Af C. Nielsen
Det maa have været sidst paa Vinteren 1882, at den, der skriver dette, første Gang overværede et Møde i Metodistkirken, Rigensgade i København.Gennem en ældre Slægtning, der jævnlig kom i mit Barndomshjem, og som tilhørte Menigheden, havde jeg hørt en Del om Personer og Forhold derude, hvorved min Interesse var vakt, og en skønne Dag var jeg paa Vej til et Aftenmøde i Kirken.
Med lidt Besvær fandt jeg ned i Kryptkirken. Den Gang var der ingen direkte Adgang til den fra Gaden, som Tilfældet er nu, men fra en Nedgang i Gaarden. Der var mange Folk tilstede, og en høj sortklædt Mand med stort Fuldskæg ledede Mødet. Jeg erindrer ikke, hvad han talte om; jeg mindes kun det Indtryk, han ved sin Tale og Sang gjorde paa mig. Dette var saa stærkt, at jeg, der allerede paa det Tidspunkt var alvorlig aandelig paavirket, besluttede at komme igen Aftenen efter, da der atter skulde være Møde.
Næste Aften var jeg paany i Kryptkirken. Men, hvor blev jeg skuffet! Min Præst fra Aftenen i Forvejen var der ikke, eller tog i alle Tilfælde ikke Del i Mødet; en anden havde Ledelsen. Det var som sagt en Skuffelse; men det varede ikke længe, før den fortog sig og afløstes af Glæde og Beundring. Først over Manden. Hvor var han dog smuk, denne høje, mandige Skikkelse med det fyldige, mørke Haar og de kraftige Bakkenbarter! Og hvor kunde han synge og tale!
Mit Drengehjerte (for jeg var jo ikke stort mere end 14 Aar) blev grebet som ingensinde før under Ordets Hørelse — og jeg havde allerede hørt meget, ikke alene i Søndagsskolen, men ogsaa de sidste Par Aar, da jeg sammen med mine Forældre og Brødre havde været stadige Tilhørere i en lille Nørrebros-Kirke. Da jeg den Aften gik stille hjem og overvejede, hvad jeg havde hørt disse to Aftener, stod det mig klart, at her var en Forkyndelse, der svarede til Trangen i min Sjæl; her kunde jeg dog vist føle mig hjemme!
Senere erfarede jeg, hvad de to Præstemænd hed. Den førstes Navn var Karl Schou, Superintendent for Metodistkirken i Danmark; den anden hed J. J. Christensen og var Menighedens Præst. Begge disse gode Mænd fik stor Betydning for mig.
Karl Schou blev min fortrolige, da jeg nogle Aar senere følte Trang til at arbejde for Herren. Han hjalp mig ind i Prædikegerningen og var i et Aar min elskede og højt skattede Lærer paa Præsteskolen.
J. J. Christensen blev min aandelige Vejleder i de første unge Aar. Jeg hørte ham vistnok saa ofte, jeg kunde faa Anledning til, til han i Sommeren 1884 rejste fra os og ansattes i Frederikshavn. Men forinden havde han i Februar s. Aar rakt mig „Samfunds højre Haand“ og indlemmet mig i den Kirke, jeg har tilhørt siden. For mit Hjem i København blev han til megen Velsignelse, og den unge Pige i Odense, der senere blev min Hustru, ledede han til Kristus og optog ogsaa hende i Kirken. Vi følte os begge knyttet til ham med stærke Baand; han var vor aandelige Fader!
Om denne rigt begavede Herrens Tjener handler de følgende Blade. Gerne vilde jeg ved denne Skildring i Ærbødighed og Taknemlighed afbetale noget af den Gæld, jeg og mine staar i til ham.
Fra de hjemlige Egne
Det er af største Betydning for Bedømmelsen af et Menneskes Karakter og Livsførelse, at man har noget Kendskab til de Omstændigheder, under hvilke han henlevede sin Barndom og Ungdom. Disse er den Jordbund, hvoraf det unge Træ drager Næring og derfor i høj Grad bestemmende for baade det ydre og indre Liv, ikke mindst det sidste.
Det vil derfor være paa sin Plads, inden jeg kommer nærmere ind paa Beskrivelsen af J. J. Christensens Liv og Virke, at give et Overblik over de Forhold: stedlige, sociale, kirkelige, religiøse, der var raadende paa den Egn, hvor han henlevede sine første Aar.
J. J. Christensen stammer fra Vejleegnen, nærmere bestemt den lille Landsby Hornstrup nord for og Nabokommune til Vejle By. Egnen er ret frugtbar og ligger paa et højt Plateau, hvorfra haves en vid og smuk Udsigt til alle Sider; den er stærkt kuperet, og de mægtige Bakkedrag ned mod den nærliggende Grejsdal er beklædt af store og vidtstrakte Skove.
Paa Bunden af Dalen bugter Grejs Aa sig frem med sit paa sine Steder ret stride Løb, der jævnlig afgiver Kraft til Møller, Fabriker og anden Virksomhed, som man i Tidernes Løb har lagt ved dens Bredder. Grejs-dalen med tilhørende skovfyldte Bakkestrækninger er, som bekendt, en af de smukkeste Egne i Danmark.
Her færdedes J. J. Christensen som Barn og ungt Menneske daglig, og der er ingen Tvivl om, at de mange Skønhedsindtryk Tid efter anden har bundfældet sig i den unge, modtagelige Sjæl og i betydelig Grad bidraget til at gøre ham til den noble, fintfølende, skønhedselskende Personlighed, han var.
 |
| Grejs Mølle Klædefabrik ca. 1849 (Vejle Stadsarkiv) |
Det var i sin Tid en ret betydelig Virksomhed. Arbejderne paa Fabriken boede dels i Nærheden i nogle smaa Huse, der tilhørte Virksomheden, dels længere borte i Sognet eller Nabosognene, hvorfra de daglig gik Vejen frem og tilbage. Adskillige af dem havde en eller anden lille Bedrift hjemme, de maatte passe i deres sparsomt tilmaalte Fritid.
Ved en Lejlighed traf jeg i Hornstrup en gammel Mand, Ivar Jensen, der godt kunde huske J. J. Christensens Forældre. Han fortalte om sin egen Far, hvorledes han havde arbejdet i over halvtreds Aar paa Klædefabriken, i mange Aar for en Ugeløn af 6 Kroner; nogle af hans Søskende havde som Børn ogsaa arbejdet dér; Daglønnen var for dem 4 Skilling (10 Øre). Vejen til Fabriken var næppe under 4—5 Kilometer. Man maa undre sig over, hvor lidt Folk kunde klare sig med i hine nøjsomme Tider!
J. J. Christensens Fader fik efterhaanden en overordnet Stilling paa Fabriken. Familiens Flytning fra Hornstrup til Grejs har antagelig staaet i Forbindelse med denne Forfremmelse. Han skildres som en rettænkende, paapasselig, akkurat og sparsommelig Mand, der var dygtig til sin Gerning.
At hans nye Stilling har givet forøgede Indtægter er rimeligt, og der er Grund til at antage, at Familien har haft det jævnt godt, selv om det i Lyset af vore Dages Levefod, har været ret beskedne Forhold, de har levet under. Det vil ikke være vanskeligt for dem, der kendte J. J. Christensen personligt at finde Træk hos ham, der skyldtes de Omstændigheder, her er gjort Rede for.
De kirkelige og religiøse Forhold i Danmark i første Halvdel af forrige Aarhundrede var i høj Grad sørgelige. Overalt i Kirkerne herskede den døde, kolde Rationalisme. Men der var Foraar i Luften. Livet var ved at bryde frem alle Vegne. Den grundtvigske Vækkelse, Brødremenighedens stille Arbejde, enkelte troende Præsters nidkære Gerning — som Salling i Vonsild, syd for Kolding — og ikke mindst ved de saakaldte „Forsamlingsfolk“s alvorlige Forkyndelse, vaktes et Røre og beredtes en Jordbund, der var i høj Grad modtagelig for den Sæd, der ved Indre Mission, Metodismen og andre frie kirkelige Bevægelser senere blev udsaaet i Folkemulde.
Ogsaa Vejleegnen, hvor den samme kirkelige Død var fremherskende, havde sine Lægprædikanter. En af de betydeligste var Gaardejer Jens Jørgensen fra Holtum, Grejs Sogn. Foruden at være en dygtig Landmand, var han stærkt politisk interesseret; han blev efterhaanden Medlem af henholdsvis den grundlovgivende Rigsdag, Folketinget og Landstinget.
Men med alt dette offentlige Arbejde glemte han ikke at virke for sin Herre og Frelser. Sammen med sin gode Ven, den bekendte Lægprædikant Larsen-Skræppenborg, afholdt han en Mængde Forsamlinger baade i sin egen Gaard og andre Steder.
Derved kom han i et spændt Forhold til sin Sognepræst, Ole Olsen i Grejs. Denne, der var en forbenet kirkelig Embedsmand, klagede atter og atter over ham og de opvakte i det hele taget og foranledigede Lederne fængslede og idømt Bøder, saalangt Rettens Haandhævere vilde gaa med dertil.
Han var Præst i Grejs-Sindbjerg i Aarene 1823—56. Om Kirkebesøget i Pastor Olsens Tid foreligger intet bestemt; det har sikkert ikke været stort; og han har næppe haft nogen fremmende Indflydelse paa Kirkelivet i de to Sogne. I mange Aar maatte han holde Kapellan. Han døde 1856 i Embedet, 92 Aar gammel.
Der er forstaaeligt, at J. J. Christensens Forældre, der var gudfrygtige Folk, ikke under disse Forhold kunde finde sig tilrette med den Forkyndelse, der lød i deres Sognekirke. De sluttede sig til „de gudelige Forsamlinger“ og deltog i Møderne, naar Lejlighed gaves. De havde ogsaa Forbindelse med de saakaldte „stærke Jyder“ og kom ofte sammen med dem i Landsbyen Gl. Sole og andre Steder, hvor denne Bevægelse havde slaaet Rod.
J. J. Christensen har fortalt om disse Møder, hvor han var Vidne til den bitre Kamp, der førtes mellem Befolkningen paa den ene Side og Præst og Skoleautoriteter og Øvrighed paa den anden angaaende hvilke Salmebøger, der skulde benyttes i Kirken, og hvilke Lærebøger, Børnene skulde lære efter i Skolen.
Denne Kamp, der ikke altid udkæmpedes med aandelige Vaaben, aabenbarede en Halsstarrighed og et Snæversyn, men ogsaa en Nidkærhed og Offervillighed, som vi nu i en Tid, hvor Folk ikke er særlig villige til at bringe Ofre for deres Kristendoms Skyld, maa forundre os over.
Heldigvis var J. J. Christensen en altfor sund Natur til i Længden at føle sig hjemme i disse Kredse. Dertil bidrog især, at Familien fik Forbindelse med andre kristne Mennesker med et friere Syn paa Kristendommen end de „stærke Jyder“, og Forsamlingsfolkene i det hele taget, havde. Men derom i det følgende Kapitel.
Blandt de Lægprædikanter, der i Midten af forrige Aarhundrede i særlig Grad havde Folks Øren, var en Lærer ved Navn Mogens Abraham Sommer. Denne Mand vakte ved sin Forkyndelse et mægtigt Røre i Særdeleshed i Sønder- og Østjylland og ikke mindst i Vejle By.
Den 19. Februar 1857 kom han første Gang til Vejle og talte for „en uhyre stor Forsamling i Kaisers Sal“. Forsamlingen hørte paa ham i „stor Stilhed“. Om et af Møderne skriver han saaledes:
„St. Bededag 1857 var Huset propfuldt af Mennesker, saa vi befrygtede, det skulde styrte sammen, da der ingen Skillevægge var underneden. De tilstødende Huse var ligeledes fyldte af Tilhørere oppe paa Lofterne, og vi maatte aabne for Vinduerne for at Lyden kunde trænge over til dem.“
„Sligt har aldrig været kendt noget Sted,“ fortsætter han, „og ved saaledes at fortælle det, lyder det næsten fabelagtigt; men der er mange levende endnu, som tydeligt mindes det. Jeg har flere Gange maattet krybe over Folks Skuldre og blive løftet op paa Talerstolen, fordi det var umuligt at bane sig Vej gennem Trængslen.“ —
Partikulier, fhv. Skomagermester Schollert i Aarhus, erindrer ham godt fra hans Barndom. Hans Forældre var blandt Sommers Tilhørere. „Den halve By gik og hørte ham,“ siger Hr. S.
I København, hvor Sommer opholdt sig en Tid i 1858, søgte han Forbindelse med baade Baptisterne og Metodisterne og talte i deres Lokaler. Under sit Ophold i Hovedstaden blev han kendt med den norske Præst Lammers, der et Par Aar i Forvejen var udtraadt af den norske Folkekirke og havde dannet en Frimenighed i Skien.
Da Lammers rejste tilbage til Norge, drog M. A. Sommer med ham. Kort Tid efter blev han ordineret til Præst af Lammers og indsat af denne til Forstander for Frimenighederne i Danmark. Nu var han altsaa Præst, men han havde ingen Menighed. Snart blev der dog stiftet saadanne, bl. a. i Haderslev, Kolding, Vejle, Horsens, Aarhus m. fl. Steder, og overalt blev der indsat Ældste til at lede dem, medens M. A. Sommer var Forstander.
Den nye Menighed i Vejle havde en Tid Lokale paa Sønderbrogade 2; senere samledes de paa Holmen hos Niels Hendriksen (Gartner Claus Nielsens Far). En af Byens Borgere, P. Hendriksen, paabegyndte Opførelsen af et Forsamlinghus til Virksomheden, men det blæste om i en stærk Storm, og Ejeren led et stort Tab.
Der blev ikke yderligere gjort Forsøg paa at faa andet Lokale; thi pludselig forlod M. A. Sommer Byen for at bosætte sig i København. Det var i 1859. Aaret efter foretog han en Rejse til de jydske Menigheder og frasagde sig overalt Forstanderstillingen, og da ingen kunde træde i hans Sted, opløstes Menighederne inden længe af sig selv.
Mogens Abraham Sommer var en mærkelig Fremtoning. Han var begavet og sad sikkert inde med betydelige Kundskaber. Han var en dygtig Taler, der overalt, særlig i de yngre Aar, samlede store Skarer om sin Talerstol. Men han var en Sværmer, et i høj Grad uroligt Hoved, der aldrig kunde komme til Hvile. Og hvad man ikke selv har, kan man vanskeligt hjælpe andre til.
Ved sin voldsomme Kritik af Folkekirken gjorde han Folk utilfreds med den, og ved sin skarpe, lovmæssige Forkyndelse gjorde han dem utilfreds med sig selv. Han var Vækkelsesprædikanten, der som en stærk Storm for hen over Landet, nedbrydende alt, hvad man hidtil havde bygget op; oprykkende alt med Rode, man hidtil havde glædet sig over. Ja, det var Sagen!
Folk blev rodløse baade i Forhold til Gud og Kirken, de tilhørte. Længere kunde han ikke føre dem. Lykkeligvis kom der andre til, der kunde fortsætte, hvor han slap. Baptisterne havde allerede et Par Aar i Forvejen (1858) paabegyndt Virksomhed i Byen og Omegnen, Indre Mission var ogsaa ved at tage fat, og netop samme Aar, M. A. Sommer frasagde sig Forstanderskabet (1860), begyndte Metodisterne deres Virksomhed i Vejle. Herren havde noget godt at bringe de mange urolige Sjæle, der gik omkring som Faar uden Hyrde.
Hvor interessant det end kunde være at give en mere omfattende Skildring af M. A. Sommer, maa jeg dog afstaa herfra, da det ikke falder sammen med Planen for dette Skrift. Interesserede henviser jeg til M. A. Sommers Selvbiografi: „Stadier paa Livets Vej“, fra hvilket Skrift saavelsom fra Brickas: „Dansk biografisk Leksikon“ og „Kirkeleksikon for Norden“, omstaaende Oplysninger er hentede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar