fredag den 12. september 2014

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8


Af C. Nielsen

I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde.

Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden.

I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg.

Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandlingen over det Emne, der var givet ham at føre frem. Hans Ungdom og Beskedenhed holdt ham tilbage.

Men efterhaanden som man gav ham et og andet at gøre i Forbindelse med Konferencens Arbejde — i Begyndelsen var det jo ret beskedne Opgaver — gav han ogsaa sin Mening tilkende. Og inden lang Tid var der næppe en Sag af Betydning, uden at J. J. Christensens Navn var paa Talerlisten. I Debatten kunde han være meget frisk og slagfærdig, og selvfølgelig blev der taget alle mulige Hensyn til hans Meninger, særlig efter at han, der i Begyndelsen var Prædikantkorets „Benjamin“ i Løbet af faa Aar paa Grund af de ældre Prædikanters Bortrejse, blev blandt de ældste i Flokken.

Den første store Opgave, der blev givet ham, var Redaktionen af Virksomhedens officielle Organ, Maanedsbladet „Missionsvennen“. Det var i 1881. Hidtil havde Pastor Schou udgivet og redigeret det og dets Forløber „Missions-Tidende“. Men paa Grund af hans mange Rejser og øvrige omfattende Virksomhed, ønskede han sig fritaget for dette Arbejde og anmodede da J. J. Christensen om at overtage det.

I Begyndelsen var det en privat Ordning mellem de to. Schou vedblev at være Udgiver, men J. J. Christensen var altsaa Redaktør. I sin Indledningsartikel: „Til Bladets Læsere“ lover han, at „Bladet skal med Guds Hjælp udkomme hver Maaned, og Indholdet skal fremdeles blive valgt med Flid og Omhu“. Enkelte Redaktionsartikler undertegnet „J. J. C.“ eller „Red.“ er ret kraftige og fængende, og dette gælder ikke mindst Artiklen: „Fremad“, som han skrev efter Aarsmødet 1881, hvori han maner baade Prædikanter og Medlemmer til at „hæve Korsets Fane højt, saa dette nye Missionsaar maa blive det bedste, vi endnu har haft i Danmark“.

I December-Nr. 1881 meddeler Redaktøren, at Bladet fra Nytaar vil udkomme som 14-Dages Blad i stort Format paa 8 Sider under Navnet „Dansk Kristelig Talsmand“. Egentlig skulde det, ifølge Aarsmødets Beslutning, have været et Ugeblad, men Udvalget, hvoraf J. J. Christensen var Medlem, turde ikke foreløbig, af Mangel paa Midler, strække sig saa vidt.

Det nye Blads første Artikel er skrevet af Redaktøren. Han siger bl. a. heri:
„Talsmanden“s Gjerning skal være en FredsGjerning i den Herres Tjeneste, som er Freds-Fyrste; den vil derfor med Glæde aabne sine Spalter for Alt, hvad der aander Fred og Kjærlighed, for Alt, hvad der kan lede til sand Kundskab, for Alt, hvad der kan have almen Interesse og som er overensstemmende med den hellige Skrift.“ 
Saalænge Schou redigerede Bladet, polemiserede han jævnlig saa med en og saa en anden. Der var jo nok, der angreb Kirken og dens Arbejde i de Dage. Christensen selv indlod sig sjælden paa saadan Polemik. Han var en Fredens Mand. Han tillod andre at gøre det. C. F. Eltzholtz f. Eks. var ret flittig i saa Henseende i de Aar, han var herhjemme. Der blev da ogsaa ved en Lejlighed rettet den Bebrejdelse imod Bladet, d. v. s. imod Redaktøren, at det savnede „Tænder“ — det kunde ikke bide fra sig. „Ja, saa maa det jo bruge Gummerne,“ var hans Svar. Om det tilfredsstillede Kritikeren er vel tvivlsomt. Forøvrigt var han aldrig glad ved Kritik. Efterhaanden som han rykkede frem i forreste Linie, maatte han jo ofte staa for Skud — han som andre, men det huede ham ikke; hans følsomme Sind led under det.

J. J. Christensen var tre Gange Redaktør: fra 1881—86, 1888—89 og 1892—93, ialt i syv Aar. Jeg havde Lyst til at give enkelte Prøver paa hans Stil, men Pladsen i dette lille Skrift tillader det ikke. Interesserede henviser jeg til de gamle Aargange af Bladene. Det er ikke uden Værdi at studere dem.

Da J. J. Christensen i 1890 flyttede til København, valgtes han til Bestyrer for Præsteskolen, „Kjøbenhavns theologiske Institut“, som den kaldtes den Gang; senere blev Navnet forandret til „Metodistkirkens teologiske Skole“. Medens J. J. Christensen var Bestyrer, dimitteredes to Hold Elever, 1892 seks og 1895 tre Elever.

Det første Hold blev ikke til stor Nytte for Metodistkirken i Danmark. Tre af dem rejste til Amerika, hvor de to senere blev lutherske Præster, og den tredie døde kort efter sin Ankomst; af de tre andre sluttede den ene efter faa Aars Arbejde sig til Folkekirken og blev Indre-Missionær; de to andre sluttede sig til et Frisamfund. Af det andet Hold, der bestod af fire, trak den ene sig tilbage og virkede i mange Aar som Lokalprædikant. De tre andre har vi endnu iblandt os; det er Brødrene Biellstein, Emil Nielsen og P. Rasmussen.

Personlig har jeg intet Kendskab til J. J. Christensen som Leder af Skolen og Lærer. Og det synes ikke som Minderne fra Undervisningen — han havde kun ét Fag: Teologi — har fæstnet sig særligt i de tre sidste Elevers Erindring. Jeg har faaet flere smukke, talende Træk fra dem fra Skoletiden, men om selve Undervisningen siges kun af én af dem, at „der var altid noget højtideligt over hans Timer paa Skolen.“ Men den samme Broder (P. Rasmussen) „erindrer et Aar, da Eksamen var afholdt, at J. J. Christensen kaldte hver enkelt af os til sig og spurgte os:
„Har De, Broder, fremdeles det gode Samfund med Herren, og har De endnu Kald til Evangeliets Gerning? Ellers skal De ikke fortsætte; thi dertil hører ikke blot Uddannelse, men Kald fra Gud og Kærlighed til Sjæle.“
Dette er et talende Vidnesbyrd om hans Interesse for de unge Studenter; han holdt et vaagent Øje ikke blot med deres intellektuelle, men især med deres aandelige Udvikling, og det turde maaske være den mest betydningsfulde Side af en Prædikantskole-Forstanders Gerning.

Af andre Hverv, Konferencen betroede J. J. Christensen, skal nævnes, at han efter Pastor Schous Død i 1889 fungerede som Biskoppens Tolk ved alle Aarskonferencer. I de første Aar delte han Æren med Pastor H. Jacobsen og andre. J. J. Christensen var paa sin Maade en ypperlig Tolk, ikke saa meget ved at gengive Talen korrekt, som ved Inderlighed og Varme at give Udtryk for den Aand, den Stemning, der bar Talen.

De, der forstod Engelsk, var klar over, at Oversættelsen stundom var noget mangelfuld — han talte da ogsaa gerne om „den Smule Engelsk, jeg kan,“ — men den største Del af Tilhørerne var taknemlig for den, som den var. Det væsentlige Indhold fik de; og saa var Tolken ikke saa sjælden mere grebet end Taleren selv.

Det vil føre for vidt at nævne de mange andre Tillidsposter, der blev givet J. J. Christensen. Gentagende var han Medlem af Fællesudvalg for en skandinavisk Præsteskole. Denne Tanke, som han sikkert var glad for og arbejdede for, naaede han dog ikke at se gennemført.

Det er et enstemmigt Vidnesbyrd, der lyder fra alle, der kendte J. J. Christensen godt, at han aldrig trængte sig frem. Han havde ikke „Albuer“. Hvad hans Brødre efterhaanden gav ham at udføre — og der var jo snart ikke nogen Sag af Betydning, uden han var med i den — blev altsammen betroet ham, fordi man mente, at han i Øjeblikket var den bedst skikkede dertil.

I 1893 oplevede han at faa et af sine højeste jordiske Ønsker opfyldt, nemlig at komme en Tur til Kirkens Hjemland — Amerika. Denne Rejse kan jeg vist passende omtale paa dette Sted.

I det Aar havde Danmark første Gang Besøg af Biskop J. H. Vincent; under Konferencen, der holdtes i København, boede han hos J. J. Christensen. Biskoppen inviterede ham en Tur til Staterne, dels for at være hans Gæst og dels for at studere Kirkens Virksomhed derovre. J. J. Christensen tog med Glæde imod Indbydelsen, og et Par Uger efter Aarsmødet drog han afsted.

Om den Tur fortalte han mange interessante Træk, som jeg ikke kan komme nærmere ind paa (interesserede henvises til et Foredrag om Turen, som findes refereret i „Kristelig Talsmand“ Nr.
41, 1893). Specielt var han stærkt optaget af den metodistiske Sommerskole Chautauqua, hvor Tusinder af Mennesker tilbragte deres Sommerferie samtidig med, at de gennemgik et eller flere Kursus af forskellig Slags.

Her tilbragte han nogle Dage som Biskoppens Gæst — Biskoppen var den egentlige Leder af denne betydelige Virksomhed — og J. J. Christensen var betaget af Livet, som det levedes dér. Efter godt et Par Maaneders Forløb var han hjemme igen. Nogle Sider frem i dette Skrift meddeles et Par Oplevelser fra denne Rejse. (Om Chautauqua er der en udførlig Skildring i „Kristelig Talsmand“ Nr. 7, 1883).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar