Hjem og Hjemliv

Superintendent J. J. Christensen - del 10


Af C. Nielsen

„Han var for stærk; der stod Kvinder bag ham,“ hedder det hos Ibsen om Per Gynt, da selve den „store Bøigen“ ikke kan faa Bugt med ham.

Det samme kan siges om J. J. Christensen. Der stod en Kvinde bag ham, og hun, og det Hjem, hun skabte, var en bestandig Inspiration for ham. Hun gjorde ham stærk og hjalp ham ikke blot med at være en god Husbond og en god Far for de Børn, der voksede op i Hjemmet, men var ham, lige fra Ungdommen, en fortrinlig Støtte i al hans Gerning.

Fru Caroline Nielsine Christensen, født Jørgensen, blev født den 24. Marts 1854 paa „Østengaard“, Skibet Sogn i Nærheden af Vejle. Hun var altsaa 9 Aar yngre end sin Mand. Det unge Par blev ægteviet i 1872 kort Tid efter, at J. J. Christensen første Gang blev ansat som Vejle Menigheds Forstander. Der fødtes dem fire Sønner og en Datter i Ægteskabet. Datteren, der var den tredie i Rækken, døde som lille, medens de boede i Svendborg. Sønnerne var: Carl (nu Carl Harris, Grosserer i København), Siegmund (nu Læge i Odense), Christian (nu Revisor i København) og William (i mange Aar Tandlæge i Kalundborg, død den 16. April 1933).

Det var et meget lykkeligt Hjem, de to Mennesker skabte for deres Børn alle Vegne, hvor de boede. Personlig har jeg ikke kendt synderlig til det; men min Hustru mindes det saa godt fra Odense og har mange gode Ord om den Aand og Tone, der herskede dér.

Frk. Marie Svendsen, der i mange Aar gik til Haande i Hjemmet, fortæller en Mængde smukke Træk derfra. Bl. a. skriver hun, at der hver Morgen holdtes Morgenandagt, før Børnene gik i Skole; en af dem læste et Afsnit af Skriften, og Præsten holdt saa Bøn; var han ikke hjemme, forrettede Fruen Andagten.

Fru Christensen havde den Skik hver Uge at lægge et Beløb til Side til Trængende; naar Julen saa kom, blev der købt Kød og andre Fødevarer, og saa maatte Drengene ud til de fattige Hjem med Julepakker paa deres Slæde. Hun omtaler ogsaa, hvorledes Fru Christensen ofte gik ud paa Sygebesøg; endog i Svendborg, da hun selv var syg, glemte hun ikke sine syge Venner. Ogsaa andet Menighedsarbejde deltog hun i; hun spillede saaledes Orgel ved alle Gudstjenester, baade i Frederikshavn og Odense. Folk, der kendte hende, skildrer hende som intelligent, fin, venlig, praktisk, sparsommelig, hjælpsom m. m.

Det bedste Vidnesbyrd om Hjemmet og Forældrene, specielt Moderen, har jeg dog fra hendes Søn, Christian Harris. Han skriver:

„Mine første Minder fra mit Barndomshjem begynder egentlig først, efter at jeg havde endt min Skolegang og var kommet ud i Livet. Tiden forud for dette var jo de egentlige Barneaar, og jeg havde i disse lært at elske og agte mine Forældre for den Kærlighed, de altid havde vist os Drenge og for den Flid, Trofasthed og Sparsommelighed, de havde opdraget os til. Der havde været nok at tage fat i — os Børn for Mor og Præstegerningen for Far. Over Mors Væsen var der en Ro og Sikkerhed, der virkede velgørende paa os alle. Aldrig Hastværk, aldrig Jag, men dog altid færdig i god Tid. Mor var tidlig oppe om Morgenen og som Regel færdig med den første Morgengerning, inden vi samledes ved Morgenbordet. F. Eks. har jeg aldrig oplevet, at Huset ikke var i Orden, inden vi gik til Gudstjeneste Søndag Morgen. Mor var det fødte Ordensmenneske, hendes Væsen var mildt og kærligt, og hendes Karakter var præget af Sandhed og Trofasthed. Hun havde svært ved at faa Venner straks i Menighederne, men lærte man hende først rigtig at kende, saa kom man til at holde af hende for hendes Redeligheds Skyld. I hende havde Far en forunderlig Støtte og interesseret Medhjælp i sin ansvarsfulde Gerning, der uden hende sikkert ikke var blevet saa velsignelsesrig. Intet Under, at for os Drenge staar Mindet om vor Barndom i en mild Glans, lykkelige, som vi følte os. De var vel ikke bedre end saa mange andre gode Forældre, men de levede saa inderligt sammen med Gud fra deres unge Aar, saa det Hjem, der omgærdede os, blev saa lykkeligt, saa trygt, saa muntert og saa alvorsfuldt!“

„Et af de smukkeste Minder, vi har fra Hjemmet, er det Faktum, at vi aldrig har hørt et ondt Ord mellem Mor og Far. At der nu og da har været Uoverensstemmelser mellem dem, er udenfor al Tvivl, men vi Drenge hørte intet og kan derfor bevare Mindet om et sjældent harmonisk Ægteskab. Den Agtelse, vi nærede for dem, havde ganske naturligt til Følge, at vi var bange for at saare og bedrøve dem. Jeg kom dog til at saare Mor en Dag, hvilket jeg skal fortælle.Var der noget, Mor var ømfindtlig med, saa var det ikke at forfordele nogen af os. Der var ubetinget lige Ret for os Drenge; og jeg ved aldrig af, at der er gjort Forskel. En Morgen, jeg som sædvanlig skulde paa Kontoret, kom jeg imidlertid til at sige til Mor, at jeg havde lagt Mærke til, at hun ikke holdt saa meget af mig som af de andre Brødre. Jeg vidste, at det var et saarbart Punkt for Mor, men jeg gik til mit Arbejde, uden at der blev talt mere om den Sag. Ved 2-Tiden samme Eftermiddag fik jeg nedenstaaende versificerede Brev fra Mor:

Hvor er det godt at sætte al sin Lid til Jesus og hans underfulde Død. O, maatte jeg benytte al min Tid i Livet at udvise, det var for mig det flød. O, du min Christian, min egen kære Dreng, lad mig dig sige, at mit Moderhjerte slaar for dig, som kun denne ene Streng kan slaa for Barnet fra et Moderhjerte. O, om du vidste, hvor dit hele Vel paa dette Hjerte alle Tider ligger, at du maa have dette store Held paa Herrens Velbehag at være sikker. Ja, det jeg tror forvist, at denne Bøn skal høres af Gud Fader i det Høje, at du en Gang, min egen kære Søn skal samles med mig for Gud Faders Øje.

Jeg var gaaet hjemmefra i meget daarligt Humør den Morgen, vel nok fordi jeg følte, jeg gjorde Mor Uret. Jeg ser endnu Mor sidde paa sin sædvanlige Bænk i Østre Anlæg og vente paa min Hjemkomst. Jeg havde travlt med den Dag at komme hjem, og da jeg saa Mor, faldt jeg hende om Halsen og bad hende om Forladelse. Jeg ved ikke bedre, end at det var baade første og sidste Gang, jeg saarede Mor.“

Om sin Far skriver C. Harris:

„Vi var vel nærmest stolte af Far. Vi saa op til ham som Taler. Han kunde være streng alvorlig, men ogsaa meget humoristisk og underholdende. Han havde en sjælden musikalsk Evne. Uden nogensinde at have lært Noderne, kunde han sætte sig til Pianoet og akkompagnere sig selv musikalsk og harmonisk til enhver Sang. Dertil kom, at han sang ualmindeligt smukt og glædede mange ved sin Sang.“

Den ældste Søn, Carl Harris, dvæler særlig ved den gode Indflydelse, der udgik fra hans Fader. Han fortæller nedenstaaende karakteristiske Træk.

I en Samtale, Skriveren heraf og Sønnen, Dr. Harris i Odense havde, blev vi i Tvivl om, hvorvidt Faderen havde været Soldat eller ikke. Dr. Harris skrev da til sin ældste Broder, om han kunde huske noget. Han skriver:

„Tak for Brevet. Jeg skal besvare det med, at Fader i høj Grad har været Soldat — oven i Købet var han med til Mobiliseringen i Anledning af Krigen mellem Frankrig og Tyskland i 1870—71. De indkaldte Soldater laa ved Grænsen, og Fader har ikke en, men flere Gange udtalt, hvilken Glæde det var, da Tropperne blev tilbagekaldt og ikke kom i Krig.“

„Som Soldat nød jeg selv godt af Faders gode Ry fra den Tid, han aftjente sin Værnepligt i Fredericia. — Den Sergent, der da havde Far, sagde til Kaptajnen, da jeg mødte første Dag paa Militærhospitalet: „Maa jeg faa Sygepasser Nr. 79“ — og han fik mig! Samme Dag meddelte Oversergenten, som han nu var avanceret til: „Ja, 79, jeg har bedt om at faa Dem, da jeg aldrig glemmer Deres Fader, som jeg har været Sergent for her i Fredericia; han var hele Kompagniets gode Aand.“ — Saaledes nød jeg godt af hans Omdømme fra Soldatertiden. Oversergenten maa jo i mine Papirer have set, hvem min Fader var.“

„Et andet Træk — alt kun til Belysning af Faders Indflydelse: Han kom i Fredericia i den daværende største Manufakturhandel — Indehaveren af Magasin du Nord — Carl J. Christensens Hjem. En Dag, efter at jeg selv havde faaet Forretning i Vejle, kom Carl J. Christensen og bad mig tage hans Søn, som var udlært i hans egen Forretning. Han glemte ikke Fars Ophold i Fredericia og formodede, at den Indflydelse, jeg havde modtaget fra Hjemmet, mulig var gaaet i Arv til mig, saa jeg kunde være noget for hans Søn.“

Om Turen til Amerika, der er omtalt forud, skriver Sønnen, Christian Harris:

„Om den Tur har han fortalt os mange skønne Ting. En af de smukkeste Erindringer havde han ombord paa Damperen paa Rejsen derover. Han var en Dag gaaet ned i Salonen, hvor Flygelet stod. Da han troede sig ene, satte han sig og spillede og sang: „Fred hviler over Land og By“. Da han var færdig, rejste han sig for at gaa op paa Dækket. Henne ved Døren stod en ældre, fin Herre med taarefyldte Øjne og bad Far synge den en Gang til. Han havde ikke hørt den Sang, siden han var Barn. De to blev gode Venner, inden de skiltes.“

Lad mig i denne Forbindelse nævne et andet Træk fra den samme Rejse. Han prædikede en Gang i Frederikshavn om at bekende Kristus og ikke skamme sig ved ham. Saa fortalte han et Træk fra Amerikaturen. Der var stor Fest ombord; der blev spist, drukket, danset og talt højrøstet, og mange mindre pæne Ord blev sagt. Han befandt sig ikke vel ved alt dette, og gik op paa Dækket.

„Men med ét kom Spørgsmaalet til mig,“ siger han, „mon du nu har baaret dig rigtigt ad?“ Jeg maatte svare Nej; jeg var gaaet min Vej i Stedet for at bekende Herrens Navn. Saa vendte jeg om og gik ned, idet jeg bad Herren være min Hjælp og vise mig, hvad jeg skulde gøre. Da der et Øjeblik var lidt stille, spurgte jeg, om Selskabet havde noget imod, at jeg sang en Sang. Da ingen havde noget derimod, satte jeg mig til Klaveret og sang Salmen: „Jesus store Sjæleven, lad mig til dit Hjerte ty.“ Da jeg var færdig og rejste mig, saa jeg, at der næppe var et tørt Øje i Forsamlingen. Hvad Gud har udrettet gennem min Sang, ved jeg ikke, men jeg ved, at der staar: „Kast dit Brød paa Vandet, og du skal finde det længe efter.“

Medens jeg fortæller om hans Sang, maa jeg berette, hvad Frk. Eltzholtz skrev om ham, da han var død:

„Da jeg igaar Aftes gik og tænkte de Tanker, jeg nu her har nedskrevet (i det foregaaende), var det pludselig for mig, som om jeg kunde høre J. J. Christensen synge — og spille paa Klaveret: „I glorify thee! I glorify thee! Dear father in heaven — I glorify thee!“ — Hvem der har hørt Pastor Christensen synge den Sang, hvortil ovenstaaende Ord danner Koret, vil vist aldrig kunne glemme det. Der laa saa megen umiddelbar Tilbedelse i hans Maade at synge disse Ord paa. — En Gang bad han mig om at oversætte denne Sang til ham, saa han kunde synge den paa Dansk. Jeg prøvede ogsaa derpaa, men var utilfreds med min egen Oversættelse, særlig fordi det var umuligt at faa Koret gengivet korrekt, saa det kunde passe paa Melodien. Jeg vilde meget hellere høre ham synge de engelske Ord. — — Hvor han nu er, „forherliger“ og „tilbeder“ han Gud paa en endnu skønnere Maade, end han gjorde hernede.“

J. J. Christensen var et udpræget Hjemmemenneske; derfor var det ofte tungt for ham, naar han skulde ud paa længere Ture og være borte i Uger. Han elskede Hygge; og der var hyggeligt i Hjemmet!

Efter den sidste Flytning fra København til Svendborg, skriver han bl. a.:

„Jeg maatte gaa alene, uden min kære Hustrus Hjælp, og pakke vore Sager sammen, og det samme maatte jeg gøre de første Dage i Svendborg ved Udpakningen. Men ak, hvor saa det hele trist og tomt ud, selv da de forskellige Ting blev stillede paa Plads — den Haand, der altid hyggende forstod at give Hjemmet sit Præg, var borte og — desværre syg og mat. Men Gud ske Lov for den Kærlighed og Hjælpsomhed, jeg blev Genstand for her i Svendborg, og da saa min Hustru kom, ja saa begyndte jeg atter at føle, at jeg havde faaet et Hjem igen, dette Hjem, som jeg sætter saa stor Pris paa.“

I dette nye Hjem skulde han opleve sit Livs største Sorg. Efter en heltemodig, men forgæves Kamp mod den Sygdom, der var begyndt i København, bukkede Fru Christensen tilsidst under den 20. Marts Aar 1900. I en „Taksigelse“, J. J. Christensen sendte sine Venner efter Begravelsen gennem „Talsmanden“, skriver han bl. a.:

„Nu gaar jeg ene omkring i dette Hjem, hvor min kære Hustru har efterladt saa mange dyrebare Minder — Minder om hendes flittige Haand og huslige Sans, der udbredte Hygge alle Vegne, og Minder om hendes Barneforhold til Gud, der var dybt og inderligt, hvilket jeg fik Bekræftelse paa en af de sidste Dage i hendes Liv. Det var om Søndagen den 18; jeg kom ind fra Kirken og fandt hende som sædvanlig liggende paa Sofaen, og idet hun rettede sit Øje imod mig, da jeg kom ind ad Døren, kunde jeg se Dødens Præg paa hendes Ansigt. Jeg lagde mig paa Knæ foran hende og spurgte: „Dersom nu Døden kalder, er du saa vis paa, at du gaar hjem til Gud med en frelst Sjæl?“

Hun saa op paa mig med et fast Blik og svarede: „Ja, derom maa du ikke tvivle.“ Jeg kendte min Hustru saa nøje, at jeg var overbevist om, at dette Svar betød: Den Sag er i Orden! Om Mandagen var jeg paa Landet for at begrave et Lig, og da jeg kom hjem, var Kræfterne bievne endnu mindre, saa hun havde ondt ved at tale, men da vi om Aftenen samledes om hendes Leje for at bede, gentog hun Fadervor efter mig ved Slutningen af Bønnen. Om Natten Kl. 2 vaagnede jeg, og da jeg saa, at hun var vaagen, spurgte jeg hende: „Hvordan har du det, Mama?“ Hun vendte sig imod mig og sagde: „Jeg har det saa godt!“ og dette var det sidste, hun sagde mig; thi fra den Tid var hun ikke i Stand til at tale mere.“

Om selve Dødsfaldet fortæller Sønnen, Christian Harris, følgende:

„Den 20. Marts 1900 blev vi kaldt hjem til vor Mors Dødsleje, og vi naaede lige at komme hjem og se hende, da hun Kl. 6 1/2 lukkede sine Øjne for sidste Gang. Far og vi Drenge stod omkring hende. Der blev intet sagt. Vi gik ind i Stuen og satte os. Den første, der talte, var Far. Han sagde: „Jeg har aldrig truffet Mor i saa meget som Tilløb til en Usandhed.“ Jeg glemmer aldrig det Eftermæle, Far der satte over Mor. Enhver, der mindes, hvordan Mor fyldte vort Hjem, forstaar ogsaa Sorgen, der fulgte med hendes Bortgang. Far sørgede, men han bukkede ikke under.“ 

Ja, det var sikkert haardt for J. J. Christensen, da hans Hustru var borte. Til sin Svigerinde i Vejle sagde han ved en Lejlighed, at nu syntes han helst, han vilde dø. Men efterhaanden rettede han sig. Hertil bidrog den rige Velsignelse, der ledsagede hans Gerning i Svendborg. Folk fra alle Samfundsklasser flokkedes om hans Prædikestol i Sct. Johannes Kirke, og det gav ham nyt Mod og Lyst til at leve og virke.

Endnu i fire Aar blev det ham forundt at udføre sin kære Prædike- og Menigheds-Gerning. Saa fik ogsaa han Hjemlov; men derom i næste og afsluttende Kapitel.