mandag den 23. februar 2015

Søster Rigmor Eriksen

Rigmor Eriksen (1901-1964)
Søster Rigmor Eriksen er født i Rønne den 23. februar 1901.

Hun er vokset op i et gudfrygtigt Indre Missionshjem, men fik i sine tidlige ungdomsår tilknytning til metodistmenigheden, der da havde tilhuse i et mindre kapel i Rønne. I en ret stærk vækkelsesperiode der, omkring 1915—16, fik vor missionær Alma Eriksen en stærk åndelig oplevelse, der blev afgørende for hendes fremtid.

Nogle få aftener senere oplevede hendes søster Rigmor, der da var 15 år gammel, det samme. Begge de unge søstre fandt deres plads i metodistmenigheden og blev ret hurtigt virksomme medarbejdere, særlig indenfor søndagsskolen og ungdomsforeningen.

Et særpræg for de to søstre var den åbenhed og frimodighed, de lagde for dagen såvel i deres hjem som i menigheden og ude blandt andre mennesker.

Rigmor Eriksen gik ind til sygeplejen og fik sin uddannelse fra sygehuset i Esbjerg. Hun gik ind i Betaniaforeningens tjeneste i 1924 og blev af biskop R. J. Wade, ved årskonferencen i Svendborg i 1928, sammen med tre andre sygeplejersker, indviet til diakonisse.

Allerede i 1926 blev søster Rigmor ramt af en svær sygdom — australsk syge — der prægede hende for livet. Hun stred tappert mod sygdommens følger, men måtte dog i perioder afbryde arbejdet. Hun fortsatte i tjenesten indtil 1954, hvor hun blev pensioneret.

Sygdommens prøvelser blev ikke mindre med årene. Men hun bevarede troens frimodighed og tilliden til den Gud, hun, så langt kræfterne slog til, havde søgt at tjene, ved at hjælpe andre i sygdom i lidelser. Og med enestående tålmodighed og uden at klage bar hun sin sygdom.

Men sygdommen tog overhånd, så søster Rigmor måtte indlægges på Århus Kommunehospital, hvor Herren den 27. december 1964 hjemkaldte sin trætte og svage tjenerinde.

Æret være søster Rigmor Eriksens minde.

Søster Martha Nielsen

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1965

Ingen kommentarer:

Send en kommentar