I det høje Nord

Pastor P. M. S. Jensen - del 7


Af C. Nielsen

Metodistkirkens Arbejde i Vendsyssel var ikke ret gammelt; det blev paabegyndt i Vinteren 1875—76. I „Historisk Aarsskrift“ 1937 har jeg gjort Rede for Arbejdets Begyndelse.

Pastor H. Hansen blev i Efteraaret 1876 ansat deroppe med Bopæl i Hjørring. Aaret efter flyttede han til Frederikshavn, hvor han bedre end i Hjørring syntes at kunne faa Indgang blandt Befolkningen. Han flyttede ind i en halvfærdig Lejlighed i et nyopført Hus ligefor Jernbanestationen, og da der intet andet Lokale kunde faas i Byen, fik han sin Vært, Tømrermester Poulsen, til at indrette Lokale i Kælderen.

Her holdtes nu Gudstjenester og Søndagsskole, til Kirken, der blev bygget ved Siden af, blev indviet i November 1881. I 1880, efter tre Aars Arbejde i Frederikshavn og Omegn, blev Pastor Hansen forflyttet til Hornsyld-Horsens Menighed, og P. M. S. J. blev hans Efterfølger. Menigheden talte da 51 Medlemmer og Prøvemedlemmer og havde en Søndagsskole med ca. 50 Børn. Da Jensen havde orienteret sig lidt, skrev han til sin Formand:

„Du har lagt en udmærket Grundvold heroppe, Br. Hansen, som jeg vil være glad ved at arbejde videre paa.“ 

Og det passede.

Der var et Spørgsmaal, der meldte sig straks efter hans Ankomst til Frederikshavn: En større Sal eller en ny Kirke! Selv om Kældersalen ikke var saa helt ringe, kunde den dog ikke i Længden tilfredsstille Kravene, hvis man vilde gøre sig Haab om at faa Folk i Byen i Tale. Men hvordan skulde det gaa til?

Der laa ganske vist en stor dejlig Grund ved Siden af Huset, hvor Virksomheden havde hjemme. Men Penge at købe den for, og Penge at bygge forl Nej, det svimlede, naar man tænkte paa det. Men da P. M. S. J. havde grundet paa det en Tid lang, tog han fat paa en praktisk Maade. Han fik Folk til at yde Bidrag til en ny Kirke.

Den første, der staar opført paa den gamle Bidragsliste, gav 100 Kr.; større og mindre Summer blev givet, ialt indkom der Kr. 3.455,88, hvoraf Missionsselskabet havde sendt som Gave 500 $ = 1865 Kroner. Men inden de var kommet saavidt, havde Jensen sikret sig Grunden. Herom fortæller et af Menighedens ældste Medlemmer, Fru Nielsine Ambjørn, følgende karakteristiske Træk:

Da P. M. S. J. blev klar over, at nu kunde han, om det var nødvendigt, betale den omskrevne Grund kontant, gik han til Ejeren, Købmand Wølck. Om han kunde købe den Grund? Jo, det kunde han maaske nok. Man talte frem og tilbage om det, blev enige om Pris og Betingelser m. m. Saa kom Købmandsfruen til, og man talte paany om Sagen, og der var ingen Vanskeligheder, før Ægteparret foreslog at tænke over Sagen og „sove en Nat paa det“.

Men det vilde Jensen ikke; der skulde skrives Slutseddel med det samme; det kunde lige saa godt gøres nu, da man dog var enige. Og frem af Lommen halede P. M. S. J. en Slutseddel, han havde konciperet og nu foreslog renskrevet og underskrevet. Det endte med, at han fik sin Krig igennem, og Grunden var nu hans — eller Menighedens naturligvis!

Næste Dag fik Købmanden Besøg af Sognepræsten, Provst Levinsen. Han var ganske bestyrtet; han havde om Aftenen læst i Avisen om Handelen. Men den maatte gaa tilbage. Om han (Købmanden) var klar over, hvad det var for Folk han havde handlet med? Metodister! Sekterere! Det var forfærdeligt. Og saa den bedste Grund i hele Byen! Det var dog for galt!

Men der var intet at gøre. Jensen havde været dem for resolut. Og det bør vi mindes ham med Tak. Denne dejlige Grund, hvorpaa Kirke og Præstebolig ligger med tilhørende Have — det hele blev købt for — 3000 Kr.! Nu er den vel det tidobbelte værd, om ikke mere.

Den 6. November 1881 blev den nye Metodistkirke indviet. Den havde været under Arbejde i fem Maaneder. Den kunde rumme ca. 300 Mennesker og havde kostet knapt 12.000 Kr., Grund, Inventar og Klokke inklusive. Man byggede billigt i hine Dage!

Pastor Schou, der indviede Kirken, holdt „en smuk og belærende Tale om Pauli Omvendelse“, hedder det i „Missionsvennen“, og Glæden var stor baade hos Præst og Venneflok:

„Menigheden er særdeles lykkelig over den nye Kirke og knytter mange glade Forhaabninger til det dejlige Gudshus, som ogsaa ved sin Nethed synes at drage Mennesker til at høre Evangeliet om ham, der kom til Verden for at gøre Syndere salige.“ („Missionsv.“ 1881, S. 174).

En Tid efter havde Jensen Besøg af sin lidt yngre Ven og Medarbejder, Chr. Thaatup; han var jo, som bekendt, lidt kritisk og kunde sige sin Mening ganske uforbeholdent, naar det skulde være. Det gjorde han ogsaa om den nye Kirke:

„— — den tager sig rigtig godt ud“, skriver han i „D. Kr. Talsmd.“ 1883, S. 124, „kun har Bygningsentreprenørerne skilt sig temmelig rask fra den og berøvet den alt, der hedder Forsiring, ligesom de have gjort Spiret saa trykket, at det støder Øjet, og man siger ved Synet deraf: „Det har de ikke skilt sig godt fra!“ 

Men føjer saa til:

„Kan man end kritisere selve Kirken, saa kan man ikke kritisere Aanden eller Livet i den, thi det er Herrens! Det hedder almindeligvis: „der er saa koldt deroppe i Frederikshavn.“ Det kan gerne være, dog mærkes det ikke i Metodistkirken, og jeg tror, at selv om det var saa koldt, at man rystede af Kulde, saa vilde man der kunne sige: „Her er godt at være!“

Det var et dejligt Vidnesbyrd fra en Kollega. Han havde, lig Barnabas i Antiokia, set Guds Naade — og han glædede sig! (Apg. 11, 22—23).

Arbejdet i Frederikshavn var meget krævende. „Sognet“ strakte sig fra Frederikshavn i Øst til Løkken i Vest; fra Skagen i Nord til Aalborg i Syd; og der var mange Prædikepladser i Landsdelen. Flere Steder i Frederikshavns Omegn, Hjørring, Løkken, Asaa og adskillige Prædikepladser paa Landet — overalt var den lille Mand paa Færde og fulgte i saa Henseende trolig sin Forgængers Eksempel.

I Vinteren 1883 paabegyndte han Virksomhed i Aalborg. Han skriver herom i sin Rapport til Præstemødet:

„Den 16. Januar begyndte jeg Missionen i Aalborg, og skønt derboende Venner stillede Udsigterne for Fremgang i et meget ugunstigt Lys, gik jeg til Arbejdet med Haab til Gud, og vi have idag i Aalborg, efter fire Maaneders Arbejde, en ny Menighed paa 30 Sjæle .... Aalborg har jeg i den senere Tid besøgt regelmæssigt engang hver Uge.“ („D. Kr. Talsmd." 1883, S. 108).

Nævnes maa det ogsaa, at Jensen i de Aar var stærkt optaget af at fremme Sagen i den vestlige Del af sit store „Sogn“ — Løkkenegnen. Da det kneb med at faa de nødvendige Lokaler i Løkken til Afholdelse af Møder, fremsatte han den Tanke for de faa Venner dér i Kredsen, om man ikke kunde tænke sig at arbejde hen til at faa en Kirke bygget. Selvfølgelig vilde man nok det, men — Pengene, hvor skulde de komme fra?

De fattige Fiskere i Løkken havde kun lige „fra Haanden og i Munden“, saa de havde intet at bygge Kirke for, og de faa Landmænd, der tilhørte Venneflokken, var omtrent stillet ligedan, saa Udsigterne var langt fra lyse. Men Jensen havde en ikke ringe Evne til at begejstre andre for, hvad han selv var grebet af. Og inden længe fik han en Indsamling igang til den nye Kirke.

Han formaaede en Gaardmand, Søren Mølholm, der boede øst for Byen, til at skænke fornøden Grund, og det satte jo yderligere Gang i Indsamlingen. Alligevel var det ikke blevet til mere end 700—800 Kroner, da Jensen hen paa Sommeren 1884 blev flyttet fra Frederikshavn og dermed ogsaa fra Arbejdet i Løkkenkredsen.

Den nævnte Sum samt en Grundplan for Kirken, som han selv havde udarbejdet, efterlod han til sin Eftermand i Løkkenkredsen, og denne nye Mand, Pastor L. Christensen, med det rige Initiativ, fortsatte det paabegyndte Arbejde, og inden et Aar stod der en pæn lille Kirke i den østlige Del af Byen.

Jeg skal ikke yderligere gaa i Detailler med Hensyn til P. M. S. Jensens Virksomhed i denne Kreds, men lade ham selv give et kort Resume af de otte Aar, han betjente Menigheden i Frederikshavn (1880 —84; 1898—1902). Det er skrevet efter Opfordring af „Talsmandens“ Redaktør og former sig som en Hilsen til Menigheden i Frederikshavn i Anledning af Aarsmødet, der i det Aar (1909) afholdtes dér. Pastor Jensen skriver:

„Frederikshavn er et af de bedste Steder, jeg har været. Jeg blev forflyttet dertil ved Aarsmødet 1880 og var der til 1884, da J. J. Christensen og jeg byttede Menigheder, idet jeg overtog Menigheden i København efter ham. 

14 Aar senere, nemlig 1898, kom jeg atter til Frederikshavn og var der til 1902 og har saaledes i 8 Aar betjent Menigheden dér. Da jeg kom til Frederikshavn første Gang, havde Menigheden sin Forsamlingssal i en Kælder, men ved ihærdigt Arbejde for at faa en Kirke, lykkedes det allerede næste Aar at bygge „Vor Frelsers Kirke“, der nu i mange Aar, grundet paa Consul Døllners Gavmildhed, har staaet gældfri.

Min bedste Tid i Frederikshavn havde jeg i 1883, mit tredie Aar første Gang, jeg var der, idet det behagede Herren at give os en velsignet Vækkelse. Foruden Frederikshavn havde jeg alle vore Forsamlingssteder i Vendsyssel tilligemed Aalborg at besørge med Ordets Forkyndelse. Særlig siden den 14. Januar var der kommen mange i Vækkelse i min Kreds. 

Det egentlige velsignede Gennembrud begyndte den 25. Maj med, at nu afdøde Kaptajn Vestbo fandt Fred med Gud ved et Klassemøde, jeg afholdt i Forværelset i „Vor Frelsers Kirke“. Ingen, som overværede Mødet den Aften, vil glemme den Frelsens Jubel, Br. Vestbo udbrød i. Efter den Aften, i en Tid af seks Uger indtil Aarsmødet, var der næppe en Gudstjeneste, et Klassemøde eller Bønnemøde, uden der var nogen, der fandt Fred med Gud, og i den Tid havde 60 Personer bekendt, at de havde fundet deres Frelser ved vore Møder.

Jeg har mange skønne og lyse Minder fra min Virksomhed i Frederikshavn, men ovennævnte er det skønneste.“ („Kr. Talsmand“ 1909, S. 198).

Endnu skal blot nævnes, at blandt den store Flok, der sluttede sig til Frederikshavns Menighed i Jensens Tid, var en ung Smedesvend, Anton Christensen, der nogle Aar senere kom ind i Missionsarbejdet og blev en fremgangsrig Prædikant og Menighedsforstander, der i Aarenes Løb betjente en Række Menigheder, deriblandt et Par af de største. Han døde i 1912.