Nogle Data fra Barndommens og Ungdommens Dage

Pastor P. M. S. Jensen - del 3:


Af Chr. Nielsen

Peter Martin Severin Jensen blev født den 30. April 1848 i Frederiksborg (Hillerød).

Hans Fader drev Guldsmedeforretning i Byen, og Familien levede under jævnt gode økonomiske Forhold.

Der var en temmelig stor Børneflok, hvoraf nogle senere i Livet kom til at indtage ret fremskudte Stillinger i Samfundet; en Søn, Frederik, blev Skattedirektør i København, en anden, August, var i mange Aar Godsforvalter paa Herresædet Rosenvold ved Vejlefjord; der var flere Søstre, hvoraf én, maaske to, rejste til Amerika.

De fik alle en god Skolegang, der, saavidt vides for P. M. S. J.s Vedkommende, endte med en Præliminæreksamen, der paa den Tid kun opnaaedes af faa, hvis man da ikke agtede at gaa Studievejen. Og det vilde den unge Jensen ikke. Han vilde være en Haandens Arbejder, mente han.

Han elskede sit gode Hjem og havde mange dejlige Minder derfra. Om Faderen skrev han mange Aar efter i en Dagbogsnotits:

„Den 16. Februar 1898: Min gamle Faders Fødselsdag. Det er nu 28 Aar siden, han døde, som jeg haaber, i Herren. Jeg har mange gode Minder om min kære Fader. Havde han været under virkelig evangelisk Paavirkning fra Ungdommen af, havde han sikkert været en sjælden velsignet Kristen. Ære være hans Minde!“

Nogle af Jensens Barndomsminder har knyttet sig til Kongefamiliens (Frederik VII og Grevinde Danners) aarlige Vinter-Ophold paa det prægtige Frederiksborg Slot. I sin Skoletid var han Kordreng i Slotskirken, der tillige var Byens Sognekirke; hans smukke og kraftige Stemme gjorde ham velskikket dertil.

Et andet Barndomsminde var Slottets Brand (Decbr. 1859). Efter Genopførelsen af Slottet blev Digteren Chr. Hostrup, efter Kongens Ønske, ansat som Sognepræst i Byen (1862), og hos denne er da P. M. S. blevet konfirmeret.

Efter udstaaet Læretid i Klejnsmedfaget (han var bl. a. med til at lave Laasene til det nyopførte Slot), rejste han til København og fortsatte sin Virksomhed i Faget. Og her er det saa, at han som tyveaarig ung Mand faar sin store Oplevelse med Gud.

Hvorledes den unge Jensen er kommet ind i Menighedsarbejdet og Prædikegerningen, vides der, saavidt mig bekendt, intet bestemt om. Antagelig har han passet sin daglige Gerning ved Hammer og Ambolt samtidig med, at han har deltaget i Menighedens Arbejde. Der var f. Eks. Søndagsskolegerningen, der blomstrede stærkt i hine Aar.

Siden 1866 havde der været offentlig Søndagsskole i Sct. Pouls Kirke, og et ret betydeligt Antal Børn var indskrevet som Elever. Her var god Brug for Menighedens unge Mænd og Kvinder, og der er ingen Tvivl om, at den unge Jensen, varm og nidkær som han var, snart har meldt sig til Tjeneste.

Det vides, at han var med, da det første Missionslokale paa Christianshavn blev taget i Brug. Flere af Menighedens Medlemmer havde været rundt i Kvarteret og indbudt Børn til Søndagsskolen, og Indbydelsen blev efterkommet i saa høj Grad, at den unge Jensen, der tog imod dem og skulde forestaa Skolen, erklærede, at nu kunde de ikke have flere i Salen.

Men Børnene protesterede:

„Damerne har indbudt os“, erklærede de, „og saa vil vi ogsaa ind!“

Hvordan det saa ellers gik, melder Historien intet om. Saa var der ogsaa adskillige Udposter, hvor man afholdt Møder.
 ..................
Et lille interessant Vidnesbyrd om Søndagsskolen paa Christianshavn fandt jeg forleden i nogle af min afdøde Broder, Sofus Nielsens efterladte Papirer.

Det er et Brev skrevet til Wilh. Hoffenblad, der paa det Tidspunkt var Leder af Søndagsskolen i Rigensgade, fra hans Svigerinde Anna Søndergaard. Heri hedder det bl. a.:

„Saavidt jeg husker, begyndte jeg at gaa i Søndagsskole i 1870. Vi boede da paa Christianshavn, og dér gik jeg og legede i Gaarden, da den lille Pastor Jensens Hustrus Moder (Fru Holm) kom og spurgte, om jeg vilde gaa med i Søndagsskole.“

Det gjorde Barnet og fortæller saa videre:

„Først gik jeg en Tid i Torvegade, derefter i Overgaden oven Vandet og dernæst i Rigensgade under Præsterne Schou, J. J. Christensen og Thaarup (sidstnævnte var paa det Tidspunkt J. J. C.s Hjælper), og jeg har altid med Glæde gaaet til min Søndagsskole.“

Morgen. Adskillige andre Udposter var der: Nørrebro, Ordrup, Dragør, ialt syv forskellige Steder i København og Omegn. Her afholdtes ugentlig (ifl. Meddelelse i „Missions-Tidende“ Nr. 2, 1873) tolv Prædikemøder og ni Klassemøder foruden Bønnemøder, og der var fire Søndagsskoler med 472 Børn. I Sandhed en betydelig Virksomhed for den lille Menighed.

Hvornaar Kaldet er kommet til ham om at ofre sig helt for Guds og Kirkens Tjeneste, vides heller ikke med Bestemthed; men saa snart det har staaet ham klart, har han begyndt at forberede sig, dels ved at deltage i private Kursus, dels ved at modtage Undervisning i de teologiske Fag hos Præsterne Willerup og Karl Schou, hvilken sidste var kommet hjem fra Amerika i Slutningen af 1872 for at overtage Stillingen som Superintendent for hele Kirkens Virksomhed i Danmark efter Pastor Willerup, der havde søgt og faaet sin Afsked som saadan.

Samtidig gav Menigheden den unge Jensen Formaner-Bevilling, hvorved han erholdt Bemyndigelse til at afholde Møder for Bøn og Formaning (det første Trin paa den Stige, der fører op til en Rejseprædikants Stilling), og dermed havde han baade det indre Kald fra Gud og det ydre fra Menigheden.

Aaret 1873 betegner i mange Henseender en Epoke i Metodistkirkens Virksomhed i Danmark. Hidtil havde Arbejdet været ledet ud fra tre Centrer: København, Svendborg og Vejle. Pastor Willerup, der som Leder var ret eneraadende, havde ordnet alt paa egen Haand, ansat Prædikanter, udgivet Bøger, forestaaet Leje af de nødvendige Lokaler osv.

Anderledes blev det, da den nye Superintendent, Karl Schou, overtog Arbejdet. Han sammenkaldte kort Tid efter sin Ankomst til en Distriktskonference, hvor alle, der havde en Forkyndergerning i Menighederne, blev indbudt. Denne blev afholdt i Svendborg fra 10.—13. Juni 1873. Der var ialt 10 Deltagere, og iblandt dem var P. M. S. J. Om ham hedder det i det skriftlige Referat fra Mødet:

„Forslag om, at Formaner Br. P. Jensen erholder Bemyndigelse som Lægprædikant, fremførtes, og hans Anbefalingsattest til Lægprædikant fra Kvartalskonferencen i Kjøbenhavn blev oplæst. Han blev derefter examineret i forskjellige Punkter, saasom: Retfærdiggøreisen, Gjenfødelsen og den sønlige Udkaarelse, Daaben og Nadveren, og hvad der var en absolut Nødvendighed for den, der er kaldet til at prædike. 

— Svar: En saadan maa være omvendt til Gud, besidde Kundskaber, have Frugter at opvise, være kaldet af Gud og Kirken samt ledet af Guds Aand, anvende Flid i Studier og beflitte sig paa i enhver Henseende at pryde Evangeliet.

Det blev vedtaget, at Broder P. Jensen bemyndigedes til Lægprædikant.“

Ved dette Møde fik han sin første Ansættelse. Han blev sendt til Langeland som Hjælper i den store Svendborgkreds, hvortil Øen hørte.

Saa var det da at komme hjem til København og faa sine Sager i Orden for hurtigst muligt at komme til den nye Arbejdsmark. Den, der har kendt P. M. S. J., er klar over, at det ikke har taget lang Tid med at blive færdig. For ham var det alle Dage om at gøre at benytte Tiden vel; thi det havde „Hastværk med Kongens Ærinde!“ Men før han drog afsted, skulde han alligevel holde en Slags Prøveprædiken — eller var det maaske Afskedsprædiken? Nok er det.

Pastor Schou og andre Autoriteter var tilstede ved et Møde i Kryptkirken, hvor han skulde tale. Og hvad var de der for? Hvad andet vel end for at bedømme den unge Mands Præstationer. Han har selv fortalt, at han var i høj Grad trykket af Situationen, da han betraadte Talerstolen.

Men heroppe fik han Øje paa et lille grønt Blad, der laa paa Pulten. Den Tanke kom til ham, at det var en eller anden god Ven, der havde lagt dette Blad med Haabets grønne Farve derop for at opmuntre ham. Senere kom han rigtignok paa Tanke om, at Bladet kunde være kommet der efter en Pyntning af Lokalet — hvordan det end forholdt sig:

Let grebet og bevæget, som han var, fattede han Mod og prædikede med Varme og Kraft over sin Tekst. Det kunde jo ikke nytte at hænge med Hovedet. Det hverken var hans Skik eller nogensinde blev det at se mørkt paa Tingene. Optimistisk, som han var, havde han altid let ved at se den lyse Side af en Sag. Det kom ham til Hjælp ved mange Lejligheder, — ikke mindst ved denne, da han — 25 Aar gammel — tiltraadte sit første Embede i Kirkens Tjeneste.