lørdag den 29. august 2015

Pastor Søren Nielsen Gaarde

Pastor S.N. Gaarde
29. august 1866 - 22. maj 1939
Pastor Gaarde var Søn af Forældrene Snedker og Husmand Niels Mortensen og Hustru Karen Sofie f. Frederiksen; han fødtes den 29. August 1866 i Tistrup ved Varde.

Der var to Sønner i Ægteskabet, af hvilke han var den ældste. Forældrene havde været under baptistisk Indflydelse, men kom senere i Forbindelse med Metodisterne i Varde.

Dette var Grunden til, at Søren først blev døbt i 15 Aars Alderen; dette skete i Metodistkirken i Vejle. Tre Aar senere (1884) flyttede Familien til Vejle, og Moderen og den ældste Søn fik Medlemsskab i Menigheden dér.

Gaarde betragtede alle sine Dage Vejle som sit aandelige og kirkelige Hjem; men i Varde begyndte han, og det var derfor saa naturligt for ham, som han stundom omtalte, at faa sin sidste Ansættelse dér.

Som ung lærte Gaarde Mejerifaget og fik efter udstaaet Læretid Plads i Randers; her lærte han sin tilkommende Hustru, Franciska, f. Guldmann at kende.

Allerede tidlig vaagnede Trangen hos ham efter at blive et Vidne for Herren, og da Metodistkirken i Sommeren 1888 aabnede sit Præsteseminarium i København, besluttede han sig til, saasnart han kunde blive løst fra sin timelige Gerning, at søge Optagelse dér.

I 1890 dimitteredes han sammen med de fire andre Elever, der havde udgjort det første Skolehold, og ved Aarsmødet i Odense s. A. fik han sin første Ansættelse som Menighedsforstander.

I Aarenes Løb betjente han følgende Menigheder:
1890—91: Rudkøbing;
1891—93: Betania, Nørrebro;
1893—97: Horsens;
1897—1901: Rudkøbing (2. Gang);
1901— 04: Aarhus;
1909—15: Vejle;
1915—16: Esbjerg;
1916—19: Jerusalemskirken, København, som Hjælper;
1919—20: Emmaus, Odense;
1920—25: Golgathakirken, København;
1925—28: Silkeborg;
1928—30: Kolding;
1932—38: Give;
1938 til sin Død: Varde.
I 14 Aar tjente han som Distriktsforstander i henholdsvis:
Jyllands Distrikt (1904—09);
Vestre Dist. (1914—15);
Østre Dist. (1916—19);
Søndre Dist. (1919—20);
Østre Dist. (1920—24), 2. gang.
Br. Gaarde var stærkt litterært interesseret og ganske tidligt mærkedes han paa det Omraade, dels ved Artikler i Kirkebladet, dels ved Oversættelser og dels ved selvstændige Arbejder. Han var Redaktør af „Kristelig Talsmand" i 21 Aar og af „Søndags-skolen“ i 26 Aar.

I 1895 valgtes han første Gang som Medlem af Bogudvalget, og han indehavde denne Stilling med enkelte Afbrydelser i 39 Aar, deraf de fleste som Formand for Udvalget. Han var i adskillige Aar Generalsekretær for Kirkens sociale Virksomheder og Tilsynsførende for Kirkens Børnehjem i Provinsen. I 1924 var han Delegat til Generalkonferencen.

Foruden det ovenfor nævnte er der ofte lagt stærkt Beslag paa Br. Gaardes stærke og villige Arbejdskraft, og det er vist lettere at nævne de af Samfundets Virksomheder, han ikke har beskæftiget sig med, end de mange Foretagender, han var aktiv Deltager i.

Pastor Gaarde blev den 3. Maj 1892 gift med Frk. Franciska Guldmann og levede med hende i et lykkeligt 35-aarigt Ægteskab, til hun døde i Silkeborg den 23. April 1927. Der var syv Børn i Ægteskabet, hvoraf de tre døde som Børn og ganske unge. Han var en kærlig Ægtefælle og en god og omsorgsfuld Fader for sine Børn; deres timelige som aandelige Vel laa ham stærkt paa Sinde.

Vi udtaler vor hjertelige Deltagelse for dem og den øvrige Familie i deres Sorg og Savn.

Pastor Gaarde var vel den mest særprægede af alle de Prædikanter, der har tilhørt den danske Aarskonference. Fra sin tidligste Ungdom har han øvet en betydelig Indflydelse i Konferencen og blev ved dermed, til Døden brat kaldte ham fra den stridende Kirke til den triumferende.

Hans Plads er tom nu i hans Kæres Kreds, i Varde Menighed, som satte stor Pris paa deres gamle Præst og her i Konferencen, hvor han altid havde let ved at skaffe sig Ørenlyd for det, der laa ham paa Sinde; men vi glæder os i Forvisningen om, at han af Naade har faaet en Plads i det Hjem, Jesus er gaaet for at berede sine.    —

Vi takker Br. Gaarde for hans Arbejde gennem mange, mange Aar og beder Gud lade hans Minde blive til Velsignelse for os alle!

C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1939

Ingen kommentarer:

Send en kommentar