 |
| Harry Poulsen 1897-1952 |
Harry Poulsen blev som ganske ung optaget i kirken og stod som medlem af Emmauskirken, indtil han, efter at have aftjent sin værnepligt, fik ansættelse på margarinefabrikken Alfa i Vejen.
I de år, han opholdt sig i sin fødeby, deltog han på forskellig vis i kirkens arbejde, især blandt ungdommen. I et par år var han ungdomsforeningens formand.
Harry Poulsen var en dygtig kontormand, var afholdt i sit firma både af dettes ledelse og af hans medarbejdere, så det var med megen beklagelse, firmaet efterkom hans anmodning om at fratræde sin stilling, da han, efter længe at have stået kaldet imod til at blive prædikant, bøjede sig for dette.
Han ville have været sikker på en god karriere i sit fag, men bøjede sig for Guds kald, selv om en prædikants kår økonomisk lå betydeligt under, hvad han ville have opnået inden for sit fag. løvrigt var det karakteristik for broder Poulsen, at han aldrig så på sin egen økonomiske fordel, men først og fremmest så på kirkens tarv.
Harry Poulsen havde nogen forbindelse med menigheden i Esbjerg i de år, han arbejdede i Vejen, og det sidste års tid af sit ophold der tog han hver søndag til Esbjerg og hjalp til i menighedsarbejdet der, så langt det var ham muligt.
1924 sluttede han med kontorarbejdet og kom på vor teologiske skole i København, hvor han fik den første del af sin uddannelse som prædikant, hvorefter han kom på vor fælles skandinaviske skole »Overås« i Gøteborg og fik den afsluttende skoleuddannelse.
Samme år, som hans uddannelse sluttede der, 1927, fik han sin første ansættelse. Det blev i Fåborg.
Poulsen blev i 1930 ordineret til diakon og optaget i konferencen. Samme år blev han forflyttet til Randers, hvor han sammen med sin hustru, fru Betty Poulsen, virkede til stor velsignelse til 1935, da han forflyttedes til Betania menighed i København. De to præstefolk skaffede sig mange venner, hvor de virkede. Det var et særdeles afholdt præstepar.
Da vor teologiske skole i 1944 blev genoprettet, efter i en årrække at have været lukket, blev broder Poulsen valgt som dens forstander. Mange gode egenskaber, som var af værdi i denne gerning, var forenede i ham.
Han var i besiddelse af en betydelig viden, godt menneskekendskab, ligesom det viste sig, at han havde gode evner til at hjælpe eleverne i deres tilegnelse af det stof, de skulle arbejde med. Dertil kom, at fru Poulsen på en særdeles ideel måde har fyldt sin plads som værtinde og madmoder for de unge mænd, der gennem årene var i forstanderparrets varetægt.
Her havde de unge mænd et særdeles godt hjem i deres skoletid. Dette at deres vej gerne gik ud til det poulsenske hjem på Thorvaldsensvej, når de efter endt skoletid ved lejlighed var i København, er et af vidnesbyrdene om, at pastor Poulsen og hustru var afholdt af eleverne.
Kun et enkelt år — 1944-45 — betjente broder Poulsen Betania menighed sammen med sin gerning som skoleforstander. I foråret 1945 mødte sygdommen første gang på alvorlig vis pastor Poulsen. Dog var det muligt for ham, trods alvorlige hindringer af sygdommen, at fortsætte med skolegerningen indtil for et år siden.
I flere år var broder Poulsen tillige redaktør af de unges blad »Vaarbud«, ligesom han i adskillige år besad den betydelige post i kirken at være missionskasserer.
Pastor Harry Poulsen var en dygtig prædikant, var en fin og nobel karakter, afholdt som menighedsforstander, ligesom han var en god kammerat og kollega blandt prædikanterne. Kirken har i ham mistet en god og tro arbejder.
Den 25. maj blev pastor Poulsen kaldt hjem til hvilens land. Det er ikke mindst et smerteligt tab for hans hustru, som vi beder Gud trøste og styrke på vejen frem.
Velsignet være pastor Harry Poulsens minde iblandt os!
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1952
- - -
Da pastor Harry Poulsens enke, Betty Poulsen, gik bort skrev Erik Kristoffersen følgende ord:
Betty Poulsen var et menneske, man sent glemmer, når man - som jeg - blandt de første minder har hendes solosang i Emmauskirken, hvor hun så tidligt som i 1920’erne glædede menigheden uden nogen form for kostbarhed. Fra ganske lille har jeg set den personificerede tjenstvillighed, offervilje, beskedenhed og kristne præstekærlighed. I hende.
I slutningen af 20’erne blev hun gift med Harry Poulsen, og sammen dannede de det præste-hjem, hvor man som gæst aldrig mærkede de trange kår. Meget må hun have undværet for at betjene de gæster, der tog det hele som en selvfølge.
I de ca. 25 år, hun og hendes mand fik lov at leve sammen, lærte hun kirken at kende, også bag kulisserne, og bevarede kærligheden til den til sit sidste øjeblik. I lange perioder var det hende, der under Harry Poulsens sygdom var præstehjemmet, en tilværelse der havde kunnet få mangen en kvinde til at bryde sammen. Hun bar det, der var tildelt hende, i sikker vished om, hvem der bestemte over hendes liv.
Forankret i det, der er oventil, var hun et meget jordnært menneske med stor menneskekundskab, - et menneske, der holdt af sine medmennesker, men havde gennemskuet, hvad der var at gennemskue. Hun var det alvorlige, uhøjtidelige, muntre menneske, der kunne græde med den grædende og le med den glade, så det virkede smittende.
Hendes latter, så ægte og hjertelig, kunne virke befriende og løse op i en situation, hvor der ikke umiddelbart syntes at være noget at le. Og på den anden side kunne hun med en enkelt ramsaltet bemærkning sætte tingene på plads.
Der er flere præstekoner og præster, der, før de gik ind i arbejdet som præstefolk, modtog hendes gode råd mht. hvad det vil sige at betjene en metodistmenighed og være praktisk og realistisk i det arbejde.
Ægte from var hun, ikke fromset. Da hun sammen med sin mand steg ud af toget i en by, hvor de havde fået deres nye ansættelse, kom en ældre kvinde i menigheden dem i møde med et rørstrømsk "Velkommen i Jesu navn", hvorefter hun prikkede sin mand i siden og sagde: "Harry, hende skal vi passe på".
Jo, hun så lynhurtigt, hvad der var ægte varer, og hvad der ikke var. Det ægte havde hun selv, og det delte hun rigeligt ud af.
I dyb taknemlighed over, hvad hun var og gav æret være hendes minde iblandt os.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1976
Ingen kommentarer:
Send en kommentar