fredag den 12. september 2014

Taler — Forkynder — Sjælevinder!

Superintendent J. J. Christensen - del 6


Af C. Nielsen

Vi har nu fulgt J. J. Christensen paa hans Vandring fra Menighed til Menighed.

Vi har set, hvorledes han i Løbet af de 37 Aar, han var i Kirkens Tjeneste, stadig formaaede at samle mange om sin Prædikestol. Og det var ikke blot Tilfældet i hans egne Menigheder, men overalt hvor han kom som Tilsynsførende i de senere Aar.

Derfor var det ogsaa altid Højtid for baade Prædikant og Menighed, naar Superintendenten, som han kort og godt kaldtes, skulde komme, saa vidste man, at Huset blev fuldt; og var det nogenlunde fuldt til daglig Brug, hvad jo heldigvis ikke var saa sjældent i gamle Dage, saa vilde det blive overfyldt. Folk skulde nok finde til Kirke, naar han kom!

Man kan spørge, hvad det egentlig var, der øvede en saadan Indflydelse paa Folket. Førend jeg selv forsøger at give Svar paa dette Spørgsmaal, vil jeg gengive et Brudstykke af „En lille Karakteristik“, som Frk. Alberta Eltzholtz skrev om J. J. Christensen efter hans Død. Den findes i „Kristelig Talsmand“ Nr. 34, 1904. Frk. Eltzholtz skriver:

„Da Christensen som en ung Mand paa 21 Aar første Gang prædikede i Bernstorffsminde Kapellet ved Brahetrolleborg (altsaa medens han endnu studerede i København) var hans Tekst: „Gaar ind ad den snævre Port; thi den Vej er bred o. s. v.“ Der var blandt hans Tilhørere den Aften en verdsligklog Mand dér fra Egnen, som blev meget indtaget i hans varme melodiske Stemme og øvrige personlige Fortrin. Han erkendte, at Metodistkirken i den unge Mand havde vundet en stor Begavelse; „men,“ sagde han, „Christensen var i Forhold til sin Alder altfor stræng, da han talte om den snævre Port og den trange Vej.“ „Jeg skal ikke høre ham oftere,“ vedblev han, „jeg skal dog ikke have noget af at lade mig „konfirmere“ af en saadan Dreng!"
Vor Herre vilde imidlertid, at denne „Dreng“ oftere kom igen. Brahetrolleborg Menighed blev i lang Tid — af Mangel paa Prædikanter — betjent fra Vejle, hvor B. Smith og J. J. Christensen arbejdede sammen, den sidste som Medhjælper. De to skiftedes da til at rejse over til os, boede hos mine Forældre ca. 8—10—14 Dage ad Gangen og virkede herfra vidt og bredt paa Omegnen — — og overalt var der i den Tid meget store Forsamlinger. Denne Tid regnede Christensen stadig til sine skønneste Ungdomsminder. Manden, som ikke vilde lade sig „konfirmere“ af Drengen kunde alligevel ikke modstaa Lysten til at høre hans smukke Sang» og Talestemme — han kom igen, blev grebet af Ordet, og — jeg tror, han døde som en Synder frelst af Naade.“

Saalangt Frk. Eltzholtz.

Her er J. J. Christensen skildret som Taleren. Og han var Taler. Taler af Guds Naade! Men han var mere; han var Forkynderen. Han havde et Budskab at bringe, og han havde en egen Maade at bære det frem paa. Og endelig, hvad der var det vigtigste, han var Sjælevinderen. Det foregaaende Afsnit har tilfulde vist os det.

Som Taler var han uovertruffen ikke blot indenfor, men langt udenfor hans eget Samfund. Ikke engang hans højt agtede Lærer og Fader i Kristus, Superintendent Chr. Willerup, som han hele sit Liv satte stor Pris paa, kunde staa Maal med ham.

Som Taler var han en Naturbegavelse; men det har sikkert ogsaa kostet ham Kamp — haard Kamp — inden han naaede at beherske Stemme og Sprog, som han gjorde. Som Barn og ungt Menneske led han af en Talefejl — han stammede. Men ved en kolossal Energi og Udholdenhed overvandt han Svagheden. Dog kunde man af og til mærke det, ogsaa i hans senere Aar, særlig naar han blev revet med af sit Emne. Saa var der et eller andet Ord, han kunde snuble over, eller han gentog den første Stavelse i et Ord tre—fire Gange. Men ingen opholdt sig ved det; der var andre Ting, der fangede Opmærksomheden.

Man har paastaaet, at J. J. Christensen i særlig Grad lagde Vægt paa Talekunsten og studerede dette Fag med Flid. Han var efter sigende ret jævnlig Tilhører i Frue Kirke, naar Jacob Paulli talte. Dette har dog ikke været som Student, idet de to Mænd var omtrent jævnaldrende. I 1876 blev Paulli 2. Kapellan ved Frue Kirke og i 1892 Sognepræst og Stiftsprovst, saa det kan kun være de to sidste Gange, han var ansat i Hovedstaden, at han hørte ham, og da var J. J. Christensens Ry som habil Taler forlængst fastslaaet.

Der er spøgefuldt sagt om George Whitefield, John Wesleys store Medarbejder, at hans Veltalenhed var saa stor, at han kunde faa en Forsamling i Ekstase ved blot at sige Ordet „Mesopotamien“. Saa vidt drev J. J. Christensen det nu ikke, men Pastor L. C. Larsen har gentagende fortalt, hvorledes han ved Kirkeindvielsen i Odense i 1889, som Larsen overværede, fik den store Forsamling med den værdige Borgmester, Etatsraad Koch (der dog holdt sig), Byraadsmedlemmer og andre Honoratiores i Spidsen bevæget til Taarer, ved efter Pastor Schous Indvielsestale, at forrette noget saa tørt som at sige Tak til Autoriteter, Arkitekt, Haandværkere, Arbejdere og Bidragydere m. fl. Den unge Prædikant, der den Gang var Hjælper i Odense Kreds (Faaborg), var meget imponeret deraf.

Redaktør Jens Nyberg, der har været saa venlig at sende mig adskillige Erindringer om J. J. Christensen, af hvilke jeg efterhaanden gør Brug af flere, skriver, at J. J. Christensen var en Jacob Paulli-Type, og det er vist rigtigt. Han havde noget af den samme Fornemhed, Værdighed og Salvelse over sig som den kendte Prælat. For dem begge var det naturligt. Vil andre prøve paa at efterligne saadanne og optræde med for megen Salvelse, vil de let faa Latterlighedens Skær over sig.

Der var dog ét, Paulli havde fremfor J. J. Christensen, den fine poetiske Aare, som vi kender fra hans dejlige, aandelige Sange. Den har sikkert ofte flydt under hans Prædiken. Den Evne havde J. J. Christensen ikke. Saavidt jeg ved, har han aldrig forsøgt sig som Digter, end ikke som Rimsmed. Vi har ingen Oversættelser af Sange fra Engelsk eller andre Sprog fra ham. Mange andre har forsøgt sig i den Retning med mere eller mindre Held. J. J. Christensen har jo sikkert følt i det Stykke, som i alt andet, at det, der kom fra ham, skulde være godt; kunde han ikke fremskaffe det, lod han helt være!

Men der var én Ting, han havde og brugte, som tilfulde opvejede, hvad han manglede af poetisk Evne. Han var en ypperlig Illustrator. Han hentede sine Illustrationer rundt om fra Historien, Familielivet og det daglige, praktiske Liv. Han havde sine Øjne og Øren med sig, naar han gik paa Hus- og Sygebesøg, og ofte kunde man om Søndagen faa en lille Beretning om, hvad han havde oplevet i Ugens Løb.

Selve Budskabet, han havde at bringe, var det gamle Evangelium! Der var ikke noget særlig originalt ved det, han sagde; der var ingen store Dybsindigheder; det var et jævnt, forstaaeligt og varmt Budskab om Synd og Naade, han bar frem. Ikke mindst udmærkede hans Forkyndelse sig ved Klarhed. Man kunde huske hans Prædikener i lange Tider. En ældre Søster fra Frederikshavn Menighed, Fru Martine Hou, skriver:

„Jeg er en af de ældre Metodister fra J. J. Christensens Tid. Hvor var Pastor Christensen en elskelig Personlighed; hvor kunde han naa Tilhørernes Hjerter; hvad han sagde, fæstnede sig i ens Erindring, saa selv om det nu snart er 50 Aar siden, mindes jeg saa tydeligt mange af hans Prædikener.“

Redaktør Nyberg fortæller om en Gudstjeneste, han som 15aarig Dreng overværede i det gamle Kapel i Horsens. Han husker tydeligt baade Teksten og lange Perioder af Talen. Pastor L. C. Larsen fortæller om en Prædiken af J. J. Christensen, han hørte som Barn. Han mindes endnu Dispositionen:

1.    Mennesket er ikke, hvad det har været.
2.    Mennesket er ikke, hvad det burde være.
3.    Mennesket er ikke, hvad det kan blive.
En saadan Prædiken, ledsaget af passende Illustrationer, kan huskes af enhver opmærksom Tilhører. Der var en forunderlig Kraft, Autoritet og Myndighed over hans Forkyndelse; man mærkede, det var en Mand, der talte. Men dette udelukkkede ikke Inderligheden; tværtimod. Disse Egenskaber dannede en passende Baggrund for den. Inderligheden var dog ikke ensbetydende med Sentimentalitet; snarere med sand Hjertevarme, der gav sig Udslag i Taarer og i en Brug af Stemmen, der uvilkaarlig greb Tilhørerne. Selv grebet af sit Emne var han i Stand til at gribe andre!

Min Hustru fortæller om en Begravelsestale, han holdt i Odense, medens Menigheden endnu samledes paa Salen ved Albanibroen. Det var en god Kvinde, en Søster af Menigheden, der var død. Hun boede i min Svigermoders Ejendom paa Nørrebro. Alle holdt af hende, og en Del af Husets Beboere gik med til Begravelsen, baade Storkøbmanden og Rentieren fra Forhuset og dem fra Mellemhuset og Baghuset.

Min Svigermoder og Svoger, senere Stabssergent C. H. Skov var ogsaa med. J. J. Christensen holdt ved denne Lejlighed en af sine vidunderlige Taler. Alle blev grebne deraf, og det bevirkede, at adskillige dernede fra Ejendommen blev faste Tilhørere, saalænge han var i Byen. Nogle af dem kom i Kirken, saalænge de levede.

Min Hustru blev en indirekte Frugt af denne Mindetale. Hun opholdt sig paa Landet i de Aar, men af og til tog hun hjem. Saa inviterede de hende til at gaa med til „Kapellet“. Hvad det var for et Kapel? Jo, det var det ved Albanibroen; den Præst, der taler dér, skulde du høre. Ja, saa gik hun da med og blev straks grebet af Ordet og overgav sig til Gud. Senere blev hun indlemmet i Menigheden. „Forholdene førte med sig“, siger min Hustru, „at jeg var den eneste af min Slægt, der blev Medlem, men ikke den eneste, der fandt Herren paa det dejlige, gamle Kapel ved Albanibroen.“

Og her er vi saa endelig ved det sidste af de tre Punkter, der staar over dette Kapitel. J. J. Christensen var Sjælevinderen. Der brændte en hellig Ild i hans Sjæl, det var Længslen efter at vinde Mennesker. Som vist i de Uddrag af Indberetninger og Korrespondancer, der er gengivet i det foregaaende var han altid optaget af dette.

Han vilde være Sjælevinder. Han arbejdede derfor; han bad derom. Da han flyttede til Odense og Besøget paa Salen holdt sig smaat en Tid lang, sagde han til sin Hustru og de fire Drenge, der nu var ved at vokse til: „Vi maa bede; vi maa alle være enige om at bede, at Herren vil sende flere Folk!“ Og Folket kom; og mange blev vundne for Guds Rige.

Naar jeg ovenfor har søgt at vise, hvad der gjorde ham til den populære Prædikant, han var, saa er jeg ikke selv helt tilfreds med Resultatet. Der mangler noget. Jeg kan maaske bedst udtrykke det ved at sige, at han virkede ved hele sin Personlighed, baade den indre og ydre: hans stoute Skikkelse, hans melodiske Røst, hans kraftige Sang, hans Gestus, der aldrig var voldsomme, men ofte ret talende o. s. v. Alt dette hørte med.

Han skulde ses og høres paa én Gang. Derfor var det ikke saa let at referere ham. De faa trykte Prædikener, vi har efter ham, bærer da heller ikke Vidne om den Magt, han havde over en Forsamling. Men det var han ikke ene om. Biskop Simpson, der af Redaktør I. M. Buckley, New York, blev kaldt sin Tids største Prædikant, holdt en Gang en Prædiken i København, som Pastor Thaarup karakteriserede som saa mægtig i sin Virkning, at han, der jo var i høj Grad nøgtern, faldt om i sin Sidemands Arme.

Men naar man læser denne Prædiken (Missions-Tidende Nr. 8, 1875), faar man ikke Indtryk af noget overvældende. Naturligvis er det ikke Ordene alene, der virker; de kan gengives meget nøjagtige, men Aanden, Spændingen bag Ordene, Kraften, Inderligheden o. s. v., disse Ting kan ikke refereres.

Der var nogle, der beskyldte J. J. Christensen for at være Modepræst. Det fik Paulli ogsaa Skyld for og Frimodt og Olf. Ricard og andre, der havde den lykkelige Evne at kunne samle og fastholde Skarerne. Det skal man nu være forsigtig med at hæfte paa en Mand; tværtimod skulde man være taknemlig for enhver, der kan skaffe sig Ørenlyd; der er Prædikanter nok, der har vanskeligt ved det.

J. J. Christensen kunde samle Folket om sin Forkyndelse, men mange af hans Tilhørere og aandelige Børn sluttede sig aldrig til Samfundet. De kom ikke i Kirken for Menighedens Skyld, men for Præstens. Dette havde jo den Ulempe, at naar Præsten rejste bort fra Byen, blev en Del af Tilhørerne ogsaa borte. Dette maatte han stundom høre ilde for. Men der var jo i Virke* ligheden intet at bebrejde ham.

Han saaede Guds Sæd, og om Sæden hedder det, at den skal bære sin Frugt i sin Tid. Ad Statistikkens Vej alene kan der ikke gøres tilstrækkelig Rede for hans Arbejde, ligesaa lidt som for nogen andens, men Evigheden vil sikkert aabenbare, at hans Gerning var i høj Grad frugtbringende.

Jeg vil slutte dette Kapitel med et Citat af Redaktør Nyberg:

„Mange Aar efter (det ovenfor omtalte Møde i Horsens), da jeg en Søndag sad i London og hørte Dinsdale T. Young i Central Hall, stod J. J. Christensen lyslevende for mig. Det var den samme fuldtonende Stemme, den samme Pathos, det samme Blik og den samme Myndighed. Jeg forstod, at hvis J. J. Christensen havde været i England, vilde han have talt for Tusinder, hvor han herhjemme talte for Hundreder.“

Ingen kommentarer:

Send en kommentar