Af C. Nielsen
I en Omtale af Pastor P. M. S. Jensen, som Pastor Særmark har sendt mig, og som jeg benytter i dette Kapitel, siger han bl. a.:
„Det var let nok at mærke, at han hørte til en anden Tid; det gjorde han ikke blot paa de Omraader, hvor det var et Minus, men ogsaa dér, hvor det var en Styrke.“Ja, han hørte til en anden Tid, en Tid, hvor „Guds Ord var dyrt i Landet“, og hvor derfor Trangen efter det var stor hos mange Mennesker. Derfor var det forholdsvis let at samle Mennesker, i Særdeleshed naar Prædikanten havde et virkeligt evangelisk Budskab at bringe. Og det havde P. M. S. J. Skal jeg karakterisere ham som Forkynder efter det personlige Kendskab, jeg har haft til ham, vil jeg sige, at han var en varmhjertet og nidkær evangelisk Prædikant.
Selv stærkt grebet af Evangeliet fra sin Ungdom forkyndte han Ordet „om Jesu Død og Pine — det Ord, der har saa mild en Klang!“ paa en saadan Maade, at mange Mennesker gennem hans Virksomhed blev vundet for Gud.
Han var fra sin Ungdom en Sjælevinder, og han stræbte alvorlig efter at være det, lige til Døden gjorde Ende paa hans Gerning. Vel savnede han flere af de Fortrin, nogle af hans jævnaldrende Prædikebrødre havde.
Han havde ikke J. J. Christensens Veltalenhed og andre ydre Fortrin (pragtfuld Stemme, synlig Grebethed, værdig Optræden osv.), ejheller Karl Schous dybe aandelige Forstaaelse og Forkyndelse, som det var en Fryd, særlig for ældre Kristne, at lytte til.
Han havde ikke H. Hansens robuste Kraft, der gjorde ham afholdt i saa mange Kredse, hvor han færdedes rundt om i Landet, ejheller Chr. Thaarups smukke Sprogbehandling, den korte, knappe, koncise Maade at udtrykke sig paa, der var ham egen.
Men han havde sine egne Fortrin, og dem udnyttede han. Hver Fugl synger med sit Næb, og Jensen benyttede sit. Han havde en lys, ret kraftig Stemme, havde en god Sangstemme, der gjorde det let for ham at være Forsanger ved de mange Møder, han holdt i fri Luft og i Lokaler, hvor intet Instrument var til at lede Sangen.
Han havde sit lyse Syn — var Optimist — saa han altid ventede, at Ordet skulde bane sig Vej og Sagen vinde frem. Hans varme Hjerte og store Nidkærhed var ham en stor Hjælp — Folk vil jo altid lytte til dem, der har noget paa Hjerte —.
Dertil kom, at han forberedte sig meget omhyggéligt til sine Prædikener og Foredrag. Hans Dispositioner, som jeg har en Del af liggende for mig, var meget udførlige og adskillige af hans Prædikener nedskrev han Ord til andet. Ved saaledes at fæstne sine Tanker til Papiret, fandt han ofte rammende Udtryk for, hvad han vilde sige.
Som Eksempel skal jeg anføre Indledningen til Prædikenen: Det største i Verden, Tekst Ef. 5, 2: „Kristus elskede os!“ Denne „Tekst er meget lille“, den bestaar kun af tre Ord, men alligevel rummer den i sig uudtømmelige Sandheder: „Kristus“ er det første Ord i den og „os“ det sidste, men imellem disse to Ord staar der: „elskede“. Ja, naar Kærligheden er Bindeledet mellem Kristus og os, da er i Virkeligheden vor Lykke gjort.“En ypperlig Indledning, som efterfulgtes af en Prædiken, hvor han ved Hjælp af Eksempler paa Fædrelandskærlighed, ægteskabelig Kærlighed og Moderkærlighed belyste Kristi Kær* lighed til os.
Og naar han saa havde udviklet sine Tanker om et eller andet Emne, kom den personlige Henvendelse, der ofte blev ført med stor Kraft:
„Frelsen er beredt for eder, I tørstende Sjæle“, siger han f. Ekspl. i Prædikenen: Det trefoldige Kald (Aab. 22, 17), „til eder siger Aanden, Bruden og den, der hører: Kom; og hvad det gælder om for eder er at komme; thi alle Ting er rede til eders Frelse! O, kom da! Forsoningsblodet, hvormed Jesus har købt eder, er rundet paa Golgatha, og Gud har givet sin Søn hen til en Genløsnings Betaling for alle eders Synder..
Fat Mod, du bange Sjæl. Hør Guds Søns Røst ud fra Korset: Det er fuldbragt og tro nu paa ham som din Frelser, der opfyldte Loven i dit Sted. „Ja, tro,“ siger du, „det er netop det, jeg ikke kan, thi hvorledes kan den retfærdige og hellige Gud modtage et saa daarligt Menneske, som jeg er, som sit Barn?“ —
Læg Mærke til det Ord i Teksten: „uforskyldt“. Din Synd kan ikke fordømme dig, kære Sjæl; thi for den er Kristus dømt og martret til Døden, og din Godhed og Retfærdighed kan ikke gøre dig mere skikket til at komme; thi Frelsen er uforskyldt af Naade. Ingen kan blive retfærdiggjort af Lovens Gerninger; om du derfor var noget bedre, vilde det ikke gøre dig mere skikket til at komme.
Kom da, som du er, du tørstende Sjæl, og modtag Livets Vand uforskyldt. Livets Vand, det er Guds Naade. Sjæletørst kan kun slukkes og stilles ved Guds Naade, ja ved en Drik af Livets Naadestrøm, og denne Strøm udtørres aldrig. Den er for dig, du tørstende og længselsfulde Sjæl!“Han illustrerede ofte sine Taler med Træk hentet fra Historien, Naturen og Menneskelivet, men de var ikke altid lige heldig valgt. I det hele taget var Formen for hans mundtlige Forkyndelse vel nok hans svageste Punkt; men bortset herfra har jeg ofte glædet mig ved at høre ham baade i de 2 Aar, han var min Menighedsforstander i København og ikke mindre de 4—5 Maaneder i 1892—93, da jeg aftjente min Værnepligt i Odense og jævnlig hørte ham der, da han var Forstander for den derværende Menighed.
Selv Prædikant havde jeg den Gang nogen Forudsætning for at bedømme hans Vidnesbyrd, og jeg var ofte meget glad ved det. Men da stod han jo ogsaa i sin fulde Modenhed og Kraft.
P. M. S. J. har efterladt sig ikke saa faa skriftlige Vidnesbyrd; ikke blot var han som Regel en flittig Meddeler til Kirkens Organer, men han har ogsaa skrevet en Mængde Afhandlinger og Artikler. Den første af disse, der blev offentliggjort, handler om Klassemøder (se Missions-Tidende No. 5 1873).
Senere kom der mange andre af baade oplysende, opbyggelig og polemisk Art. Han yndede at give sine Prædikener, Foredrag og Afhandlinger ejendommelige eller stærkt iøjnefaldende Betegnelser. Jeg nævner enkelte: „Davids Nøgler“; „Nogle kostbare Døre“; „Tre Røvere“; „Den himmelske Linje“; „Den gamle Kongevej“ osv.
Af større Arbejder skal jeg nævne hans Prædikensamling fra 1895: „Draaber fra Salighedens Kilde“ og det lille tiltalende Hefte: „Trolovelsen“, som i sin Tid blev meget benyttet som Gave ved festlige Lejligheder, smukt udstyret og billigt, som det var. Endvidere en Del Smaapjecer som: „De helliges Konge“, „Kongen og hans Brud“, „Kongeriget“ osv.
Disse Bøger og Pjecer solgte han paa sine mange Prædikerejser, og da han som Regel havde mange Folk til sine Møder, gik der ret store Partier af dem og bragte foruden Velsignelse til Køberne ogsaa økonomisk Hjælp til Sælgeren, hvilket var meget velkomment, haardt spændt for, som han var i mange Aar.
Medens jeg er ved Omtalen af P. M. S. J.s skriftlige Arbejder, vil jeg minde om, at han i tre Aar var Redaktør af Børnebladet „Søndagsskolen“. Det var i de Aar, han var Præst i København og Vejle. Karl Schou, der i nogle Aar forud havde været Redaktør af Bladet, havde kort forinden indført den Forbedring, at det første Nr. i hver Maaned var et Dobbeltnummer, der blev helliget Hedningemissionen.
Da Jensen overtog Redaktionen fortsatte han denne Ordning, og jeg tror den virkede til megen Glæde for Læserne. Det var noget af det første jeg som stor Dreng stiftede Bekendtskab med af Kirkens Literatur, og jeg var vældig interesseret i de Missionshistorier, Meddelelser fra Missionsvirksomheden og Artikler om Missionen, der fandtes deri.
Der var en Rubrik, der hed Missionsbøssen, under hvilken Overskrift der blev redegjort for de maanedlige Missionsindsamlinger i Søndagsskolerne i København og Landet over. Interessant er det at lægge Mærke til de ret betydelige Beløb, der indkom fra Søndagsskolerne og Menighederne den Gang.
Jeg gengiver Kvitteringen for Aaret 1885—86: Aarhus Kr. 63,45, Enkelund 263,26, Frederikshavn Kr. 190,94, Hornsyld Kr. 45,33, Horsens Kr. 103,88, København Kr. 364,66, Langeland Kr. 213,00, Løkken Kr. 62,96, Odense Kr. 89,37, Svendborg-Faaborg Kr. 200,65, Varde Kr. 24,53, Vejle Kr. 470,27 o. s. v. Der synes at have været en ikke ringe Interesse for Missionssagen i hine Tider.
Medens P. M. S. J. var Redaktør, fik han en Idé, der vakte nogen Opmærksomhed. Jeg gengiver en Artikel derom fra „Søndagsskolen“s Missionsnummer (Nr. 1, 1888) betitlet:
„En Missionshøne!
Hvad er det for et Dyr? Det skal jeg sige eder: det er en almindelig Høne, hvis Æg man bestemmer skal sælges, og Indtægten derfor gives til Missionen.
For Folk paa Landet, ja selv for Børn paa Landet, er det ikke vanskeligt at faa en Missionshøne.
Har nogen af mine Læsere en Missionshøne?
Hvis ikke, vil jeg anbefale eder at anskaffe jer et eller flere af disse Dyr efter eders Evne. Jeg er vis paa, at de vil give Velsignelse i eders Hønsegaard og maaske virke til at holde Ræven og Hønsesygdomme borte. Herren siger jo: „Giver, saa skal eder gives.“
Jeg skal gerne i „Søndagsskolen“ optage noget, vi kunne kalde „Vorherres Æggekurv“ og modtage de Penge for solgte Æg til denne Kurv som Bidrag til Missionen. Hvad synes I om Planen ?
P. M. S. Jensen.“Den første, der svarer, er en Hr. Højby fra Raavad. Han er interesseret i den Maade at samle ind paa og sender Kr. 1,41 for solgte Æg. Idet P. M. S. J. kvitterer for Beløbet siger han:
„Der er mange Maader, hvorpaa man in natura kan ofre til Missionen:
Fra Herrens Have,Børnene Henriette og Rudolph Dettmann, der var S. Sk. Elever i Vejle, sendte 90 Øre. Redaktøren oplyser, at deres Hønseflok kun bestaar af 17, som gaar sammen, saa det er ikke let for Henriette og Rudolph at samle Æg fra bestemte Høns, og derfor blev det, efter Samraad med deres Forældre og med deres Tilladelse, besluttet, at alle Søndagsæggene skulde gaa til „Vorherres Æggekurv“.
„ „ Tørvemose,
„ „ Faaresti,
„ „ Mælkespand,
„ „ Frugttræer,
„ „ Bistader,
„ „ Fiskekurv og
„ „ Humlesæk.“
„Planen er smuk“, føjer han til, „og jeg haaber, at Hønsene vil lægge mange Æg, ikke alene om Søndagen, men hver Dag.“Jævnlig er der Kvittering i Missionsbladet for Bis drag til „Vorherres Æggekurv“. Morsomt er det at se Navne paa adskillige af de Børn, der senere som voksne har eller har haft Plads som Ledere iblandt os.
En Dag fandtes følgende Brev i Missionsnummeret:
„Hr. Pastor Jensen!
Her sender jeg Dem nu 1 Kr. 8 Øre og beder Dem lægge dem til „Herrens Æggekurv“; de er kun faa, thi vor Hønseflok er meget lille. Jeg har bedet min Fader om at faa et Stykke Jord,som maatte være Herrens Ager. Han overlod os da et lille Stykke tillige med et Stk. Jorddige, som min Broder og jeg maatte jævne og sætte Kartofler i, saa jeg haaber, der skal blive noget mere til Missionen.
Kærlig Hilsen fra os og vore Forældre.Idéen var storartet. Ikke blot at der kom Penge ind til Missionen, men Børnene maatte selv skaffe dem. Det er ingen Sag paa Missionssøndagen at gaa til Fader eller Moder og bede om en 25 Øre til Missionen; langt mere opdragende er det, at Børnene selv føler Ansvaret, saa har de ogsaa langt større Glæde ved at give.
Kristen Pedersen Lübker, Paul Kristian Lübker, Ramskov.“
Det er kun beklageligt, at Missionsnummeret ophørte med at udkomme nogen Tid efter, at Pastor Jensen i 1888 fratraadte Redaktionen; den efterfølgende Redaktør syntes ikke, der var Raad til dette Dobbeltnummer en Gang om Maaneden. Der skulde spares, og det blev der i mere end én Forstand. Med Missionsnummeret ophørte ogsaa efterhaanden Interessen. De maanedlige Kvitteringer for Missionsindsamlinger ophørte, og efterhaanden blev „Vorherres Æggekurv“ tom.
Der er noget, der hedder „at spare paa Skillingen og lade Daleren springe“. Den Metode skulde nødig bruges, naar det gælder Herrens Sag. Som omtalt i det foregaaende har Pastor Særmark sendt nogle Mindeord om Pastor Jensen; han skriver bl. a.:
„Der har altid været en Følelse af Taknemmelighed hos mig, naar jeg stod overfor ham, eller mine Tanker har strejfet hans Minde, som gaar helt tilbage i min tidligste Barndom. Han var den første Metodistpræst, der kom i Forbindelse med mit Hjem. Der var Vækkelsesmøde, antageligt det første Aar, P. M. S. Jensen var i Vejle, i det gamle Kapel i Vissingsgade.
Naboerne hørte til Metodistmenigheden og sendte deres unge Datter ind for at indbyde Mor, som undskyldte sig med, at hun ingen havde til at sidde hos Børnene. Da den unge Pige, Christine Sørensen, som nu tilhører Betania Menighed, tilbød at passe os, gik Mor til Vækkelsesmøde, og Resultatet blev Mors Vækkelse, Omvendelse og Medlemsskab lige til hendes Død. Fra hint første Vækkelsesmøde havde P. M. S. Jensens Navn en kær Klang hos Mor, og fik det ganske naturligt i Hjemmet.
Ved en Julefest i Søndagsskolen var vi forhindrede i at del» tage paa Grund af daarlige Øjne i Forbindelse med Mæslinger. Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes en lille Mand med et stort, sort Skæg traadte ind i Stuen, mens vi laa i Halvmørke og med grønne Skærme for Øjnene, som det var Skik i hine Dage. Det var Præsten, der kom med vore Julegaver, bl. a. et Flag, som skulde være mit . — Det første Flag, jeg har ejet.
Senere blev jeg selv Præst for min Barndoms første Præst, og der knytter sig kun glade Minder til Samværet og Samarbejdet med ham i Kalundborg, indtil Gud forholdsvis hurtigt kaldte ham hjem — selv havde han regnet med at skulle leve i mange Aar endnu.“Pastor Særmark har i disse faa, hjertelige Ord tegnet et smukt Billede af sin gamle Præst bl. a. som Menighedsforstander og Sjælesørger for baade store og smaa. Han havde baade Villie og Evne til at komme paa Talefod med Folk, og han var meget flittig til at aflægge Hus- og Sygebesøg.
Som Eksempel herpaa skal jeg omtale hans Virksomhed i Kolding, Vinteren 1920—21. Den lille Menighed var nylig stiftet, og jeg, der den Gang var Forstander for Vejle og Kolding Menigheder og tilsynsførende for det sydlige Distrikt, vilde gerne have en yngre Mand til at forrette Tjeneste i Kolding og Sønderjylland, men ingen var ledig i Øjeblikket.
Jeg spurgte da P. M. S. J. (72 Aar), om han vilde, og han var mere end villig. Og bedre Mand kunde jeg ikke faa. Med Glæde foretrak han i Stedet for at nyde sit Otium i Kalundborg, hvor han havde sit Hjem, sin Hustru og Datter, at optage Arbejdet i Kolding. Og han var slet ikke ked af det:
„Mit Værelse ligger paa Solsiden“, fortalte han, „og hver Dag kan jeg synge: „Der er Solskin i min Sjæl idag“; og naar jeg saa ser, at Herren bruger mig, saa har jeg kun Grund til at være taknemlig.“En Mand med et saadant Sind har den rette Indstilling; dertil kom, at han, tro mod gammel Vane, „huserede“, som han kaldte det, fra Hus til Hus, fra Kælder til Kvist og indbød Folk til Møderne, han holdt, og Børn til den nystiftede Søndagsskole. Resultatet blev særdeles godt; bl. a. voksede Søndagsskolen, saa der, inden han rejste fra Byen i Sommeren 1921, var 72 indskrevne Elever og Aaret efter 125 Elever.
Som Menighedsforstander havde Jensen Undervisningen af Børnene til Konfirmationsforberedelse. Det Arbejde gjorde han overalt meget grundigt — maaske for grundigt, vil nogen mene! Herom fortæller en af hans gamle Overhøringsbørn i Frederikshavn, Skomagermester J. Jensen, følgende:
„For 55 Aar siden gik jeg til Overhøringsforberedelse hos Pastor Jensen. Overhøringen fandt Sted i Foraaret 1883 og var den første af den Slags Højtideligheder, der fandt Sted i den nyopførte Kirke. Den Dag glemmer jeg aldrig.
Gudstjenesten varede fra Kl. 10 til henimod 2. I to stive Klokketimer stod vi 11 Børn opstillet foran Alteret, medens Præsten gennemgik Katekismen og de andre Lektier med os — ja, ikke blot gennemgik, men hørte os, for vi skulde kunne det hele udenad.
Det var næsten for grundigt“, føjer Meddeleren til med et Suk, men han var alligevel ikke mere ked af det, end han kan tilføje:
„Paa den Dag, foran Alteret, bestemte jeg mig til at være en Kristen.“En anden tidligere Konfirmand, gamle Buntmager Jensens Søn, Henrik Jensen i Vejle, mindes sin Overhøring med Glæde og beretter om, hvorledes gamle Sognepræst Wittrup ved en Lejlighed sagde til Jensens Mor:
„Kunde mine Børn blot Tiendedelen af, hvad Børnene i Metodistkirken kan, saa vilde jeg være tilfreds.“Jensen var tilbøjelig til at stille lignende skrappe Fordringer, naar han f. Eks. var Censor for de unge Kandidater ved Konference-Eksaminerne. Det lod sig dog selvsagt ikke gennemføre. At skulle lære f. Eks. „Ralstons Theologi“ udenad lod sig simpelthen ikke gøre for almindelige Mennesker. Naa, han indsaa vel ogsaa tilsidst, at Kravene var for store — og slog af paa dem!
Det er dog næppe saa meget som Menighedsforstander, han vil blive mindet. Derimod vil Evangelisten P. M. S. Jensen blive ihukommet i den danske Metodistkirkes Historie til sene Tider. Han var Evangelisten par excellence. Altid higede han udefter.
Saa snart der var en Anledning, drog han paa Missionsrejse. Han søgte at „pløje Nyland“, — først og fremmest i Landsbyerne i Nærheden af Byen, hvor han boede, men ogsaa, som vi har set i det foregaaende, i andre nær- eller fjernereliggende Købstæder, hvor Metodismens Fane endnu ikke var plantet.
Det er næppe for meget sagt, at ingen anden Metodistprædikant har aabnet saa mange nye Virkepladser som han; det skulde da lige være, at hans gamle Ven, Pastor H. Hansen, kom op paa Siden af ham; overgaaet ham paa dette Punkt har han næppe.
Vi har set Eksempler herpaa fra Langeland, Hornsyld, Frederikshavn m. fl. St. Ligeledes at han som emeritus tog Arbejdet op paa nye Steder, bl. a. Kolding. Hertil kan føjes Brande, hvor han virkede en Tid lang i Vinteren 1921—22, og Næstved, der syntes at have haft hans sidste store Kærlighed, hvilket bl. a. viste sig ved, at en lille Arv, han havde faaet paa sine gamle Dage, blev sat tilside til Arbejdet dér i Byen; ved Hjælp af disse Penge bekostede han selv sine Rejser, Lokaleleje og andre Udgifter. Der er Vidnesbyrd om, at hans Arbejde dér i Byen bar gode Frugter.
Som et Udslag af denne Trang til at faa Evangeliet forkyndt paa aandelig døde Egne, eller hvor Metodismen ikke var kendt, skal jeg omtale et Forehavende, P. M. S. J. i sin Tid satte i Værk, og som vakte nogen Opmærksomhed. Det var Bygningen af en Vandrekirke. Det var under hans Pastorat i Odense i Aarene 1891—95, han fattede og gennemførte den Plan. „Fyns Tidende“ skrev bl. a. følgende om den nye Kirke:
„Kirken, der foreløbig er opstillet paa en Plads mellem sydfynske Banegaard og Sukkerfabrikken, er bygget af Jern og Træ og har en ottekantet Form. Den indeholder kun to Rum — Forhallen og Forsamlingssalen, der afgiver Plads for 200 Mennesker. Ligefor Indgangen findes Alteret, og til Siderne er Stolene anbragt med en to Alen bred Gang imellem. I Midten findes Skorsten og Kakkelovn. Selve Kirkehuset er 8 Alen højt, og ovenpaa dette er opført et 5 Alens Taarn, der slutter i et lille Spir med gyldent Kors.“I en Rejsekorrespondance fortæller Pastor C. Thaarup om sin Deltagelse i Indvielsen af dette Kirkehus:
„Her talte jeg til en meget stor Forsamling, ca. 250, idet hver Plads var optaget. Allerede Dagen efter skulde den foretage sin første Vandring ud til Fangel, og vi ønske den Lykke paa Vandringen. Br. P. M. S. Jensen har foranstaltet den bygget og venter ved frivillige Gaver at blive i Stand til at faa den betalt; den koster 1300 Kr. I Sandhed et billigt Kirkehus for smaa og fattige Menigheder, og kan et saadant jo altid afløses af en større Kirkebygning.“Mod sit Livs Aften var P. M. S. J. paany optaget af at bygge en saadan Trækirke. Herom skriver Pastor Særmark:
„Med Beundring saa jeg ham, lige til kort før sin Død arbejde paa et Missionstelt, som delvis skulde være af Træ, og med hvilket han den følgende Sommer „vilde ud og drive Mission“.Kirken blev imidlertid aldrig færdig, og Missionen blev ikke begyndt, idet Herren kaldte sin gamle Tjener hjem forinden.
I denne Forbindelse maa jeg omtale hans Arbejde for Afholdssagen. Ligesom alle de ældre Prædikanter og en Del af de yngre, var han stærkt optaget af denne Sag. Hans Søn, Pastor Ried, oplyser, at han blev Grundlægger af flere af Danmarks Afholdsforeninger bl. a. den i Hjørring. Det var ved et Afholdsmøde i Kvissel, som blev afholdt af J., at afdøde Pastor Chr. Foldens Far, Slagter Lars Sørensen blev vundet baade for Afholdssagen, Kristendommen og Kirken.
Det var hans Lyst at deltage i Arbejdet for denne gode Samfundssag, men fremfor alt at forkynde Evangeliet. Naar han gjorde det, var han rigtig i sit Element. Han havde det som forlængst afdøde Pastor Rudolf Frimodt ved Johanneskirken i København, der plejede at sige:
„Fisken i Vandet, Fuglen i Luften og jeg i min Præstekjole!“
Ingen kommentarer:
Send en kommentar