Af C. Nielsen
Til Orientering for dem, der ikke er kendt med Metodistkirkens Praksis med Hensyn til Prædikeembedet, skal jeg oplyse, at før en Prædikant bliver ordineret og dermed modtager Kirkens Bemyndigelse til at administrere Sakramenterne og udføre andre kirkelige Handlinger, er der en Prøvetid for den vordende Ordets Forkynder.
Det nederste Trin paa det metodistiske Prædikeembedes Stige er at formane. Hvornaar J. J. Christensen fik sin Formaner-Bemyndigelse, om i Vejle eller København, vides ikke; de Protokoller, der skulde give Oplysninger derom, er borte. Ved den første Kvartalskonference, han overværede i Vejle, 11. August 1867, betegnes han som Formaner. Ved den Lejlighed tog han det andet Skridt. Det hedder i Referatet:
„Broder Jens Joachim Christensen blev anbefalet og eenstemmig antaget som Lægprædikant, samt at være vel skikket til at blive udsendt som reisende Prædikant.“Som saadan virkede han i syv Aar, fra 1867—74, de første seks Aar som Medhjælper og det sidste som Forstander. Reglen er ellers, at Prøvetiden varer to Aar, i hvilken Tid Prøveprædikanten foruden at deltage i Missionsarbejdet tillige aarlig aflægger Prøve i de af Kirken foreskrevne Kursus. Falder Prøven tilfredsstillende ud, optages han som fuldstændigt Medlem af sin Aarskonference (de rejsende Prædikanters Forening) og modtager Diakons Ordination; efter to Aars Forløb, naar det fireaarige Kursus er afsluttet, ordineres han til Ældste.
Men i hine første Tider, da Metodistkirken begyndte sit Arbejde i Danmark, var Forholdene noget anderledes ogsaa paa det Omraade. Virksomheden var en Mission, og som saadan sorterede den direkte under Missionsselskabet med Superintendenten som Mellemmand. Det meste af, hvad der skete — eller ikke skete — vedrørende Prædikanters Antagelse og Forflyttelse, Kirkebygning, nye Menigheders Stiftelse o. s. v. var afhængig af hans Skøn.
Superintendent Willerup var meget forsigtig med, hvem han fik ind i Kirkens Tjeneste, og det var vel Grunden til, at de ældste Prædikanter maatte tjene som Lægprædikanter i uforholdsmæssig lang Tid, inden de naaede frem til Præstestillingen.
I 1874 blev J. J. Christensen ordineret. Den 29.— 31. August afholdtes et saakaldt „Missionair-Møde“ i Kirken i København, hvor Biskop Harris var tilstede, og ved den Lejlighed fandt den store Højtidelighed Sted. Søndag den 30. ordineredes han til Diakon sammen med fem svenske Brødre. Dagen efter, ved et stort Aftenmøde, til Ældste. Det var, saavidt vides den første Ordination, der blev foretaget af nogen Metodistbiskop i Danmark. B. Schmidt, Markus Nielsen og Chr. Sørensen var forud ordinerede til Diakoner, antagelig i Tyskland.
Jeg har — vel omstændeligt maaske — gjort Rede for disse Forhold; det synes mig nemlig, at de har historisk Interesse som Eksempel paa, hvor lang og trang Vejen var for de første Prædikanter herhjemme. Nogen egentlig Sinecure var det jo ikke at være Metodistpræst, og længe varede det, inden man blev det. Markus Nielsen f. Eks. havde endnu ikke faaet Ældste-Ordinationen, da han i 1876, efter 16 Aars Tjeneste i den danske Mission, rejste til Amerika.
 |
| Metodistkirken i Cambridge, Wisconsin |
Senere, da der blev organiseret Aarskonferencer herhjemme (i Norge i 1876 og i Danmark 1911), var det jo naturligt, at Prædikanterne fik deres kirkelige Jurisdiktioner dér.
Som Præst og Leder af Gudstjenesten optraadte J. J. Christensen med en naturlig Værdighed. Der var altid Fest og Højtid over Gudstjenesterne. Han sjuskede aldrig med noget. Man hørte aldrig et afjasket „Fadervor“, og hans Fremsigelse af de rituelle Bønner ved de forskellige kirkelige Handlinger, var altid inderlig og højtidelig. Han lagde sin Sjæl ind i dem; det er ikke alle Præster, der har Evne til det.
Antikvarboghandler J. Grubb har for nogle Aar siden i „Kr. Talsmand“ givet en Skildring af saadan en Gudstjeneste i Metodistkirken i København, som Christensen ledede. Han skriver:
„Paa det Tidspunkt var Metodisterne ene om at holde Vaagenat Nytaarsaften. Det blev en uforglemmelig Oplevelse, da jeg første Gang deltog i en saadan Gudstjeneste. Dybest grebet blev jeg, da Superintendent J. J. Christensen alene sang: „Jeg lever og ved, hvorlænge fuldtrøst.“ Kirken var fyldt til sidste Plads, og det kan ikke være andet, end at det maatte trænge ind i manges Hjerter. Senere er det jo blevet almindeligt ogsaa i andre Samfund at holde saadanne Gudstjenester, men aldrig har jeg faaet saa meget ud af det som den Gang.“Frk. Marie Svendsen, der i mange Aar var Medhjælper i det Christensenske Hjem, og som har givet mig adskillige værdifulde Oplysninger, som jeg senere kommer til, mindes ogsaa disse Nytaarsaftener, særlig i København. Ogsaa hun omtaler, hvorledes Præsten ganske ene, uden Orgelledsagelse, sang den nævnte Salme. Jeg selv har Minder fra et Par Vaagenatsgudstjenester, der var til megen Velsignelse for mig.
Selvfølgelig var Gudstjenesterne ved Højtiderne og om Søndagen de „store“ Højtidsstunder, men ogsaa „de smaa Møder“, som vi kaldte dem, Bønne- og Klassemøderne, var meget stemningsbaarne og rigt velsignede.
Hvor mindes jeg fra mine ganske unge Aar Fredags-Bønnemøderne i Kryptkirken, naar den store Sal var fuld af Folk, og Sang og Bøn tonede fra glade Menneskers Læber. Vi unge i København gik til disse Møder. Den Gang var der jo intet Ungdomsarbejde. Dér lærte jeg første Gang at oplade min Mund i en Forsamling; det holdt haardt, inden jeg kom saavidt. Og mærkeligt var det den Aften, jeg første Gang hørte min egen Stemme blandt de mange Mennesker! Hvad jeg fik sagt, husker jeg ikke, men jeg fik Luft, og siden var det mig en Glæde at deltage i Bønnen og Vidnesbyrdet, naar Lejlighed gaves.
Det var det gode ved J. J. Christensen, at overalt, hvor han kom, blomstrede disse Møder. Jeg har andre Steder citeret enkelte Udtalelser fra ham angaaende denne Side af Arbejdet, og de kunde suppleres med mange flere, hvis der var Plads. For ham var disse Sammenkomster ganske sikkert det Barometer, der viste, hvorledes Menighedens aandelige Tilstand var.
Som Menighedsforstander var det hans Pligt at „besøge Folket fra Hus til Hus“. Det taler Disciplinen ikke saa lidt om, og han gjorde det. Men det faldt ham aldrig let. Han var af Natur reserveret, og det var vanskeligt for ham at indlede og fortsætte en Samtale, uden naar han var i en fortrolig Vennekreds. Men saa kom hans gode Hustru ham til Hjælp. Ofte fulgtes de to ad paa Hus- og Sygebesøg, og saa var det ingen Sag; for Fru Christensen havde let ved at bevæge sig iblandt Mennesker.
Men havde han end vanskeligt ved at øve denne Gerning, og kunde han end ofte fristes til at blive hjemme og f. Eks. give denne Undskyldning; „Jeg kommer gerne til Ulejlighed!“ saa gik han alligevel, fordi det var hans Pligt; selv de sidste Indberetninger fra Svendborg, da han var en syg og tildels nedbrudt Mand, vidner om hans Selvtugt i saa Henseende.
Der var andet Arbejde, som sikkert heller ikke huede ham saa godt, fordi det var hans reserverede Natur imod, men som han alligevel deltog i ved Lejlighed. En Københavner har fortalt Redaktør Nyberg, at han blev saa slaaet, da han en Dag paa Østergade saa en høj, fin Mand i Slængkappe og høj Hat gaa og dele Traktater ud.
Iblandt dem, der fik et Blad, var ogsaa to af de kendte kongelige Skuespillere, der var paa Vej til Teatret, og som uvilkaarligt løftede paa Hatten, da Pastor Christensen overrakte dem et lille Skrift. J. J. Christensen har fortalt, at naar han havde sine Kampe og Fristelser, bekæmpede han dem bedst ved paa en saadan Maade at vise Djævelen og Verden, hvem han tjente. Afdøde Typograf Johansen fra Svendborg har ligeledes meddelt, hvorledes J. J. Christensen delte Traktater ud paa Strøget i København.
Det har vist heller ikke været helt let for ham, naar han til Tider optraadte som Gaardmissionær i København. Pastor P. Rasmussen skriver om dette Arbejde:
„I 1893 fik jeg Attest som „Gaardmissionær for Sct. Pouls Menighed“ og sammen med Bræstrup (Missionær Bræstrups Fader), Murer Nielsen og dennes Døtre, Caroline og Olga, samt Snedker Beck gik vi hver Søndag ud i de store Ejendommes Gaarde og til Ørstedsparken. Til denne Mission sluttede J. J. Christensen sig og var den prægtige Taler, som Folket lyttede til fra Vinduer og i Parken.“Ved festlige Lejligheder i Menigheden kunde J. J. Christensen være meget hyggelig og morsom. Stundom fortalte han en eller anden „god Historie“. Selvfølgelig benyttede han ved saadanne Anledninger visse smaa Finesser og Tricks paa Talekunstens Omraade, som han var en Mester i, og det siger sig selv, at Forsamlingen lyttede til med spændt Opmærksomhed. Her er en af „Historierne“, som man for mange Aar siden fortalte mig oppe i Vendsyssel:
Det var i den første Tid i Frederikshavn. Han havde været paa Besøg vest paa ad Løkken-Kanten, og derom fortalte han ved en Fest i Kirken: Han var da kommet ind til en Gaardmand, der var ved at bygge et nyt Stykke til sit Stuehus. „Ja“, forklarede Bonden paa sit Vendelbomaal, „a æ ve’ aa sæt’ en ny Ænd’ te’ mi Raaling (Stuehus; udtales i daglig Tale som „Rolling“). „Se, det kunde jeg nu ikke forstaa,“ sagde J. J. Christensen, „for nu har jeg haft fire Rollinger, men saadan noget har jeg aldrig kunnet gøre ved dem!“ —
„Naar saa Ordet var givet frit,“ fortæller Fru Skomagermester Jensen, der har været saa venlig at meddele mig flere Træk fra J. J. Christensen og Hustrus Hjem og Gerning, „og der blev drukket Kaffe, samtalet eller sunget, gik Præsten om iblandt os, og ind imellem kunde han sætte sig til Orgelet og spille og synge for os. Jeg husker særlig en Aften, da han sang: „Klippe, du som for mig brast, skjul mig i dig dybt og fast.“ Det satte dybe Spor i alle, der hørte det.“
Børnene elskede han, og Søndagsskolearbejdet blomstrede, som vi har set, alle Vegne under hans Røgt. Og han var de unges Ven. Naar han var i deres Selskab, var han munter og kvik. En af Sønnerne, Revisor Christian Harris, skriver om sin Far bl. a.:
„Det var i de Tider, at Epworth Foreningen blev stiftet. Far og Mor elskede Ungdom, og vi Drenge var jo selvskrevne til at blive Medlemmer. Det varede heller ikke længe, inden vi kom til at tage aktiv Del i selve Arbejdet. Og Minderne fra den Tid, under Far og Mors kyndige Vejledning, er kære for os. Mine Forældre var privat meget morsomme og underholdende, og vi Drenge nød deres Humør i fulde Drag. Min Broder i Odense var den Gang Formand for den litterære Afdeling, og jeg husker endnu min Broders Stolthed og Glæde, naar han kunde formaa Far til at holde et Foredrag i „hans“ Afdeling. Der var som Regel noget Musik og Sang bagefter saaledes, at de blev rene Festaftener for os unge. I Sandhed en lykkelig Tid!“En Gang, J. J. Christensen var med Ungdomsforeningen i Skoven, gjorde han i sin Tale opmærksom paa, at selv om han nu saa smaat begyndte at høre til de ældres Kreds, følte han sig dog ung endnu, ja, han var saamænd ikke bange for, om saa skulde være, at vove et lille Dystløb med nogle af de unge Mænd her henover Sletten. Men det skulde han ikke have sagt; thi lidt efter traadte selve E. F.s Formand, min nu afdøde Broder Sofus, frem for Præsten, bukkede stiligt og meddelte, at han paa de unges Vegne tog imod Udfordringen, om Præsten saa vilde være saa venlig at stille sig op til et Kapløb udover Eremitagesletten.
Her hjalp intet Kæremaal! Løbet begyndte — selvfølgelig med det Resultat, at Velærværdigheden inden længe maatte bide i Græsset. Nu maa Læserne ikke faa altfor ringe Tanker om Pastorens Sportsdygtighed, thi hvem kunde hamle op med „Onkel Sofus’“ lange Ben? Det ved jeg selv god Besked om — jeg har prøvet det!
Som Menighedsforstander stod han i et godt Forhold til de Mænd, der hjalp til i Arbejdet. Han tog sig af dem og hjalp dem frem. Særlig i Frederikshavn var der en stor Stab af Brødre, der anvendte deres Søndag til at gaa omkring paa Landet og aflægge Vidnesbyrd for Herren. Broder, Lokalprædikant Danielsen i Esbjerg var én af dem. Han skriver:
„J. J. Christensen satte mig til Arbejdet, og hvor opmuntrende var det ikke at vide, at hans Bøn fulgte én. Hvad Bønnen og Biblen har været for mig gennem de mange Aar, har jeg for en stor Del ham at takke for. Jeg tænker med Glæde paa, hvorledes han bad mig leve med min Bibel og leve et Bønnens Liv, saa vilde Livet blive velsignet for mig. Og det slog til. Det var ikke forgæves, jeg fulgte den Opfordring. Den gamle Bibel har ikke blot været til Velsignelse, Trøst og Opmuntring for mig selv, men det har været et Vaaben til Angreb og Forsvar i Herrens Gerning.“Der var en Tid, da Spørgsmaalet om Helligholdelsen af Herrens Dag var stærkt fremme. Fiskerne plejede at fiske baade Hellig og Søgn, men da Vækkelsen kom, følte man uvilkaarligt, at „Søndag er Vorherres Dag“! Hvordan skulde man bære sig ad? Man besluttede at tale med Menighedens Forstander derom. Danielsen fortæller:
„Ole Peter Jørgensen, Niels Aaen, Niels Hjørnet, Mourits Aaen og jeg gik til ham. Ole Peter Jørgensen tog Ordet og forelagde Sagen for ham. Ser De, det kan jo hænde, at naar Søndagen kommer, vi da er langt fra Land og ikke kan naa Havn. Hvad saa? Jeg stod stille og ventede paa Svaret — siger Danielsen. — Jeg saa, at hans Øjne duggedes, og forstod, at der var en stille Bøn, der skulde frem, før Svaret kom. Saa lagde han sin Haand paa Skuldren af Ordføreren og sagde: „Fisk, Brødre, saalænge I kan, vil I til Himlen, holder det nok op af sig selv.“ Fra den Dag — fortsætter Danielsen — tog jeg aldrig imod noget Tilbud om Plads, før jeg bestemt havde faaet Løfte om at faa Søndagen fri. Saa maatte de andre godt bestemme Farten de søgne Dage; de maatte godt være lange, men den syvende Dag havde jeg lovet Herren; den maatte han bestemme over. Jeg takker Gud for J. J. Christensen!“Skønt J. J. Christensen var venlig og imødekommende og af Natur en Fredens Mand, kunde han dog godt tage haandfast paa Tingene, naar det gjaldt noget der vilde skade Sagen. Følgende Udtalelser fra en Indberetning til en Kvartalskonference viser det:
„Hvad Menighedens aandelige Tilstand angaar, da tror jeg, der maa ske en Udrensning af flere Elementer, som virker hæmmende paa den sunde Udvikling. Altfor rappe Tunger ere i Gang i Menigheden, og enten maa disse Tunger standses eller ogsaa maa deres Ejermænd finde sig i at forlade Metodistkirken. — — — Sagen er os for dyrebar til at blive ødelagt af dette for mange saa ustyrlige Lem.“J. J. Christensen foretrak Provinsen fremfor Hovedstaden. Om dette skriver Frk. Eltzholtz bl. a.:
„Vi lo tit af hinandens forskellige Smag i en Retning (ellers kunde vi godt enes).“ „Jeg ved nok,“ sagde han, „at De holder mest af København, men jeg elsker at leve i en Provinsby. Dette, at man er kendt overalt, synes jeg saa godt om; at jeg f. Eks. ikke kan gaa en Tur, uden at der kommer en eller anden over Gaden og giver mig et Haandtryk, eller at der kommer en lille Pige forbi og nejer eller en lille Dreng, som tager Huen af og ser paa mig med et Par tillidsfulde Øjne — — og kommer jeg saa lidt længere hen, saa sidder der en i Vinduet og nikker, og en anden lukker Vinduet op og siger et Par venlige Ord--jo, det holder jeg af. Man kan ogsaa som Prædikant have langt større personlig Indflydelse i en Provinsby, i København drukner man.“Hertil føjer Frk. Eltzholtz:
„De ovenfor anførte Venlighedsbeviser blev ogsaa — da Christensen senere blev en ensom Mand — for ham nogle af de „tusinde Stjærner“, som Guds grænseløse Kærlighed skal tænde, „naar Lykkens Sol er gaaet ned!“
Ingen kommentarer:
Send en kommentar