lørdag den 28. marts 2015

Christian Johan Martin Thaarup

C.J.M. Thaarup, 1851-1918
C. J. M. Thaarup fødtes i Aarhus den 28. Marts 1851, tilbragte sin Barndom og Ungdom i Silkeborg og lærte Malerprofessionen i Randers.

Ved at høre Superintendent J. J. Christensen i Hornsyldegnen blev han i Aaret 1871 omvendt til Gud og blev Aaret efter optaget i Metodistmenigheden.

Den unge, intelligente og livlige Mand fandt hurtigt Anvendelse i Arbejdet. Han blev Lokalprædikant i 1874 og blev ansat som Hjælper i Vejle 1876.

Efter at have modtaget Uddannelse og virket som Hjælper i Vejle og København, blev han sendt til Langeland, blev ordineret til Ældste i 1880 og derefter ansat i Vejle, Svendborg, Odense, Frederikshavn, København, Holstebro, Horsens, Aarhus, Horsens, Frederikshavn, Svendborg, Vejle, Silkeborg og Odense Sct. Jakob.

Sidstnævnte Sted gik han til med et nedbrudt Helbred og under overmaade vanskelige Forhold, men som en trofast Kirkens Søn undslog han sig ikke for at optage Opgaven.

Der er faa Bestillinger, Kirken kan give, som ikke Thaarup har varetaget. Han har været Distriktsformand, Redaktør, Forretningsfører i Bogforretningen, Konferencekasserer osv., og hvadsomhelst han har haft med at gøre, har han varetaget med en aldrig svigtende Troskab.

Som Prædikant var han veltalende, og Mennesker holdt af at høre ham. Der er mange, der kan takke hans Forkyndelse for, at de fandt Vejen til Gud.

Thaarups sidste Dage hengik under Arbejde og tildels under Lidelser. Dog var der stor Skønhed over hans kærlighedsfyldte Samliv med hans Ungdoms Brud, Inger Marie, f. Pedersen, der Overlever ham.

Hans Hjemgang fandt Sted i et Øjeblik, saaledes som han alle Dage havde forventet det. Uden Strid sank den trætte Arbejder om, og saa var han ikke mere, thi Gud tog ham. Han døde i sit Hjem i Odense den 2. November 1918.

Thaarups Minde er en Inspiration for os alle i Retning af Pligtopfyldelse, Trofasthed, Gudsfrygt og Broderkærlighed. Bag det noget robuste Væsen gemtes der et varmt Hjerte, der ikke taalte at se andre lide, uden at han maatte træde hjælpende og trøstende til.

Saa mange af hans Børn, som er her i Landet, gaar i deres Faders Fodspor med Hensyn til Interesse for Kirken og Guds Riges Sag.

Vi nedbeder Herrens bedste Velsignelse over hans efterladte Børn, saavel her som i Amerika, og ikke mindst over vor Søster, Pastor Thaarups efterladte Hustru.

Og Vi vil Sende en forenet Tak op til Gud for hver en Inspiration, han har sendt os igennem sin nu hjemkaldte Tjener.

Ære være hans Minde!

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark 1919

Ingen kommentarer:

Send en kommentar