torsdag den 4. december 2014

Fra Hjemmets Verden

Pastor P. M. S. Jensen - del 11


Af Eng. Ried

I Samraad med Pastor Chr. Nielsen, der har skrevet foranstaaende Minderune over min Fader, har jeg paataget mig at skrive lidt om min Faders Indflydelse i vort Hjem.

En Metodistpræsts Hjem udgør en Verden for sig med sin egen Charme, med sine egne Begrænsninger eller Vanskeligheder og med sine egne særlige Anledninger til at øve en betydelig Indflydelse i Samfundet.

Den stadige Omflytten, som i mine Forældres Tid i særlig Grad prægede en Metodistprædikants Tilværelse, øvede sin Indflydelse paa Familiens Liv og paa den opvoksende Børnefloks Udvikling.

I Modsætning til mange andre Børn er vi ikke saa stærkt sammenvoksede med en bestemt Egn eller By som de.  Dette er sikkert et Tab i Hjemstavnsfølelse, men dette Tab opvejes, i hvert Fald delvis, ved et fyldigere Kendskab til vort Fædreland og dets mange forskellige Beboere, hos hvem vi alle Vegne fik Øje særlig paa de gode Egenskaber.

Naar det omrejsende Liv foregaar under saa betryggende Former som i vort Hjem, øver ogsaa det en dannende Indflydelse paa Familiens Medlemmer. Mange af vore Erindringer fra Hjemmet knytter sig netop til disse Flytninger, til de nye Mennesker, vi skulde møde, og de nye Skoler, vi skulde frekventere. Vi kendte jo som Børn kun lidt til, hvilke Bryderier Fader havde med at faa os anbragt i de rette Skoler i en Tid, da Undervisningen i de forskellige Byers Skoler var saa lidet afpasset efter hverandre.

Det var den 6. April 1875, at mine Forældre blev viede i Jerusalemskirken, København, og de fæstede Bo i Rudkøbing, hvor min Fader allerede nogen Tid havde virket. Det blev en stor Børneflok, der voksede op om dem. Vi blev ialt 10 Børn, hvoraf en lille Søster, Jessy, døde 10 Mdr. gl. under min Faders første Ansættelse i Frederikshavn. De øvrige 9 er Sara, Benjamin, Agnes, Carl, Charles, Viggo, Ejner, Dagny og mig selv, som ifølge Alder blev den midterste af de 9.

Naar vi Børn tænker paa vort Hjem, er det vanskeligt at skelne imellem Faders og Moders Indflydelse, da de var hjerteligt forenede og min Moders praktiske Sans, klare Forstand og dybe Gudsfrygt paa en smuk Maade supplerede min Faders følsomme og virksomme Gemyt.

Naar vi Børn tænker paa vor Faders Indflydelse i Hjemmet, staar det særlig klart for os, hvor stærkt han gik op i sit Kald. Det prægede ham i hele hans Færd, ogsaa i hans Færden i Hjemmet. Vi mindes den Følelse af at være i Færd med at foretage noget meget betydningsfuldt, som besjælede ham, naar han beredte sig til at gaa hen i Kirken til Gudstjeneste eller til Bede- eller Klassemødet. Denne Følelse forplantede sig til os Børn.

Jeg for mit Vedkommende følte det samme, naar jeg en Gang imellem fik Lov at følge med paa Husbesøg. Han var i Guds Gerning, og det løftede ham og os op paa et højere Plan. Saa gennemtrængt af sit ophøjede Kald var han, at han endogsaa i Søvne beskæftigede sig dermed. Det skete af og til, at en af os vaagnede om Natten og hørte Fader bede højt i Søvne eller ganske tydeligt udtale Uddelingsordene ved Nadvergudstjenesten. Naar vi næste Dag omtalte det, kunde han svare:
„Ja, jeg drømte, at jeg var til en meget velsignet Gudstjeneste.“
I nær Forbindelse hermed stod ogsaa mine Forældres trofaste Gennemførelse af den daglige Husandagt og deres Stilling til Søndagens Helligholdelse. Hver Morgen samledes Familien til Læsning af et Skriftafsnit, knælende Fællesbøn og Afsyngelse af et eller flere Salmevers. Meget godt havde sin Rod i denne Andagt, hvor selvfølgelig Fader førte an.

Vi fik tidligt Kendskab til Bønnens Betydning, idet hvert af Børnenes Navne hver Dag blev nævnt i Faders Forbøn. Ogsaa Sangen blev os kær. En Tid dannede Familiens Medlemmer et lille trestemmigt Kor med min Moder m. fl. som Alt og min Fader som Bas, de fleste af os Børn sang Sopran anført af vor ældste Søster.

Ganske vist forstod vi smaa ikke alt, og af og til kunde en af os gøre en pudsig Fejltagelse, som f. Eks. naar min ældste Søster, Sara, som 4 Aars Pige i Frederikshavn hørte Fader bede: „Se i Naade ned til Verden, som ligger i det onde“ — og dermed troede, at Fader mente „Værten“ i den Ejendom, hvor Familien dengang boede.

En anden Ting, som øvede en stor Indflydelse i Hjemmet, var vore Forældres afgjorte Stilling til Søndagens Helligholdelse. Søndagen var en virkelig Højtidsdag for os. Da gjorde vi intet Indkøb i Forretninger, selv om de var aabne, eller krævede noget Arbejde af nogen, som ikke var strengt nødvendigt.

I det lutherske Danmark vil mange hævde, at i en Familie med mange smaa Børn er det umuligt at undgaa at købe Mælk om Søndagen; men i vort Hjem, hvor Moder i mange Tilfælde ikke kunde amme Børnene selv, har det selv i varme Somre været muligt at undlade dermed. Dette var kun én Side af Søndagens Præg i vort Hjem, en Side, der imidlertid i høj Grad var med til at markere den som en Højtidsdag.

Ingen af os vil nogensinde glemme den vise og kærlige Maade, hvorpaa Fader og Moder hjalp os til at faa Lyst til at følges med dem i Kirke og Søndagsskole hver Søndag. Der var endogsaa en Tid, da det gjaldt som en Straf for os, naar vi ikke maatte komme med i Kirke. Til Søndagsskolen maatte vi lære et lille Bibelsprog: „Den gyldne Tekst“, og der er flere af os, for hvem disse udenadlærte Bibelsprog er bleven et aandeligt Kildespring i Tidens Løb.

Hvad jeg her har nævnt, gav os snart en Forstaaelse af, at vor Faders og Moders inderligste Ønske for os alle var, at vi maatte give Gud vore Hjerter, og for flere af os kom der i 12—13-Aars Alderen en Tid, da vi blev alvorligt og levende grebet af Guds Ord og Længsel efter personligt at opleve Frelsen.

Nogle af os takker i Dag Gud for, at han i den Alder ledte os til sand Omvendelse og et bevidst Gudsforhold. Her var det i Særdeleshed, at Fader tog os ved Haanden.

Fader, som var en afgjort Kristen og en retlinet Karakter, var præget heraf i sin Opdragelse. Naar han derfor en sjælden Gang maatte være streng imod os, havde vi altid den Forstaaelse, at han, naar han maatte straffe os, ikke blot var behersket, men stræbte at følge Guds Ords Anvisning.

løvrigt var min Fader en kærlig, god og omhyggelig Fader, der interesserede sig for alt, der vedrørte os. Naar han kunde faa lidt Tid tilovers fra sit krævende Arbejde, kunde han godt lege med de smaa eller tage os med paa en lille Udflugt paa Cykle eller til Fods. Undertiden trængte vi Bybørn til en saadan Rekreation, og Fader tog os da helst med ud paa Landet, hvor vi besøgte Menighedens Venner.

Jeg husker saaledes nogle Besøg, vi gjorde fra Kalundborg hos Afrikamissionær Vilh. Rasmussens Moder, Fru Rasmussen i Viskinge, og hos en gammel Urmager, der boede i samme By. Der var frisk og dejligt ude paa Landet, og disse Menneskers dybe og lykkelige Kristendom øvede ogsaa en velgørende Indflydelse paa mig.

Baade min Fader og Moder ønskede foruden de allerede omtalte aandelige Værdier at hjælpe os til den bedst mulige Uddannelse. Skulde Børnene have nogen Eksamen, maatte de i de Dage gaa i Betalingsskoler. Selv om det medførte, at mine Forældre maatte spare paa saadanne Ting, som ellers anses for nødvendige, besluttede de dog at hjælpe os alle til at faa Realeksamen eller en lignende Eksamen, dersom vi selv ønskede det.

Disse Ofre for vor Uddannelse, foruden hvad der maatte til for at føde den talrige Børneflok, prægede Hjemmets Økonomi, og til Tider maatte der gøres Gæld for en Tid. Det vilde sikkert ikke være gaaet godt, dersom ikke min Moder havde været et helt Geni til at styre de Pengesager, der faldt ind under hendes Felt, eller om hun ikke ved sin Dygtighed og Flid fandt Tid til at sy det meste af det Tøj, vi Børn sled af os.

Nu, vi er blevne voksne, er vi Børn alle taknemmelige for, at vore Forældre bragte disse Ofre for os. De Kundskaber, vi blev berigede med, er os mere værdifulde, end om vore Forældre havde efterladt os en stor Pengearv.

Angaaende Familiens Økonomi var det min retskafne Faders stadige Plan at have sine Ting ordnet saaledes, at han kunde gaa i sin Grav uden at efterlade sig Gæld. Vi er glade og tilfredse ved at vide, at han fik dette Ønske opfyldt.

Midt i sit travle Arbejde kunde Fader dog faa Tid til at hygge om Hjemmet. Det var særlig det udendørs, han kunde tage sig af. Her kom ved mange Lejligheder hans Kærlighed til Dyr og Naturen for Dagen. Dette viste sig blandt andet ved, at han, hvor der var Have ved Præsteboligen, holdt denne i en mønsterværdig Orden.

Denne hans Kærlighed til Naturen kom maaske smukkest frem, da han i sit andet Ægteskab som pensioneret fik en gammel forsømt Have til at blive en yndig frugtbar Plet, som et lille Paradis. Ja, det var egentlig det, han ønskede at skabe: et lille Paradis, hvor han færdedes.

Saaledes var det i vort Hjem saavel i lyse Dage som i den lange Tid, Moder var syg, og saaledes var det, da han paa sine gamle Dage efter Moders Død giftede sig igen med Louise Rasmussen og sammen med hende byggede et lille Hjem i Kalundborg.

Faders og Moders Kærlighed fulgte os selvfølgelig ogsaa, efter at vi havde forladt Hjemmet. Her var det særlig Fader, der som Hjemmets Brevskriver og Hjemmets Repræsentant dannede Bindeleddet mellem Hjemmet og Børnene. Han havde ikke blot en smuk Haandskrift, men var en Mester i at skrive Breve og kunde saa godt sætte sig ind i vore Forhold. Dertil var han en fortrinlig og trofast Raadgiver, særlig i aandelige Spørgsmaal.

Det blev imidlertid ikke ved Brevene. Naar Fader var ude paa Rejse eller paa nogen Maade fandt Anledning til det, kom han paa Besøg hos os, og de Besøg var altid til Glæde for alle i Hjemmet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar