torsdag den 11. september 2014

Kaldet og Forberedelsen til Prædikegerningen

Superintendent J. J. Christensen - del 4


Af C. Nielsen

Man ved ikke noget om, naar og hvorledes det egentlige Kald til at prædike Guds Ord er kommet til den unge J. J. Christensen.

At Lærer Sommer ved sin stærke og kraftige Forkyndelse og senere Superintendent Willerup, der var en meget betydelig Prædikant, har øvet stor Indflydelse paa den vordende Vækkelsesprædikant er givet.

Gennem dem er Trangen til Forkyndergerningen lidt efter lidt vaagnet i hans Sjæl. At hans alvorlige Gudsfrygt og Frimodighed har vakt Opmærksomhed baade hos Venneflokken og Kirkens Leder er ogsaa givet, og det varede da heller ikke længe, inden han blev tilskyndet til at ofre sig for Evangeliets Forkyndelse. Men der skulde Forberedelse til; denne havde imidlertid Superintendenten lovet at hjælpe ham tilrette med.

En Dag midt i August 1864 pakkede vor unge Ven sin Vadsæk og drog til Hovedstaden. Rejsen foregik med en af de foran nævnte Smaaskuder, der besørgede Fragt- og Passagerfart mellem Vejle og Hovedstaden. Den varede i otte Dage, saa det har næppe været nogen Fornøjelsestur.

Men det var endda naadig sluppet; stundom kunde en saadan Københavnertur i hine Tider vare to til tre Uger, naar den forsinkedes af Modvind eller Vindstille. Men billig var den.

Passagererne betalte en Specie (= 2 Rigsdaler eller 4 Kroner) pro persona for hele Rejsen; og da Middag og Kaffe var indbefattet i denne Pris, kunde det undertiden blive en Udgift i Stedet for en Indtægt for Skipperen at medføre Passagerer.

Samme Dag, J. J. Christensen ankom til Hovedstaden, kom der ogsaa en Nordmand, Chr. Olsen Treider, der ligesom J. J. Christensen skulde uddannes til Prædikegerningen hos Pastor Willerup. Endvidere var den senere saa bekendte Søndagsskolemand, Axel V. Jacobsen, samt en Nordmand, Johansen, indmeldt paa denne den danske Metodistkirkes første Prædikantskole.

De to sidste opgav imidlertid snart Studierne; tilbage blev Treider og J. J. Christensen. De boede i Willerups Hjem fra 1864—67 og modtog af ham Undervisning i de teologiske Fag, ligesom de hørte Forelæsninger paa Universitetet.

Blandt andre Lærere paa Skolen kan nævnes Filologen Louis Pio, den senere saa bekendte og af Arbejderne højt skattede Arbejderfører. Denne fik siden Forbindelse med Metodisterne i Chicago, antagelig gennem Chr. Treider, der straks efter sin Uddannelse rejste til Amerika og hurtigt fik en fremskudt Plads blandt de norsk-danske Metodister. Pio fik en Stilling ved deres Forlagsvirksomhed, og det skyldtes sikkert ham, at deres Bøger og Blade i adskillige Aar var skrevet i et smukt dansk Sprog. Han oversatte bl. a. „Fyrsten af Davids Hus“ og andre af Ingrahams Bøger.

Menigheden i København holdt endnu til i deres første Lokale, St. Kongensgade 39, men samme Aar, J. J. Christensen kom til København, blev Grundstenen til Jerusalemskirken (den Gang kaldet Sct. Pouls kirke) lagt. Den 7. Januar 1866 blev den indviet og J. J. Christensen var saaledes Vidne til den store Kirkes Opførelse, den Kirke, der efter faa Aars Forløb skulde blive hans rigt velsignede Arbejdsmark.

Under Opholdet i København, som vist helt bekostedes af hans Fader, boede han og hans Kammerat som bemærket i Willerups Hjem. Det sidste Aar var det i den nyopførte Præstebolig, Stokhusgade 2. Her i øverste Etage, hvor senere saa mange andre af de danske Metodistprædikanter har haft til Huse i deres Studietid, havde de deres Hybel. I en Redaktionsnotits i „Missionsvennen“ Nr. 8 1881 siger J. J. Christensen om Chr. Treider og ham selv:

„Som Studenter boede vi sammen nogle Aar hos vor daværende Superintendent, C. Willerup, som paa en kærlig Maade tog sig af os unge Mennesker, medens vi forberedte os til vort ansvarsfulde Arbejde.“ 

De spiste hos Præstens, og her lærte de unge Mennesker, blandt meget andet, ogsaa at opføre sig standsmæssigt. Det fortælles saaledes om J. J. Christensen, at han en Gang fik sendende hjemmefra et Par smukke Morgensko, som han var meget glad ved og — vi er jo alle Mennesker — vel ogsaa lidt stolt af! Næste Dag mødte han til Morgenbordet iført sin nye Erhvervelse, men blev meget ubehagelig berørt, da Pastor Willerup bestemt lod ham vide, at saadan Fodbeklædning passede sig ikke, hvor andre Mennesker var tilstede. Her hjalp ingen Forklaring; fluks maatte vor unge Ven marchere op og skifte Fodtøj, før han fik det nødvendige til at styrke sig paa til Dagen.

Forøvrigt var han allerede den Gang — hvad han jo var hele sit Liv — meget pillen og paapasselig med sig selv og sit Tøj. Altid var han soigneret. Denne Dyd havde nær en Gang kommet ham dyrt at staa. Han var med i Kirkens Sangkor. Saa hændte det ved en Lejlighed, at han blev staaende op under Bønnen, medens hele Menigheden, som Skik og Brug var, knælede. Grunden var simpelthen, at Gulvet var noget snavset efter en Reparation, og hans Benklæder vilde af den Grund blive tilsmudset, hvis han knælede, og det nænnede han ikke.

Men ved næste Kvartalskonference, da Spørgsmaalet om Fornyelse af hans Formanerattest kom for, blev dette paatalt af et mere ivrigt end forstandigt Medlem af Konferencen, og det blev sagt, at det nær havde knebet med at faa de nødvendige Stemmer til Attestens Fornyelse. Den Gang gik det noget strængt til; mange af de Mennesker, der tilhørte de frie, kirkelige Kredse, var i høj Grad bigotte og fulgte i saa Henseende troligt de Eksempler, der blev givet fra folkekirkelig Side.

At J. J. Christensen under sit Studieophold foruden det egentlige Menighedsarbejde ogsaa deltog i Arbejdet i Søndagsskolen, nævnes kun for Fuldstændighedens Skyld.

Imidlertid nærmede de tre Aar, der var fastsat som passende Studietid, sig deres Afslutning. Kun den, der selv har prøvet det, ved, hvorledes man med Længsel ser hen til den Dag, da man skal ryste Skolestøvet af sine Fodsaaler og drage ud til det kære velsignede Arbejde for Guds Rige, det, der staar for én i gylden Glans, ja, som et herligt Eventyr, man skal opleve! Da synger det i én:

„Ud vil jeg! ud, aa, saa langt, langt, langt over de høje Fjælde!“ 

— og „de høje Fjælde“ er Skolestuen og Lektierne og Øvelserne — alt det tørre, man skal slide med — thi for en vordende Metodistprædikant er det gerne et virkeligt Slid; det skal jo som Regel gaa hurtigt med at faa de nødvendige Kundskaber tilegnet. Det trætter Legemet og slider paa Sjælen, og saa føler man med „Arne“:

„her er saa knugende, tærende trangt og mit Mod er saa ungt og rankt!“

Naar saa Dagen tilsidst oprinder, da man staar med det attraaede Eksamensbevis i Hænde; hvilken Glæde er det ikke! Hvorledes gik det ikke mig selv og mine Kammerater, da vi var færdige! Sendte vi ikke Bud til Spækhøker Jensen ovre paa Hjørnet og købte fem Rundstykker og en Flaske Øl, og smurte vi ikke tykt paa af, hvad der var tilbage af A. B.s Honningkrukke, som nogle Venner paa Landet havde givet ham for hans egen Mund. Og holdt vi saa ikke Fest! Jo, det gjorde vi! Det var de fattige Studenters Afskedsfest med det trættende Skoleliv! Og saa drog vi ud hver til sit for at mødes ved Aarsmødet en Maaned senere og faa vor første Ansættelse.

Hvordan J. J. Christensen og hans Kammerat bar sig ad 23 Aar i Forvejen, ved jeg ikke. Men Rejsen gik for hans Vedkommende ikke til noget Aarsmøde — de havde ikke noget den Gang — men til Hjembyen — Vejle, hvor han var kaldet til at være Hjælpeprædikant i den store Kreds, Menigheden var blevet til, medens han havde været borte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar