tirsdag den 31. marts 2015

Pastor Lilly Thomsen

Lilly Else Marie Thomsen
(1917-2010)
Metodistkirken i Danmarks
første kvindelige præst
Lilly Thomsen voksede op i Nexø på Bornholm. Hun blev uddannet og virkede som sygeplejerske i en årrække, inden kaldet til en præstegerning fik hende til at sadle om.

I 1963 fik hun som 46-årig ansættelse som hjælpepræst i Metodistkirkerne i Svendborg og i Rudkøbing. Samtidig læste hun de foreskrevne studier og blev i 1967 ordineret som den første kvindelige præst i Metodistkirken i Danmark.

Lilly Thomsen havde efterfølgende ansættelse som præst for menighederne i Hjørring og Brønderslev, i Rønne, i Aalborg og Løkken.

Da hun i 1983 blev pensioneret, vendte hun tilbage til Nexø. Her var hun i en lang årrække fuldt engageret i kirkens liv. De sidste 4 år boede hun på kirkens plejehjem, Betaniahjemmet på Kong Georgs Vej, hvor hun oplevede en kærlig omsorg og et varmt fællesskab. Hun var i en del år formand for Metodistkirkens Kvindeforbund og derved også meget engageret i kirkens missionsarbejde i DR Congo.

Lilly Thomsen døde 16. december på Betaniahjemmet på Frederiksberg i en alder af 93 år. Hun vil blive husket for sin trofasthed i tjenesten som præst og for hendes interesse for naturen. Hun efterlader sig en søster og søskendebørn.

Æret være Lilly Thomsens minde!

Keld Munk

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 2011

lørdag den 28. marts 2015

Christian Johan Martin Thaarup

C.J.M. Thaarup, 1851-1918
C. J. M. Thaarup fødtes i Aarhus den 28. Marts 1851, tilbragte sin Barndom og Ungdom i Silkeborg og lærte Malerprofessionen i Randers.

Ved at høre Superintendent J. J. Christensen i Hornsyldegnen blev han i Aaret 1871 omvendt til Gud og blev Aaret efter optaget i Metodistmenigheden.

Den unge, intelligente og livlige Mand fandt hurtigt Anvendelse i Arbejdet. Han blev Lokalprædikant i 1874 og blev ansat som Hjælper i Vejle 1876.

Efter at have modtaget Uddannelse og virket som Hjælper i Vejle og København, blev han sendt til Langeland, blev ordineret til Ældste i 1880 og derefter ansat i Vejle, Svendborg, Odense, Frederikshavn, København, Holstebro, Horsens, Aarhus, Horsens, Frederikshavn, Svendborg, Vejle, Silkeborg og Odense Sct. Jakob.

Sidstnævnte Sted gik han til med et nedbrudt Helbred og under overmaade vanskelige Forhold, men som en trofast Kirkens Søn undslog han sig ikke for at optage Opgaven.

Der er faa Bestillinger, Kirken kan give, som ikke Thaarup har varetaget. Han har været Distriktsformand, Redaktør, Forretningsfører i Bogforretningen, Konferencekasserer osv., og hvadsomhelst han har haft med at gøre, har han varetaget med en aldrig svigtende Troskab.

Som Prædikant var han veltalende, og Mennesker holdt af at høre ham. Der er mange, der kan takke hans Forkyndelse for, at de fandt Vejen til Gud.

Thaarups sidste Dage hengik under Arbejde og tildels under Lidelser. Dog var der stor Skønhed over hans kærlighedsfyldte Samliv med hans Ungdoms Brud, Inger Marie, f. Pedersen, der Overlever ham.

Hans Hjemgang fandt Sted i et Øjeblik, saaledes som han alle Dage havde forventet det. Uden Strid sank den trætte Arbejder om, og saa var han ikke mere, thi Gud tog ham. Han døde i sit Hjem i Odense den 2. November 1918.

Thaarups Minde er en Inspiration for os alle i Retning af Pligtopfyldelse, Trofasthed, Gudsfrygt og Broderkærlighed. Bag det noget robuste Væsen gemtes der et varmt Hjerte, der ikke taalte at se andre lide, uden at han maatte træde hjælpende og trøstende til.

Saa mange af hans Børn, som er her i Landet, gaar i deres Faders Fodspor med Hensyn til Interesse for Kirken og Guds Riges Sag.

Vi nedbeder Herrens bedste Velsignelse over hans efterladte Børn, saavel her som i Amerika, og ikke mindst over vor Søster, Pastor Thaarups efterladte Hustru.

Og Vi vil Sende en forenet Tak op til Gud for hver en Inspiration, han har sendt os igennem sin nu hjemkaldte Tjener.

Ære være hans Minde!

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1919

mandag den 23. marts 2015

Ejner og Elna Kyst

Ejner Kyst (1895-1970)
Ejner Kyst blev født i Odense den 23. marts 1895. Hans forældre var Martha og Julius Hansen. Hjemmet havde en stor børneflok og var tilknyttet Sct. Jacobs Kirke, som blev hans åndelige hjem.

Sidste gang, jeg talte med br. Kyst, fortalte han mig meget oplivet og glad om dejlige barndoms- og ungdomsdage. Han havde fra de tidligste år sin gang i søndagsskolen og ikke nok dermed, han var også medlem af en drenge-afholdsforening „Samaritanen“, navnet antyder hvilken karakter denne forening havde.

Det lyder underligt, at han havde behov for at være både i søndagsskole og afholdsforening, men sagen var den, at Sct. Jacobs Kirkens menighed på det tidspunkt var stærkt præget af en tidligere og den daværende præst, som var af gammel metodistisk vækkelsesmentalitet og glødende afholdsagitator.

I hans tidlige ungdom var der et stærkt åndeligt røre i menigheden, hvor mange mennesker, især unge, blev grebet af Kristi ånd og ført ind i Guds rige. Iblandt disse var også Ejner Kyst. Disse unges glæde og begejstring blev straks omsat i arbejdet i menigheden. De blev engageret som indbydere til møder og gudstjenester, både i byen og rundt omkring på landet.

Dette var uden tvivl en god forberedelse for br. Kyst til den gerning, han senere skulle gå ind til, og inden længe kom tanken op i hans sind, at Herren måske kunne bruge ham i sin tjeneste. Efter megen bøn og dybtgående overvejelser følte han Guds kald dertil.

I 1914 begyndte han så sin uddannelse på vor daværende teologiske skole i Århus.

Den første ansættelse blev i Rudkøbing, hvor han kun var en kort tid.

I 1916 indgik Ejner Kyst ægteskab med frk. Camilla Byskou fra Lemvig. Hun blev ham en god hustru og en uvurderlig støtte i arbejdet. De første år fik de nygifte hjem i Fåborg, hvor de faldt godt til og fik mange venner. I ægteskabet fødtes to børn: Ellen og Erik. Desværre blev dette lykkelige ægteskab af kort varighed. Allerede i 1928 mistede Ejner Kyst sin hustru, Camilla, efter en lang og håbløs sygdom. Det blev svært for ham at stå alene tilbage med de to mindreårige børn. Men Herren hjalp ham igennem.

Som andre metodistpræster fik Ejner Kyst ansættelse i flere forskellige menigheder omkring i landet. Efter Fåborg kom han til Hjørring, derefter til Holbæk, Rønne, Esbjerg-Varde, Svendborg og for anden gang til Holbæk. - Ejner Kyst var vellidt i menighederne og fik mange venner.

Efter enkestand i fire år giftede han sig i 1932 med frk. Elna Klein fra Holbæk, som blev hans børn en sjælden god mor og ham selv en trofast ven og medhjælper.

Br. Kyst nærede ikke store tanker om sig selv, men var tværtimod meget beskeden, tilbageholdende, havde et bramfrit væsen og arbejdede troligt og overmåde samvittighedsfuldt. Derfor var han en velkommen gæst, når han kom rundt i hjemmene eller kom på sygebesøg. For man forstod, det var en ven, der broderligt ønskede at være til hjælp og opmuntring. Han havde en særlig evne til at sætte sig ind i andres forhold og kunne både tale med unge og ældre.

Som prædikant var br. Kyst velhørt, havde et smukt sprog, og prædikenen gav et godt, sundt indblik i de bibelske sandheder, var positiv Kristus-centret.

Som person var han loyal mod kirken, en fredens mand, en god kollega at tale med og en hjertensgod far og ægtefælle.

Foruden præstegerningen havde kirken betroet br. Kyst en betydelig og ansvarsfuld stilling. Han var redaktør af Metodistkirkens Ugeblad de sidste 18 år, han var i aktiv tjeneste. Det tog selvfølgelig en stor del af hans tid, men han røgtede den med glæde. - En anden vanskelig opgave havde han også i en række år som konferencens sekretær.

Efter lang tids sygdom og svækkelse, hvor hans trofaste hustru med stor kærlighed plejede ham, lukkede denne trætte Herrens tjener sine øjne. Vi takker Gud for hans liv og tjeneste iblandt os og nedbeder Herrens velsignelse og trøst over hans sørgende hustru og børn.

Æret være Ejner Kysts minde iblandt os.

Ejler Sørensen.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1970

- - - 


Fru Elna Kyst,
f. Klein, blev født i Holbæk den 23. marts 1896.

Pastor Ejner Kyst indgik sit første ægteskab i 1916 med Camilla Byskou. I dette ægteskab var der to børn, Ellen og Erik. Ret tidligt, i 1929 mistede Ejner Kyst sin første hustru, efter at hun havde gennemgået en lang sygdomsperiode. Under pastor Kysts første ansættelsesperiode i Holbæk, rakte frk. Elna Klein ham og de to børn en værdifuld hjælpende hånd i hjemmet.

Efter enkestand i ca. fire år indgik Ejner Kyst ægteskab med Elna Klein, der blev en særdeles god mor for Ellen og Erik, samt god og trofast ægtefælle og sin mand en uvurderlig hjælp i menighedsarbejdet. Fru Elna Kyst forstod sin opgave som værende ikke blot i hjemmet, men også som aktiv medarbejder i de skiftende menigheder, hvor deres ansættelser faldt.

Den 20. marts 1970 døde pastor Ejner Kyst, efter længere tids skrøbelighed og sygdom. Fru Elna Kyst blev boende i Holbæk et par år efter, at hun var blevet alene, men flyttede så ind på Bethania-hjemmet på Frederiksberg. Her boede hun blot nogle måneder til sin død den 9. marts 1973.

Æret være Elna Kysts minde!

Ole Olesen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken 1973

tirsdag den 10. marts 2015

Pastor Jørgen Vilhelm Jørgensen

Jørgen Vilhelm Jørgensen
10. marts 1889 - 11. juli 1959
Pastor Jørgen Vilhelm Jørgensen blev født i Dalum sogn ved Odense den 10. marts 1889 som søn af arbejdsmand Hans Jørgensen og hustru Mariane Vilhelmine Jørgine Knudsen.

I det lille og jævne hjem, hvor han voksede op, modtog han en stærk åndelig påvirkning, og når han tidligt fandt ind på Guds vej, tilskrev han det selv indflydelsen fra fromme og bedende forældre.

Tidligt mødte kaldet ham, at blive et Herrens vidne, og blot 20 år gammel rejste han til Amerika med det for øje at lade sig uddanne til præst i vor kirke.

Efter at have frekventeret den skandinaviske prædikantskole i Evanstone, fik Jørgensen sin første ansættelse i Rutland i staten Iowa, han kom senere til Forest City i samme stat. Den sidste ansættelse pastor Jørgensen havde i Amerika var i Racine i Visconsin, hvor han bl. a. havde den glæde at få en ny kirke opført.

Den 10. december 1912 indgik pastor Jørgensen ægteskab med sygeplejerske Karen Marie Elisabeth Iversen, som han havde lært at kende i ungdomsforeningen i »Emmaus«, Odense. Brylluppet stod i Rutland i Iowa. Fru Jørgensen, der overlever sin mand, var ham en god hustru og en trofast medhjælper i arbejdet samt en kærlig mor for de fem børn, der er vokset op i hjemmet.

I 1920 overførtes pastor Jørgensen til den danske årskonference og fik sin første ansættelse i Randers, senere har han betjent menighederne i Vejle, »Betania«, Kbhvn., Frederikshavn, Esbjerg, »Sct. Jakob«, Odense, Randers 2. gang og Holbæk. I 1954 trådte han i udtjent forhold og bosatte sig i Odense.


Vennesæl og hjertelig som pastor Jørgensen var, havde han ikke vanskeligt ved at tale med mennesker, og det hjalp ham i hans gerning ved den personlige sjælesorg. I det hele taget var præstefamilien Jørgensen afholdt i de menigheder, de betjente. Blandt kollegaer i konferencen vil Jørgensen blive mindet som en god broder og ven.

Pastor Jørgensen sov stille ind i døden lørdag den 11. juli 1959. Han ramtes et par dage før af en hjerneblødning, der lammede ham totalt og gjorde ham bevidstløs, og kræfterne ebbede stille ud.

Vi siger Gud tak for hvad han gav os gennem pastor Jørgen Vilhelm Jørgensens liv og virke, og vi nedbeder Guds rigeste velsignelse og trøst over hans hustru, børnene og deres familie.

Æret være hans minde!

H. Jacobsen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark, 1960 

lørdag den 7. marts 2015

Fru Camilla Kyst

Ejner og Camilla Kyst nåede
at få børnene Erik og Ellen sammen,
inden hun gik bort i en alder af 38 år.
Fru Pastorinde Camilla Kyst, født Byskou, blev født i Nærum-Søllerød Sogn paa Sjælland den 7. Marts 1891.

Hendes Forældre rejste det samme Aar til Lemvig og det blev saaledes i denne lille By hun kom til at henleve sin Barndom og første Ungdomstid.

I tolv Aars Alderen begyndte hun at besøge vor Søndagsskole og som ganske ung fandt hun Fred med Gud og sluttede sig til vor lille Menighed. Hendes fromme Moders Paavirkning og Forbønner havde sikkert en bestemmende Indflydelse paa hendes unge, modtagelige Sind.

Som ung Pige rejste hun i 1911 til Odense, hvor hun fik Beskæftigelse som Ekspeditrice. Her sluttede hun sig til Sct. Jacobs Menighed og tog levende Del i Ungdoms- og Menighedsarbejdet. I 1913 deltog hun i et Kursus paa vor Højskole i Aarhus, som blev til stor Velsignelse for hende. Hun kom atter tilbage til Odense og blev forlovet med Pastor Ejner Kyst. De holdt Bryllup i 1918 og Hjemmet oprettedes i Faaborg, hvor Pastor Kyst da var ansat.

Siden fulgte hun med sin Mand til de forskellige Menigheder, han kom til at betjene. Fra Faaborg kom de til Rudkøbing, hvor de boede i to Aar. Derfra til Hjørring i syv Aar og de sidste Par Aars Tid i Holbæk og her fik hun saa Rejsebud den 15. December 1929, for at flytte til Lysets Boliger i Himlen.

Fru Camilla Kyst havde været syg og skrøbelig gennem en lang Aarrække og gentagne Gange har det set ud som om hun skulde fare herfra, for at gaa hjem til Gud, men atter og atter overvandt hun Krisen og levede videre. Gennem Aarene blev der gjort meget for om muligt at skaffe hende Lindring og Helbredelse. Hun var saaledes en lang Tid indlagt paa Nakkebølle Sanatorium, men varig Helbredelse opnaaedes ikke.

I hele denne lange Tid kæmpede hun taalmodigt og tappert og forstod at bevare et lyst og frejdigt Sind, ja, formaaede endogsaa, trods sin Svaghed, at gøre en Gerning i sit Hjem for sin Mand og deres to Børn. Hun var en stille, stærk Karakter og især paa Bønnens Omraade fik hun Lov at tjene til Velsignelse for sine kære og Menigheden.

Uden at knurre eller klage kæmpede hun sig igennem sin svære Sygdom, indtil hun fandt Hvile i den Forvisning, at hun netop gennem denne Prøvelse skulde beredes for Evigheden og saaledes fik hun Lov til at være et Vidne om  Jesu Naade og for sin Mand og sine Børn blev hun — trods alt — en god Hustru og Moder, ja, hun blev Hjemmets stille, stærke Kraft.


Begravelsen fandt Sted fra vor Kirke i Holbæk den 19. December 1929, under hjertelig Deltagelse af Menighed og Venner. Pastor P. Rasmussen talte først ud fra Filp. 1,22—23.

Siden talte afdødes Svoger, Sognepræst P. Kyst og tilsidst talte Br. Kyst selv i gribende Ord om sin afdøde Hustru og skildrede hende smukt og ægte, som en Gave, han havde faaet fra Gud og som blev hans trofaste Medarbejder i Gerningen i Herrens Vingaard.

Pastor Rasmussen forrettede Jordpaakastelsen paa Kirkegaarden, hvorefter. Slægt og Venner samledes med Br. Kyst og Børnene i Hjemmet og ved den Anledning lød der mange Vidnesbyrd, der tydelig fortalte om vor afdøde Søsters gudfrygtige Liv.

Maa Gud i sin Naade styrke og velsigne Br. Kyst og hans to Børn og mildne Savnet for dem.

Velsignet være Fru Camilla Kysts Minde iblandt os!

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1930

mandag den 2. marts 2015

Fru Inger Marie Thaarup

Inger Thaarup
2. marts 1851 - 20. juli 1946
Det er en smuk Skik ved vore Aarskonferencer at mindes ikke alene vore afdøde Prædikanter, men ogsaa vore Prædikanters afdøde Hustruer.

En saadan er vi i denne Stund samlet for at mindes i Ærbødighed og Taknemlighed. For snart et Aar siden, d. 20. Juli 1946, hjemkaldtes til Gud Danmarks ældste Metodist, baade med Hensyn til Alder og Aaremaal som Medlem af Kirken.

Fru Inger Marie Thaarup blev født d. 2. Marts 1851 i Stenderup, Bjerre Herred ved Horsens, som Datter af Væver Peter Chr. Christensen og Hustru Ane Cathrine.

Hun blev saaledes godt 95 Aar gammel. I sin tidlige Ungdom kom hun i Berøring med Metodismen i Hornsyld Kredsen og blev snart omvendt til Gud og derefter optaget i Menigheden.

Ved sin Død havde hun antagelig været Medlem af Kirken i 80 Aar. Som ung Pige og ung Kristen omsatte hun sin Kærlighed til Jesus i praktisk Tjeneste, saasom Traktatuddeling, Sygebesøg og i Søndagsskolen.

Hornsyld ejede jo i hine Dage et rigt aandeligt Liv med tilsvarende aktiv Virksomhed for at vinde Stedets og Egnens Befolkning for Kristus. Heri tog Inger Marie Christensen levende Del. Med sit klare, afgjorte Vidnesbyrd, sin smukke Sangstemme, sit milde Sind og glade Smil blev hun en Opmuntring til det gode for alle, med hvem hun kom i Berøring.

Her i Hornsyldkredsen lærte hun ogsaa den unge Malersvend Christian Johan Martin Thaarup at kende. De forlovede sig snart, og da han følte et stærkt Kald til at blive Metodistprædikant, lod han sig uddanne til denne Gerning, for derefter at holde Bryllup med Inger Marie Christensen. De fik Lov til at være Ægtefæller og dele Livet med hinanden i Medgangs som Modgangs Dage helt til 1918, da Døden gjorde Skilsmisse imellem dem.

Det blev saaledes en meget lang Tid — næsten 50 Aar — hun kom til at dele Kaar med en dansk Metodistprædikant i adskillige af vore Menigheder og i de forskelligste Egne af Landet — København, Vejle, Rudkøbing, Svendborg, Holstebro, Horsens, Aarhus, Frederikshavn, Silkeborg, Odense. Nogle af disse Steder gentagne Gange.

Overalt var hun sin Mand en trofast og god Hjælper, ikke mindst paa Sangens Omraade. Dette Præstepar gjorde sig i mange Aar smukt gældende ikke alene gennem Ledelsen af Menighedskoret, men ogsaa ved deres smukke Duetter, der altid greb Tilhørerne.

Trods den megen Optagethed i Menighedens Gerning forsømte Fru Thaarup dog ikke sit Hjem, men holdt dette i mønstergyldig Orden. Naar vi betænker de ringe økonomiske Kaar, er det beundringsværdigt, at Fru Thaarup paa saa ypperlig Maade kunde faa det til at slaa til.

Altid var Præstehjemmet hyggeligt og gæstfrit. For sine Børn var hun en enestaaende god og opofrende Moder. Trods den omskiftelige Tilværelse havde Børnene altid den rette Følelse af at have et Hjem, hvor de var Genstand for Mors aldrig svigtende Omsorg og Kærlighed.

I 1916 tog Pastor Thaarup sin Afsked som Præst, og Ægteparret bosatte sig i Odense, hvor de tilsluttede sig Set. Jakobs Menighed. Efter to Aars Forløb døde Pastor Thaarup, men i sin Enkestand vedblev Fru Thaarup at bo i Odense og var lige til det sidste et sjældent trofast og nyttigt Medlem.

Hun var en sikker Gæst ved alle vore Gudstjenester og Møder og flittig til at besøge gamle og syge lige til det sidste. Hendes milde Sind var kendt af alle i Menigheden og Bykvarteret, og elsket og æret var hun iblandt os. En Moder i Israel er gaaet bort for at være med Herren. Lad hendes Eksempel inspirere os til den samme udholdende Tro.

Vi velsigner hendes Minde og nedbeder samtidig Guds Velsignelse over hendes efterladte Børn og Slægtninge!

Vilh. Jørgensen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1947

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen
2. marts 1879 - 31. august 1959
Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn.

Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen.

Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede.

Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn gennem hele livet. Skønt søster Ane på dette tidspunkt ikke havde mange kræfter, var det dog en stor oplevelse af glæde for alle.

I maj måned skrev søster Ane i et personligt brev, at hun håbede at kunne være i kirke pinsedag — og samtidig udtrykte hun glæde over at have haft hele familien på besøg samt over al den hjælp, hun var genstand for.

Hvor jeg glæder mig til sommeren, skrev hun, jeg har den smukkeste solnedgang fra mine vinduer, en stjerne kigger til mig aften efter aften.

Søster Ane blev ikke rask mere. Den 31. august 1959 kaldte Gud hende hjem efter et langt og lykkeligt liv.

Vi takker Gud for den indsats, hun fik lov til at yde i sin tjeneste, og vi bevarer mindet om søster Ane med tak.

På mindestenen ved hendes grav står skrevet:
»Du gav dig selv i stort og småt,
der står et spor, hvor du har trådt.
Der er ved enden af din vej,
mange der takker Gud for dig.«
Velsignet være søster Anes minde!

Søster Kristine.