onsdag den 9. september 2015

Manna Mann

Manna og Niels Mann
Fru Manna Hermandine Mann, født den 9. september 1892, døde den 27. juni 1974, 81 år gammel.

Det var ved begyndelsen til årsmødet sidste år, at vi modtog budskabet om fru pastor Manns død. Dette budskab berørte umiddelbart forsamlingen dengang, og det blev ligesom indledningen til den mindehøjtid, som kirken nu vil fuldføre med taknemmelighed og i ærbødighed.

Fru pastor Mann fødtes i Rønne som datter af skibsfører Ole Chr. Beck og hustru Marie, født Pihl. Hendes far døde, da hun kun var tre år gammel. Hendes mor blev optaget i menigheden, og dermed var for fru pastor Manns vedkommende forbindelsen med kirken også sluttet; men fru pastor Manns metodistiske historie begyndte for alvor under pastor Manns ansættelse i Rønne fra 1913 - 1919.

Det var hans første ansættelse efter prøvetiden i kirkens arbejde. Det blev år, som satte spor i kirken. Efter en vinter med vækkelse blev der optaget 26 nye medlemmer på pinsemorgen i 1916. Kirken i Rønne, som hævder sig smukt i byen, blev opført 1918. Parret Manna og Niels Mann blev viet den 16. december s.å. i Rønne. Disse begivenheder blev baggrunden for deres hjem og tjeneste. De var rodfæstede i den kirke, som de viede deres liv i fælles tjeneste. Deres samliv var født i vækkelse, og det fornægtede sig aldrig i deres forhold til kirken.

Siden fortsattes tjenesten i Svendborg fra 1919 - 1921. Det var fra et lovende arbejde, at de forflyttedes herfra til Frederikshavn, hvor de oplevede ni gode år, som faldt sammen med en periode, hvor pastor Mann var distriktsforstander. Derefter havde de bopæl i Randers fra 1930 - 1932. Det var de år, pastor Mann virkede som ungdomsmissionær. Alt dette fortæller om, hvor engageret hjemmet var i kirkens liv.

Siden fulgte årene ved Jerusalemskirken og Centralmissionen. Det blev de fleste år af deres tjeneste, nemlig fra 1932 til pensioneringen i 1966, ialt 34 år. Der oplevede de de svære år i 30'erne, som skulle strides igennem. I København blev fru pastor Mann mere end nogen sinde indviklet i arbejdet. Hun var i mange år formand for Kvindernes Hjælpeforening, som fik en stor økonomisk betydning for menigheden. Hun deltog i sangkor, og vi husker endnu, hvordan hun med sin gode sikre stemme var med til at lede salmesangen i Jerusalemskirken gennem det lille kirkekor.

Det, som næsten kunne kaldes fru pastor Manns livsopgave, var de ca. 15 år, hun passede Centralmissionens hjælpekontor hver formiddag undtagen lørdag. Den gerning holdt fru pastor Mann meget af. Hun var meget afholdt af mændene, som kom dér. Hun lod dem snakke. Hun var også altid med ved bespisningerne, som dengang blev påbegyndt. løvrigt var fru pastor Mann ualmindelig trofast over for kirkens program, og hun savnedes aldrig på sin plads i kirken.

Fru pastor Mann var udpræget en hjemmets kvinde både som hustru og mor for de to børn, Grethe Thaarup, (nu præstefrue i Asnæs) og Poul Mann (nu Amerika). Det var hende en kær pligt at holde døren til hjemmet åben. Vi husker anledninger, hvor vi var ca. 60 unge til kaffe søndag aften efter mødet. Hun klagede aldrig over mange gæster eller over, når pastor Mann på grund af sin tjeneste var meget borte fra hjemmet.

Fru pastor Mann var en stille, indadvendt karakter, som ikke så let åbnede sig for andre; men for os, som lærte hende at kende på nærmeste hold, var hun åben, fri, fortrolig og med megen lune, som ikke
mindst kom tydeligt frem under hendes sygdom til sidst. Vi lærte at værdsætte fru pastor Mann meget højt, og hendes tjeneste gav sig udtryk i et langt livs vidnesbyrd fra én, som var gammel metodist i sin form og i sit væsen.

Gud velsigne fru pastor Manns minde iblandt os.

Poul Poulsen

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1975

Ingen kommentarer:

Send en kommentar