Første Gang jeg mødte Pastor Thaarup var Søndag den 16. December 1894.
Den Dag blev vor Kirke i Esbjerg indviet, og jeg tog dertil sammen med andre Venner fra Varde for at overvære Højtideligheden. Pastor Chr. Nielsen, Esbjerg Menigheds daværende Præst, modtog os paa Banegaarden og inviterede en Del af os, deriblandt mig, hjem til sig.
Her i Præsteboligen var til Stede foruden Superintendent J. J. Christensen, som jeg tidligere havde set, en lille, kraftig bygget, noget korpulent Mand, som jeg blev præsenteret for.
„Det er Pastor Thaarup!“Jeg sad og lyttede til de to Præsters Samtale. Det var mest Superintendenten, som talte; han fortalte interessant om sin Rejse rundt i Landet med Negerprinsen Besolow. Thaarup sagde ikke meget, en kort Bemærkning nu og da. Ikke desto mindre fik jeg straks et umiddelbart Indtryk af ham: en betydelig Personlighed, en dygtig Mand med stor Karakterstyrke — —, og saadan staar han for mig den Dag i Dag!
Jeg var paa det Tidspunkt et ungt vakt Menneske paa 17 Aar. Paa en forunderlig Maade havde jeg Aftenen forud faaet Forvisning om, at jeg denne Søndag skulde faa den Vejledning, jeg trængte til, for at finde Fred med Gud.
Indvielsesgudstjenesten om Formiddagen gav mig intet; men om Eftermiddagen prædikede Thaarup over 1. Tim. 1,15: „Den Tale er troværdig — — blandt hvilke jeg er den største.“ Med stærkt Eftertryk udraabte han:
„Dersom du ikke har set dig selv som „den største Synder“, er du ikke i Sandhed omvendt“.Jeg følte dette som Guds Ord til mig, Svaret paa min Bøn om Vejledning. Og selv om det maaske ogsaa voldte mig unødig Kamp, fordi jeg tog Ordet ganske bogstaveligt (Thaarup havde selvfølgelig med Ordet „største“ ment „virkelig“, „fortabt“) — saa blev det dog for mig Vejen til Livet. Fra den Dag af og mange Aar efter var der ingen Prædikant, som jeg satte mere Pris paa at høre end Pastor Thaarup.
Hvordan var Thaarup som Prædikant?
I 1896—97 var der en Mand, der sagde til mig ved en Lejlighed:
„Thaarup er ikke, hvad jeg kalder veltalende, det er maaske kun 2—3 Mænd i vort Land; men han er en dygtig Præst!“Jeg protesterede dengang; men siden har jeg maattet indrømme, at der var noget om det, — og at især sidste Del af Sætningen var rammende.
Vist var Thaarup veltalende efter almindelig Maalestok. Han havde en mandig, fuldtonende og kraftig Stemme; hans Sprog var godt — og han talte meget flydende uden at søge efter Ord. Han var ikke i Besiddelse af den Veltalenhed, som henriver, river Mennesker med (som f. Eks. J. J. Christensens). Men man følte sig fængslet af hans Tale.
Der var Fylde og Indhold (maaske mere Alsidighed end Dybde) i hans Forkyndelse. Den var mandig, varm og myndig. Han græd ikke selv og fik sjælden andre til at græde (jeg har dog engang været saa bevæget under hans Prædiken, som meget sjælden).
Han var aldrig sentimental og veg ikke tilbage for at bruge en Morsomhed eller en munter Historie paa Prædikestolen. Til Tider kunde hans Udtryksform være ret dramatisk. Jeg erindrer, at han i 1896 under det første Ungdomsstævne i Forbindelse med Aarskonferencen ude i Vejle Nørreskov talte om Jesus, der helbredte Manden med en vissen Haand.
„Ræk din Haand ud!“ „Jeg kan ikke.“ „Ræk din Haand ud!“ „Jeg kan ikke.“ „Jeg byder dig: Ræk din Haand ud!" „Og, se Manden rakte Haanden ud.“For mig blev det en herlig Illustration paa Troens Lydighed.
Og saa var der det ubeskrivelige over ham: Man følte, at der stod en Mand paa Prædikestolen.
I hvert Fald fik jeg i disse Aar, da han stod i sin bedste Kraft (han var 43 Aar, da jeg første Gang mødte ham) altid det Indtryk, at det var en betydelig Mand, en klog Mand, en dygtig Præst, der talte. Og der var over hans Forkyndelse et stærkt Præg af Troværdighed, — et Præg, der ikke blev mindre, naar man mødte ham udenfor Kirken.
Intet Under, at han troede paa Ordets Magt i Forkyndelsen; han holdt sjælden Eftermøder med Fremkaldelse o. s. v. — Naa, det laa vel heller ikke rigtig for ham, og naar disse Eftermøder blev ledet i en særlig radikal Form, var det ham ligefrem imod; men det bundede sikkert i det, at for ham var den ærlige, aandsfyldte Forkyndelse det væsentligste — selv i Vækkelsesmøder.
Thaarup var en gennemredelig Karakter — og en gudfrygtig Mand. Engang fortalte han mig, hvordan han ved Troens Bøn var bleven helbredet fra en alvorlig Sygdom. Begivenheden fandt Sted i Horsens i 1903 og han fortalte mig den nogle Aar senere. Tids* punktet tør jeg ikke fastslaa. Men saadan lyder Beretningen, han gav mig:
Thaarup mente, at han var syg til Døden. Han laa i sin Seng og bad til Gud. Da kom dette Ord til ham: „Gør dig Flid for at fremstille dig selv — — for Gud som en Arbejder — — som rettelig lærer Sandheds Ord“. 2. Tim. 2,15.
„Da samlede jeg al min Kraft“, fortalte Thaarup, „fik mig arbejdet hen i Fodenden af Sengen og op paa mine Knæ, og saa sagde jeg til Gud: „Du ved, at jeg har forsøgt det, og at jeg saa gerne vil lære Mennesker Sandheds Ord rettelig, og hvis du vil, at jeg fremdeles skal virke for dig, saa maa du gøre mig rask“. Saa sluttede Thaarup brat af: „Og fra den Tid af blev jeg rask.“Det gjorde et dybt Indtryk paa mig, da denne ædruelige, langt fra sværmeriske Mand fortalte mig dette, — og det har betydet meget for mig siden.
Hans redelige og gudfrygtige Sindelag aabenbaredes ogssa i, at han var tro mod sin Overbevisning.
Han kunde hurtig danne sig en Mening om Tingene; men denne hans „uforgribelige Mening“ kunde udmærket forandres.
Under Diskussion om Sagerne f. Eks. i Udvalgene, kunde han meget godt lade sig overbevise af yngre Mennesker — og erkende, at han havde skiftet Standpunkt (hvor har jeg tit beundret ham for dette!). Men hvad der var hans inderste Overbevisning, paa det stod han fast!
Thaarup var en Mand med sund Fornuft. Derfor var han bl. a. en dygtig Distriktsforstander og Leder af Bogforlaget.
Mindst to Gange har hans sunde Fornuft influeret paa mit Liv. Første Gang var, da jeg som ungt Menneske følte mig kaldet til at være Prædikant og dog ikke turde tro paa Virkeligheden af mit Kald. Da var det et „sundt“ Ord af Thaarup, der spredte Taagen.
Den anden Gang er saa karakteristisk for ham, saa jeg synes, at jeg maa fortælle den her.
Da jeg i 1911 var blevet overanstrengt af for meget Arbejde og Bekymring, blev jeg af Kabinettet ansat i en af vore mindre Menigheder eet Aar for at søge at komme til Kræfter. Naturligvis undersøgte jeg straks mit nye Virkefeldt for at danne mig en Mening om, hvad der kunde gøres for Guds Rige der paa Stedet.
Da Thaarup kom til første Kvartalskonference, forelagde jeg ham forud for Mødet mine Planer for Arbejdet. Jeg kan endnu se ham staa i sin Yndlingsstilling med Hænderne under Frakkeskøderne og se paa mig med sit halvt vemodige Smil, mens jeg udviklede mine vistnok vel vidtfavnende Planer.
Saa tog han Ordet:
„Kære Broder Rogert, Kirken venter kun een Ting af Dem i Aar, — det er, at De søger at faa Deres fulde Arbejdskraft tilbage. Kan De udføre disse Deres Planer eller nogle af dem, ja, saa er det godt; men husk, at i dette ene Aar er Deres Helbred det vigtigste!“Et vist Ord, — ja, men et Ord, som kun en Distriktsforstander med sund Fornuft (og Hjertevarme) turde sige til en ung Prædikant.
Hjertevarme! Ja, maaske var Thaarups dybeste Egenskab denne: han var et Hjertemenneske. Hans Ydre fortalte det ikke, der var tit noget paataget bøst over ham (var det maaske for ikke at blive sentimental?). Men havde man blot een Gang set indenfor Skallen, ind i de „strænge“ Øjne, der kunde blive saa varme og milde, saa var man aldrig bange for ham; han var nemlig aldrig „kold“! Enhver, der var i Vanskelighed eller Nød, kunde være vis paa hans varme Deltagelse.
Overfor sine kære i Hjemmet var han — saa vidt andre kan dømme derom — en øm Ægtefælle og Fader. I første Halvdel af 1899 kom jeg ofte i hans hyggelige Hjem i Horsens, og jeg mindes med Glæde, hvorledes hans smaa Drenge kunde „klatre“ op ad deres Fader for at faa deres Kys efter Maaltiderne.
Thaarup var flittig og pligtopfyldende. Meget fælleskirkeligt Arbejde blev lagt paa ham, særlig Regnskaber, og han holdt af at sidde hjemme og sysle med det. Han holdt vist egentlig ikke af at aflægge Husbesøg; men han gjorde det, fordi det var hans Pligt; heri havde han en stor Støtte i sin Hustru, som „trak ham ud“. Kom han saa ud, kunde han være meget hyggelig.
Thaarup var ikke nogen vidtfavnende Aand. Kunst og Litteratur beskæftigede han sig ikke meget med, og hvad der forundrede mig var,, at han ikke havde megen Naturglæde, Sans for Naturens Skønhed.
„Jeg blev helst hjemme i mine Stuer,“ sagde han engang til mig. „Vist er der rart, f. Eks. i Sæbygaard Skov, især fordi der er saa mange forskelligt prægede Partier; men hvad — Træer er jo Træer.“Han var meget musikalsk, elskede Sang og Musik, havde selv en smuk Sangstemme og gjorde meget for Menighedssangens Udvikling i vore Menigheder. Men ellers samlede alle hans Interesser sig om Guds Riges Gerning — og især indenfor hans elskede Metodistkirke.
En betydelig Personlighed, en kraftig og klog Mand, en dygtig Prædikant, et gudfrygtigt og gennemredeligt Menneske, en Mand med sund Fornuft og megen Hjertevarme — saadan stod Pastor Thaarup for mig, medens han levede, og saadan staar han for mig nu, mange Aar efter hans Død.
„Kommer eders Vejledere i Hu, som har forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, saa efterligner deres Tro!“Dette Ord i Hebr. 13, 7 læser jeg sjældent uden at mindes Pastor C. J. M. Thaarup!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar