Af L. C. Larsen
Mit første Barndomshjem paa Langeland var i et lille Hus, der tilhørte Præstegaarden i Longelse.
Huset var i alle Maader beskedent.
Der var smaa Stuer, Moders Væv fyldte det meste af Opholdsstuen, Gulvet var af Ler, og jeg er ikke vis paa, om ikke ogsaa Muren var opført af ubrændte Sten.
Men der var rent og pænt, og naar om Søndagen Væven var sat ud af Brug, Gulvet bestrøet med hvidt Sand og der var sat Blomster ind i Stuen, da syntes jeg, at Stedet var saare festligt.
I dette lille Hjem havde de første Metodistprædikanter deres Gang, og det var altid en Fest, naar de kom. Den første var H. Hansen, som dengang var Kolportør; men den, jeg særlig mindes fra denne Tid, var P. M. S. Jensen, „lille Jensen“, som han gerne kaldtes.
Lille af Vækst var han. Jeg ser ham, som han en Aften stod og saa paa sin forstørrede Skygge paa Væggen og sagde: „Saa stor skulde man have været." Men „modde var han“, som der staar om den lille Løjtnant i „E Bindstouw“.
 |
| Hans Smidth: E bindstouw. Fra Steen Steensen Blichers roman (1898) |
En Aften skulde der saaledes være „Forsamling“. Vejret var meget ugunstigt. Det stormede, og Regnen skyllede ned. Alligevel var der samlet saa mange Folk, som den lille Stue kunde rumme. De sad paa Væven, paa Sengekanten og paa smalle Bræder lagt over Stole og Tønder.
En Del havde deres Tællelys med, disse Lys blev tændt under Sangen og omhyggelig slukket igen, naar Sangen sluttede. Det vakte stor Opmærksomhed, at der denne Aften var en yngre Mand med, som aldrig før havde deltaget. Han hørte, syntes man, til en lidt højere Klasse.
Ganske vist var han kun Bagersvend, men han ledede Bageriet i Nørre-Longelse, og han var en meget belæst Mand. Han talte ikke det langelandske Bondesprog, og han bar Købstadklæder. Det var en Begivenhed, at Harding var kommen til Metodistforsamling.
Præsten, der boede i Skebjerg, var endnu ikke kommen til Stede, og da han havde mindst en halv Mil at gaa, ad daarlige Veje, ytrede Harding sin Tvivl om, hvorvidt Præsten vilde komme. Men Moder svarede tillidsfuldt:
„Jensen kommer, hvordan end Vejret er.“Og hun blev ikke skuffet. Jensen kom, han prædikede med al Ungdommens Begejstring, og den Aften blev Harding omvendt. Han har vel nok været søgende, eftersom han havde fundet Vej til vort fattige Hjem.
Han blev Metodist, men kun en kort Tid. Han og Jensen var saa forskellige, at de ikke rigtig kunde forstaa hinanden, saa han udtraadte af Menigheden, men blev ved at være en kær Gæst i mit Hjem og et oprigtigt Guds Barn.
Skolevæsenet paa Landet var dengang tarveligt, og det var ikke altid let for Metodistbørn at begaa sig i Almueskolerne. Baade Lærere og Kammerater var ude efter dem. Derfor blev der nu oprettet Metodistskoler i næsten alle Menigheder. Paa Langeland blev en saadan Skole oprettet af Gaardejer Hans Bruun i Skebjerg, og den holdtes først paa hans Gaard og senere i det Kapel, han byggede derude.
Bruun rejste til København og tog et Kursus i Dansk, Regning og Skrivning, og nu samledes der hveranden Dag en Flok smaa Metodistbørn og fik Undervisning. Der var vel et Par smaa Mils Afstand mellem dem, der kom fra Syd, og dem fra Nord; men vi mødte trofast op, og vi fik god Undervisning.
Men medens Bruun var i København, var Pastor Jensen vor Lærer. Jeg husker ikke meget fra disse Maaneder. Størst Indtryk gjorde det paa mig, at Jensen spillede paa et lille Harmonium. Dette syntes jeg var vidunderligt, og jeg udmalede mig den Tid, da ogsaa jeg skulde kunne spille paa et saadant Instrument.
Men det var der liden Udsigt til, skønt baade Jensen og Bruun fortalte Mor, at jeg skulde være Metodistprædikant, naar jeg blev stor. Jeg kan i Forbigaaende meddele, at Bruun døde, førend min Skoletid var ophørt, og at Thaarup da overtog Skolen, indtil han i 1881 blev forflyttet til Vejle. Saaledes blev i min Skoletid Jensen min første Lærer og Thaarup den sidste.
Jensen var ikke ordineret paa den Tid. Nu og da kom derfor Præsten fra Svendborg, Markus Nielsen, til Langeland. Nielsen var Nordmand, en stor Spøgefugl, men ogsaa let bevæget. Han holdt af at fortælle rørende Historier i sine Prædikener, og da græd han selv. Mange mente, at han græd for meget, og at hans Fantasi var vel levende; men i mit Hjem var han meget beundret.
De fleste kirkelige Handlinger blev dog ikke udført af de lokale Præster, da ingen af dem havde opnaaet ministeriel Anerkendelse. Saa vidt muligt blev derfor ikke blot Bryllupper, men ogsaa Daabshandlinger og Nadvertjeneste henlagt til Superintendenten, Karl Schous Besøg. Disse Besøg var derfor store Højtider, hvortil Folk samledes fra alle Egne.
Men i det daglige var det altsaa den lokale Prædikant, der udførte Arbejdet, her saaledes Jensen. Og han laa ikke paa den lade Side. Han gik fra Syd til Nord, fra Hjem til Hjem, og han skaffede sig som sagt Prædikepladser overalt. Det var i hans Tid, Bruun byggede Kapellet, og det hed sig, at det var Jensen, der havde givet Tegningen. Hvorvidt det forholder sig saaledes, tør jeg ikke sige.
Der var paa den Tid godt Besøg i det noget afsides liggende Kapel og en god Søndagsskole. Søndagsskolen blev af Jensen delt i Klasser, og jeg kom tillige med 4 andre Drenge i Bruuns Klasse. I denne Søndagsskole saa jeg for første Gang et Juletræ, og dette var for Landsbybarnet et Eventyr, der aldrig kan glemmes.
Den metodistiske Disciplin var i hine Dage meget streng. Særlig blev der vaaget over Helligholdelsen af Søndagen. En Mand udenfor Menigheden udtalte, at han, hvis Hus laa ud til Landevejen, var meget omhyggelig med aldrig at lade Jensen se, naar han arbejdede om Søndagen.
„Vorherre er jeg ikke bange for, men den lille Jensen tør jeg ikke lade se, at jeg arbejder.“ —Kvindernes Paaklædning var under skarp Censur. Smykker af Sølv eller Guld maatte ikke bæres, og der maatte ikke findes kunstige Blomster paa Hattene. Mærkeligt nok var det tilladt at bære Fjer paa Hatten. — Spiritusnydelse var ikke velset; men dette blev ikke taget altfor strengt.
Det var først efter Eltzholtz’ Tid, at Nydelsen af Spiritus blev betragtet som absolut Overtrædelse af Kirkens Regler. Forsømmelse af Naademidlerne var Udelukkelsesgrund, og dette blev overholdt ret strengt.
Gudstjenesterne foregik nogenlunde som i Nutiden. Dog knælede alle Metodister under Bønnen og stod op under al Salmesang. Vækkelsesmøder med Fremkaldelse og Eftermøder kendtes ikke, og da de indførtes, især ved Eltzholtz og Thomsen, var de ikke særlig velsete blandt de gamle Metodister.
Der virkedes ved Prædiken, Sang og personlig Samtale, og Resultatet var ikke ringe. Mindes jeg ret, talte Langelands Menighed ved Jensens Bortrejse ca. 70 Mennesker. Dette Tal er jo desværre blevet betydelig reduceret.
Siden har jeg saa paa forskellig Maade staaet i Forbindelse med Pastor Jensen. I Aarene 1884—86 boede jeg i Præsteboligen i Stokhusgade 2, København. Jensen var da Præst for Københavns Menighed. Han skulde være Lærer for tre unge Mænd, nuværende Pastor N. P. Nielsen, den senere Stabssergent Bertelsen og undertegnede. Det blev dog ikke til ret meget.
Samtidig var vi Jensens ulønnede Hjælpere og holdt Møder og Søndagsskole paa Christianshavn, paa Nørrebro, Frederikssundsvej og Husum, ligesom vi medvirkede ved de mindre Møder i Kirken. Der var stadig noget aandeligt Røre, og mange Mennesker blev optagne i Menigheden. Men for en hel Dels Vedkommende var Omvendelsen for overfladisk, saa de forsvandt igen. Det var dog ikke Prædikantens Skyld. Han virkede med stor Nidkærhed.
Og tilsidst føjede Tingene sig saaledes, at jeg blev Jensens Distriktsforstander. Det var ikke svært. Jensens Elskværdighed og Loyalitet fornægtede sig aldrig. Han var jo Metodistprædikant, og dette betød for ham fuldstændig Underordnen under Kirkens Love.
Pastor Jensen var „liden af Vækst“, og i andre Henseender hørte han vel heller ikke til de store. Men med Hensyn til Iver, Arbejdsmod og Gudsfrygt var han iblandt de store.
Ved Gennemsyn af nogle gamle Breve fandt jeg forleden et Brevkort fra Pastor Jensen, dateret Randers 20. Aug. 1890, saalydende:
„Kjære Br. Nielsen!
I Morgen Torsdag aabner jeg vor Kirkes Virksomhed her og holder Møde Fredag Aften ogsaa. Har De Bønnemøde i Menigheden, bær da alvorlig Sagen frem for Herren. Bed selv i Lønkammeret for os.
Deres i Kristus forb.
P. M. S. Jensen.“Antagelig har alle de andre Prædikanter faaet en lignende Anmodning. Jeg blev grebet af dette simple Vidnesbyrd om Troen paa Bønnens Betydning og om Trangen efter Brødrenes Medarbejderskab. Og saa af én Ting, som „Kr. Talsmd.“ 1890 S. 292 beretter om angaaende disse Møder:
„Den 21. og 22. Aug. holdt jeg de første Møder dér (i Randers) for gode Forsamlinger. Jeg havde lejet Hotel Randers’ Festsal til mine Møder. Til Aabningsmødet havde jeg indbudt Byraadsmedlemmerne og Byens Redaktører. Af de første mødte der to tilligemed deres Fruer og af de sidste begge. Ved Mødet Aftenen efter var alle Siddepladser optagne, og en Del maatte staa op.“En halv Snes Dage efter talte Superintendent J. J. Christensen for en meget opmærksom Forsamling. Hele Venneflokken i Randers bestod den Gang af — tre Søstre, bemærker „Kr. Talsmand“.
Dette er et nyt Vidnesbyrd til de mange andre om den Frimodighed, med hvilken P. M. S. Jensen kastede sig ud i Arbejdet. Det maatte lykkes — og det lykkedes! Som en Prøve paa Pastor P. M. S. Jensens Prædiken gengives her et Udtog af én i Samlingen: „Draaber fra Salighedens Kilde“.
„Men vi alle, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede efter det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed og det af Herren, som er Aanden. 2. Kor. 3, 18.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere oprigtige og ærlige Kristne, som aldrig gaa under nogen Maske, men stadig vise sig som de virkelig ere. Deres Bønner, Vidnesbyrd og hele Liv vidne om Oprigtighed og Ærlighed. Hvad er vel ogsaa den Kristendom, der mangler Ærlighed og Oprigtighed? Den er noget, der ikke er værd at eje; thi før eller senere vil Masken blive borttaget, og den uærlige Bekender vil blive beskæmmet. Hellere ingen Kristen end en Hykler.
Kristne med ubedækkede Ansigter have Aand og Frihed. Apostelen siger: „Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed“.
Herrens Aand er det en Nødvendighed for Kristne at eje, og Dækket bliver heller ikke løftet fra deres Hjerter, førend de blive døbte med den Hellig Aand.
Den Hellig Aand giver Vidnesbyrd i de Kristnes Hjerter, den vidner med deres Aand, at de ere Guds Børn. Hvor Dækket ikke er borttaget, fra et Menneskes Hjerte, der mangler Aandens Vidnesbyrd og med dette Forvisningen om Antagelse hos Gud. Mange Mennesker gaa med en pinlig Uro og Frygt i deres Hjerter; de mangle Forvisningen om, at de høre Gud til, og frygte derfor for Døden, Dommen og Evigheden.
Hvor Herrens Aand er, der er Frihed. Guds Folk er det frieste Folk i Verden; thi Menneskenes Søn har gjort dem frie, og den, som han har gjort fri, er virkelig fri.
Mange Mennesker mene, at sand Frihed bestaar i at leve frit efter sine kødelige Lyster og Tilbøjelighed der, men netop i et saadant Liv er Sjælen i Trældom; thi Jesus siger: „Hver den, som gør Synd, er Syndens Træl“.
Det frieste Liv, et Menneske kan leve paa Jorden, er det, den lever, der af den Hellig Aand vejledes i al Sandhed, og Kristne med ubedækkede Ansigter har Guds Aand til deres Vejleder hernede, hvorfor de i herlig Frihed kunne træde alle onde Begæringer under Fødder og forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gerninger og leve i denne Verden saaledes, som Jesus levede, idet de stedse vandre i hans Fodspor.
Kære Læser, har Kristus borttaget Dækket fra din Sjæls Øje, eller er du endnu et Menneske med bedækket Ansigt uden Forvisning om din Salighed og uden Nydelsen af den velsignede Frihed, hvormed Menneskenes Søn gør fri, o, saa gaa til Kristus din Forbarmer og bed ham borttage Dækket; thi „kun“ ved Kristus hæves det.
Kristne med ubedækkede Ansigter have et frit Blik. De se frit opad til Gud som til deres Fader; thi de vide, at han elsker dem med en endnu større Kærlighed end den, hvormed den bedste, jordiske Fader elsker sine Børn.
De vide, at dersom Gud ikke sparede det bedste, han ejede, sin egen enbaarne Søn, men gav ham hen i Døden for alle, saa er der i Virkeligheden intet, han holder for godt for sine Børn, uden han er villig til at give dem det, naar det tjener til deres sande Vel.
Jesus siger: „Dersom I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede“.
Kristne med ubedækkede Ansigter se frit op imod Himmelen som deres Hjem. De vide, at naar deres Rejse er endt her paa Jorden, have de et Hjem hos Gud, et Hus, som ikke er gjort med Hænder, evigt i Himmelen, og efter dette Hjem se de ofte med længselsfulde Blikke under deres Kampliv her nede.
Kristne med ubedækkede Ansigter se frit paa Livet. De vide, at det bør dem gennem mange Trængsler at indgaa i Himmeriges Rige, og de se frit paa Trængslerne, naar de komme, thi de vide jo, at alt, hvad der møder dem, skal tjene dem til gode; de ere derfor taalmodige i Trængsler og varagtige i Bønnen og føle ofte, at Herren i Trængslers Tider er dem nærmere end ellers.
Mange af de bedste Kristne, der har levet paa Jorden, have for en stor Del faaet deres aandelige Dannelse i Trængslers Skole. De Trængsler, Luther maatte gennemgaa, grundet paa den katholske Kirkes Ondskab, der rasede imod ham, bragte sikkert hans Tro og Tillid til Gud til at forøges, hvorfor han ogsaa kunde se med et frit Blik paa alt, hvad der mødte ham i Livet, og rolig lægge sin Sag i Guds Haand.
Kristne med ubedækkede Ansigter have et frit Blik for Guds sande Børn, hvor de finde dem, og de elske Guds Børn uanset forskellig Bekendelse.
Der er nogle Kristne, der ikke ville anerkende andre for sande Kristne end dem, der have samme Opfattelse som dem selv i alle religiøse Spørgsmaal, og som bedomme Kristendommen mere efter Lærdommene end efter Livet i Guds Søns Tro; men det er et meget stort Spørgsmaal, om saadanne nogen Sinde have faaet Dækket rigtig borttaget, eller de kun have et Kighul i Dækket, hvorigennem de vel kunne se Ting, der høre Guds Rige til, men som alligevel, fordi Dækket ligger over deres Ansigter, i høj Grad ere snæverhjertede og ufrie i deres Syn for Guds Børn.
Den Slags Kristne mangle i Reglen en Ting, og det er at faa Dækket helt borttaget; thi da faa de Syn for, at Guds Børn i Virkeligheden findes alle Vegne, hvor Herren tilbedes i Aand og Sandhed.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere som et aabent Brev, der kendes og læses af alle Mennesker. Det er ikke vanskeligt at blive klog paa, hvilken Herre de tjene; thi hele deres Liv bærer Vidnesbyrd derom, idet de have Herrens Ære for Øje i alt, hvad de foretage sig; thi deres Liv er skjult med Kristus i Gud.
Kristne med ubedækkede Ansigter ere beskuende Kristne. Dækket er jo borte, og de se Herrens Herlighed som i et Spejl. Det Spejl, hvori de se Herrens Herlighed, er Ordets Spejl.
I Ordets Spejl se Kristne med ubedækkede Ansigter Jesus skøn og herlig at fremstille sig for Sjælens Øje. De se ham saaledes i Ordets Spejl i Bønnens Stund. Naar Kristne bede, maa de se Gud i dette Spejl for at faa Velsignelse.
Det er ikke de mange eller velvalgte Ord, der bringe Velsignelse i Bønnen, heller ikke den gode Maade de siges paa, men derimod det, at vi se Herren i hans Trofasthed til sine Løfter, og jo mere vi tro dem og deri se Gud, des større Velsignelser faa vi.
Derfor kunne Bønner frembaarne for Gud med stammende Tunger og ufuldkomne Ord ogsaa stundom bringe de største Velsignelser med sig.
Teksten siger, at vi blive forvandlede fra Herlighed til Herlighed efter det samme Billede. Billedet, hvorefter Forvandlingen sker, er Kristi Billede. Hvilken velsignet Helliggørelseslære indeholder ikke disse Ord.
For en Tid siden hørte jeg Biskop Vincent prædike. Han sagde i Prædikenen blandt andet omtrent saaledes:
„Der var en Gang en Mand, der sagde: Jeg er glad for, at jeg ikke er, hvad jeg en Gang var, og jeg er glad over, at jeg ikke nu er, hvad jeg venter at blive.“Disse Ord vise, at der var foregaaet noget tned Manden, og at han ved den Hellig Aands Naadevirkning voksede i Helliggørelsen, i hvilken han ventede at opnaa endnu for ham ukendte Naadestande. En sand Kristen maa, ifølge Helliggørelsens Lov, forvandles og stedse blive helligere og renere af Hjertet.
Ere vi Guds Børn, saa maa vi forvandles efter Kristi Billede, vi maa komme til at ligne ham mere og mere.
Kristus selv maa altsaa være vort Forbillede eller Eksempel. Vi forstyrre vor egen aandelige Udvikling, dersom vi ikke stedse have ham for Øje som Eksempel til Efterfølgelse.
Gud ønsker hellige Børn, en Børneflok, der er dannet efter hans elskelige Søns velsignede Billede og stadig vandrer i hans Fodspor. Lad os da hellige Gud vort hele Hjerte og Liv. Som den kærlige Fader fortjener han, at vi skulle opofre os helt til ham.
Herren leder os mod dette Maal ved at vise os vor Helligheds Mangler. Aanden, der overbeviser Verden om Synd, Retfærdighed og Dom, overbeviser ogsaa hans Børn om de Syndens Levninger, der findes hos dem endnu, og denne Overbevisning virker Længsel efter Hjertets fuldkomne Indvielse til Gud i Hellighed og Renhed.
Værket er af Herren, som er Aanden, lad ham da, o Sjæl, faa Lov til at fuldføre det.
Lad os da se, at det er Guds Bestemmelse med os som hans Børn, at vi skulle forvandles efter Kristi Billede.
Ved at beskue ham og beskue os selv se vi Forskellen mellem ham og os, han som den hellige, vi som de besmittede, men lad Synet af vore Mangler aldrig blinde Øjet for Guds klare Lærdom i Ordet om, at vi skulde vorde dannede efter hans Søns elskelige Billede, og lad Troen holde fast ved Guds Forjættelser i Ordet om, at denne Velsignelse og Forvandlingsværket efter Kristi Billede skal ske af Herren, som er Aanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar