lørdag den 24. oktober 2015

Pastor J. C. Iversen

Af Niels Mann

Det var med dyb Vemod, vi modtog Budskabet den 23. December om Pastor Iversens Død.

Gennem et Par Maaneder havde vor Broder været syg, langsomt bar det mod Døden, mens Efteraaret med sin Vemod og Skumring sænkede sig over Naturen, og da Julen bankede paa vore Døre, gik vor Broder hjem til den Julefest, hvor Jesus selv er baade Vært og Gæst; men tilbage sad hans elskede Hustru og øvrige Kære og holdt Jul i et fattigt Land.

Jørgen Christian Iversen fødtes i Holmsland Præstegaard den 24. Oktober 1871. Faderen var Forpagter af Præstegaarden, og de første 5 Aar af sit Liv tilbragte den lille Jørgen Christian i den forblæste, vestjyske Præstegaard.

Derefter købte Faderen den store Lindbjerggaard i Nærheden af Ølgod, og her voksede Sønnen op sammen med sine øvrige Søskende og levede en lykkelig Barndoms- og Ungdomstid,

Hjemmet var stærkt præget af Gudsfrygt, og man faar Indtryk af, at Forældrene har været betydelige Personligheder, og især kendtes Moderens stærke aandelige Indflydelse i Hjemmet og langt udenfor Hjemmets Kreds. De tilhørte Luthersk Missionsforening, og der blev holdt mange Møder i den rummelige Lindbjerggaard.

Br. Iversen blev omvendt til Gud i sin tidlige Ungdom, og det varede ikke saa længe, inden han kom i Forbindelse med Metodistkirken. Det var i Varde, den nærmeste Købstad til Hjemmet.

Det kom hurtigt til at staa klart for vor unge Broder, at han skulde vie sit Liv helt til Jesus Kristus og til den Kirke, hvor han havde fundet sit aandelige Hjem. Han fik Bemyndigelse til at virke som Lokalprædikant og arbejdede som saadan en Tid paa Langeland, inden han begyndte at læse. Her blev der Vækkelse, og Menigheden havde en god Tid. Det var i samme Aar, den lille kønne Kirke i Rudkøbing blev bygget.

Efter endt Uddannelse ansattes Iversen i Give 1899, men flyttede allerede Aaret efter til Neksø, hvor ogsaa hans Arbejde lykkedes til Velsignelse for mange. I 1901 blev han optaget i Aarskonferencen, og samme Aar ægteviedes han til Marie Chrillesen, som i de mange Aar har staaet saa trofast ved hans Side og været ham en god og stærk Støtte.

Pastor Iversen har endvidere været ansat i Sct. Jakobskirken i Odense samt i Aarhus, og i 1910 flyttede han til København, hvor han siden havde sit Arbejde ved de københavnske Menigheder og Centralmissionen samt Vindinge-Karlslunde, og han var saaledes en kendt og skattet Arbejder indenfor Metodistkirkens omfattende Arbejde i Hovedstaden. Sin sidste Gerning, som han varetog til godt et Aar før sin Død, var som Leder af vor Diakonissevirksomhed.

Pastor Iversen har fyldt en god Plads i den danske Metodistkirke. Han var sin Kirke en tro Søn og ydmyg Tjener. Vi vil savne ham her; men allermest føles Savnet stort og smerteligt af hans Hustru og Datter og deres Kære, en kær Husbond, en ejegod Far og en Hjemmets Mand, som han var.

Velsignet Fred over Pastor Iversens Minde!

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1945

torsdag den 22. oktober 2015

Lokalprædikant Lars Dam, Nexø

Lars Julius Erthmann Dam
(1860-1936)
Ved Ole Olesen

To Mænd i Nexø var en Dag kommet i Diskussion om Kristendommen og de Kristne. Den ene gav ikke meget for de Kristnes Liv og Færd. Det var, efter hans Mening, Narrestreger og Hykleri. Den anden spurgte ham, hvad han saa mente om Lars Dam?
„Ja, med Lars Dam er det en ganske anden Sag. Han er en Kristen, man maa respektere.“
Denne lille Tildragelse er typisk for Menneskers Bedømmelse af Lokalprædikant Lars Dam. Baade in« denfor og udenfor Kirken var han respekteret af alle for sin helstøbte Personlighed og sin oprigtige Gudsfrygt.

Om denne gode Mand skal der fortælles i det følgende. Det er væsentlig paa Grundlag af Lars Dams mundtlige Beretning.

Lars Julius Erthmann Dam blev født i Nexø den 22. Oktbr. 1860. Hans Forældre var Avlsbruger Peder Kristian Dam og Hustru Johanne Jacobine, f. Erthmann.

Gennem Vækkelsesprædikanten, Pastor Trandberg førtes Forældrene til levende Gudsfrygt. Sønnen Lars mindedes altid med Taknemlighed, hvad det gode, troende Barndomshjem betød for ham.

Under Konfirmationsforberedelsen blev han alvorlig vakt, og fjorten Aar gammel blev han bevidst troende, og allerede et Aar efter ledede han en Klasse i Søndagsskolen. Her viste det sig, at han havde udmærket Anlæg for at undervise Børn, og lige til kort før sin Død forblev Lars Dam en nidkær og betydelig Søndagsskolearbejder.

Da han var omkring en Snes Aar, kom det til at staa ham klart, at Gud kaldte ham til Prædikegerningen. Han talte derom med sin Forlovede, Anna Kirstine Jespersen, som senere blev hans Hustru.

Ved 21 Aars Alderen rejste Dam til U. S. A. Da han havde været der et Aars Tid, kom han i Berøring med Metodistkirken.

Ved at høre en Prædiken i Metodistkirken, opdagede Dam, at Indholdet var det samme, som han var vant til at høre hjemme i Danmark. Han kom flere Gange til Gudstjeneste i den samme Kirke. Og en Søndag blev der bekendtgjort et Møde i et Skolehus ude paa Landet, ved hvilken Lejlighed der skulde være Uddeling af Herrens Nadver. Dam tog afsted og deltog i Mødet. Ved Mødets Slutning sagde Præsten:
„Dette Bord er ikke vort, men Herrens Bord. Dersom du er et Guds Barn, er du velkommen.“ 
Da forstod Dam, at det ogsaa var for ham, og han gik med Glæde og nød Nadveren. Og han hævdede senere, at her var den egentlige Aarsag til, at han blev Metodist. Han blev optaget i Menigheden i 1884.

Medens han stod som Medlem af Menigheden, blev der afholdt en Uges Lejrmøder ude paa Landet. Grundet paa sit Arbejde kunde han ikke overvære de søgne Dages Møder; men paa Afslutningsdagen var han sammen med en Kammerat — en Bornholmer, Peter Albrektsen fra Pedersker — til Møde.

Dette Møde fik en særlig Betydning for ham, idet Kaldet til Prædikegerningen uddybedes. Blandt Talerne ved Mødet var der en 90-aarig Præst, som talte om Korset:
„Der ligger Vejen“, sagde han, „langs den er der en hel Del Kors. Et af dem er dit; du har maaske gaaet udenom det; men du kan ikke blive lykkelig, uden du gaar tilbage og tager dit Kors op. Her er maaske en ung Mand, som er kaldet til at være Prædikant. Du kan ikke blive lykkelig, uden du adlyder Kaldet.“
Lars Dam rejste tilbage til Danmark i Slutningen af Aaret 1885; og den 2. Marts 1886 holdt han Bryllup med Anna Jespersen og bosatte sig i Nexø.

Efter Hjemkomsten fra Amerika var Dam en Tid uden Forbindelse med Metodistkirken, idet Metodismen paa det Tidspunkt ikke var kommet til Bornholm. Men i 1890 kom Pastor Chr. Thaarup til Nexø og talte ved et Møde i Lystskoven. Dam og hans Hustru fulgtes ad for at høre ham og var begge meget glade for det.

Det var Sygeplejersken Margrethe Skovgaard, der havde opfordret Pastor Thaarup til at komme. Frk. Skovgaard var fra Poulsker og havde i flere Aar virket i København som Sygeplejerske. Hun var imidlertid blevet svag og maatte opgive sin Gerning og flyttede saa til Nexø.

Mødet i Lystskoven blev den første Begyndelse til, at Dam igen fik Forbindelse med Metodistkirken. Omkring et Aar senere blev Dam og hans Hustru sammen med en lille Flok optaget i Kirken af Pastor Thaarup. Blandt disse første Medlemmer var daværende Købmand S. A. Bech, senere Bankbogholder; ligeledes Bygmester Johs. Munch, der som ung Haandværker lige var kommet hjem fra Svejts, hvor han var kommet i Forbindelse med Metodistkirken og var blevet omvendt til Gud.

Kort efter blev Dam ansat som Klasseleder. Der af« holdtes nu ugentlige Møder i S. A. Bechs Hjem i Smallegade. Dam ledede disse Møder.

I 1891 kom Superintendent J. J. Christensen til Bornholm for at holde en Række Møder. Frk. Margrethe Skovgaard var kort forinden død og havde testamenteret sin lille Formue paa 800 Kroner til et Kirkebygningsfond. Og der blev hurtig Tale om at bygge et Gudshus.

Venneflokken havde Tro paa Gud og Tro paa Sagen, og trods adskillige Vanskeligheder blev der købt Byggegrund og taget fat paa Byggeriet. Grundstenen blev lagt i Foraaret 1894. Samme Sommer blev Pastor Lauritz Petersen ansat i Nexø, og den 21. September organiseredes Menigheden. Kirken blev indviet den 8. December 1895. Kort Tid efter modtog Lars Dam Formanerattest og siden Fuldmagt som Lokalprædikant.

Fra Nytaar 1896 blev Dam Søndagsskolebestyrer, og denne Post beklædte han med Kærlighed og Dygtighed til i 1933, da svigtende Helbred tvang ham til at give op.

Arbejdet i Nexø Kreds udvidedes stadigt. Der blev holdt Møder i Snogebæk. Mange Mennesker kom for at høre Ordet, og der udbrød en herlig Vækkelse. I „Højlyngen“ holdtes Møder hos Peder Hansen og Hustru. (Tre af deres Børn tilhører Menigheden i Nexø). Ogsaa i „Døvredal“ i Bodilsker Sogn holdtes Møder.

Virksomheden her havde en uforsonlig Modstander i Sognepræst Agger. Omkring Aarhundredskiftet optoges Virksomhed i Pedersker og senere paa „Degnegaarden“ hos Andreas Hald samt i Aakirkeby. Alle disse Steder var det de skiftende Menighedsforstandere og Lars Dam, som ledede Møderne, og overalt til rig Velsignelse. Ogsaa paa „Nørremark“ i Ibsker blev der holdt Møder, og i Svaneke, Østermarie og Østerlars (Nybro).

Selvsagt blev det Lars Dam, der mere end nogen anden kom til at øve Indflydelse paa Arbejdet baade i selve Nexø og ude omkring paa de talrige Prædikepladser.

Fra Menighedens Dannelse var Dam Medhjælper, og snart efter blev han baade Kirkeværge og Kasserer. De to sidste Poster beklædte han til sin Død.

I Aarene 1903—08 blev Arbejdet særlig velsignet med en stor Vækkelse baade i Nexø og i Landkredsene. Brødrene S. A. Bech og Jens Ipsen kom nu ogsaa med i Vidnetjenesten, og der var Brug nok baade for dem og flere andre. I Aarsdale og i Poulsker var der ogsaa blevet optaget Virksomhed, og nu føjedes Listed til de mange Prædikepladser.

Det var Lars Dams store Lykke at faa Lov at bringe Evangeliets glade Budskab ud til Mennesker. Han havde en egen jævn og tilforladelig Maade at tale paa. Hans Forkyndelse var varm og hjertelig, personlig og udrettede derfor saa meget. Det kunde med Rette siges om ham, at han var fuld af den Helligaand og Tro.

Det var ham som Regel ikke vanskeligt at faa Tekster til sine Taler. Men det hændte dog en Gang, at han ikke havde faaet noget Budskab at bringe til en Søndagstjeneste. Han bad i sin Vaande til Gud, men fik dog intet. Natten derpaa kom Guds Aand til ham paa en stille, forunderlig Maade og skænkede ham baade Tekst og Prædiken. Det var over Ordene hos Es. 43, 25:
„Jeg, jeg er den, som udsletter dine Overtrædelser!“
Det var i Poulsker, at Dam talte den Søndag, og efter Mødet var der en troende Søster, som opmuntrende sagde til ham, at det var en god Prædiken, han havde holdt. Og saa fortalte Dam hende, hvorledes Gud i sin Barmhjertighed havde givet ham Budskabet.

Lars Dam var pligttro som faa. Han maatte afsted for at vidne om sin Herre og Frelser uanset Vejr og Vind. Intet uden Sygdom kunde holde den nidkære Lægprædikant hjemme.

I de første Aar gik han til Fods lange Strækninger for at holde Møde. Senerehen laante han ofte et Hestekøretøj, og i 1924 anskaffede han sig en trehjulet Cykle, som han brugte baade til sine Prædiketure og til Ture inde i Byen, da han med Aarene blev meget svækket, og det kneb ham især med at gaa.

I en lang Periode kom Lars Dam til Aakirkeby hveranden Søndag. Han holdt først Møde om Eftermiddagen, og om Aftenen ledede han Klasse- og Samtalemøder i forskellige Hjem.

Overalt, hvor han kom, blev han vel modtaget. Folk holdt af deres kære Lokalprædikant og lyttede med stort Udbytte baade til hans Prædiken og til hans dybt aandelige Samtaler.

Ved Aarskonferencen i Aalborg i 1915 blev Lars Dam valgt som den danske Metodistkirkes Lægrepræsentant til den store Verdenskonference (Generalkonference) i Saratoga Springs i 1916.

Det var i de urolige Tider under Verdenskrigen, saa Rejsen frem og tilbage var langvarig, og Usikkerheden paa Havet gjorde det til en ubehagelig Rejse. Men iøvrigt var det for Dam en stor Oplevelse at komme over og gense Amerika og deltage i Konferencen. Han havde rige Forudsætninger for at kunne deltage i Konferencen med Udbytte, idet han var fortrolig med det engelske Sprog, som han kaldte vor Kirkes Modersmaal.

Under sit Ophold i Amerika var Dam i Chicago og hilste paa sin Broder, som boede der, og som han ikke havde set i 30 Aar. Det var for dem begge en stor Opmuntring. Under sit Ophold dér saa han, at der i en norsk-dansk Metodistkirke var bekendtgjort et Møde, hvor en kendt Præst skulde tale. Sammen med sin Brodersøn gik Dam om Aftenen til Mødet.

Han havde regnet med, som ukendt paa Stedet, at kunne sidde stille og lytte til Ordet; men det viste sig, at Menigshedsforstanderen, der for Aar tilbage havde været paa Besøg paa Bornholm, havde genkendt ham nede i Forsamlingen. Han kaldte ham op paa Platformen. Der var den Aften Sangfest med specielt Program, saa det var baade en Overraskelse og en særlig Glæde for Dam, da der blev givet ham en Anledning til at tale. Han følte sig ved denne Anledning tilskyndet til at tale over Ordet:
„Salig er det Folk, som kender Frydesangen, Herre! I dit Ansigts Lys vandrer de.“
Sal. 89, 16.
Fra Chicago rejste han til Saratoga Springs. Da han traadte ind i Hallen med den store Forsamling, syntes han, det var som at komme i Himlen; thi her var der forsamlet Mennesker fra alle Jordens Egne.

Biskop Cranston prædikede Søndag Formiddag. Dam var saa grebet af Prædikenen, saa han syntes denne Formiddag var hele Rejsen værd. Den Maaned Konferencen varede, var for Dam den mærkeligste Maaned i hele hans Liv. Han syntes, det var en eneste stor Helligdag. Paa Hotellet, hvor han boede, holdtes der Andagt hver Morgen, som han deltog i. Ved Konferenceforhandlingernes Begyndelse blev der ogsaa hver Morgen holdt Andagt, som han ligeledes deltog i. Det var Højtidsstunder for Dam, og han havde Medlidenhed med dem, der først kom jagende, naar selve Forhandlingerne skulde begynde; for han syntes, de gik Glip af det allerherligste.

En ung Præst, som havde sin Plads ved Indgangen, talte ofte til ham, og sagde en Dag bl. a.:
„Vi mødes ved Perleporten. Vi vil da følges ad hen til Jesus og takke ham, men du maa endelig komme!“ 
Disse Ord mindedes Dam ofte, og de stod for ham som en meget alvorlig Paamindelse om at fortsætte paa Livets Vej.

I sit borgerlige Erhverv var Lars Dam Sygekassekasserer, og ogsaa her kom han til at øve en betydelig Indsats. En af Øens Aviser skrev anerkendende derom. Det hedder heri bl. a.:
„Lars Dam var en af vor Bys og Bornholms mest kendte og afholdte Borgere. Og ogsaa i det øvrige Land var hans Navn kendt og skattet.“
Som ganske ung begyndte han som Kasserer for Nexø Sygekasse, men snart blev han en af de førende indenfor Centralforeningen for de bornholmske Sygekasser. Han var Centralforeningens Formand i 15 Aar og udførte i den Tid et betydeligt Arbejde, som satte kendelige Spor.

I denne Aarrække deltog Dam i mange Sygekassemøder „ovre“ og blev kendt i Sygekasseinspektoratet. Og de forskellige Sygekasseinspektører lærte at sætte Pris paa Lars Dam.

Da der skulde stiftes en Fortsættelsessygekasse, kom Lars Dam til at øve en stor Indflydelse ogsaa her. Hans store Kendskab til alt indenfor Sygekassevæsenet kom ham her til Gode.

I Arbejdet for Sygekassevæsenet tog Dam Sigte paa at faa Begravelsesvæsenet og Hjemmesygeplejen
knyttet til Sygekassen, og det lykkedes ham ogsaa at faa det gennemført.

Ogsaa andre Virksomheder har nydt godt af Dams rige Arbejdskraft og Initiativ.

I mange Aar var han Formand for Nexø Brugsforening; og kommunal Virksomhed havde ogsaa hans Interesse. I flere Aar var han Medlem af Byraadet.

For sit betydningsfulde Arbejde modtog Lars Dam Fortjenstmedaljen i Sølv.

Da Ægteskabet var barnløst tog Lars Dam og Hustru en lille Plejedatter, Else, til sig. Hun fandt hos det elskelige Par et godt Hjem, hvor hun lærte Gud og Metodistkirken at kende, og hun staar i Dag, sammen med sin Mand, Snedker Johs. Bertelsen som gode og virksomme Medlemmer af Kirken i Nexø. Bertelsen er en af de gode Lokalprædikanter, der er med til at bære det evangeliske Arbejde i Nexø-Kredsen.

Fru Dam hørte til de mere stille i Landet; men hendes Betydning var ikke mindre af den Grund. Hun var sin Mand en god og trofast Støtte og blev til Velsignelse for mange Mennesker, som kom i deres Hjem. Hjemmets Døre stod altid aabne for Venner og Frænder, og mange er de, som gennem Aarene har nydt Gæstfrihed i dette gode Hjem.

Den 2. Marts 1936 oplevede Ægteparret den Glæde at fejre Guldbryllup. Det blev en enestaaende Fest, hvor Folk fra alle Sider kappedes om at vise de to gamle Mennesker Opmærksomhed. Højtidsdagen sluttede med en Fest i Ebeneserkirken.

Kort efter Guldbryllupsfesten blev Fru Dam syg, og efter tre Ugers smertefuldt Sygeleje døde hun den 26. April. Men hun var lykkelig og fast i Troen paa sin Frelser og døde salig i Haab om evig Herlighed hos Gud.

Kongo-Missionær Johs. Bræstrup skrev efter hendes Død bl. a.:
Søster Anna Dam var i Sandhed en elskelig og gudhengiven Kvinde. De, som havde Anledning til at besøge Hjemmet fandt, at Broder Lars Dam i hende havde en Engel boende hos sig. Hvor var det velsignet at sidde og tale med Søster Dam. Hun kunde baade le og græde.

Det skælmske Smil, naar hun fortalte om sin Lars, som om de var et Par nyforlovede, var rørende at se. Her var Venskab i Ægteskabet saa fint og smukt, saa jeg aldrig har set noget lignende. Søster Dam var en himmelsindet Sjæl, og altid skulde vi have en Sang, naar vi besøgte hende.

Da hun blev gammel, mistede Stemmen dens smukke Klang, men der var Aandsfylde i den. Man kunde ikke andet end blive et bedre Menneske ved at tale med Søster Dam.

Gud velsigne hendes Minde!
Tiden, der nu fulgte blev ensom og trang for den aldrende Herrens Tjener. Og skrøbelig af Helbred, som han nu var, længtes Lars Dam inderligt efter at blive kaldt højere op, for at indgaa til Hvilen og Saligheden. Det blev da ogsaa kun faa Maaneder, Dam havde tilbage hernede. Den 21. December døde han stille og i Fred for altid at være sammen med Herren.

Velsignet være Mindet om denne gode Broder!

Bragt i Historisk Aarsskrift for Metodistkirken i Danmark 1939

tirsdag den 13. oktober 2015

Pastor Herman Jacobsen

Herman Jacobsen
13. oktober 1851 - 13. maj 1943
Blandt Pastor Jacobsens efterladte Papirer fandtes følgende, skrevet af ham selv for adskillige Aar siden:
Herman Ludvig Peter Jacobsen, født i Rudkøbing 13. Oktober 1851, Søn af Skibsfører Anders Troensegaard Jacobsen og Hustru Ingeborg Gurine.

Omvendt i Marts Maaned 1874. Begyndte straks og med stort Held at arbejde for Sjæles Frelse.

Indtraadte i Missionsarbejdet i Calcutta 1878. Arbejdede de sidste 3 Aar af mit Ophold i Indien i Rangoon, Birma.

Kom hjem paa Grund af svækket Helbred i 1883.

Har været ansat følgende Steder:
Odense (1883—84),
Horsens (1884—88),
Svendborg (1888—93),
Betania, København (1893 —98),
Kalundborg (1898—1902),
Betania, København (2. Gang 1902—05),
Odense, Sct. Jacob (1905—08),
Varde (1908—12,
Svendborg (2. Gang 1912—19).
Traadte i udtjent Forhold den 17. Juli 1919.

Dette er i korte Træk alt, hvad der skal siges om mig efter min Død.
Vor gode afdøde Broder tilgiver mig dog nok, at jeg føjer nogle faa Data til disse meget kortfattede og beskedne Meddelelser.

Sin Barndom og første Ungdom henlevede Herman Jacobsen paa sin skønne Fødeø — „Rosengrenen i Havet“, som Øhlenschlæger kaldte den. Som ung Mand drog han som saa mangen anden fra Øerne dernede paa Langfart.

Her skal ikke nærmere fortælles, hvorledes han over England kom til Indien og her i nogle Aar forrettede Tjeneste som Officer i den engelske Handelsmarine, men kun gøres opmærksom paa, at den unge, danske Sømand her i det fjerne mødte sin Gud og blev alvorlig omvendt ved den gudbenaadede Vækkelsesprædikant og senere Missionsbiskop William Taylors store Vækkelsesmøder i Sydindien. Kort Tid efter sluttede han sig til det Samfund, der havde været Redskabet i Guds Haand til hans Frelse.

Her lærte han at kende og blev for Livet Ven med nogle af de mest hellige og fremgangsfulde Missionsarbejdere, vor Kirke har fostret, bl. a. Biskopperne Thobuvn, Warne, Robinson, Oldham, Parker m. fl.

Stærkt grebet af disse Mænds lysende Eksempel begyndte ogsaa han at vidne, først for Kammeraterne ombord og siden i Land, og det endte med, at han i 1878 fulgte Kirkens Kald til helt at ofre sig for Missionsgerningen.

Sammen med sin unge Hustru, Emely, f. Stuart Staig, der var født i Indien af skotske Forældre og en Tid havde virket som Skolemissionær, tog de Missionsarbejdet op og virkede sammen i nogle Aar, indtil svækket Helbred tvang Familien til at rejse til Danmark, hvortil de ankom efter 3½ Md.s Rejse i Juli 1883.

Man var underrettet om deres Komme, og den tilsynsførende Biskop — Foster — havde ved Aarsmødet, der afholdtes en Maanedstid i Forvejen, anvist dem Odense som deres fremtidige Arbejdsmark.

Trods Ukendskab til kirkelige og sociale Forhold herhjemme, Vanskeligheder med Sproget, svageligt Helbred o. s. v. tog Jacobsen fat med stor Kraft paa Herrens Gerning.
„Han kom ikke for at hvile sig,“ siger en Korrespondent til „Dansk Kr. Talsmand“ (Nr. 18, 1884), „og derfor vandt han ogsaa vor Tillid og Kærlighed, og vi havde i ham en trofast Broder i Herren.“ 
Og som Forholdet var ved denne hans første Menighed, saadan var det i de senere Menigheder, han betjente.

Pastor Jacobsen blev ordineret til Diakon i Calcutta, Indien, ved Juletid 1882 og til Ældste ved Aarsmødet i Frederikshavn 1884. Han blev i 1892 valgt til Landsformand for den nystiftede Epworth-Forening, men fungerede kun som saadan et Aarstid.

Hans Navn blev landskendt under hans Pastorat i Horsens, idet han, efter venskabelig Aftale med Fængselspræst Haffstrøm, fik Adgang til at besøge Fangerne i Horsens Tugthus og ved sin frimodige, men hensynsfulde Optræden overfor den farlige Fange Jens Nielsen fik en saadan Indflydelse over ham, at han en Tid lang gav Haab om at være i Sandhed omvendt til Gud.

Desværre faldt han jo tilbage til det gamle Syndeliv og endte, som bekendt, paa Skafottet; men han glemte aldrig Jacobsen og den Kærlighed og Tillid, han havde vist ham; noget saadant havde han aldrig været ude for før.

I 1938 døde Fru Jacobsen; tre Døtre var gaaet forud. Vor gamle Broder blev kærligt plejet af sin Datter Mabel indtil det sidste. Den ældste Datter, Frk. Ingeborg Jacobsen, er Lektor ved Odense Gymnasium.


I del ovenfor omtalte Notat skriver Jacobsen tilsidst:
Gud har velsignet mig i min Gerning og trods min Ringhed vedkendt mig som sin Tjener. Jeg forlader dette Liv med et sikkert Haab og med Tro paa Guds Naade.
Jeg efterlader min kære, trofaste Hustru og mine kære Børn med Forvisning om Gensynet hisset i Herligheden.
Alt af Naade!
Herman Jacobsen.
Pastor Jacobsen døde den 31. Maj 1943.

Vi, hans Brødre i Prædikegerningen og mange Venner, takker ham for hans Gerning og bevarer et kærligt Minde om ham i vore Hjerter!

C. Nielsen.

Mindeord bragt første gang i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1943

fredag den 9. oktober 2015

Pastor R. Pedersen

Pastor Rasmus Pedersen
Rasmus Pedersen blev født den 9. Oktober 1854 i Martofte paa Fyn.

Som ung Mand udvandrede han til Amerika, hvor han opholdt sig i flere Aar som Gartner. Under dette Ophold kom han til alvorlig Omvendelse i Metodistkirken i en lille By i Connecticut.

Han talte ofte om sin Præst, Dr. Halden, der sikkert har været meget for ham under hans Vækkelse og i den første Omvendelsestid. Efter Samraad med ham besluttede han at rejse hjem til Danmark for at virke i Evangeliets Tjeneste.

I København frekventerede han et Præliminærkursus, og da dette var overstaaet, kom han i 1888 paa den nyoprettede, theologiske Skole, hvis Rektor var Pastor Karl Skou, og som havde til Lærere to saa fremragende Mænd som Pastor Ole Olsen og Cand. phil. S. Udsen.

I 1890 blev han optaget i den norske Aars-konference. Han blev ordineret til Diakon i Gøteborg 1892 og til Ældste i København 1894. I 19 Aar var han ansat ved forskellige Menigheder, dels som Hjælper (Frederikshavn og København) og dels som Forstander (Langeland 2 Gange, Give 2 Gange, Faaborg og Løkken).

I 1909 traadte han i udtjent Forhold og tog Ophold i Nærheden af Rudkøbing og senere i Tvinde ved Rynkeby. Her boede han med sin Hustru i et lille Hus og levede deres eget stille Liv.

Sjælden kom han, paa Grund af Sygdom, sammen med Trosfæller, og endnu sjældnere med sine Brødre i Prædikegerningen ved Aarskonferencerne. Men han fulgte godt med gennem vore Blade, baade danske og amerikanske, og naar nu og da en af hans Kolleger besøgte ham, var der altid Glæde i det lille Hjem. Kirkens Ve og Vel blev da drøftet med stor Interesse.

Som Karakter var Br. Pedersen aaben og retlinet. Jeg lærte at skatte ham som saadan allerede i Skoletiden, og senerehen i Livet blev dette uddybet. Der var ingen Krogveje i hans Hjerte.

Pastor Pedersen var ingen fremragende Prædikant, men han var en god og trofast Arbejder i Guds Rige. Han havde særlige Evner som Sjælesørger. Derfor var han ogsaa i høj Grad skattet ved Sygelejerne og hos de gamle, hvem han forstod at tale til som faa. Ogsaa søgende Sjæle havde han Evne til at vejlede, og det er ikke faa, han har vundet ved sit stille Arbejde.

Flere af de senere ledende Brødre i de Menigheder, han betjente, har han ført til Kristus. For et Par Maaneder siden besøgte jeg den da dødssyge Broder paa Kerteminde Sygehus. Han gav mig den Hilsen med, som jeg har offentliggjort i Kr. Talsmand, men som skal gentages her.
„Hils mine Venner“, sagde han, „og sig dem, at der er kun et, der holder, naar man kommer i den Situation, jeg er i nu. Det eneste, der holder, er det, Kristus har gjort for mig ved sin Død“. 
Og saa talte han til de tilstedeværende om Golgatha og Korset, som om det var ham, der atter var ved at øve Sjælepleje for Mennesker, der trængte til at faa Blikket vendt den rette Vej.

Begravelsen fandt Sted paa Aarhus Kirkegaard den 16. Juni. Pastor Larsen talte varmt og godt ved Baaren og forrettede Jordpaakastelsen. Ogsaa jeg sagde et Par Mindeord og bragte Hilsen fra alle Kolleger og specielt de gamle Skolekammerater. En smuk Krans fra Aarskonferencens Medlemmer blev lagt paa hans Kiste.

Br. Pedersen overleves af Hustru og to voksne Børn. For hans kære Hustru var de sidste Maaneder af deres Samliv en streng Tid paa Grund af den stærkt tiltagende Sygdom. Hun kunde dog, trods Svaghed, deltage i Begravelsen.

Vi, hans Brødre og Kolleger, nedbeder over hende og Børnene Guds Fred og ønsker hende en lys Livsaften.

Ære være Br. Pastor Rasmus Pedersens Minde!

Gud give os et saligt Gensyn i de evige Boliger!

L. C. Larsen. C. Nielsen.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1927

tirsdag den 6. oktober 2015

Pastor C. Willerup

Pastor Chr. Willerup
6. okt. 1815 - 18. maj 1886
Den første Præst i »Den Biskoppelige Methodist-Kirke« i Danmark, Pastor Chr. Edvard Balthør Willerup, døde i sit Hjem i Kjøbenhavn Tirsdagen den 18. Maj efter flere Aars tiltagende Svagelighed og et længere Sygeleje.

Pastor Willerup var først Præst i Amerika, hvor han virkede blandt de norske og danske Udvandrere og var en af de første, som begyndte denne nu allerede store Mission; han byggede flere Kirker derovre, der endnu staa som et Minde om denne utrættelige Herrens Tjener og forhaabentlig er der mange i Himlen, som prise Herren, fordi de ved hans Ord bleve bragte paa Sandhedens Vej.

Fra Amerika blev han af Missionsselskabet sendt til Norge, hvor han virkede en Tid, indtil han i Aaret 1858 kom til Danmark, hans Fødeland, og blev Superintendent for den skandinaviske Methodist-Mission. Han bosatte sig i Kjøbenhavn, hvor han i St. Kongensgade Nr. 21 lejede en Sal, der blev indrettet til Kapel, og her begyndte han saa sin Prædikegjerning i Danmark. Snart samlede han en talrig Skare af Tilhørere omkring sig, og hvem, der hørte Pastor Willerup dengang, vil ikke let glemme de alvorlige og gribende Prædikener i St. Kongensgade 21.

Det skal ogsaa siges, at kun faa formaaede at fængsle sine Tilhørere som Pastor Willerup, da han var i sine Velmagtsdage; hans Prædikener vare overbevisende og kraftige paa samme Tid som de vare interessante og livlige og derfor havde han ogsaa, hvor han kom, en talrig Tilhørerkreds.

Det viste sig ogsaa snart, at Salen i St. Kongensgade var for lille, hvorfor han alvorlig tænkte paa at faa rejst en Kirke i Danmarks Hovedstad, som kunde svare til hvad han ventede og haabede. Og ved Hjælp af Missionsselskabet og vor Missions ædle Velgjører, Hr. Konsul Døllner i New York, blev den smukke Kirke i Rigensgade i Kjøbenhavn indviet 1866. Hvad der end kan siges om Kirken, dens Størrelse o. s. v., saa er det vor Overbevisning, at Pastor Willerup har bygget den med Guds og Kirkens Sags Fremgang for Øje, idet han har ment, at den Tid ikke laa fjernt, da Methodistmenigheden i Kjøbenhavn behøvede en stor Kirke.

I Forbindelse med det Arbejde, som Bygningen af Kirken gav ham og forøvrigt hans Præstegjerning i Kjøbenhavn, rejste han til Sverig og Norge paa Missionsrejser, ligesom han ogsaa i Danmark aabnede Missioner i Svendborg og Vejle, hvor han ansatte Missionærer; naar dertil kommer, at han oversatte og udgav flere større Bøger og en Mængde Traktater og Smaaskrifter, saa vil man forstaa, at hans Liv var stadig i Virksomhed fra Morgen til Aften, ja stundom Natten med.

I 1873 blev han kaldt tilbage til Amerika, hvor han blev ansat som Lærer ved Universitetet i Evanston, og som Præst ved den norske og danske Menighed deri Byen, men efter en Tids Forløb blev han ansat som Præst ved den norsk-danske Menighed i Racine.

Det var dog ikke mere end et Aars Tid han forblev i Amerika, da hans Hustru maatte blive i Danmark, paa Grund af, at hun var for svag til at gjøre Rejsen over Atlanterhavet, hvorfor han atter kom tilbage til Danmark.

Den sidste Menighed han havde at betjene som Præst, var Menigheden i Frederikshald, Norge, hvorfra han kom tilbage til Kjøbenhavn, svækket paa sit Helbred i flere Retninger, navnlig havde hans Stemme næsten forladt ham, saa at han umulig kunde tale i en større Forsamling og blive hørt.

Pastor Willerup var nu baade gammel og svag, og i de sidste Aar har han næsten været hjælpeløs, men han har haft en trofast Støtte i sin gudhengivne Hustru, der i Sorg og Glæde har delt Livets forskjellige Tilskikkelser med ham.

Nu har han faaet den Hvile, som han saa haardt behøvede, og idet jeg nedskriver disse Linier, da gaar Tanken 19 Aar tilbage til den Tid, da jeg i Forening med Pastor Chr. Treider i Amerika havde et venligt Hjem i Pastor Willerups Hus, medens vi læste og forberedte os til den Gjerning, Herren havde kaldet os til. Det var lykkelige Aar, og det er i taknemmelig Erindring derom, at jeg efter Hukommelsen har skrevet dette korte Omrids af Pastor Willerups Liv.

Det gjør mig ondt, at jeg ikke er i Besiddelse af de nødvendige Aarstal og øvrige Facta for at kunne give en fyldigere Beskrivelse af den Mands Liv, som har brudt Isen for Methodismen i Danmark, og som mange har at takke for, at han, som Redskab i Herrens Haand, førte dem til Frelsen i Kristus.

Pastor Willerup var den første Præst i den biskoppelige Methodist-Kirke, som kom til Danmark, han er ogsaa den første af vore Præster, som begraves i Danmark — hvem bliver den næste?

Maa Herren styrke Enkefru Willerup, som er tilbage, at hendes Alderdom maa blive velsignet. Det er jo i flere Retninger besværligt at være en Methodistprædikants Hustru, at flytte fra Sted til Sted og stundom fra Land til Land uden, som andre Mennesker, at have et fast Hjem og Opholdssted hos Slægt og Venner, og da denne Lod ogsaa har været Fru Willerups, saa ønske vi hende nu en stille og blid Alderdom i Jesu Navn.

J. J. Christensen

Bragt i Dansk Kristelig Talsmand, 5. Aarg., 1. Juni 1886, Nr. 11

fredag den 2. oktober 2015

Fru Anna Nielsen

2. oktober 1869 - 12. juni 1947
Den 12. Juni 1947, faa Dage efter at vor Konference i Fjor sluttede, blev Fru Pastor Nielsen kaldt bort fra Stridens til Hvilens Land.

Fru Anna Nielsen fødtes paa Stopballegaard, St. Velling, Smidstrup Sogn syd for Vejle, den 2. Oktober 1869. Hun var den ældste af en ret stor Børneflok.

En Del af hendes Barndomsliv tilbragtes dog i Vejle i Købmand Henrik Johansens Hjem, og hun fik saaledes Anledning til baade at nyde det friske Landliv paa en større Gaard saavel som til at tilegne sig de Værdier, som Købstaden bragte. Blandt andet blev hun en dygtig Pianist.

I Vejle mødte hun som ung Pige den unge Prædikant N. P. Nielsen, og de to blev enige om at følges ad gennem Livet. I 1889 blev de gift, og deres Samliv blev rigt og godt.

Lige fra deres første Ansættelse i Holstebro og gennem de forskellige Ansættelser senere var Fru Nielsen sin Mands trofaste Hjælper. Hun sparede aldrig sig selv, hun var ofte med paa Besøg i Hjemmene, hjalp med Sang og Musik i Kirken og paa mange andre Maader, hvorpaa en Metodistpræsts Hustru kan støtte sin Mand.

I deres Hjem var der Hygge, og enhver Besøgende følte, at her var der godt at være. Jeg skal aldrig glemme den Hjertelighed, hvormed jeg som syttenaarig blev modtaget ved et Besøg i Holbæk.

I 1942 døde Pastor N. P. Nielsen, efter at have været pensioneret i 16 Aar. Men saa var ogsaa Fru Nielsens Kræfter omtrent udtømte. De sidste Aar tilbragte hun i nær Forbindelse med sin Datter, Fru Dr. Leth i Aarhus, i hvis Hjem hun døde den 12. Juni i Fjor.

Saa er den lille fine, gudfrygtige Kvinde ikke mere iblandt os, men vi velsigner hendes Minde.

Carl Bjerno.

Mindeord brag i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1948