L. Christensens gode Ven og Medarbejder. I tre Aar var han Medhjælper hos Prædikanten i Løkken og drog viden omkring og samlede mange om sin begejstrede Forkyndelse. Senere blev han Medhjælper i Frederikshavns Kreds, og derfra kom han i 1888 paa Præsteskolen i København.
L. Christensen havde meget betydelige Vækkelser baade i Løkken og i Særdeleshed i de øst for Løkken liggende Sogne: Rubjerg, Lyngby, Jelstrup, Gjølstrup o. s. v. Vækkelsen derude begyndte i et Hjem i Rubjerg, hvor Konen havde ligget syg i 16 Aar.
Møderne holdtes Aften efter Aften fra Hus til Hus og fra Gaard til Gaard. Mange blev grebne af Ordet og begærede Forbøn. En Del af dem var blevet enige om, at de vilde ikke knæle under Bønnen, som Skik og Brug var; saa dybt vilde man nu ikke ydmyge sig; de vilde jo da heller ikke være Metodister, saa det var vel ikke nødvendigt med denneher Knælen.
Men saa talte Christensen et Sted over Daniel i Løvekulen. Da han sluttede, sagde han:
„Alle vi, som tror paa Daniels Gud, vil falde paa Knæ og tilbede ham“.Nogle havde sat sig ved det lange Bord for at have en Undskyldning for ikke at knæle, men Bordet blev i en Fart skubbet ud, og alle faldt paa Knæ. Og siden var der intet i Vejen for at knæle. Den Vinter optog han 62 i Menigheden, og Aaret efter var der ogsaa stor Tilslutning.
Da Vækkelsen hen paa Foraaret stilnede af, drøftede man Planer om et Kapel dér paa Egnen og blev snart enige om at bygge. Gaardejer Karl Lyckegaard gav Grund lige overfor sin Gaard ved Hjørring—Løkken Landevej. Christensen fik dog intet med selve Opførelsen at gøre, da han om Sommeren blev flyttet til Aalborg. Han overgav Menigheden til Pastor Jens Nielsen. Den talte da 90 Medlemmer i fuldstændig Forening og 25 paa Prøve. Da han kom 4 Aar i Forvejen var der 13 Medlemmer og nogle faa Prøvemedlemmer.
Pastor Christensen var i Løkken to Gange, fra 1883—87 og 1906—12. Den anden Gang havde han igen en ret betydelig Vækkelse, særlig i Rubjerg og Omegn. Om hans Virksomhed dér i de Aar skriver hans gamle Medarbejder Anton Bast i en Korrespondance betitlet „Paa gamle Stier“ følgende smukke Ord:
„Paa det Sted, hvor Herren for nogle og tyve Aar siden frelste min Sjæl, fik jeg Lov at holde tre Møder sammen med den Mand, som Herren brugte til at lede mig ind i Guds Rige og ind i Prædikegerningen. I hine gode gamle Dage havde Broder L. Christensen en velsignet Tid; der blev meget Folk ført til Herren paa de spredte, fattige Egne, og det var en Lykke for mig at være hans uordinerede Medhjælper. — Nej, det maa jeg ikke skrive om; thi saa fyldte jeg hele Bladet! Men alligevel: Det var saa ubeskriveligt dejligt — at være i Arbejde uden Ansvar, at blive brugt til Velsignelse uden at vide det!“
„Aarene er gaaet; atter er den samme Mand i det samme Arbejde, — stærkt graanet af Aarene og det, Livet fører med sig, men elsket af Menigheden og velsignet af Gud, som ingensinde før. Det er lykkedes Broder Christensen ved sit Arbejde i Løkken denne Gang at samle en Ungdomsskare, som ikke blot lyser op og varmer i Nutiden, men giver Haab for de kommende Dage.“Efter at L. Christensen havde betjent Aalborg Menighed fra 1887—89 (det meste af Tiden dér var han syg) og Aarhus fra 1889—90, kom han i Sommeren 1890 til Varde. Her kom han paa sin rette Hylde.
Da han kom, var der en lille Menighed, der talte 29 Medlemmer og 4 Prøvemedlemmer; da han fem Aar efter, Sommeren 1895, rejste derfra, talte Menigheden 69 Medlemmer og et Par Prøvemedlemmer, og saa var der i det Tidsrum overført ca. 20 Medlemmer til den nye Menighed i Esbjerg; en prægtig Ungdomsforening var stiftet, og der var oprettet mange Prædikepladser paa Landet.
Dertil kom, at der ved hans Afrejse stod i smukke Omgivelser en dejlig lille Kirke samt en Præstebolig, alt vurderet til Kr. 18.250,00. Da han flyttede dertil, var der ingen af Delene. Endvidere var der bygget et Hus i Esbjerg, hvori der var indrettet en god Præstebolig og en lille, midlertidig Kirkesal. Men jeg skal ikke skildre, hvorledes han fik alt dette stablet paa Benene i Løbet af fem korte Aar.
Det var Historien fra Løkken om igen. Den staar som typisk for hans Maade at arbejde paa. Han blev den danske Metodistkirkes største Kirkebygger. Han byggede Kirkerne i Løkken, Varde, Hjørring og Vonge (denne sidste kan vel nok siges, uden at forklejne nogen, at være hans Værk, selvom han ikke var Menighedens Forstander), samt Præsteboliger i Varde, Esbjerg, Løkken og Vonge. Det var vel ikke lige godt alt, hvad han lavede.
I hine første Tider gjaldt det jo først og fremmest om at faa Tag over Hovedet. At der med de smaa Midler, der stod til Raadighed, ikke blev taget de fornødne Hensyn til Arkitektur m. m. er givet; det bærer disse vore ældste Smaakirker tilstrækkelig Vidnesbyrd om.
Et Par Gange har vi været Nabopræster. Særlig den første Gang tænker jeg paa med Glæde. Efter endt Soldatertjeneste blev jeg i Januar 1893 sendt til Esbjerg for at optage Kirkens Arbejde dér. En lille Venneflok i Byen, der havde tilhørt Varde Menighed, og var blevet organiseret som selvstændig Menighed, havde, som ovenfor bemærket, bygget Hus med Sal og Præstebolig, og nu kom saa Præsten.
Det var en mørk, kold Januarmorgen, jeg arriverede efter at have kørt hele Natten i et forskrækkeligt Bumletog. Skønt det var tidligt paa Morgenen, var Pastor L. Christensen, der boede i Varde, mødt i Spidsen for Venneflokken for at tage imod mig. Det gjorde mig saa godt, og jeg glemte ham det aldrig. Han og hans Hustru var som Forældre for mig, og i deres hyggelige Hjem i Varde kom jeg ofte. Vi havde ikke saa lidt Samarbejde, og det var altid til fælles Glæde. —
To Gange har jeg været hans Menighedsforstander. Det var efter at han og hans Hustru var flyttet til Vonge. Den første Gang havde jeg Menigheden fra 1922—23. Den anden Gang var i de nu sidst forløbne Aar fra 1932—37, da lærte jeg Christensen at kende bedre end før.
Han var en taknemmelig Tilhører og var stærkt interesseret i at faa Sagen fremmet. Han bad ofte derom paa Bønnemødet og talte om, hvorledes vi bedst skulde faa Folk i Tale. Han var livlig og kvik, og stundom havde vi Følelsen af, at han var den yngste af os alle. Hans Sindelag var ungdommeligt; derfor kunde han ogsaa saa godt med Ungdommen alle Vegne, hvor han kom.
Hans Livs største Sorg var, da han i Sommeren 1923 mistede sin kære Hustru efter nogle faa Dages Sygeleje. Hun havde været en god Moder for hans Børn og en god Medhjælp i Arbejdet. Han blev en ensom Mand efter hendes Bortgang. Han havde ingen rigtig Sans for huslig Hygge; saalænge hans Hustru kunde tage sig af den Side af Hjemmet, kunde han glæde sig derover; men selv formaaede han ikke at gøre noget dertil.
Med stor Bestemthed holdt han paa, at han ingen kvindelig Medhjælp vilde have i Huset; han skulde nok klare alting selv, baade Rengøring og Madlavning, men det blev jo rigtignok derefter; og tilsidst maatte hans Slægtninge gribe ind og bestemt forlange, at han skulde have Hjælp. Og det fik han saa ogsaa.
Hans trofaste Husholder Signe Sørensen styrede Huset for ham de sidste Aar, og han befandt sig vel derved, men man havde, trods dette, Følelsen af, at Savnet og Ensomheden trykkede ham. Men han tog sig sammen og kastede sig ind i Arbejdet baade det fysiske og det aandelige — ledig kunde han ikke være. Og saadan blev han ved til det sidste.
Som omtalt blev han syg under sit Ophold i Løkken ved Jubilæumsfesten i November 1934. Søndag den 11. November havde han talt med megen Kraft, hvorefter man sang: „Sølvsnoren brister dog en Gang“ (284 i Sangbogen). Menighedens Forstander, Pastor M. Møller, bekendtgjorde saa Møderne for Ugen og sluttede saaledes:
„Og saa paa Søndag den 18. November har vi Jubilæumsdagen, saa har vi igen den gamle Kæmpe iblandt os“.Saa udbrød L. Chr. paa sin intuitive Maade, som vi kendte saa godt:
„Det skal du ikke sige; vi har jo lige sunget: „Sølvsnoren brister jo dog en Gang“, og jeg kunde jo falde bort inden Søndag“. —Hans Formodning gik i Opfyldelse. Næste Søndag laa „den gamle Kæmpe“ dødsmærket i sin Seng, og et Par Dage efter var han ikke mere her paa Jord. Han døde med „Sværdet“ i den ene Haand og „Murskeen“ i den anden, og hans sidste Vidnesbyrd var, at han ikke frygtede Døden, men vilde vandre herfra med Glæde, om det saa var Herrens Vilje.
Og maa jeg saa slutte disse faa Bemærkninger med at minde om Apostlens Ord i 1. Thes. 5, 12—13:
„Vi bede eder Brødre, at I skønne paa dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og paaminde eder, og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld“.Det vil vi gøre, og saa vil vi sige med Sangeren:
Frem ad vore Fædres Sti
hjem til Herren vandre vi. —
Nu de hvile fri fra Ve,
hist skal vi dem atter se!
Fremad, Brødre, vandrer frem
mod vort Maal, vort Himmelhjem!
Kongebørn, stem op i Sang,
til vor Fader gaar vor Gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar