Af C. Nielsen
 |
| Jusepe de Ribera: Skt. Bartholomæus |
Dette Ord synes jeg, jeg har Lov til at anvende paa P. M. S. J., naar jeg i dette Kapitel vil forsøge at tegne et Billede af ham som Menneske og Kristen.
Han var en lille Mand, næppe mere end 60—61 Tommer høj, firskaaren, rank i Holdning og kvik i Gang.
Han havde et fyldigt sort Haar, og Ansigtet var kantet af et stort smukt Fuldskæg, hvilket sidste han dog tog af, da han kom op i Aarene.
Han havde en ypperlig Fysik og har vist aldrig kendt til Sygdom af alvorlig Art, før en lille Maanedstid før han døde, 79 Aar gl.
Smidig var han; jeg har set ham lave en „Svalerede“ i en Trapez, da han var omkring de 60. Han var en dygtig Fodgænger, der gik Hundreder af Mil i sin Herres Tjeneste, og selv paa sine gamle Dage kunde han gaa yngre Folk træt, hvilket Skriveren heraf kan bevidne.
Som emeritus kunde han rejse fra Sted til Sted, ofte ved Vintertid og prædike Aften efter Aften, uden det var at mærke, at han blev træt. Og saa tog han ikke Revance Dagen efter ved at sove Formiddagen bort. Han var Morgenmand alle sine Dage.
Der er to Fremmedord, der bruges en Del i vort Sprog: Energi, der betyder Kraftudfoldelse og Inerti, der betyder Kr af topsamling. Jeg har i det foregaaende vist adskillige Eksempler paa, hvilken mageløs Energi P. M. S. J. var i Besiddelse af; at han ogsaa kendte til det andet, det, gennem Stilhed at samle Kraft til Dagens Gerning, er der adskillige Vidnesbyrd om.
Der er nogle smaa Dagbøger, han har efterladt sig, den ene ført et Par Maaneder, medens han var ansat i Kalundborg i 1898, den anden paabegyndt i Sommeren 1907, medens han var Præst i Aalborg og ført med adskillige Afbrydelser til Pinsedag 1914, og endelig den tredie, paabegyndt i Slutningen af 1926 og ført til kort før hans Død i Sommeren 1927.
De er ikke bestemt for Offentligheden, men jeg har af Familien faaet Lov at benytte, hvad jeg vil, og jeg gør da følgende korte Uddrag, taget i Flæng, som viser, hvorledes han gennem Stilheden søgte aandelig Fornyelse:
Nytaarsdag 1898: . .. „Jeg har paany indviet mig til Gud, som har elsket mig med en evig Kærlighed. Jeg kender intet yndigere og mere velsignet for min Sjæl end Jesus; o, var jeg ham kun mere lig og havde mere af hans Sind. O, Jesus, gør dette Aar til det mest velsignede og bedste af alle mine Leveaar!“
Den 4. Januar 1898: „Op Kl. 5. Jeg havde en herlig Stund med Jesus i Bøn og Betragtning. „Hvor er det velsignet at være et Guds Barn og at leve i Samfund med ham“.“
Den 6. Januar: Op Kl. 6. Bøn i Enrum for Sagens Fremme“ ...
Den 9. Januar: „Op Kl. 6. Jeg beredte mig til Form.-Gudstjenesten, som jeg holdt Kl. 10 for en god Forsamling“...
Den 15. Januar: „Op Kl. 5. Bøn og Betragtning. Herre, min Sjæl længes efter Synderes Frelse. Du har kaldet mig til at være din Tjener, du er død for Syndere og ønsker saa inderligt deres Frelse; o, Jesus, hør min Sjæls Begæring og giv mig Syndere med paa Vejen til Himmelen!“...
Lørdag den 22. Januar: „Op Kl. 7. Jeg arbejdede meget Dagen igennem med mine Prædikener og kom først i Seng Kl. 11.“
Den 14. Februar: „Op Kl. 6. Bøn med Agnes, Engelbrecht og Charles i Kontoret. Jeg læste af 103. Salme. Vi havde en meget velsignet Stund.“
Lørdagen den 19. Februar: „Gud er god, velsignet være du, o Herre, at Du i de unge og raske Dage har kaldet mig til Dig. O, Gud, bevar mig fer Dig og rens mit Hjerte og hellige min Sjæl!...“
Den 28. Februar: „Maanedens sidste Dag. Med Tak og Pris til Gud kan jeg se tilbage paa de to første Maaneder af Aaret, fordi han saa naadig har velsignet mig. Syndere ere blevne omvendte og Sjæle ere frelste, men gid at det havde været mange Gange saa mange. En Sjæls Frelse har dog mere at betyde for Gud end hele Verden; thi med hele Verden kan der ikke gives Vederlag for Sjælen!...“
„Jeg afsluttede Dagen (12. Juli 1907) med Læsning af det 13. Hefte af „Skolelæreren i Farringdon“ og med Læsning af Guds Ord og Bøn for Kl. 10 at gaa til Sengs. Læsningen af Ordet og den derpaa følgende Bønnestund i Enrum med min himmelske Fader var meget velsignet. O, Gud, hvor dyrebar er du for min Sjæl. O, du min velsignede Frelser er den højeste Genstand for mit Hjertes Kærlighed! Saavidt jeg kender og fors staar mig selv, elsker jeg dig af mit ganske Hjerte. Min Vilje og mit Hjertes Begær er sat til dette ene at elske dig og ofre alle mine Evner og Kræfter i din Tjeneste.
Jeg vil i dette nye Missionsaar (1907—08) lade mig benytte i din Tjeneste som ingen Sinde. O, Gud, styr mit Forsæt og giv min Vilje Kraft og lad din Velsignelse hvile over mit Arbejde i din Vingaard i dette Aar paa en særskilt Maade. Jeg fornyer Hjertets Pagt højtidelig og alvorlig med dig, min Gud, i denne stille og sildige Aftentime. Tag mig helt, du Engles Lyst og Glæde, og hellige mig til dig og din Gerning. Mit Liv paa Jorden har kun Betydning i Forhold til, som du velsigner og benytter mig i din Tjeneste!“Dagbogen fra 1926—27 fortæller bl. a. om nogle Missionsrejser, han har været paa. Saaledes var han i Vejle fra 10.—14. Februar. Da han var færdig med Møderækken, sad han i Præstens Kontor for at vente paa Natekspressen, der skulde føre ham til Nakskov. Her nedskrev han følgende varmtfølte Tak:
„Nu er altsaa mit Besøg endt her i Vejle for denne Gang. Jeg er Gud inderlig taknemlig, fordi han saa velsignet har været med mig. O, at jeg gamle Menneske saaledes er Genstand for Guds Velsignelse; hvorledes skal jeg kunne prise ham derfor, som han fortjener?“Det sidste, han har skrevet i sin lille Dagbog, er uden Datoangivelse, men maa være skrevet kort før han rejste til Aarsmødet i Varde, hvor han blev syg og blev indlagt paa Sygehuset. Det er antagelig det sidste skriftlige Vidnesbyrd, vi har fra ham:
„Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelst I ville, og det skal vederfares Eder.“ Joh. 15, 7.
„Kan der tænkes nogen større Lykke og Velsignelse i hele vort Jordeliv end den, dette Skriftsted fremhæver? Tænk paa det inderlige Samfund med Kristus: i ham. Kan vi komme noget nærmere end at være i det? Kan Kristi Ord være til større Velsignelse, end naar det er i os? Og er der noget, der mere kan tilfredsstille os, end at vi faa, hvadsomhelst vi bede om? Faa ethvert Begær tilfredsstillet, og at vi faa Lykke til alt, hvad vi foretage os?“Disse Citater bærer Vidne om, hvilket velsignet Trosliv han levede i Samfund med sin Herre og Frelser. At han igennem disse rige Stunder med Bøn, Tak og Betragtning har opsamlet en betydelig Kraft til Liv og Gerning er udenfor al Tvivl. At han ogsaa har læst en Del er givet.
Men hvilken Læsning, han fortrinsvis har valgt, har jeg ingen Mening om udover, at han var en flittig Bibellæser, ja, ikke blot Læser, men Gransker, derom bærer hans efterladte skriftlige Prædikener og mange Artikler Vidnesbyrd. Han kendte sit Vaaben — „Aandens Sværd, som er Guds Ord“ (Ef. 6, 17) — og han brugte det!
Pastor Jensen var en Israelit, i hvem der ikke var Svig. Jeg tror, han havde vanskeligt ved at tænke ondt om andre; i alle Tilfælde hørte man ham aldrig tale ondt om nogen. Og han var ren i Sind og Tanke. Han havde bevaret et fromt og barnligt Sind midt i en ond og farefuld Verden.
Hans Umiddelbarhed gjorde, at han ikke lagde Skjul paa, hvad han i Øjeblikket tænkte eller følte. Dette var i mange Tilfælde hans Styrke, men det kunde ogsaa bringe ham i Situationer, der var alt andet end behagelige for ham.
„Hvordan har De det idag med Jesus?“ spurgte han ind ad et Kontorvindue en ung Pige, der nylig havde begyndt at søge Herren, men som i Øjeblikket sad fordybet i sit Arbejde omgivet af andre Kontorfolk. At den unge Kvinde ikke var særlig glad over dette Spørgsmaal i Øjeblikket er tilgiveligt.
„Er De frelst, Frue? Er De et Guds Barn?“ spurgte han hen over Bordet en Dame i et privat Selskab, hvor Gæsterne sad bænkede om en Forfriskning. Hendes Mand, der sad ved Siden af hende, blev saa vred over dette, som han med Rette mente, nærgaaende Spørgsmaal, at han aldrig senere satte sin Fod i Kirken eller kom tiere i det Hjem, hvor Selskabet blev holdt.
Man kan vel sige om ham, at han var i Besiddelse af hellig Nidkærhed parret med hellig Naivitet. Naar han saadan aabent og redeligt talte med Folk om det, der for ham var det vigtigste af alt, og i sin Iver „faldt med Døren ind i Huset“, saa var der selvfølgelig nogle, der reagerede; det blev dem for personligt; men der var ogsaa andre, der følte Oprigtigheden og Troskyldigheden, der laa bagved Henvendelsen, og indlod sig i Samtale med ham, og de fortrød det vist sjældent.
Han var en ypperlig Vejleder paa Tomandshaand, en Sjælesørger, der ikke var tilfreds, før han havde ført Mennesker til Troen paa den Frelser, han selv havde fundet Hvile hos, og som han af Hjertet ønskede skulde blive kendt og elsket af andre. En Meddeler i Frederikshavn siger, at han vandt mange Mennesker for Gud, ikke mindst ved sine Husbesøg. Naar han efter endt Besøg gik, sagde han gerne:
„Vi ses vel i Aften til Klassemødet — eller Bønnemødet — eller paa Søndag til Gudstjenesten?“Mange fulgte den venlige Indbydelse og kom derved under Ordets og Aandens Indflydelse i de helliges Samfund. Og det betyder noget for vakte og søgende Mennesker. Og saa var han saa velsignet usnobbet; for ham var det ikke høj eller lav, fattig eller rig. Ingen undgik at blive stillet overfor det store Evighedsspørgsmaal, naar først Jensen havde faaet Forbindelse med dem.
Frem for alt tror jeg, at Jensen var en ydmyg Mand. Vidnesbyrd herom haves fra flere Sider, men ingen Sinde mere end fra den Dag, han ved Aarskonferencen i Horsens 1917 bad om at maatte træde i tjenstledigt Forhold. Den Skrivelse, han da sendte Konferencen, var saa smuk, at den fortjener at blive læst igen, og jeg skal derfor gengive den her efter Vor Aarbog 1917, Side 34:
„Kære Brødre!
Da det Tidspunkt nu er kommet, at det maa anses for det rigtigste for mig at træde i udtjent Forhold, udbeder jeg mig herved Konferencens Tilladelse dertil med Begæring om fra dette Møde at maatte fritages for fornyet Ansættelse som Menighedsforstander og om at komme paa Pension.
Herren har i mange Aar betroet mig det hæderlige Hverv at beklæde Embedet som Præst ved de fleste af vore Menigheder. Det er Naade over Naade, at han, trods min store Uduelighed og Svaghed ikke blot har taalt mig i Arbejdet, men ogsaa benyttet mig som sit Redskab. Ære være hans hellige Navn, den store Mester, der ogsaa ved ringe Redskaber formaar at fremme sit Værk!
Det er med en Blanding af Vemodsfølelse, Ydmygelse, Kærlighed til Gud og Taksigelse og Lovprisning til ham, at jeg idag nedlægger mit Embede som Menighedsforstander.
Det er vemodigt at tage Afsked fra en Gerning, hvori ens hele Hjerte er, og hvori man i saa lang en Aarrække har arbejdet i Haab om størst mulig Fremgang, men alligevel saa lidt har evnet at føre Sagen frem til de tænkte Maal. Halvfjerdsernes, Firsernes og tildels Halvfemsernes gode Vækkelser i flere af vore Menigheder bragte mig til at haabe, at Metodistkirken i Danmark i den nærværende Tid skulde befinde sig i den skønneste Blomstringstid, men mine Forventninger er desværre slaaet fejl.
Rimeligvis vil vi faa en endnu mørkere Krise, før den Tid bryder frem, da Skarer af Sjæle vil haste hen til Korset for at finde Fred og Hvile iblandt os. Herren give i Naade, at hans Besøgelsestid maa fremskyndes, saa vil jeg maaske kunne opleve at se hans Frelse, som jeg ingensinde saa den tilforn i vore Menigheder.
Jeg tager vel Afsked idag som Menighedsforstander, men ikke som Arbejder i Evangeliets Tjeneste. Hvis det er Herrens Villie, kan jeg øve dette Arbejde endnu i mange Aar, skønt det jo ogsaa brat kan afsluttes. Høsten er imidlertid stor, og Arbejderne faa, og der er Brug for alle Kræfter, der kan bruges. Herrens Kald til mig som Evangeliets Tjener er mig saa indlysende og klart, at der paahviler mig en alvorlig Forpligtelse til at vedblive dermed, saa længe jeg kan.
Skulde nogen af eder lejlighedsvis ønske at faa mig til Hjælp, er jeg rede dertil efter Tid og Lejlighed. Jeg ved ikke at have noget udestaaende med nogen af eder, Brødre, men skulde jeg nogensinde uden Grund have saaret nogen af eder, beder jeg om Tilgivelse.
Modtag min hjertelige Tak for enhver Venlighed og Hjælp, I paa nogen Maade har ydet mig i Aarene, som svandt, og for den Kærlighed, I nu ved Afskeden maatte føle til mig. Han, hvis jeg er, og hvem jeg tilhører, vil ikke glemme eder dette. Gud velsigne eder alle!“---Efter at have omtalt hjemlige Forhold slutter han sin Skrivelse saaledes:
„Herren velsigne eder alle, elskede Brødre! Vi føler alle den nærværende Tids frygtelige Tryk (det var jo midt under Krigen), men lad os med Frimodighed opløfte vore Hoveder, thi vor Forløsning stunder til. Snart er Striden ombyttet med Livet i Fredens Sale. Herren hjælpe os alle til at naa didop!
Eders i Kristus forb. Br.
P. M. S. Jensen.“Det er overflødigt at føje til, at Konferencen med stor Grebethed lyttede til denne smukke og dybtfølte Afskedshilsen.
Jeg kunde blive ved at nævne Eksempler paa hans smukke Sindelag, men skal indskrænke mig til at gengive et Par Linier af Pastor Særmark om ham fra de gamle Dage:
„Han var offervillig (ofte havde jeg Anledning til at mærke, at hans Tiendekasse ikke blev forsømt), tjenstvillig, from og arbejdsivrig.“Det er vel nok et Vidnesbyrd, der har Betydning fra en Kollega, der daglig havde Anledning til at iagttage ham.
Af de Menigheder, der er nævnt, men ikke nærmere omtalt, havde Jensen ret gode Tider i Aalborg, Odense og Kalundborg og tildels ogsaa i Frederikshavn (anden Gang); men allerede nu (omkring ved Aarhundredskiftet) mærkedes det, at han ikke havde det samme Tag i Folket som i sine yngre Dage.
Jeg har tænkt en Del over, hvad Grunden kunde være. Det var ikke Mangel paa Gudsfrygt eller Hengivelse i Herrens Vilje. Hans Gudsforhold blev snarere inderligere med Aarene. Ejheller sløjede han af og blev mindre nidkær. Nej, som vi har set, vedblev han lige til sine sidste Dage at udvise en forbavsende Udholdenhed, naar det gjaldt Arbejdet for at fremme Guds Sag. Og dog var det, som det glippede Gang efter Gang.
Jeg tror, jeg er blevet klar over Grunden dertil. Men for ret at blive forstaaet maa jeg fortælle, hvad jeg hørte ved et Oxford-Stævne i Horsens for nogle Aar siden. Det var en ældre Mand (Skolemand var han vist), der ved et Møde for Mænd aflagde et Vidnesbyrd; det lød omtrent saaledes:
„Da jeg var omkring et halvt Hundrede Aar, opdagede jeg til min Forfærdelse, at der indtraadte en Stagnation i mit aandelig-intellektuelle Liv. Hidtil havde det været min Lyst at tage hvilket som helst Spørgsmaal, der mødte mig, op til Gennemtænkning eller Gennemdrøftelse med én eller flere, og jeg hvilede ikke, før jeg naaede et Resultat, der, selv om det ikke fuldtud tilfredsstillede mig, dog i nogen Maade bragte Klarhed i Spørgsmaalet.
Men nu mærkede jeg, at naar jeg mødte Problemerne, saa var det mig ofte for besværligt at tumle med dem. Jeg forsøgte en Tid, men opgav det, gik udenom Vanskelighederne, og Følgen var, at det hele blev problematisk for mig; ingen klare Tanker, ingen faste Standpunkter — alt blev flydende! Da jeg først blev klar herover — fortsatte Taleren — maatte jeg til at tage mig sammen, at faa mig selv rusket op, at jeg ikke helt skulde stag« nere.“Saa var det, han mødte Oxford-Bevægelsen, og den satte ham paany i Sving.
Her er en Fare for mange ældre. Man holder for tidlig op med sin Selvudvikling. Er man Prædikant, saa gør man, som det populært hedder: „Vender Bunken“ og holder de gamle Prædikener, man har holdt i de forgangne Aar, uden nye Tanker, nye Synspunkter, nye Illustrationer osv.
Dette tror jeg i og for sig ikke, at Jensen gjorde sig skyldig i („vende Bunken“); thi jeg har ofte set ham udarbejde sin Prædiken til om Aftenen, naar han skulde prædike et eller andet nyt Sted. Men Prædikenerne blev alligevel skaaret over samme Læst som dem, han havde holdt fra Ungdommen af.
Den Gang var de gode, og det var de ogsaa ofte senere hen, men det var alligevel, som han ingen Kontakt havde med Tiden og Forholdene. Folks Mentalitet, ikke mindst de unges, var blevet helt anderledes, og det forstod Jensen ikke. Og saa blev det til en Kamp i hans eget Indre, en Følelse af, at han ikke magtede Opgaven, som han saa ydmygt og smukt erkender.
Her er en virkelig Fare for de ældre, og jeg nævner den her saa omstændelig for at sige til de unge, at de skal staa paa Vagt overfor dette saare vigtige Spørgsmaal. Hvordan det end er med vi ældre — lad de unge vogte sig for at komme ind i denne Blindgade; det er ikke let at komme ud af den igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar