Den nye Prædikant

Pastor P. M. S. Jensen - del 5


Af C. Nielsen

P. M. S. Jensen var den først ansatte Metodistprædikant paa Langeland, men han var ikke den første, som virkede der. Banebryderen var en ung 28-aarig Mand, Hans Hansen, (den senere saa bekendte Pastor H. H.), der tilhørte Svendborg Menighed.

Han havde i flere Aar rejst som Kolportør, blev dernæst af Menigheden i Svendborg givet Formaner-Bemyndigelse (14. April 1870) og blev kort Tid efter af en Skipper fra Rudkøbing indbudt til at besøge Øen.

Han fulgte Indbydelsen og færdedes meget derovre i et Par Aar, solgte Bøger og aflagde sit Vidnesbyrd baade i offentlige Forsamlinger og i private Hjem. Om dette og adskilligt andet har hans Søn, Sekretær Adolph Hansen skrevet interessant i „Historisk Aarsskrift 1936“.

Kort Tid efter, i Juni 1870, kom hans Præst Markus Nielsen til Langeland og afholdt Forsamlinger, der fortsættes mer eller mindre regelmæssigt med gode Resultater. I Indberetning til Kvartalskonferencen 13. Marts 1871 skriver han saaledes:

„Paa Langeland har vi haft god Indgang blandt Folket og talrige Forsamlinger, da der er vakt stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord. En agtet Gaardmand, der bor en Miil fra Rudkjøbing har aabnet sit Hus for os og staar vor Sag trolig bi, og paa flere Steder ere baade Hjerter og Huse aabne for os. 

Men det mangler heller ikke paa Modstand, da Præsterne have rejst sig og kan ikke taale denne Bevægelse. De gjøre Alt for at afvende Folket fra os, idet de betone, at Metodisterne høre til den reformerte Kirke, der hylder forskjellige Vildfarelser og navnlig, at vi undervurdere og udhule Sakramenterne og frarøve dem deres Livskraft, hvorved det lykkes dem at afvende Adskillige fra os. Men Herren staar dog med os, skjøndt vi maa erfare, at „Jerusalem bygges i de trange Tider“. 

Videre hedder det:

„Siden Nytaar har jeg nogle Gange besøgt Langeland, hvor der er kommet Vækkelse blandt Folket, og er der store Forsamlinger, da der er stor Længsel efter at høre Guds Ord. Mange dersteds ere venligsindede imod os, og nogle af de største Gaardmænd have aabnet sine Huse til Forsamlinger og staar med vor Sag. Alt har været særdeles opmuntrende for mig, og er altid Spørgsmaalet, naar jeg forlader Vennerne, om jeg snart kan besøge dem igen“.

Saaledes fortsættes Arbejdet paa Øen til Velsignelse for mange Mennesker. Hvad Tilslutningen til Samfundet angik, var det kun smaat, men alligevel var der 19 Personer paa Øen, der var tilsluttet Menigheden i Svendborg, da P. M. S. Jensen i 1873 flyttede dertil samt en Søndagsskole med 26 Elever, iblandt hvilke var den senere saa bekendte Pastor L. C. Larsen, nu Aarhus. Denne Søndagsskole ofrer Pastor M. Nielsen en nærmere Omtale i en af sine ret fyldige Indberetninger:

„Den 2. Februar 1873 blev der oprettet en Søndagsskole paa Langeland med 12 Børn, hvilket Antal nu er vokset til 26. Ved Oprettelsen var der efter udgaaet Indbydelse indmeldt 50 Børn, men aldrig saa snart kom dette Skolelæreren og Præsten i Sognet for Øre, før de satte alle Kræfter i Bevægelse for at forhindre Søndagsskolens Stiftelse, idet baade Læreren og Præsten et Par Dage forud forkyndte i Skolen for Børnene den Trusel, at Metodistemes Børn skulde udelukkes af den offentlige Skole, og Børn af Forældre i Folkekirken, som vovede at gaa i Metodisternes Søndagsskole, skulde udelukkes fra Religionsundervisningen i Skolen og fra Konfirmation.

Dette indjagede Frygt i baade Børn og Forældre i Sognet, saa at ingen af de indmeldte Børn turde komme, naar undtages enkelte, hvis Forældre vare Metodister. Derimod kom der nogle fra andre Sogne, saa at Skolen blev stiftet, som nævnt, den 2. Februar 1873 med 12 Børn, hvis Antal nu er voxet til 26.“

Det ses heraf, at Modstanden imod aandelig Virksomhed udenfor Folkekirken stadig holdt sig, og selv om man ikke nu længere for frem med Fængsel og Mulkter (vi havde jo i Mellemtiden faaet Grundloven med fri Religionsøvelse), saa var Sindelaget det samme baade her og andre Steder i Landet, og det fik Metodisterne i rigt Maal at føle i hine første Tider.Men alt dette kendte den nye Prædikant ikke til eller regnede maaske ikke med det. Han tog fat paa Arbejdet med frisk Mod, og det lykkedes.

Den første Meddelelse angaaende Jensens Arbejde har jeg fundet i „Missions-Tidende“ fra September 1873; det er en Redaktionsnotits, hvori det hedder:

„Paa Langeland gør Metodismen Fremskridt, skjøndt Folkekirkens Præster baade aabent og skjult med Iver arbejde for at forhindre Værkets Fremgang. Ikke desto mindre synes det kun at frugte lidet, thi Gud er med os, og hvo kan da være imod os; — det er ikke godt at stride imod Gud. 

Broder Nielsen fra Svendborg har prædiket der hidindtil, og Herren har rigelig velsignet hans Arbejde. Br. Jensen fra Kjøbenhavn er nu sendt derover, og vi haabe, at Herren vil vedblive at udgyde sin Aand over Folket dersteds. 

Et af Menighedens Medlemmer, Broder H. R. Bruun, har bestemt at opføre et Hus, der skal være stort nok saavel til Beboelse som til Kapel og tillige, naar en vis Tid er forløben, at skænke samme til Missionen. Forberedelserne ere allerede gjorte, og Bygningen vil snart blive paabegyndt.“

I Marts Maaned 1874 er P. M. S. Jensen til Kvartalskonference i Svendborg, og her afgiver han sin første Rapport om Arbejdet paa Langeland.

„Siden sidste Kvartalsmøde“, skriver han, „ere 20 Personer optagne paa Prøve i vor Menighed. Stemningen iblandt Folket er god. Paa de fleste Steder, hvor vi har prædiket, navnlig i Humble og Stoense Sogne, ere vore Forsamlinger udmærket gode; paa disse Steder ere Husene stundom for smaa til at rumme de samlede Mennesker. 

Ordet forbliver heller ikke uden Virkning; flere ere bievne overbeviste om Synd og have søgt Frelsen. I Skebjerg ere Forsamlingerne dog ikke saa store og bestaar for Størstedelen af Menighedens egne Medlemmer. Jeg har i den seneste Tid faaet en god Indgang i Øens sydligste Sogne, hvor vi have havt nogle store Forsamlinger, over hvilke mange udtale deres Glæde og Tilfredshed.“ 

I April Nr. af „Missions-Tid.“ 1874 hedder det videre i en Redaktionsnotits om Langeland:

„Mange er i det sidste Kvartal vakte op af Syndesøvnen og have begyndt for Alvor at søge efter det Ene Fornødne, og 15 have forenet sig med Menigheden. Forskjellige nye Prædikepladser have været aabnede især i de sydlige Sogne. 

Under Superintendentens Besøg i Marts Maaned prædikede han i Haugbølle til en stor Forsamling; over 100 maatte staa udenfor. I Tryggeløv Gæstgivergaard, hvor han prædikede den paafølgende Aften, var allerede en Time før Tiden Salen overfyldt og vedblev at forøges, saa Forsamlingen maatte deles i to Dele og Br. Jensen prædike til de sidstankomne i Gæstgivergaardens inderste Lokale.“

Dette var jo meget opmuntrende, men hvad der var ikke mindre godt, var det Vidnesbyrd, Forstanderen kunde give sin Menighed: I en Korrespondance til „Missions-Tidende“ (Aug. 1874,    Side 88) hedder det:

„Vore Sødskende her leve et kjærligt Samliv, hvorved de give et skriftmæssigt Bevis paa Ægtheden af deres Religion. Jeg har Grund til at takke Gud for den Venlighed og Kjærlighed, jeg møder overalt blandt Vennerne; thi det opmuntrer mig ofte i min vigtige Gjernings Udførelse. Gud velsigne dem derfor!“

Kirkens aarlige Distriktsmøde blev det Aar (1874) afholdt i København (27.—30. Maj). I sin Indberetning gør P. M. S. J. opmærksom paa, at Forsamlingerne paa Landet er stærkt besøgte og Udsigterne gode. Endvidere beretter han, at „Medlemmerne have næret Ønske om at blive adskilt fra Svendborg for at blive organiseret som en selvstændig Menighed.“

Dette Ønske blev efterkommet i Foraaret 1875. Desværre findes der ingen Meddelelse i nogen af de officielle Protokoller om, naar det skete, men ved Kvartalskonferencen i Svendborg den 10. Juli 1875 er Missionær P. M. S. Jensen og Kirkeværge H. R. Bruun fra Langeland ikke længere opført som Medlemmer af Konferencen. „H. R. Bruun hører til Konferencen paa Langeland“, hedder det.

Det maa have været en stor Glæde for Venneflokken og dens nidkære Prædikant, og en anden Glæde var forbeholdt dem samtidig. Derom meddeler P. M. S. J. i „Missions-Tidende“ for Aug. 1875:

„Se vi tilbage i Tiden blot en 5—6 Aar og betænke, at her den Gang aldrig var prædiket af nogen Metodistprædikant, saa er det med Glæde, at vi erindrer Dagen den 2den Maj, da Skarer af Mennesker fra fjærn og nær vare samlede i Skebjerg for at overvære den sjældne Højtidelighed ved Indvielsen af et Methodistkapel. 

Dette er et herligt Værk af Evangeliet, og dog have vi et herligere i de 65 Sjæle, som udgør vor Menighed. Æren derfor er alene Guds; thi det er ham, der har givet den Sejr ved Jesum Kristum! 

Methodismens Indflydelse paa Befolkningen her er ikke ringe, især naar vi tænke paa, hvad den ofte maa lide paa Grund af Folks Uvidenhed om den og Fordomme imod den. Her staar mange levende Vidner rundt omkring, som ere vakte af Syndens Søvn ved vort Evangelium og hente deres aandelige Næring hos os, og vi haabe at møde dem hos Gud. 

Vi have en Fremtid for os og et Værk, over hvilket Haabets Sol lyser bestraalet af ham, der siger: „Se, jeg er med eder alle Dage til Verdens Ende.“ O, maa Gud fremdeles velsigne sin Sag her! Maa han igjennem den megen Strid og de mange Møjsommeligheder, hans Sag skal kæmpe med, føre os til Sejr her og hisset!“

Det Aar kunde Forstanderen for Langeland Menighed indberette ved Kirkens aarlige Møde (Septbr. 1875 i Vejle), at Menigheden bestod af 64 Medlemmer og Prøvemedlemmer, at der var fire Søndagsskoler paa Øen med 130 Børn, at de havde indviet et nyt Kapel, og at den aarlige Missionskollekt til Hedningemissionen havde indbragt 150 Kroner — et ganske pænt Resultat efter to Aars Arbejde.

Endnu et Aar blev det forundt P. M. S. J. at virke i det for ham saa kære Arbejde paa Langeland, og det Aar blev ingenlunde ringere, hvad det aandelige Udbytte angik, men i Tilgangen til Menigheden var der kommet en Standsning. Medlemsskabet var det samme som i 1875. Forøvrigt havde han den Glæde at være Vært for Aarsmødet i 1876, idet dette afholdtes i Skebjerg Kapel 7.—10. Juli.

Ved Konferencen blev Brødrene O. Olsson, P. M. S. Jensen, H. Hansen og C. I. M. Thaarup anbefalede til Optagelse paa Prøve i Aarskonferencen, efter at have aflagt Prøve i de foreskrevne Konferencestudier. O. Olsson blev tillige anbefalet til Diakons Ordination, og en ny Mand, N. F. Carstensen, dansk af Fødsel, der var overflyttet fra Norge, blev anbefalet til Optagelse som fuldstændigt Medlem af Aarskonferencen.

Aarsmødet havde været meget velsignet. P. M. S. J.( der ved denne Lejlighed for første Gang fungerede som Sekretær, sendte en Meddelelse herom til „Missions-Tidende“, af hvilken gengives følgende:

„Præstemødet her vil længe haves i kjær Erindring; fra Begyndelsen til Enden herskede der den bedste Forstaaelse mellem Brødrene, og det hele bar Præget af et langt Kjærlighedsmøde, og vi skiltes med det Indtryk i Hjertet, at Herren var i Sandhed tilstede med sin Velsignelse. Herren hjælpe, at dets velsignede Virkninger længe maa spores baade her i Menig« heden og hos alle Brødrene, der besøgte det!“

Senere paa Aaret — i September — afholdtes et „Missionsmøde“ i Svendborg under Forsæde af Biskop Andrews. Ved den Lejlighed fik Prædikanterne deres Ansættelse for det nye Kirkeaar; de fleste skulde flytte. P. M. S. J. blev sendt til Vejle for som Hjælpeprædikant sammen med Chr. Thaarup at bistaa Menighedsforstanderen i den vidtstrakte Kreds, som den Gang udgjorde Vejle Menighed.