Vore Kongomissionærer i 1890'erne: Louise Jensens Dagbog 6

2. juledag 1896 ankommer
Hans og Louise til København.

Paa Vej hjem, 1896

20. Oktober.

„Vi ankom i Dag til Ugangila, og Hans blev jo meget overrasket og glad ved at se mig, da han ikke havde ventet mig saa snart. Han var meget bedre, Gud ske Lov, men dog ikke i Stand til at være oppe hele Dagen.

Vi forlod Isangila Søndag Morgen, og det er vel nok sidste Gang, jeg ser Vilhelms Grav og vort gamle Hus. — Men det er vel nok bedst saadan. Vi kom godt ned, og jeg frydede mig ved at være ude paa Rejse i den frie Natur.

Den første Aften følte jeg mig lidt ensom. Jeg tænkte paa, at vi havde ikke mere noget Hjem og skal maaske i lang Tid tage rundt fra den ene Plads til den anden. Men ogsaa derigennem kan vi lære, at vort Hjem er ikke hernede paa Jorden, at vi ikke her har et blivende Sted. Og det kan opmuntre os til at stræbe efter det bedre Hjem oppe hos Gud.“

21. Oktober.

„Gik til Vivi i Dag. — Hans fik mine Bærere, som jo ikke var saa glade for Byttet, og jeg fik to andre fra Ngangila. Men jeg gik det meste af Vejen. Og da de ikke var kendte med Vejen, gik vi hver sin Vej. Saa jeg var meget ængstelig for, hvor Hans var blevet af. Men han kom da rigtigt til Vivi lidt senere end jeg. Det var underligt at se Vivi igen for mig, som ikke havde set det saa længe. Og Børnene, de lignede sig selv meget. Hans var træt efter Rejsen. Han er meget svag.“

24. Oktober.

„I Dag kunde vi vente Br. Oman og Str. Lavson tilbage fra Isangila, hvis Bærerne har holdt Ord. -- Hele Dagen gaaet; men de er ikke kommet endnu. Br. White kom op i Dag, og vi saa ham for første Gang, siden vi forlod Vivi. Vi var alle i Seng, da vi pludselig hørte Trin udenfor, og til vor store Glæde hørte vi Br. O. og Str. L. Men de var alene og havde gaaet hele Vejen ned fra Isangila. Der var kun kommet otte Bærere ialt. Saa der var ingen til at bære Str. L. Men Gud havde hjulpet dem paa Vejen, saa de var da nogenlunde raske efter saadan en lang March.“

24. Novbr.

„Vi har været en Maaned ved Vivi nu. — Vi har haft en god Tid her. Men der har ogsaa været meget, som har bedrøvet vore Hjerter. Stakkels Br. O. har her et tungt Kors at bære. Og det er ikke underligt, om han somme Tider føler sig fristet til at afkaste Byrden. Han arbejder for haardt, og han har ikke været rask i lang Tid. Jeg er bange, at hvis han bliver saadan ved, saa vil hans Plads snart være tom ved Vivi. Str. L. er heller ikke vel og ikke glad. Og det værste er, at hun synes at være hæmmet i sit Arbejde herude; og hjemme var hendes Tid altid optaget i et velsignet Arbejde for Gud, og hun var glad og lykkelig. Det gør os ondt at forlade dem.

Vi føler os alle saa trykket under de nuværende Omstændigheder. Vi véd intet om, hvordan den nye Biskop vil ordne alt. Og vi ønsker alle, at han snart vilde komme herud. Men nu er det ordnet, at vi skal rejse. Saa vi vil ikke se ham denne Gang. Det er vor sidste Dag ved Vivi. Den sidste Aften vil vi se Solen gaa ned og holde den sidste Aftenbøn med Børnene. Skal vi se denne Plads mere? Det véd kun Gud. Men, takket være Ham, vi er glade, fordi vi kan sige: Din Vilje ske, o Gud. Vi vilde være glade ved at blive, og vi vilde være glade ved at komme igen. Men jeg føler mig mere og mere uværdig til Gerningen herude.

Jeg synes somme Tider, at vi er blevet kolde overfor Gud, at vi har mistet vor første Kærlighed og Iver. O, Herre, drag os nær til Dig og hjælp os at holde fast ved Dig, for Jesu Skyld, at vi dog ikke skal være unyttige Arbejdere i Din Vingaard! — Det er ikke her, vi havde tænkt os at være for et Par Maaneder siden. Og skulde vi have valgt vor egen Lod, saa havde det vel ikke været saadan. Men vi kan ikke ønske os nogen bedre Lod end den, som Gud udvælger for os, om den end fører os gennem Trængsler.

Saa skal vi atter paa Vandring! Herre, hjælp os, at vi maa være til Velsignelse, hvor som helst vi kommer! — Vi er fattige. Men det bekymrer os ikke meget. Vi kan sige i Sandhed: Hidtil mig Herren har hjulpet saa vel, indtil i Dag. — Og vi véd ogsaa, at Han vil ikke forlade os. Vi har Beviser for Hans Omsorg og Kærlighed til os hver Dag. — Mr. Egerton var her forleden Dag for at sige Farvel til os; og han gav os en Note paa 50 Dollars, da han gik. — Tak, ogsaa for det, himmelske Fader!“

25. Novbr.

„Forlod Vivi om Morgenen. — Tog til Matadi og fik vore Pengesager ordnede og gik derefter ombord paa den belgiske Damper „Albertville“ ca. Kl. 12. — Vi kom dog ikke til at sejle før den næste Dag. Sagde Farvel til de kære Venner. Wveba var meget bedrøvet, stakkels Dreng. Gud velsigne ham og gøre ham brugbar i Sin Tjeneste og lade os mødes igen, hvis det er Hans Vilje. — Det var en usædvanlig varm Dag, og vi døjede meget af Varmen baade om Dagen og Natten.“

26. Novbr.

„Meget tidlig om Morgenen lettede vi Anker, og vi maatte skynde os op paa Dækket for at faa det sidste Glimt af Vivi at se, og derefter gik det stærkt ned ad Floden. Ca. Kl. 7 var vi ved en Plads nær Boma, hvor vi stoppede det meste af Dagen for at losse, og henad Aften gik vi til Boma, hvor vi blev Natten over. --

Om Morgenen tidlig gik vi i Land og havde en behagelig Spadseretur. Kl. 10 gik vi fra Boma til en anden Plads, hvor vi skulde tage en Ladning ind af Palmeolie og Kærner, og her blev vi til næste Morgen.“

28. Novbr.

„Gik til Malele meget tidlig, og her var en Masse at losse og lade. -- Her fik vi en Dame ombord med et lille Barn. Hun var ofte syg af Feber, og da hun skal rejse alene hjem, var hun meget glad over, at vi var med, saa vi kunde hjælpe hende med Barnet.“

29. Novbr.

„Kom til Banana om Morgenen for at tage Kul ind; men da det var Søndag, blev intet Arbejde udført. -- Om Fmd. døde en af de stakkels sorte Passagerer. Hans Venner og Kammerater var meget omhyggelige for ham og klædte ham paa med noget af deres eget Tøj, før han blev begravet. Var en Tur i Land. Om Aftenen havde vi Sang med de Indfødte ombord. Flere af dem var udmærkede til at synge.“

30. Novbr.

„Mrs. Hendriks fik hæmorturisk Feber om Natten, saa vi maatte jo tage os af den lille Dreng. Hun er meget syg, Stakkel, og hendes Mand er meget ængstelig for hende. -- Vi kom ikke ned at besøge Miss Kildare. — To andre sorte Mænd er døde i Dag, og flere er syge. Her er utaalelig varmt.“

1. Decbr.

„Mrs. H. er ikke bedre, og da Doktoren er syg, og hendes Mand ikke kan rejse med hende, saa blev det bestemt, at hun skulde tages i Land igen. -- Jeg gik med dem i Land, da de gik, og jeg kunde ikke lade være at græde, naar jeg tænkte paa dem; — hun dødssyg i et fremmed Hus, og saa den lille, stakkels Dreng, som maaske snart vil blive moderløs. Jeg havde ham om Natten, og han var saa god og sød. — —

Hans fik Feber i Nat, men var bedre i Morges og lidt oppe i Eftmd. — 4. Styrmand, en pæn ung Mand af god Familie, døde i Fmd. af Feber. -- En af Passagererne, som er lidt forstyrret af Feber, forskrækkede os alle ved at affyre en Revolver ud af Vinduet i sin Kahyt.“

3. Decbr.

„Hans fik Feber i Morges og har været i Seng hele Dagen. -- En af Opvarterne døde i Dag. Han var kun i Seng ½ Dag. Men han havde høj Feber. Det er ikke længere siden end i Forgaars Aftes, at vi talte med ham. Da var han oppe og gik omkring, og i Aften er han allerede begravet. Det er en alvorlig Advarsel for os alle om at være beredt. Ingen af os véd, hvem der vil blive den næste.“

De forlader Landana, hvor Skibet har ligget et Par Dage, og gaar ud i rum Sø. Der er megen Sygdom ombord, og Hans og Louise har travlt med at hjælpe. Den 5. Decbr. omtales, at en af Passagererne er meget syg og menes ikke at ville leve Natten over.

„Mr. Forfeit og Hans har gjort alt, hvad der kunde gøres for ham.“

6. Decbr.

„I Nat Kl. 12 døde den syge. Hans kom lige derind, som det var forbi. Og i Morges tidlig, før nogen kom op, blev han sænket i Vandet. En anden Mand, som har været syg længe af Feber, har det værre i Dag; men jeg har bedt meget til Gud for ham. Han har ligget som en Byrde paa min Sjæl, og jeg véd, at Gud er i Stand til at bevare hans Liv. Doktoren er ogsaa stadig syg og synes næsten at blive daarligere. Hans har hjulpet ham en Del, og han er meget taknemmelig for det.“

7. Decbr.

„Den anden syge var daarligere i Nat, saa Hans maatte stadig op og fik ikke megen Søvn eller Hvile. En anden Mand, som ogsaa har været syg hele Tiden, døde i Morges. Det var lidt uhyggeligt. En af Opvarterne kiggede ind til ham, og da var han døende og levede kun nogle faa Minutter. Og to Timer efter var ogsaa han puttet i Vandet.“

8. Decbr.

„I Morges tidlig standsede vi ved Akra, hvor en Del af de sorte, som har arbejdet paa Kongoen, skulde i Land.--I Dag saa vi Land hele Dagen, idet vi sejlede langs med Guldkysten. Her er meget behageligt nu, hverken for koldt eller for varmt. Hans’ Patienter er bedre; men han er ikke selv meget stærk. En af de sorte, som hjælper til her ombord, bad os i Aftes om at give ham en Bibel, hvilket vi var glade ved at gøre.“

12. Decbr.

„I Nat ankom vi her til Sierre Leona — for at tage Kul ind. Her er meget smukt, — en temmelig stor By med mange smukke Huse. Og saa de høje, skovklædte Bjerge bagved. Og rundt mellem Husene de høje, slanke Palmetræer. Det varede ikke længe, før vi var omringede af Baade, som kom -- for at tage Passagerer i Land. Der kom ogsaa en Masse Frugt ombord, og vi fik os nogle Appelsiner. Her var meget varmt, og vi var glade, da vi lettede Anker Kl. 4 og kom ud i rum Sø. — Det var den første Plads, hvor vi saa Afrika. Og det vil ogsaa blive det sidste, vi ser af Afrika, denne Gang. Om vi skal se det mere, véd kun Gud.“

De og mange andre af Passagererne døjer en Del paa Grund af Søsyge, da Skibet ruller stærkt. —

16. Decbr.

„De sidste to Dage har været koldere. Og i Dag er det rigtig koldt, saa Folk begynder at tage Vintertøjet frem nu. Og vi kan mærke Forskellen. Vi har ikke været vant til Kulden nu i et Par Aar.“

17. Decbr.

„I Dag stoppede vi her ved de kanariske Øer. Her er meget smukt, høje Bjerge. Og rundt omkring ligger strøet smaa Landsbyer. Alle Husene er helt hvide. — Mr. og Mrs. Forfeit gik i Land her for at blive en lille Tid, før de rejser hjem. De har været rigtig flinke, saa vi vil savne dem. Men nu haaber vi med Guds Hjælp snart at være hjemme ogsaa. Saa vil vi ikke tænke paa Savn mere for en Tid. Her er en Masse Frugt af alle Slags, og en Mængde er kommet ombord i Dag.“

22. Decbr.

„I Aften sejler vi forbi den franske Landtunge og kommer ind i Kanalen. Det er meget koldt, og vi kan føle, at det er Vinter nu. Vi er raske, takket være Gud, og glæder os snart til at se de kære derhjemme. Men vi naar jo ikke at være hjemme til Juleaften, som vi havde glædet os saa meget til. — Lørdag havde vi slemt Vejr. Det rullede meget, og vi var beg# ge utilpas. Men siden Søndag har vi haft rolig Sø.“

★

Dermed slutter Louise Jensens sirlige Skrift i Dagbogen. Og hendes Mand har tilføjet følgende Efterskrift:

„24. Decbr. kom vi ind til Antwerpen, og snart var alt besørget. Men først Kl. 5½ gik Toget. -- Tiden gik hurtigt, og snart kørte vi, — hele Natten og næste Dag. Kl. 11 var vi i Kiel. Men vi havde mistet vore Kasser i Hamborg, og vi maatte telegrafere tilbage, og saa kom vi for sent til Færgen og maatte tage ind paa et Hotel og vente der til om Natten for saa at tage med Færgen.

2. Juledag saa vi saa igen vort gamle Danmark, idet vi kom til Korsør Kl. 8 Morgen. Og Kl. 11½ var vi i København, og Kursen blev jo sat til Utterslev, hvor vi med Glædestaarer blev modtaget af de kære. —

27. Decbr. var jeg ude paa Amager. Kære Mor kunde næsten ikke tro sig selv. Gamle, kære Mor troede, jeg var død.

Oh — ! — Tiden gik hurtig, og fjorten Dage var snart forløbne med at tale om nyt og gammelt og købe ind og andre Smaating. Og vi frydede os ved at kunne være sammen med de kære og at samles med alle Venner. —

Men snart kom der andre Ting og Tilstande. Den 12. Januar blev den kære Louise syg, og snart stod det klart for hende, at der ikke var mere for hende her paa Jord. Men som hun havde ønsket og søgt at arbejde for Herren og Frelseren, medens hun var rask, saaledes gjorde hun til sin Død. Ja, selv midt i Dødens Flod lød fra hendes kærlige, deltagende Hjerte:

„Kom med! Kom med!“

Afrikas Besværligheder afskrækkede hende ikke fra at rejse ud til dets stakkels Sønner og Døtre. Men heller ikke Døden havde nogen Brod for hende. Triumferende, med Smil i Øjet og Fred i Hjertet, lød hendes kærlige Stemme:

„Jeg ser Ham, Jesus min Frelser! Ja, jeg ser det ny Jerusalem!“ — Ja, og „Hold fast! Hold fast og kom med!“

16. Januar 1897.                                                                             

— — —

Salige er de døde, som dø i Herren.

Dagbogens Beretning er endt. — Den er tillige et personligt Vidnesbyrd fra en from og tapper Kvinde og en uforfærdet Mand, to jævne, unge, danske Metodister, der satte Livet i Vove for at tjene Gud. Som tog Korset op og fulgte Jesus efter, fyldt af opofrende Kærlighed til Gud og Mennesker, ogsaa til deres sorte Brødre i det mørke Afrika. —

Hvor meget deres Gerning betød, véd kun Gud, og det tilkommer det ikke os at dømme om. — Vi kender ikke Guds Maalestok. — De vil i hvert Fald staa som lysende Eksempler paa Mennesker, hvis Hjertes dybe Længsel var at leve med Gud, at gøre Hans Vilje og blive brugt af Ham, og som ikke lod det blive ved smukke Tanker og Følelser.

„O, Gud ske Lov, det hjemad gaar!“ er et Hjertesuk, der gentagne Gange lyder fra Dagbogens Blade. Louise Jensen levede sit Jordeliv med Haabets Anker kastet ind bag Himlens Forhæng. Og det „gik hjemad“ — maaske hurtigere end ventet, — og hurtigere, end vi med vor begrænsede Menneskeforstand kunde finde det rimeligt: kun lige fyldt 29 Aar.

— — —

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken 1941